Iran har altid været en stormagt i Mellemøsten, men med invasionen af Irak i 2003 bliver Iran en egentlig regional supermagt. Irak kan ikke længere balancere Iran – og toneangivende lande som Saudi-Arabien og Egypten er ikke magtfulde nok til at gøre Irak kunsten efter.

Irans nye regionale supermagtsstatus vækker uro hos de arabiske stater, og nervøsiteten forstærkes med afsløringen af Irans hemmelige atomprogram. Saudi-Arabien og Egypten advarer om et regionalt atomvåbenkapløb, hvis Iran ikke bliver stoppet, og flere af de små rige golfstater er bange for, om USA’s sikkerhedsgarantier stadig holder vand.

Vil USA overhovedet komme dem til undsætning, hvis Iran begiver sig ud på territorielle eventyr?

Men det er hverken skæve magtbalancer eller fremtidige atomvåben, der først og fremmest får de arabiske ledere til at frygte Iran. Det er snarere Irans evne til kløgtigt at udnytte populære arabiske mærkesager og Irans åbenlyse støtte til bevægelser som Hizbollah og Hamas.

Gennem stedfortræderkrige mod Israel i Libanon og i Gaza har Iran vundet popularitet i de arabiske befolkninger. Præstestyret har udfordret de arabiske regimer, som i de arabiske befolkningers øjne ikke længere tør tage kampen op mod Israel, og som er blevet alt for tæt allieret med Vesten.

Præstestyret har med held italesat sig selv som den mest demokratiske, mest legitime og mest islamiske stat i Mellemøsten. Og præstestyret har på denne måde formået at udnytte det kæmpe legitimitetsgab, der nu i årtier har hersket i den arabiske verden og effektivt har truet de arabiske regimer indefra.

’Legitimitetstruslen’ fra Iran er med andre ord langt den største for de arabiske ledere.

Præstestyret vakler
De fleste arabiske regimer– med undtagelser som Syrien og Qatar – har derfor gjort alt for at svække Irans popularitet og magtbasis, f.eks. ved at betone Irans shiamuslimske snarere end sunnimuslimske identitet og ved at fokusere på præstestyrets regionale og atomare stormagtsdrømme.

Med de seneste seks måneders massive interne uroligheder i Iran skulle man derfor mene, at de arabiske ledere ville ånde lettet op. Den åbenlyse valgsvindel, de fortsatte massive folkelige protester og den voldsomme repression har gjort Iran til en langt svagere spiller på den regionale scene.

Præstestyret er blevet trukket ned fra den høje moralske hest og har tabt meget af den legitimitet og popularitet, som de førhen nød i de arabiske befolkninger. Så hvorfor klapper de arabiske regeringer ikke i hænderne?

Det gør de for det første ikke, fordi de arabiske ledere frygter, at deres egne befolkninger bliver inspireret af den folkelige opstand i Iran. Over de sidste 30 år har der bredt sig en apati i store dele af den arabiske verden, hvor mange ikke længere tror på, at reelle politiske ændringer – for slet ikke at tale om revolution – kan lade sig gøre.

Nu vakler det iranske præstestyre, ikke på grund af udenlandsk pres eller invasion, men på grund af folkelig opstand og interne stridigheder. Med de kommende valg i Jordan og det Palæstinensiske Selvstyre og lederskifte i Egypten og Saudi-Arabien gør begivenhederne i Iran de arabiske ledere nervøse.

RETTELSE: I tabellen herover er indbyggertallene for Egypten og Saudi-Arabien desværre byttet om.

De frygter, at Iran kan blive et eksempel på, at protest og opposition nytter. Det er i sidste instans en mere konkret trussel mod deres eget greb om magten end præstestyrets regionale stormagtsdrømme og støtte til arabiske mærkesager.

For det andet har den ’iranske trussel’ de seneste år været en kærkommen skydeskive for mange arabiske regimer.

Arabisk tavshed
På sikkerhedspolitiske konferencer og møder med officiel arabisk deltagelse de senere år er den Iranske trussel blevet fremhævet igen og igen, i en sådan grad at selv den israelsk-palæstinensiske konflikt synes at være røget langt ned ad listen.

I Vesten har Irans atomprogram og regionale ambitioner ligeledes rykket andre mellemøstlige sikkerhedsproblemer ned ad listen og fjernet fokus fra behovet for politiske reformer. Det har passet mange af de arabiske regeringer godt.

Allerede i Bush-administrationens anden præsidentperiode synes demokratidagsordenen at glide ud. Det blev vigtigere at samarbejde med såkaldt moderate arabiske regimer for at samle en stærk antiiransk alliance i regionen.

Den linje har Obama og Hilary Clinton som bekendt fortsat, og det har gjort lande som Saudi-Arabien og Egypten yderligere interesserede i at overdrive den iranske trussel.

Så selv om de arabiske regeringer reelt har været alt andet end tilfredse med Irans udenrigspolitik de seneste år, ser de arabiske regimer formentlig en langt større trussel i den iranske opstand og mulige regimeskifte.

De er bange for lignende folkelige oprør i deres befolkninger, bange for, at iransk regimeskifte kan føre til helt nye alliancedannelser i regionen – og at det kan gøre dem mindre attraktive som allierede og klinter for Vesten.

Derfor forholder mange af de arabiske regimer i disse måneder sig påfaldende tavse til begivenhederne i Iran. Det har de arabiske befolkninger stor set også gjort. Men hvor længe?