Alle, der færdes på et dansk lærerværelse eller blot åbner en avis i ny og næ, kender til kategorien ’de umulige børn’.

Børn – oftest drenge – som er urolige, laver ballade og ødelægger undervisningen. Hvor disse børn ofte betragtes som et tegn på normernes sammenbrud, er det vigtigt at pointere, at skolen altid har kæmpet med genstridige børn, men at disse blot har skiftet hudfarve i løbet af de sidste årtier.

Hvor det tidligere oftest var skolens arbejderklassedrenge, der blev beskrevet som ballademagere, er disse på mange skoler nu suppleret eller endda skubbet til side af ’de tosprogede drenge’, som frustrerer lærerne med deres afvisning af skolens krav.

Begge grupper drenge bliver oftest forklaret med deres ressourcesvage hjem.

Det er galt med opmærksomheden og de kulturelle normer, de opdrages til. I den skoleklasse, 4.a, som jeg har fulgt over syv måneders feltarbejde, beskriver lærerne således, at de tosprogede drenge ikke lærer social empati og selvindsigt derhjemme, og at skolen derfor må opdrage og træne dem og andre ressourcesvage elever i sociale kompetencer.

Et problem med sådanne sociale og kulturelle forklaringer er, at de alene placerer skylden i børnenes hjem i stedet for at se på de sociale dynamikker i skolen, som betyder, at nogle grupper af børn ender i opposition til skolen.

Et andet problem er, at skolen placerer sociale klasser og etniske grupper i et civiliseringshierarki:

Børn og familier fra middelklassen eller blot af etnisk dansk baggrund bliver betragtet som mere civiliserede – som socialt hensynsfulde, selvdisciplinerede og kultiverede, mens børn fra lavere sociale klasser og etniske minoritetsgrupper bliver betragtet som mere uciviliserede – som grove, aggressive, udisciplinerede og ukultiverede.

Men børns kontrære adfærd er faktisk oftest et svar på erfaringer i skolen og en strategi for at få status i forhold til de andre børn. Og denne adfærd kan med tiden få karakter af kulturelle former, som bestemte grupper identificerer sig med.

Priviligerede danske børn
Opdragelse af børn er en af skolens centrale opgaver. Skolen skal gøre børnene til gode samfundsborgere og dermed, som nogle lærere beskriver det, til »ordentlige mennesker«.

Dette projekt er særligt rettet mod samfundets ’ressourcesvage børn’, hvis forældre ikke selv har kunnet sørge for den passende dannelse og opdragelse af deres børn.

Skolen skal udligne sociale og etniske skel mellem disse børn og de mere privilegerede børn, hjælpe dem til social mobilitet, modarbejde deres sociale arv og upassende kulturelle normer.

Lærernes velmenende intentioner virker dog ofte imod hensigten.

Dels fordi de kommer til at tage patent på og definere ’det ordentlige menneske’ som dansk, dels fordi deres forståelse af ’ordentlighed’ er bygget på krav til viden, sprog og adfærdsformer, som privilegerer de i forvejen privilegerede børn – de etnisk danske middelklassebørn.

LÆS OGSÅAlle børn skal sprogtestes – og nogle flyttes

Det første sker, når ’danske’ lærere taler om det ’ordentlige’ og ’gode’ og her refererer til ’vores skoles regler’, ’vores grundlov og demokrati’, ’vores danske velfærdssamfund’, og roser, hvad børnene betragter som ’danske børn’, for deres adfærd og ikke viser, at de samme normer for det ordentlige menneske eksisterer i mange andre samfund.

De etniske minoritetsbørn er nemlig stærkt bevidste om, at de som indvandrere, muslimer og sorthårede ikke er inkluderet i denne danske kategori – som altså blot kommer til at beskrive det, de ikke er.

Når skolens krav privilegerer de etnisk danske børn, betyder det endvidere, at der kommer et etnisk mønster i, hvem der får ris og ros.

Manglende anerkendelse
I 4.a er det således oftest middelklassebørnene og dernæst de etnisk danske børn, der bliver rost for deres arbejde og beskrevet som ’gode klassekammerater’.

Klassens 13 etniske minoritetsbørn lægger mærke til dette mønster og påpeger, at lærerne bedst kan lide ’danskerne’, at de er ’englebørnene’. Modsat dette beskriver især de etniske minoritetsdrenge sig selv som dumme og siger, at lærerne ikke kan lide dem.

Lærerne ærgrer sig selv over mønsteret. De ønsker ikke at gøre forskel, men de oplever, at de ikke kan gøre det anderledes – de må bedømme i forhold til de formelle krav og deres egne forståelser af kompetencer.

Sagen er her, at børn oftest reagerer på manglende anerkendelse på en måde, som kun øger lærernes negative forståelse af dem.

I 4.a er det således tydeligt, at de etniske minoritetsdrenge reagerer på deres oplevelser af at blive set skævt til og betragtet som dårlige elever ved at forkaste alt det, skolen værdsætter, og søge en alternativ status i drengegruppen gennem hård maskulinitet og opposition til skolen.

Hvor lærerne oplever dette som manglende opdragelse og sociale kompetencer, skal det snarere forstås sådan, at drengene er endt i en ond cirkel og tilmed en fælde, hvor de ikke på en og samme gang kan accepteres af skolen og af de andre drenge.

LÆS OGSÅBørnene fra Blågård
Normen i drengegruppen er nemlig blevet en spejlvending af skolens norm. Og for at passe til denne må drengene være demonstrativt uciviliserede, tale et ’grimt’ og ’hårdt’ sprog, være vulgære, grove, højlydte og aggressive.

På den måde gør de en dyd ud af nødvendigheden – at de ikke kan leve op til det ideal, som skolen sætter for den gode elev og det ordentlige menneske – og afviser altså at være ’dansk’, ’dygtig’ og ’ordentlig’.

Dette er ikke en ny reaktion og kan ikke forklares med muslimsk kultur.

I alle samfund er der marginaliserede drengegrupper, der tilskrives og identificerer sig med adfærdsformer, som står i modsætning til det civiliserede ideal for ’det ordentlige menneske’, som skolen og majoritetssamfundet kræver af disse grupper, men samtidigt tager patent på.

Men i Danmark styrkes denne proces kun af det politiske krav om øget fokus på danskhed i skolen.