Det er et grundlæggende træk ved selve den menneskelige tilværelse, at vi er indbyrdes afhængige af hinanden.

Deraf følger den fordring, at vi hver især skal bruge den magt, afhængigheden giver os til ’den andens bedste’. Men vi antaster hele tiden denne fordring og sætter os til modværge: ’Der må dog være grænser for galskaben. Skal jeg tage mig af en anden, må han eller hun vel have gjort sig fortjent til det’.

Nok har vi en intuitiv forståelse af, hvad vi skylder den anden, men vi har samtidig en ubændig fristelse til at vige af fra dydens smalle sti. Alle er vi parate til, når fristelsen er på spil, at sælge trepattede køer i Jesu navn. Spørgsmålet er da, om vi i fællesskab kan tøjle fristelsen til at følge de selviske tilskyndelser.

Skal vi have kontrol med de mange risici, vi møder på livets vej, må det for de fleste af os ske gennem fællesskabet, der garanterer omsorgen for den enkelte og vedkender sig ansvaret for den lige ret til at være menneske. Svaret ligger i velfærdsstaten.

LÆS OGSÅ Joachim B. Olsen: Sociale problemer skyldes ikke mangel på penge

Just fordi vi har den medfødte forståelse af, hvad vi skylder ’den anden’, men samtidig også har en klar fornemmelse af, at selv om viljen måtte være redebon, er kødet skrøbeligt, kan vi udvikle institutioner, der kan tjene som næstekærlighedens surrogat.

Et udbygget sundhedsvæsen, en velfungerende omsorg for ældre og handikappede er institutioner på barmhjertighedens vegne – uafhængigt af barmhjertighedens rolle i institutionernes daglige liv.

Der er ingen, der render rundt og ’elsker næsten’, men vi er mange, der tvinges til at bære os ad, som om vi gjorde det. Det er velfærdsstatens normative eller værdimæssige grundlag.

På det praktiske plan er det i Danmark udmøntet i et system, hvor vi finansierer de sociale ydelser gennem beskatningen – udmålt efter skattepolitiske synspunkter, mens vi fordeler ydelserne efter socialpolitiske principper. Mellem de to ting er der ingen sammenhæng. De er afkoblet, så der kan i princippet gives noget for ingenting.

Det er bare ikke uden problemer, for når ’systemet’ har overtaget en ansvarlighed, der ellers skulle være min, oplever jeg ikke længere at være konkret forpligtet i forhold til de andre. Så bliver der tale om problemer, ’som nogen må tage sig af’.

Den velbjærgede borger afmelder sine forpligtelser, mens han dirigerer ’trængende’ i sin egen familie videre mod de offentlige institutioner.

Hermed overtræder bemeldte velbjærgede imidlertid velfærdsstatens spilleregler. At leve i et velfærdssystem som det danske, der bygger på omsorg for ’den anden’, uanset hvad ’den anden’ i fortid har gjort for mig eller i fremtid vil kunne gøre for mig, stiller store krav til hver enkelt samfundsmedlems gøren og laden.

Hver især skal vi – med større eller mindre smil på læben – yde vort til det fælles. Vi skal betale den skat, der fordres, og vi skal – ud over for os selv – arbejde til gavn og glæde for folk og fædreland, sikre et højt arbejdsudbud.

Hver især skal vi – hvor træls det end kan være – undlade at møve os frem til truget for at stikke vores individuelle sugerør ned i den store offentlige kasse.

Hver for sig må vi forstå, at det offentlige ikke repræsenterer en uudtømmelig brønd, at det offentlige ikke deler egenskab med hin herlige gris, Særimner, som hver dag blev slagtet, og som hver aften blev hel og levende igen.

Men det er jo præcis fordringer som disse, der i den grad er i karambolage med vore privatøkonomiske tilskyndelser, som vi har for vane at kalde rationel adfærd: for en given indsats at opnå mest muligt – og for et givet resultat at yde mindst muligt.

Derfor ligger velfærdsstatens grundlæggende problem i, at der er og altid har været et fundamentalt spændingsforhold mellem de (etiske) fordringer, velfærdsstaten stiller, men ikke selv kan garantere, og så de privatøkonomiske og rationelle tilskyndelser, vi drikker med modermælken.

Det skisma må vi reflektere over, uden at blande det sammen med en fortvivlet lidet tænksom debat om, hvad fattigdom er, eller om hvorfor vi har skabt et samfund, hvor mere end 800.000 mennesker er sat udenfor.

Vi må med hinanden drøfte, hvad vi vil forstå ved det gode samfund, og skulle vi nå det resultat, at det er et samfund uden kobling mellem ydelse og nydelse – et samfund, der tillægger det enkelte menneske uendelig værdi og værdighed – ja, da må vi besinde os på vores gøren og laden. Sammen og hver for sig.

LÆS OGSÅ 'Fattige' Carina udløser læserstorm

Vi må lære at opføre os henrivende irrationelt. Kun da kan vi leve op til velfærdsstatens fordringer. Kun da kan vi sikre dens overlevelse.

Skulle refleksionen give et andet resultat, må vi gå en anden vej. Så må vi indrette et samfund, der baseres på spørgsmålene: Hvad kan jeg få ud af det? Har du gjort noget til min fordel?

Har du gjort dig fortjent til min og samfundets støtte? Kan jeg ikke få en anden til at gøre det? Velfærdsstatens værensorden lader sig kun vanskeligt forene med markedsøkonomiens etos.