Hen over sommeren og efteråret har verdens øjne været rettet mod den enorme sultkatastrofe, der udspiller sig på Afrikas Horn.

Men det internationale samfunds bevågenhed kom for sent. De seneste års gentagne tørker har været et tydeligt varselssignal om, at en katastrofe var under opsejling, men viljen til at sætte ind kom først, da over ti millioner mennesker sultede.

Lige nu er endnu en sultkatastrofe på vej. Denne gang i Niger, hvor regntiden har været mere tør end våd.

Størstedelen af det vestafrikanske land er dækket af Sahara, og den sparsomme regn, der falder mellem juni og september, er helt nødvendig for, at noget som helst kan gro i de dele af landet, der ikke er underlagt den vandrende ørken. I maj gav pæn nedbør håb om, at bønderne igen kunne komme på fode efter tørken i 2009, men herefter vendte billedet. Regnen svigtede igen.

Det truer nu landets produktion af hirse, befolkningens vigtigste fødevarekilde. Når den regnløse sæson begynder i november og december, risikerer mellem to og tre millioner mennesker at være berørt af manglen på mad – et tal, der kan kulminere, når den årlige sultperiode sætter ind i løbet af juli og august 2012.

Niger er lige nu sultens epicenter. Ørkenlandet tegner sig for en femtedel af de børn, der globalt blev behandlet for svær akut fejlernæring på offentlige sundhedsklinikker i 2010. Manglen på fødevarer er kronisk – eller: mange steder er der faktisk mad nok, de lokale har bare ikke råd til den.

Verden over giver stigende priser verdens fattigste problemer med at købe mad.

I Niger er det nationale marked udsat for omfattende fødevarespekulation, hvor handelsmænd fra Nigeria og Niger opkøber korn lige efter høsten til en lav pris og sælger det igen, når de lokale lagre er ved at være tømte, og priserne på hirse, bønner og korn ryger i vejret.

I Niger køber de fattigste familier omkring 60 procent af deres mad på markedet. De stigende fødevarepriser udhuler deres økonomi og gør det umuligt at købe mad.

Tilbage står de fattigste, på fyldte markeder, men med tomme lommer med én eneste løsning: Skal de have råd til mad og nyt såsæd til markerne, bliver det gennem lån, der betales tilbage gennem korn ved næste høst. Når maden igen slipper op, må de tage et nyt lån og havner dermed i en spiral af gæld, der er næsten umulig at slippe fri af.

Som supplement til indtægterne fra landbruget vælger mange at migrere til nabolandene for at arbejde. Men rejsen er en kostbar investering for familien. Samtidig er det en ekstremt usikker investering.

Det blev tydeligt tidligere på året, hvor titusindvis af migrantarbejdere flygtede fra de politiske uroligheder i Elfenbenskysten, Libyen og Nigeria og vendte hjem til deres familier i Niger som en ekstra mund at mætte, men uden arbejde og indtægter.

LÆS OGSÅFattigdom kan ikke trylles bort

I mange dele af landet overstiger antallet af fejlernærede børn tærskelværdien for en humanitær katastrofe, som WHO definerer som 15 procent.

Alligevel er det først, når en ekstrem tørke skubber et par ekstra millioner ud over sultegrænsen, at svaret kommer, og forsyninger med jordnøddepasta og andre højenergifødevarer sendes af sted. Men i stedet for hjælp til – med nød og næppe – at overleve de tilbagevendende kriser skal Nigers befolkning have redskaberne til at overvinde dem.

En del af vejen er at oprette regionale og nationale kornlagre, hvor korn kan opbevares sikkert og sælges til normalpris, når priserne på markedet stiger. Det kan være med til at vende sultkurven og give bønderne en chance for at undslippe gældsspiralen.

Et andet vigtigt skridt er at investere i de lokale landbrug. Bønderne i Niger og andre Sahel-lande har startet en bevægelse af initiativer, som går under betegnelsen ’gør ørkenen grønnere’.

De forebygger kriserne ved at plante træer og anden vegetation, som bl.a. holder på fugten og nedsætter temperaturen ved jorden. Det øger produktiviteten markant.

Der er udbredt enighed om, at investeringer i landbrug har stort potentiale til fattigdomsreduktion. Alligevel er landbrugspolitikkerne i mange af Sahel-landene fokuseret på eksportorienteret kommercielt landbrug, og støtten til små bønder, der er med til at sikre det lokale marked, er marginal.

På Afrikas Horn kom hjælpen i form af nødhjælp. Den kom for sent. I Niger er hjælpen kommet for sent i årevis.

Det har skabt en hverdag, hvor katastrofetilstanden er blevet normal. Men det er kun gennem langsigtede investeringer i flere og større kornlagre og lokale landbrug samt et større fokus på katastrofeforebyggelse og klimatilpasning, at kurven kan vendes og sulten kontrolleres – såvel i Niger som i andre af verdens fattigste lande.