Der er i dag ikke kun taget hul på genopretningen efter krisen, men også på sammenlapningen af den finansielle lovgivning, der viste sig for svag.

Nationalt og internationalt er finansielle tilsyn blevet styrket, mens der stadig forhandles om kapitalkrav til bankerne, bonusordninger og lignende.

Det er sket på baggrund af mainstream-økonomers fælles fodslag om krisens årsager. Den etablerede konsensus har således først og fremmest peget på rentepolitikken.

Flere års meget lave renter skabte boligboblen og øgede gearingen i hele det finansielle system. Samtidig blev det finansielle system stadig mere ugennemsigtigt og kompliceret, mens dets indretning førte til stadig større risikovillighed.

Derudover stod det tidligt klart, at den øgede gældsætning i hele systemet blev undervurderet af kreditvurderingsinstitutter, der opererede på baggrund af udtalte interessekonflikter.

Men slutter forklaringerne og årsagerne her? Ikke helt. At spekulative aktiviteter blev dominerende og det finansielle korthus til sidst faldt sammen, skyldes også ulighed. Ulighed skabt af en økonomisk model, der ikke har fungeret optimalt.

Den stigende ulighed i fordelingen af ressourcer og indtægter er endda nok den mest grundlæggende årsag til krisen. Desværre er det de færreste økonomer og politikere, der har blik for det.

Stigende ulighed også i Danmark
I USA, i krisens epicenter, har indkomsterne de seneste tre årtier ikke rykket sig for størstedelen af befolkningen. Medianlønningerne – det, dem i midten af indkomstfordelingen tjener – har således været faldende eller stagnerende siden midten af 1970’erne.

Dermed har den amerikanske middelklasse reelt ikke fået gavn af væksten i samfundet. Produktivitetsstigningerne og fremgangen i økonomien er i stedet gået til de rigeste af de rigeste.

Det minder om udviklingen frem til krisen i 1930’erne. Som figuren viser, toppede indtægterne for den rigeste tiendedel af den amerikanske befolkning i 1928 – året inden børskrakket, der startede den store depression – og nåede først et lignende niveau i 2007.

I både 1928 og 2007 scorede de mest velstående 10 pct. knap 50 pct. af de samlede indtægter i USA.

Fra begyndelsen af 1940’erne og fire årtier frem blev den økonomiske vækst mere ligeligt fordelt, men da Reagan kom til magten, blev der sat en ny kurs i den økonomiske politik, og fordelingen blev igen helt skæv.

Det kan ses i den generelle måling af uligheden – men er endnu mere tydeligt, hvis man ser på, hvor stor en del af den samlede indkomst, der er gået til den rigeste ene procent af befolkningen.

I 1960’erne og 1970’erne sad denne ’gyldne procent’ på omkring 9 pct. af USA’s samlede indkomst. I 2007 var det 23,5 pct.

Men det er ikke kun i USA, at uligheden har været stigende. Udviklingen har været den samme i de fleste andre store økonomier, fra Storbritannien til Tyskland, men også i størstedelen af udviklingslandene, hvor lønmodtagernes andel af den nationale indkomst har været faldende fra 1960 og til i dag.

Selv i Danmark, hvor lønudviklingen i højere grad er fulgt med væksten i samfundet, er uligheden steget.

Fra 2004 til 2008 steg lønningerne i Danmark med mindre end 30 pct., mens de udbetalte udbytter til aktionærer steg med knap 400 pct.

Den stigende ulighed har både været årsag til meget af den generelle gældsætning i tiden op til krisen og til, at vi fik et finansielt system, som ingen kunne overskue – og som i sidste ende brød sammen.

Uden skub i lønningerne har folk i stedet måttet låne penge, hvis de ønskede at følge med udviklingen i forbrugsmønstrene. Og i en verden, hvor der bliver sat lighedstegn mellem forbrug og identitet, har langt de fleste gjort det.

Lige fordeling af økonomiske ressourcer
I USA er husholdningernes gæld således steget år for år, så den gennemsnitlige amerikaner i 2006 skyldte 1,27 dollar, for hver dollar han eller hun tjente. I Danmark blev gælden for husholdninger og ikkefinansielle erhvervsvirksomheder næsten fordoblet fra årtusindeskiftet og frem mod krisen.

I 2007 alene steg antallet af nye sager i RKI’s skyldnerregister med 18 pct. – den største stigning i noget år.

Udviklingen i uligheden er helt afgørende for, at den private persongæld er steget. Men den har også indvirket på andre af de forhold, som udløste krisen.

Hvis de almindelige amerikanere havde fået del i de mere end 60 pct., som produktiviteten (af deres arbejdskraft) er steget, siden lønningerne begyndte at stagnere, ville behovet for at udvikle et subprimeboligmarked til folk, der reelt ikke havde råd til at købe boliger, været mindre.

I så fald havde de kunnet købe boliger på normal vis – uden subprimelån.

På samme tid har det også haft en destabiliserende effekt, at stadig større dele af vores økonomier blev koncentreret som finanskapital på få hænder. Langt størstedelen blev nemlig ikke investeret i den reale økonomis produktion og beskæftigelse, men endte i stedet som nye eksotiske finansielle instrumenter.

Den nuværende krise har ikke kun sine årsager i en kreditklemme og i afgrænsede forhold i den finansielle sektor. Krisens grundlæggende årsager er strukturelle problemer, som ikke alene kan løses med finansielle reformer og en ny rentepolitik.

Efter den store krise i 1930’erne var reaktionen en række grundlæggende reformer af økonomien, som eksempelvis Roosevelts ’New Deal’. Det var med til at få økonomien på sporet efter krisen.

Hvis vi vil undgå lignende kriser i fremtiden – og generelt sikre en sundere, mere fair og bæredygtig økonomi – må vi rette op på fejlene i vores nuværende økonomiske model og sikre en mere lige fordeling af de økonomiske ressourcer.