Kvinden, der voldtages i Congo. Barnet, der sulter i Etiopien. Den unge studerende, der demonstrerer i Iran. Og de indianske familier, hvis vandforsyning ødelægges af forurening.

De har én ting til fælles. Deres grundlæggende rettigheder bliver krænket massivt. Retten til ytringsfrihed og indflydelse. Retten til mad og vand. Retten til et liv uden overgreb, men i sikkerhed og værdighed. Retten til et liv fri for nød, fri for frygt.

De rettigheder er underskrevet af stort set alle verdens lande i de internationale menneskerettighedskonventioner og er siden Wien-erklæringen fra 1993 anerkendt som universelle, udelelige og indbyrdes afhængige.

Ytringsfriheden og retten til mad hænger tæt sammen. Fravær af krig og konflikt er forudsætningen for udvikling og vækst.

Derfor skal menneskerettighederne udgøre fundamentet for en ny dansk udviklingspolitik. Vi skal sætte menneskerettighederne i centrum for indsatsen for fred og mod fattigdom og forskelsbehandling.

Vi skal satse på en rettighedsbaseret tilgang med fokus på de fattiges rettigheder, regeringers ansvar og inddragelsen af de fattige og civilsamfundet.

Forståelse for menneskerettigheder
Fattigdom er nemlig ikke kun et spørgsmål om mangel på ressourcer. Lige så vigtig er magthavernes adfærd og beslutninger. De fleste fattige lever både i nød og i frygt.

De er ofte fanget i en selvforstærkende negativ fattigdomsspiral, hvor de lever i en verden af sult og sygdomme, i usikkerhed uden beskyttelse fra staten, hvor de udsættes for omfattende diskrimination og er uden muligheder for demokratisk og aktiv deltagelse.

Ved at bruge det samlede sæt af menneskerettigheder som fundament for en ny dansk udviklingspolitik skaber vi sammenhæng i indsatsen.

Der er langt igen. Ofte ender kampen for menneskerettighederne med politiske udtalelser uden implementering i praksis. Ofte fokuseres snævert på civile og politiske rettigheder. Ofte rækker indsatsen ikke ud over enkeltprojekter.

Den nuværende danske tilgang til kampen for menneskerettighederne mangler sammenhæng og systematik.

Danmark har ganske vist gennem årene haft demokrati og menneskerettigheder som et stærkt tværgående tema i udviklingssamarbejdet. Men fokus er primært på de civile og politiske rettigheder.

De danske strategier vil mere effektivt kunne fremme bæredygtige løsninger, hvis indsatsen ikke kun så på de politiske og civile rettigheder, men i langt højere grad tog de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder med.

Vi skal tænke alle menneskerettigheder ind i alle udviklingsprogrammer.

En menneskerettighedsbaseret tilgang handler om, at regeringerne lever op til deres forpligtelser og ansvar og om demokratiske processer hos statslige og lokale myndigheder, regeringer og internationale organisationer.

Det handler om at styrke kendskabet til og forståelsen for menneskerettighederne.

Det handler om et stærkt civilsamfund, der kan hjælpe fattige mennesker med at organisere sig, stå sammen og tage aktiv del i og ansvar for beslutninger med relevans for deres liv.

Det handler om systemer for ansvarlighed, gennemsigtighed, ligeberettigelse, medinddragelse og adgang til retfærdige retssystemer, så fattige mennesker kan klage, når deres rettigheder bliver krænket.

En rettighedsbaseret tilgang til udviklingsbistanden vil derfor ikke nødvendigvis føre til ændringer i, hvor vi støtter, eller hvad vi støtter, men i høj grad påvirke, hvordan vi støtter.

Anerkend fattigdommen
I mange lande er det svært. Et stort antal af verdens fattige lever i svage og skrøbelige stater, med konflikter, sult og fattigdom, og hvor statsmagt, politi og retsvæsen er brudt sammen eller ude af stand til at beskytte befolkningen.

Ved en rettighedsbaseret tilgang vil de udsatte grupper ikke blive gjort til passive modtagere, men fra første færd blive medinddraget i at finde løsninger. Det skal sikre, at de bliver hørt, at de kan klage, at de kan påvirke.

Det betyder også mere klart definerede mål. En tilgang baseret på de internationale menneskerettigheder omfatter staternes forpligtelser til at arbejde for grundlæggende levevilkår som f.eks. mad, vand, bolig, sundhed, sanitet og skolegang.

Retten til at leve i sikkerhed omfatter den helt nødvendige beskyttelse mod overgreb og retssikkerhed. Staterne har pligt til at sikre mod diskrimination, der ofte medvirker til fattigdom.

Her er fattige kvinder, oprindelige folk og minoriteter hårdt ramt. En menneskerettighedsbaseret tilgang giver dermed en klar ramme, der gør det muligt at identificere de krav, borgerne har ret til både økonomisk, socialt, kulturelt, civilt og politisk.

Det løfter fattigdomsbekæmpelsen ind i et system af klart definerede opgaver for regeringer, donorlande og internationale aktører og gør det nemmere at stille krav til de ansvarlige aktører.

Det styrker indsatsen for at give fattige og udstødte mennesker kapacitet til selv at kæmpe for deres rettigheder.

Det styrker indsatsen for, at fattige mennesker kan få information, kan klage og kan bruge retfærdige retssystemer. Det gør det nemmere at stille de ansvarlige regeringer og organisationer til ansvar.

Det er også derfor, mange regeringer viger tilbage for en stærk placering af menneskerettighederne i deres udviklingsindsats.

Det styrker demokratiet, ændrer magtforholdene og kræver øget indflydelse til fattige og udsatte mennesker.

Men erfaringerne fra de lande, ikke mindst Storbritannien, der har formuleret en menneskerettighedsbaseret tilgang til udviklingsarbejdet, er solide og gode.

Det kan lade sig gøre. Det fokuserer og skærper udviklingsindsatsen. Resultaterne kan godt måles og vejes.

Det kan give markante resultater. Retssagerne i Indien for at sikre retten til mad har betydet, at millioner af skolebørn nu får et varmt måltid mad i skolen.

Kampagnerne for retten til hiv/aids-behandling har givet hundredtusinder af sydafrikanerne adgang til livsforlængende medicin – og har ført til ændringer i de globale patentregler.

Det er rettigheder i aktion. Det er rettigheder, der giver resultater.

Den kommende danske udviklingsstrategi skal derfor sætte menneskerettighederne i centrum og anerkende fattigdommen som en krænkelse af grundlæggende rettigheder.

Det vil skabe en stærk international ramme om indsatsen. Det vil sikre fattige mennesker øget indflydelse og adgang. Det vil ændre udviklingsbistanden fra at bygge på almisser til at bygge på rettigheder.