Regeringen har på mange områder det mål, at Danmark skal være nummer 1 eller i hvert fald i toppen, præcis som mange andre regeringer har det samme mål for deres lande.

Både når det gælder forskning, uddannelse, vækst, vækstiværksættere og BNP per indbygger er målsætningen, at Danmark skal ligge i toppen.

Vækst, uddannelse, forskning og ’vækstiværksættere’ er såkaldte plusord. Regeringens holdning til disse begreber er som kirkens holdninger til kirker for 600-700 år siden: Der kunne ikke investeres for meget i kirker. Resultatet er, at vi i dag har en endog meget rigelig forsyning af middelalderkirker. Men man kan også få for meget af en god ting.

’Vækstiværksættere’ hører som nævnt til gruppen af plusord. Det er et af de relativt nye plusord. Før var også ’iværksætter’ et plusord. Det er det ikke i helt samme omfang længere, måske fordi man opdagede, at det ikke nødvendigvis er en fordel med mange små købmænd, restauranter og bodegaer. Så nu hedder det nye plusord ’vækstiværksætter’.

Definitionen af en sådan er nok de fleste ubekendt: Det er en virksomhed, der i løbet af maksimalt to år efter oprettelsen har mindst fem ansatte, og de efterfølgende tre år har en vækst på mindst 20 procent om året i antal ansatte.

En vækstvirksomhed kan således maksimalt være fem år gammel. Uanset dens efterfølgende succes ryger den altså ud af statistikken, når den passerer fem år.

Laveste niveau siden 1994
Regeringen har som led i sin globaliseringsstrategi et mål om, at Danmark i 2015 skal være blandt de lande i verden, hvor der er relativt flest ’vækstiværksættere’. På dette område ligger vi i dag åbenbart kun midt i feltet, som det fremgår af figuren.

Erhvervs- og Byggestyrelsen offentliggjorde i november 2009 rapporten ’Iværksætterindeks 2009’, der viste, at antallet af iværksættere, der starter ny virksomhed, er på det laveste niveau siden 1994, og at antallet af vækstvirksomheder er faldende.

Erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen udtalte i den anledning: »Det er meget sørgmodig læsning, og det er et klart udtryk for, at det er meget svært at skaffe risikovillig kapital lige nu, men mit mål er stadig, at vi skal være et af de lande, der er allerbedst til iværksætteri«.

Skiftende regeringer har i årenes løb gjort en hel del for at få i gang i ’iværksætteriet’. Regeringens årlige redegørelser om erhvervsstøtte er fulde af ordninger, der skal hjælpe iværksættere af enhver art, både vækstiværksættere og andre.

Men er mange nye virksomheder med hurtig vækst et oplagt succeskriterium? Hurtig vækst er ofte ikke særlig harmonisk vækst; se blot på teenagedrenge. Hurtig vækst kan skyldes geniale produkter og fremragende ledelse. Den kan også skyldes for selvtillidsfulde og uforsigtige virksomhedsledere kombineret med for let adgang til kredit.

Udviklingen de sidste to år kunne friste til den stik modsatte konklusion: Vi har haft for mange iværksættere og vækstiværksættere, og det har været for let at få risikovillig kapital. Det er ikke umiddelbart indlysende, at ejendomsbranchen og biotekbranchen har haft for vanskeligt ved at få risikovillig kapital.

Tegn på tilpasning
Et særligt problem er, at jo lettere det er for folk at få kapital og starte egen virksomhed, desto mere besværligt bliver det for eksisterende virksomheder. Det er således de færreste nye vækstvirksomheder, der starter på ’bar bund’.

Ofte vil det være succesfulde personer i en eksisterende virksomhed, der bryder ud og starter deres egen virksomhed – måske med ideer, som de har fået i deres seneste job. Måske var det i mange tilfælde bedst, hvis den eksisterende virksomhed var så fleksibel og påskønnende, at personerne blev i virksomheden.

En instruktiv ’case’ er Politiken: Cavling var en fremragende avismand på Politiken, da Edvard Brandes var chefredaktør og storaktionær. Cavling overvejede dog at forlade Politiken og starte sin egen avis og ville altså – efter alt at dømme – være blevet en ’vækstiværksætter’.

Med det resultat, at Politiken havde fået en alvorlig konkurrent og formodentlig en betydelig oplagsnedgang. Smidighed hos aktionærer og ledelse i Politiken, heriblandt Edvard Brandes, gjorde, at Danmark mistede en vækstiværksætter.

Men løsningen – at den dynamiske Cavling blev chefredaktør og storaktionær i Politiken – var formodentlig samfundsmæssigt den foretrukne. Jo bedre de store eksisterende virksomheder er til at forfremme og aflønne de dygtige medarbejdere, desto færre bryder ud og starter egne virksomheder.

Man kan således levende forestille sig, at et generelt lønloft på f.eks. 800.000 kroner i alle virksomheder ville skabe et betydeligt antal vækstiværksættere.

Det er sundt og godt, at der nedsættes udvalg, der skal vurdere rammevilkårene for markedet for risikovillig kapital. Det er mindre godt, at regeringen mener at vide, at det vil være optimalt, hvis Danmark hører til de lande, der har flest vækstiværksættere.

Måske har vi brug for mere forsigtige iværksættere, der vokser langsommere. Måske er relativt få vækstiværksættere et tegn på tilpasningsdygtighed i store eksisterende virksomheder.

Overført på træer ville regeringens politik føre til, at vi kun havde fyrretræer og ingen bøgetræer i Danmark.