Med en ny udenrigsminister og en ny udviklingsminister med stærkt liberale holdninger bliver det interessant at se, om regeringsrokaden også indebærer en ændring i det arbejde med en ny strategi for dansk bistandspolitik, som Udenrigsministeriet i øjeblikket er i gang med.

Som denne strategi ligger nu, tyder den allerede på en katastrofal ændring i den hidtidige målsætning for anvendelsen af bistandsmidlerne. Bekæmpelse af fattigdommen i verden ser allerede i det foreliggende papir ud til at være på vej ud som den bærende målsætning i dansk ulandsbistandspolitik. Er det uomgængeligt?

Det frygter mange efter et tilsyneladende markant skifte i anvendelsen af bistandsmidlerne, der peger væk fra støtte til uddannelse, sundhed og andre 'bløde' områder og over til støtte til privatsektordrevet økonomisk vækst.

Dette ligger i hvert fald i strategien, som den ser ud i det 18 siders sammendrag, der foreløbigt er tilgængeligt. Og den tendens vil formentlig snarere blive styrket end formindsket med den nye udviklingsminister – Søren Pind (V) – og dermed måske også skubbe yderligere til afviklingen af den fattigdomsorienterede udviklingsbistand.

Men sådan behøver det ikke gå. Støtte til økonomisk vækst gennem støtte til privatsektorudvikling kan blive et væsentligt element i en fattigdomsorienteret strategi – hvis støtten udformes rigtigt.

Fattigdom er et komplekst fænomen, men består bl.a. af lav indkomst, ringe adgang til uddannelse og lægehjælp og generelt en meget begrænset indflydelse på egne livsvilkår. To forhold skal især ændres, hvis fattigdommen skal afskaffes:

For det første skal indkomsterne i samfundet øges betydeligt. For det andet skal de 'ulighedsmekanismer', som sorterer mennesker i rige og fattige afskaffes, således at indkomststigningerne også kommer de fattigere dele af befolkningerne til gode.

Vækst er altså nødvendig for at afskaffe fattigdommen, men er langtfra nok. Så længe der er en ekstrem skæv fordeling af adgangen til jord, til andre produktionsressourcer og til jobmuligheder, en ulige adgang til uddannelse og en meget begrænset adgang for fattige til velfungerende sygehuse, hjælper væksten ikke de fattige.

Veltilrettelagt støtte
Hvis væksten skal bidrage til at afskaffe fattigdommen, skal den først og fremmest resultere i større indkomster for ulandenes mange små bønder og i flere nye arbejdspladser i de fattige landdistrikter.

En opprioritering af støtten til privatsektordrevet vækst, f.eks. gennem programmer som B2B eller Blandede Kreditter, giver typisk ikke sådanne virkninger.

Begge programmer støtter danske virksomheder i at støtte samarbejdspartnere i ulandene, men disse partnere er typisk ikke de små selvstændige bønder eller virksomheder i de fattige områder på landet, og projekterne skaber for lidt beskæftigelse.

Man kan også lægge flere midler over i de såkaldte erhvervssektorprogrammer, som man har gjort på det seneste. Om de programmer virker bedre, ved vi imidlertid ikke, for de er hidtil kun i begrænset omfang blevet evalueret.

Det vi ved er, at støtten til landbrug og til landdistriktsudvikling kan virke, hvis den udformes effektivt i forhold til fattigdomsmålsætningen. Denne type støtte kunne styrkes betydeligt, hvis den (igen) sattes ind i et egnsudviklingsperspektiv.

En veltilrettelagt støtte til udvikling af landbruget, til de til landbruget knyttede forarbejdende og producerende erhverv og til de institutioner, der leverer serviceydelser mv. (banker, markedsinstitutioner, rådgivning, etc.) kunne bidrage betydeligt til bekæmpelse af fattigdommen i fattige ulande.

Men den skal udformes på basis af solide værdikæde-analyser og i en egnsudviklingssammenhæng.

I stedet er landbrugsstøtten gradvist blevet afviklet over de seneste år, og indsatserne ser i den nye strategi ud til at blive yderligere flyttet fra sådanne programmer over til f.eks. B2B-programmet.

Intet enten-eller
Som nævnt synes støtten til de sociale sektorer endvidere at gå ned. Også dette trækker i den gale retning. Danmarks støtte på disse og andre sociale områder har fundet sted under devisen 'lige adgang' til offentlige ydelser.

Og denne indsats er på en række sociale områder helt essentielle indsatser i bekæmpelsen af fattigdommen. Så essentielle, at nogle ville foretrække, at Danmark alene fokuserede på disse og helt afstod fra at støtte 'privatsektorudvikling og vækst' og i stedet brugte midlerne udelukkende på de sociale sektorer.

Det ville også klart styrke fattigdomsorienteringen, dog forudsat at princippet om ”lige adgang” opretholdes og gennemføres og forudsat at ændringerne i blandt andet uddannelses- og sundhedssystemerne kan fastholdes, også når bistanden hører op.

Dermed er vi tilbage ved den økonomiske vækst. De samfundsmæssige indkomster må ganske enkelt stige, hvis ulandene i det lange løb selv skal finansiere sådanne essentielle offentlige ydelser.

Vi er her ved kernen i debatten: Afskaffelse af fattigdommen er nemlig ikke kun et spørgsmål om økonomisk vækst, men i nok så høj grad et spørgsmål om afskaffelse af 'ulighedsmekanismerne', hen imod 'lige adgang' – til jord, til andre produktionsressourcer, jobmuligheder, uddannelse, lægehjælp osv.

Gennem støtte til landbrugsudvikling i et egnsudviklingsperspektiv er det muligt at påvirke såvel økonomisk vækst som adgangen til jord og andre produktionsressourcer i fattige landdistrikter.

Med støtte til lighedsfremmende skattesystemer kan vi bidrage til at sikre, at væksten fører til større skatteindtægter, også fra de rige. Gennem støtten til de sociale sektorer bidrager vi til sikring af lige adgang til de offentlige ydelser, som skatteindtægterne finansierer.

Med andre ord: Det er ikke et spørgsmål, om vi skal støtte vækst eller sociale sektorer. Vi skal begge dele. Det er ikke et enten-eller, men et både-og – i en afbalanceret, sammenhængende og konsistent strategi med fattigdomsmålsætningen som styrepind.