Det danske forskningsrådssystem bliver for øjeblikket kigget efter i sømmene.

Da den gældende lov om forskningsrådgivning skal revideres i indeværende folketingsår, har politikerne fornuftigt nok bestilt en evaluering. Et panel med norsk og svensk deltagelse har været i arbejde, og visse af anbefalingerne har fremkaldt højrøstede protester fra de frie forskningsråd.

Det er da også vigtigt at have velfungerende forskningsrådssystemer nationalt – såvel som internationalt.

Flerstrengede finansieringssystemer, der både kanaliserer forskningsmidler som basisbevillinger og som personlige projektbevillinger via forskningsråd, er bedst til at sikre, at forskningsmidlerne går til forskning med potentiale og kvalitet.

Denne klassiske logik er ikke blevet mindre vigtig efter indførelsen af den hierarkiske ledelsesmodel på universiteterne.

Evalueringen foreslår, at forskningsrådssystemet i Danmark på en række områder reorganiseres og forbedres. For det første er evalueringspanelet optaget af, hvordan det vildvoksende danske system af råd og nævn kan forenkles.

Her peger evalueringen på, at man kan styrke forskningsrådenes arbejde ved at oprette en organisation med enhedsledelse og et enkelt og fagligt stærkt sekretariat, som er uafhængigt af Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Vigtige forbedringer
Vælger politikerne at følge forslaget, får Danmark fremover en norsk forskningsrådsmodel med enkelte, men vigtige forbedringer. Den foreslåede danske model har nemlig færre ledelsesniveauer end den nuværende norske.

Samtidig foreslås Danmarks Forskningspolitiske Råd opretholdt som rådgivende organ, et refleksivt og uafhængigt organ, mange savner i den nuværende norske model.

Selv om den model, der foreslås, er en forbedret norsk model, er det måske på sin plads at overveje, om erfaringerne fra Norge er entydigt positive?

For er det nu sikkert, at centralisering og styrkelse af det administrative system under en samlet bestyrelse er den eneste og mest velegnede model? Og er enhedsledelse at foretrække frem for en vis pluralisme?

Et andet vigtigt spørgsmål, evalueringen rejser, er, i hvilket omfang medlemmerne af rådene selv søger og får midler til forskning.

Evalueringen viser, at medlemmer af forskningsrådssystemet, der selv søger om midler til forskningsprojekter, i en række råd har en væsentlig højere succesrate end ansøgere uden for systemet. Evalueringen konkluderer, at dette »kaster en negativ skygge over forskningsrådssystemet«.

Intet tyder på, at rådssystemet ikke lever op til formelle regler om håndtering af inhabilitet, men alligevel sår de høje interne succesrater uvægerlig tvivl om, hvorvidt der er den fornødne afstand imellem dem, der søger om midler, og dem, der træffer afgørelse om bevilling.

Dette handler ikke om mafialignende forhold, men er derimod en naturlig konsekvens af, at den forskning, der allerede er anerkendt, og som oftest foregår i etablerede rammer, har lettere ved at blive anerkendt af peers – af ligemænd – end oparbejdelse af nye (tværgående) fagområder og forskning udført af endnu ikke så etablerede navne.

Omkostningskrævende løsninger
Her er evalueringsrapportens råd primært administrative og teknokratiske:

Det foreslås bl.a., at administrationen styrkes med mere faglig kompetence, at der skal være begrænsninger på antallet af repræsentanter i et råd fra en enkelt institution, at der i større omfang skal benyttes ekstern bedømmelse, samt at der skal udpeges flere udenlandske medlemmer af rådene.

Disse løsninger kan dog have andre bagsider, bl.a. at de er omkostningskrævende.

Det kan derfor undre, at evalueringen ikke diskuterer andre løsninger. Man kunne overveje at arbejde med løsninger baseret på større åbenhed.

Man kunne gøre indstillinger fra bedømmere offentligt tilgængelige og lade den interne kritiske justits hjælpe til, og man kunne indføre rutiner, hvor beslutninger i sager, hvor rådsmedlemmer indgår som ansøgere eller har afgørende interesser, ikke træffes af det pågældende råd, men henvises til den overordnede bestyrelse.

Man kunne også sikre, at en beslutning baseres på en historisk oversigt over den pågældende ansøgers tidligere bevillinger. Evalueringen sætter vigtige problemer på dagsordenen. Men den omgår også vigtige problemer: Regeringens politik har i den periode, evalueringen dækker, haft fokus på at styrke den strategiske forskning.

Dette fremgår tydeligt af rapportens nøgletal. Hvor det årligt bevilgede beløb i Det Frie Forskningsråd i perioden 2004-2008 har været relativt stabilt omkring 1.000 mio. kr., er det bevilgede beløb i Det Strategiske Forskningsråd steget fra 166 mio. kr. i 2004 til 731 mio. kr. i 2008.

Det kan her undre, at panelet slet ikke diskuterer, hvad der er den rette balance mellem bottom-up- og top-down-initierede processer – mellem midler til grundforskning og målrettet forskning. Og det kan ikke mindst undre, at de problemer, der knytter sig til praksis omkring de strategiske initiativer, ikke er blevet sat til diskussion i evalueringen.