Det gigantiske energiforbrug i den industrialiserede verden er hovedforklaringen på klimakrisen.

Udslippet af drivhusgasser per indbygger er 100 gange større i Danmark end i Malawi. Den globale krise handler om et overforbrug, som ikke er bæredygtigt. Men det overses ofte, at fattigdom også kan forværre klimaproblemerne. De fattige i fattige lande er allerede ofre for klimakrisen, men som krisens ofre er de samtidig med til at gøre krisen endnu værre.

De fattigste bønder oplever, at den gennemsnitlige jordlod bliver mindre og mindre på grund af befolkningstilvæksten. Fattigdommen betyder, at jorden udpines, og at udbyttet falder.

Den udvikling har været i gang i mange år i f.eks. Etiopien. Nu forværrer klimakrisen vilkårene yderligere. Det er primært i troperne, bønder oplever mere tørke og flere oversvømmelser. Det, vi ser i Danmark, er småting i sammenligning.

Konsekvensen vil være millioner af klimaflygtninge. Men medmindre der investeres i et mere produktivt og mere tørkeresistent landbrug, vil det også være yderligere skovhugst i et forsøg på at indvinde mere landbrugsjord. Og når skovdækket forsvinder, tager den globale opvarmning yderligere fart. Vi kommer næsten bogstaveligt fra asken i ilden.

Jord og vand forsvinder
Vi betragter ikke i Danmark adgangen til vand og jord som væsentlige problemer. Men ifølge FAO er der i dag kun omkring en kvart hektar landbrugsjord per indbygger i verden – mod over 0,4 hektar i 1950. Vi er blevet mange flere mennesker, og der er inddraget enorme landbrugsarealer til veje og byer.

Der forsvinder jord, og der forsvinder vand. Helt bogstaveligt. I Østafrika er 30-40 millioner mennesker eller omkring en tredjedel af indbyggerne i Kenya, Uganda og Tanzania afhængige af Victoriasøen, der er halvanden gang større end Danmark.

Men Victoriasøen mister vand. Mens vi taler om risikoen for, at verdenshavene stiger, har østafrikanerne oplevet dramatiske fald i vandstanden i Victoriasøen. Formentlig både fordi tilløbet mindskes, og afdampningen øges.

Mere uregelmæssig nedbør og længere tørkeperioder vil betyde, at man vil prøve at kunstvande mere med vand fra søer og floder. Og så øges problemet.

Flere sulter
Hvert år øges verdens befolkning med 78 millioner mennesker eller næsten lige så mange, som der bor i Tyskland. Væksten er skræmmende – også selv om den er aftagende. Den har tidligere været oppe på 85 millioner mennesker årligt.

Væksten sker reelt kun i ulandene. Det er ikke disse nye mennesker, der især brænder energi af, men de skal have vand, og de skal have mad, og mange steder er begge dele et stort problem.

FN fortæller, at vi netop nu for første gang i verdenshistorien oplever, at et flertal af Jordens befolkning bor i byer, og kun et mindretal i landområder. Historisk har langt de fleste voksne selv produceret maden til deres familier. Nu skal et mindretal producere fødevarer nok til majoriteten.

Og der er stor risiko for, at knaphed på fødevarer snart igen vil føre til store prisstigninger på mad, så de fattige ikke kan betale.

Den rige verden er også en del af det problem. For de rige lande importerer både biobrændstof og foderstoffer fra ulandene, og det er produktioner, der yderligere øger knapheden på landbrugsjord, samtidig med at antallet er sultende ifølge FAO nu er omkring 1 milliard mennesker, og væsentligt højere end for 15 år siden.

Floddeltaerne tættest befolket
Det er dog ikke kun byerne, der vokser. Siden civilisationernes morgen har mennesker bosat sig i frodige lavtliggende landbrugsområder – med rigelig adgang til fersk vand. Ikke mindst har de store floddeltaer været vigtige fødevarecentre og centre for udvikling af store civilisationer.

Egyptens samspil med Nilen er et eksempel, og et andet endnu mere markant er den civilisation, der voksede frem omkring Ganges, den 2.500 kilometer lange flod, der får sit vand fra Himalaya.

Overalt i verden har væksten i antallet af mennesker og knapheden på god landbrugsjord medført, at lavtliggende, frodige deltaer har fået flere og flere indbyggere. Mennesker er også søgt og tvunget ud i de områder, som ofte rammes af oversvømmelser. Når oversvømmelserne nu er større og kommer hyppigere, rammer de flere mennesker end før.

Ganges løber gennem Indien og Bangladesh. Den udgør det tættest befolkede flodbækken i verden med op mod en halv milliard indbyggere, og her ser man helt umiddelbare og skræmmende konsekvenser af klimaforandringerne.

Mere tørke, mere oversvømmelse
I Bangladesh er den gennemsnitlige befolkningstæthed 1.000 mennesker per kvadratkilometer, og vældige områder er udsat for store og hyppige oversvømmelser.

I dele af Indien er situationen den samme. Der er her tre forventede negative konsekvenser af den globale opvarmning:

•Afstrømningen fra Himalaya øges, og Ganges går over sine bredder hyppigere og voldsommere end tidligere.

•Klimaændringerne fører til færre regnvejrsdage, men mere dramatisk regn. Altså mere tørke, men også mere oversvømmelse. Det ses allerede.

•Hvis det ikke lykkes at bremse den globale temperaturstigning til 2 grader, stiger havenes vandstand mere, end man hidtil har forudset. Det vil også ramme lavlandsbefolkningerne.

Det mest gruopvækkende scenario peger i retning af, at den voksende afstrømning fra Himalaya på et tidspunkt afløses af mindre og mindre vand, fordi Himalayas is forsvinder. Det er om muligt endnu mere truende i et område, hvor floden er livsnerven.

Ulandene: De rige skal betale
Klimakrisen betyder på samme tid tørke og vandmangel for mange millioner af fattige, og flere dramatiske og ødelæggende oversvømmelser for andre millioner. I forhandlingerne op til klimakonferencen i København taler man både om bevillinger til klimatilpasning og bevillinger, som skal reducere klimaforandringerne.

Ulandenes krav er, at de rige lande betaler, for de har skabt klimaproblemet. Og nu skal ulandene kompenseres for skaderne, bl.a. med penge til investeringer i landbrug, skovbevaring og bedre teknologi.

Alternativet er hundreder af millioner af klimaofre og miljøflygtninge og en yderligere forarmelse af de fattige landes natur. Som igen vil føre til endnu mere negative konsekvenser for klimaet.

Knud Vilby er journalist og forfatter, bl.a. til ’Global vækst – globale kriser’, 2009.