Lad os lægge ud med et par citater:

»Uanset hvad socialdemokratiske partiprogrammer og generationer af partimedlemmer har sagt, er den danske velfærdsstat snarere et resultat af sekulariseret lutheranisme i national klædebon end af demokratiseret socialisme« (professor Uffe Østergård, 2005).

»Man kan argumentere for, at den særlige danske velfærdsstat i sig selv er et sådant udtryk for, at kristendommen er trængt ind i alle samfundets, hverdagslivets og det sociale livs forgreninger« (B.T.s leder, 2006).

»Det moderne velfærdssamfund opstod ikke i kølvandet på Socialdemokratiets politik, men som resultat af den kristne kirkes overholdelse af Kristi bud« (professor Patrick McGuire, 2008).

Mange andre eksempler kunne være citeret som dokumentation af, at forskning, præster og medier i stigende grad knytter kristendom og velfærdsstat sammen og ser den særlige danske velfærdsstat som barn af den lutherske statskirke.

LÆS OGSÅDanmark som postreligiøst foregangsland

Tidligere så man den mulige sammenhæng mellem religion og velfærdsstat som resultat af kristne partiers styrke eller religiøse bevægelsers magt. Men tanken om, at kirkens ’budskab’ – her den lutherske lære – som trosretning har haft betydning for velfærdsstatens opbygning, trænger sig mere og mere på.

Tanken er, at der i religionen er indbygget en ’trosbetinget social doktrin’, og at religionen har en kulturel kraft, der indfælder den trosbetingede sociale doktrin i den sekulariserede velfærdsstats institutioner. Religiøst betingede sociale doktriner omskrives til socialpolitiske grundværdier.

Med de kristne samfunds sekularisering blev dele af den religiøse doktrin i højere grad knyttet til sekulariserede institutioner og værdisæt end til en konfessionel tro. Derfor hedder det også i international litteratur, at skandinaviske socialdemokrater kan beskrives som en sekulariseret luthersk bevægelse.

Ret, ikke barmhjertighed
Dette rejser flere problemer: Hvordan kan man overhovedet falsificere en så generel påstand? Er det ikke et problem, at de fleste analyser, der ligger bag påstanden, vedrører forholdene forud for 1890’erne, mens begrebet velfærdsstat først dukker op på den danske politiske scene i 1950’erne? Kan man overhovedet meningsfyldt tale om en evangelisk-luthersk social doktrin?

I en bog, der udkom i går, er det forsøgt at give diskussionen en smule mere empirisk grund under fødderne ved at se på, hvordan kirkefolk faktisk så på velfærdsstaten, da den i 1950’erne dukkede op i den politiske debat.

På den ene fløj var der dem, der ytrede bekymring for, at barmhjertighed, gavmildhed og almisse blev erstattet af retfærdighed og modtagerens krav på samfundet. Gaven og nåden var erstattet af retten.

»Vi kan ikke nå frem til et samfund, hvor vi kan nøjes med at modtage og yde retfærdighed og ikke har brug for barmhjertigheden, og skal heller ikke ønske det«, som K.L. Aastrup formulerede det.

Der kunne, mente man, være grund til at se den moderne stat som en trussel mod velfærden, fordi den med sin tro på sig selv satte sig på Guds trone. Grænsen mellem den ’aktive demokratiske velfærdsstat’ og ’den absolutte velfærdsstat’ er flydende. Man må vare sig for en stat, der bliver Gud, en politik, der bliver religion, og en statsideologi, der bliver ’frelseslære’.

Når mennesket ikke lever af brød alene, må velfærd være et perverteret kristeligt ideal. Velfærdsstaten er problematisk, fordi det ikke er god tone at tale om ansvar og skyld, og fordi den ikke overlader afgørelserne til den enkelte.

Når alting bliver samfundets ’skyld’, gør staten sig til formynder. Når øvrigheden vil ordne samfundets liv, sætter den sig i Guds sted og bliver dæmonisk, fordi den vil guddommeliggøre menneskelige værdier. Sådan lød det i hvert fald fra den ene fløj.

En ’mellemgruppe’ mente, at udviklingen for længst havde placeret det sociale ansvar hos staten. Man så det som statens opgave at sikre den materielle velfærd, mens kirken tog sig af det, der lå derudover. Nok var der risiko for bureaukratisering og svækkelse af den kirkelige diakoni, men velfærdsdemokratiet pegede ikke i totalitær retning.

Man skulle ikke i kamp mod velfærdsstaten, som der kristeligt set ikke var noget at udsætte på, men kirken skulle sætte evighedens liv ind i kampen om mennesket, så livet ikke mistede sin mening i velfærdsstaten.

Forklaringsproblem
På den anden fløj stod dem, der så velfærdsstaten som et kald på den enkeltes medansvar og medleven. Vel levede mennesket ikke af brød alene, men brød var en nødvendighed. De, som så velfærdssamfundet som en samfundsbedring langt ud over, hvad man kunne have forestillet sig.

»Velfærd behøver ikke være livets højeste mening, fordi det er det højeste, staten kan præstere«, lød det fra denne fløj.

Velfærdsstaten var en i moralsk forstand neutral institution uden endemål for menneskelig tilfredsstillelse. Når det materielle var sikret, kunne vi trygge om hinanden og om dem, som ikke kunne finde ind i fællesskab og venskab med andre, de ensomme, de tilpasningsvanskelige.

»Skal vi tale om en kristens særlige ansvar, så er det dette: ansvaret for at blive hos medmennesket i saglig solidaritet, uden filantropisk eller kristen underfundighed. Og så – og så give Gud troen. Den vil han gerne have, men ikke vore gerninger. Dem afskrev han til fordel for medmennesket, fordi medmennesket havde brug for dem«, som teologen Otto Krabbe udtrykte det.

Som i den generelle diskussion om velfærdsstaten, der bølgede i 1950’erne, var også kirkefolkets debat præget af mange forskellige synspunkter. »Lutheranere er et mangehovedet selskab«, sagde den norske biskop Eivind Berggrav i 1952, da han talte om velfærdsstaten.

Hvordan forener man påstanden om velfærdsstaten som et barn af et evangelisk-luthersk syn med det forhold, at kirkefolket – da velfærdsstatsdebatten for alvor brændte på – var så splittet i sit syn? Hvordan forener man tanken om en ’luthersk social doktrin’ med det forhold, at kirkefolket var lige så opdelt som den øvrige befolkning?

Der er et forklaringsproblem eller to.