Den nye strategi har været længe undervejs, og da Obama endelig præsenterede den, lød det, som om han selv var i tvivl, om han gjorde det rigtige – og om det ville lykkes.

Det har mange udlagt som en svaghed.

Efter min mening er det tværtimod en styrke. Obama signalerer nemlig ærlighed. Alle ved, at der ikke findes nogen snuptagsløsning på problemerne i Afghanistan og med al-Qaeda. Valget af strategi afhænger af en samlet vurdering af fordele, omkostninger og risici.

Der findes ikke længere nogen ’rigtig’ strategi i forhold til Afghanistan. Det er det, Obama signalerer sammen med en ægte bekymring for problemerne, og at han ikke som Bush er beruset af USA’s militære overlegenhed. Og derfor kan det forventes, at såvel amerikanerne som europæerne vil støtte hans nye strategi.

Obamas vigtigste udmelding var, at han vil begynde at trække tropperne hjem i juli 2011.

LÆS OGSÅ Obama vil trække soldater hjem i 2011

Hans stærkeste kort er nemlig, at hverken Karzai eller nogen af nabolandene har en interesse i, at det ikke skal lykkes at gøre Afghanistan i stand til at stå på egne ben – og ved at signalere, at dette er sidste skud i bøssen, kan han forhåbentlig få dem til at fokusere på deres fælles problem: national-religiøs islamisk ekstremisme i stedet for at fokusere på deres indbyrdes konflikter.

National-religiøs islamisk ekstremisme er nemlig et langt større problem for dem end for os.

Hvis vi begynder at trække os ud i 2011 uden at have fået vendt udviklingen, vil Afghanistans og Pakistans problemer blive større, mens vores problemer på længere sigt derimod vil blive mindre, fordi internationale islamiske terrorister mest af alt er motiverede af vestlige soldaters tilstedeværelse i muslimske lande.

Det er endnu svært at sige, om strategien vil lykkes. Men man kan i lyset af Obamas udmelding se konturerne til to mulige scenarier:

Scenario 1: Der er fortsat ikke dannet en ny regering i Kabul – to måneder efter ’valget’. Og det eneste Karzai har kunnet finde på at sige, om hvordan han vil gribe kampen mod den omfattende korruption an, har været at foreslå, at der bliver afholdt en konference om det!

Det er i det hele taget svært at se, at Karzai skulle være den partner, som vi kan give nøglen til, når vi begynder at trække os ud om 18 måneder.

Hertil kommer, at Karzais politiske grundlag er meget svagt. Oven i den manglende støtte fra pashtunerne, har han nu også skubbet de store dele af tadjikkerne fra sig, der støttede Abdullah under præsidentvalget.

Regeringen i Pakistan er tilsvarende svag. Zardari strides både med sit eget militær og med Sharif-brødrene, der leder det konkurrerende parti.

Sandsynligheden for succes afhænger i vidt omfang af, hvad d’herrer Zardari og Karzai har tænkt sig gøre.

Da ingen af de to indtil nu har vist særlige evner for lederskab, er det også ganske vanskeligt at se, hvordan vi på 18 måneder skal få dem til at fokusere på deres langsigtede problemer – de islamiske ekstremister – i stedet for som nu på deres interne, kortsigtede interesser.

Hvis denne pessimistiske vurdering holder stik, vil det sydlige Afghanistan og pashtunernes hovedstad, Kandahar, komme helt i Talebans hænder, mens Kabul vil blive overtaget af tadjikkerne og usbehkerne (den nordlige alliance), der bliver vores nye allierede.

Men i modsætning til Karzai-regeringen kan det forventes, at den nordlige alliance kan holde Taleban stangen, så længe de bliver forsynet med våben og penge.

Islamisk ekstremisme vil blive et voksende problem i regionen, der ud over Pakistan, Afghanistan og de centralasiatiske republikker også vil involvere Indien og måske endda Kina, der rummer et stort muslimsk mindretal i Xinjian-provinsen.

På lidt længere sigt vil de voksende problemer, der vil være forbundet med den islamiske ekstremisme i regionen, gøre de berørte lande mere tilbøjelige til at støtte en fælles international kurs mod dette problem. Men i modsætning til nu vil det i langt højere grad være de berørte lande selv, der må yde ofrene i denne fremtidige indsats.

Scenario 2: Hvis det derimod lykkes for Obama at vende udviklingen de næste 18 måneder, vil vi se et langsomt skifte i fokus hen imod de muligheder for et bedre liv, som Indiens økonomiske vækst vil kunne betyde for hele området.

I stedet for som nu, hvor fortidens bitre territoriale konflikter dominerer, vil blikket blive rettet mod fremtidens muligheder.

Det nuværende jerngreb mellem Afghanistan og Pakistan, mellem Pakistan og Indien, og mellem Indien og Kina, vil blive afløst af et begyndende fredeligt samarbejde til fordel for alle parter og i alliance med USA. Der vil stadig være voldelige konflikter i Afghanistan, men landet vil i stigende grad være i stand til at stå på egne ben.

Mange provinser vil være regeret af en uskøn blanding af krigsherrer og Taleban-ledere, men i modsætning til nu vil der være en vis forståelse og samarbejde med Kabul-regeringen.

Freden vil være skrøbelig, men i takt med at hele regionen nyder godt af Indiens (og med forsinkelse: Pakistans) økonomiske vækst, vil vinden gå ud af ekstremismens sejl, konflikterne dæmpes og Afghanistan igen vende tilbage til fordums skrøbelige, men fredelige balance mellem en svag centralstat og semi-autonome regionale magtcentre på grundlag af en fælles respekt for islamiske og stammemæssige traditioner.

Lad os håbe, at det lykkes for Obama!