Regeringen har sat sig det meget ambitiøse mål, at den danske middellevetid skal være en af de ti længste i verden i 2020.

Den spillede i 2009 ud med en handlingsplan for sygdomsforebyggelse med 30 forslag og fremlagde et regeringsgrundlag i 2010 med fire forslag til, hvordan sygdomme og død skal forebygges.

DOKUMENTATIONSe regeringens sundhedspakke (eksternt link)

De to mest fremtrædende karakteristika ved regeringens folkesundhedspolitik er, at den fokuserer på at ændre borgernes adfærd, når det gælder kost, rygning, alkohol og motion – med det fyndige akronym KRAM. Og at den fremhæver, at sundhed er et personligt ansvar.

Det vigtigste middel til at ændre adfærden er øget information til borgerne gennem oplysningskampagner og mærkning. I det følgende vil jeg imidlertid argumentere for, at dette fokus faktisk kan være en hindring for at nå de ambitiøse mål.

Mange forskellige årsager til sygdom
Fokus på adfærd gør, at andre sygdomsårsager glemmes. Når politikken kun handler om adfærd, og når man taler om livsstilssygdomme, som om livsstilen var den eneste årsag til sygdommene, glemmer man, at sygdomme stort set altid har mere end en årsag.

Næsten alle, som får lungekræft, har røget, men de fleste rygere får faktisk ikke lungekræft. Mange andre faktorer spiller ind. Mennesker er forskelligt genetisk disponerede til at få bestemte sygdomme.

Dertil kommer en lang række faktorer i vores levevilkår og miljø, som har indflydelse på, om vi bliver syge. Det gælder det fysiske arbejdsmiljø med arbejdsulykker, tunge løft, giftstoffer mv., og det psykiske arbejdsmiljø med stress og mobning på arbejdspladsen.

Også det ydre miljø rummer sundhedsfarer, f.eks. partikelforurening fra biler. Sociale netværk har i mange undersøgelser vist sig at have betydning for menneskers sygelighed og dødelighed.

Den store ulighed i sundhed mellem rig og fattig og mellem mennesker med lang og kort uddannelse peger også på, at der er andre årsager til sygdom end den individuelt valgte adfærd. Der er således rigtig mange muligheder for forebyggelse, som forsømmes, hvis man kun forholder sig til borgernes adfærd.

Og fokus på KRAM gør, at andre adfærdsformer glemmes. Adfærd er nemlig andet end kost, rygning, alkohol og motion. Sovevaner, stresshåndtering, samvær med andre og natur- og kulturoplevelser påvirker også sundheden. Disse forebyggelsesmuligheder forsømmes, når fokus alene er på KRAM.

Dertil kommer, at disse adfærdsformer ikke nødvendigvis kan ses isoleret fra hinanden og fra andre former for adfærd. Vores spise- og drikkevaner hænger sammen med, hvordan vi omgås hinanden i de sociale grupper, vi tilhører.

På samme måde, som vores tøjstil, ferievaner og boligindretning også hænger sammen med, hvordan vi relaterer os til andre mennesker og naturen. Derfor kan man ikke bare uden videre altid skille en enkelt uønsket adfærd ud og ændre den.

Fokus på personligt ansvar ser bort fra andre årsager til menneskers adfærd. Selv om vi i princippet selv vælger meget af det, som påvirker sundheden, er det påfaldende, så tilbøjelige vi er til at handle som dem, der ligner os.

Der er nogle meget tydelige sociale mønstre i adfærd: Rygning er mest almindelig i de lavere sociale lag, mens alkoholforbruget er stort i alle. Fedme er mest almindeligt blandt de lavtuddannede, men de højtuddannede følger godt med.

Mennesker er sociale væsener, som tilpasser sig dem, de gerne vil accepteres af, uanset om det indebærer en sund eller en usund adfærd. Der er en grund til, at det i visse grupper kan det være svært at holde op med at ryge, mens det at afstå fra alkohol bliver set som afvigende af de fleste.

Det er dog ikke kun social påvirkning, som påvirker adfærden. Omgivelsesfaktorer som adgang til sund mad, nærhed til rekreative områder, cykelstier mv. har også betydning, og det er forhold, som den enkelte vanskeligt kan gøre meget ved.

Kan få alvorlige konsekvenser
Fokus på personligt ansvar kan skabe skyldfølelser for forhold, som man ikke har fuld indflydelse over. Hvis man siger, at sundheden er et personligt ansvar og resultat af personlige valg, følger logisk, at sygdom også er den enkeltes ansvar. Det kan i sig selv være belastende.

Hvis man desuden, som nogle regionpolitikere udtalte sidste sommer, skal lade dem med såkaldte livsstilssygdomme komme bagest i køen, kan forestillingen om, at det er den enkelte, som har ansvar for sin sundhed, få alvorlige konsekvenser.

Information skal få borgerne til at vælge det sunde. Mange af regeringens forslag til forbedring af sundheden handler om informationskampagner, mærkning af sunde varer mv.

Spørgsmålet er, om viden er vejen til ændret adfærd. I sin handlingsplan skriver regeringen, at »der er dokumentation for, at en varieret og bredt forankret kampagneindsats giver det bedste resultat. F.eks. har kendskabet til de officielle anbefalinger om alkoholgrænser (…) været støt stigende i en årrække«.

Samtidig illustreres det i en figur, hvordan andelen af alkoholstorforbrugere er støt stigende i samme periode. Her er det svært at finde en sammenhæng mellem viden og adfærd.

Selv om viden om sundhedskonsekvenser kan have en vis betydning for, hvordan vi handler, er det næppe nok. Mennesker har mange grunde til at handle, som de gør, og ikke alle handler om sundhed.

Hvis det skal lykkes regeringen at nå sit meget ambitiøse mål med den nuværende indsats, må man håbe for den, at middellevetidsudviklingen går i stå i en række lande. Det er dog næppe sandsynligt, at det sker.

Derfor må regeringen, hvis den mener det alvorligt, også tage andre midler i brug, der forandrer de vilkår, mennesker lever under, som arbejdsmiljø, ydre miljø, muligheder for socialt samvær og inklusion mv., og der sætter rammer for menneskers adfærd som tilgængelighed af det sunde og utilgængelighed af det usunde, afgifter mv.