Siden midten af 00’erne har klimadagsordenen domineret forsiderne verden over.

Energibesparelser, CO2-kvoter og klimapolitik er efterhånden blevet hverdagsbegreber, fordi stort set al opmærksomhed har samlet sig om problemets rod: udledning af CO2.

I de kommende år skal vi imidlertid vænne os til nye begreber og en ny altomfattende problemstilling, nemlig vandkrisen.

For mens klimaændringer forårsages af drivhusgasser, rammer klimaændringerne os – populært sagt – gennem vand. Og vel at mærke vand i alle afskygninger: Fra oversvømmelser i kystnære områder; saltvandsindtrængen i floder og grundvand; floder, der går over deres bredder som følge af ekstreme nedbørsmængder; og tørke, ørkenspredning og drikkevandsmangel på grund af ændrede vejrmønstre.

De ændringer i klimaet, som allerede er indtruffet, betyder, at vandproblemerne i øjeblikket øges dag for dag – og det samme gør derfor behovet for, at mennesket tilpasser og beskytter sig.

Det globale forbrug af vand er tredoblet i de sidste 50 år, og næsten halvdelen af jordens befolkning vil opleve vandmangel i 2030 – med mindre vi ændrer den måde, vi fordeler og bruger vand på.

'Water footprint'
Vandkrisen er fundamental. Den menneskelige eksistens afhænger af vand.

Uden at drikke kan vi kun leve et par dage, vores økosystemer og biodiversitet afhænger af vand, vi har brug for vand til at dyrke jorden, til at producere varer og services og til at fjerne vores affald. Vand er for miljøet, hvad blod er for kroppen.

Vand er imidlertid også en knap og sårbar ressource. I Nordamerika og Nordeuropa har vi masser af vand. Her er vores primære problem at holde det rent.

Men i de fleste regioner i verden er vand under pres, særligt i monsun-områderne, hvor 80 pct. af regnen falder på tre måneder, hvilket medfører oversvømmelser i de våde måneder og tørke i de tørre.

LÆS OGSÅVandmangel truer Asien

Der er dog løsninger. Hvis nabolande, naboregioner, nord og syd samarbejder intelligent, løber vi ikke tør. Omvendt, hvis vi fortsætter som i dag, står vi over for ikke bare vandmangel, men konflikter om de ressourcer, der findes.

Indtil nu har debatten om tilpasning til klimaændringer været relativt fraværende i den politiske beslutningsproces. FN’s klimapanel har dokumenteret, at vandkrisen står for døren, men der mangler en præcis forståelse af den konkrete påvirkning i de forskellige regioner, konsekvenserne for de berørte befolkningsgrupper og de mulige løsninger.

Og dermed risikerer de politiske beslutninger at være utilstrækkelige og forsinkede.

FN’s klimapanel forudser 10-40 pct. øget nedbør på den nordlige halvkugle, hvilket er dårligt nyt for f.eks. danskere, der ønsker tørvejr. Men mange steder i syd kan de forvente 10-30 procents reduktion i nedbør – og det er en katastrofe for millioner af mennesker i bl.a. dele af Afrika.

Faktisk er det typisk den fattige del af verden, der rammes af vandkrisen, på trods af at det er den rige verden, der har skabt problemet. Det er derfor også den rige verden, der af moralske og historiske årsager bør gå forrest med løsningerne.


Et eksempel er, at vi må begynde at forholde os til ikke bare vores ’carbon footprint’, men også vores ’water footprint’: Hvor mange af os er klar over, at det ’koster’ 2.400 liter vand at producere en hamburger? Eller at et par skindsko medfører forbrug af 16.000 liter vand?

En kompleks, men presserende problemstilling er f.eks. vandforbruget i forbindelse med energiproduktion. Vi har behov for voldsom udbygning af nye energiformer, men f.eks. medfører produktion af en liter førstegenerations biodiesel i dag forbrug af 14.000-20.000 liter vand.

Vanddilemma
To illustrative eksempler viser vandkrisens dilemma: Et land som Holland, der for en stor dels vedkommende ligger under havets overflade, har behov for omfattende kyst-ingeniørarbejder for at dæmme op for stigende vandstand i Nordsøen.

Den hollandske regering har allerede afsat betydelige milliardbeløb i de kommende år, men Holland råder også over de økonomiske ressourcer, teknologier og kompetencer, der kræves.

Det modsatte er tilfældet i Bangladesh, der også er lavtliggende. Her rammes borgerne af en mangesidet vandkrise: oversvømmelser som følge af stigende vandstand i havet ud for kysterne, saltvandsindtrængen i ferskvandsressourcerne og reducerede vandmængder i tørtiden i de livsvigtige floder Ganges og Bramaputra.

Bangladesh råder hverken over de økonomiske, menneskelige eller teknologiske ressourcer til at tackle situationen.

I forvejen kæmper mange fattige lande mod hungersnød, sygdomsspredning og miljøødelæggelser, og alle disse trusler er forbundet med vand.

Det kræver vand at dyrke jorden og skabe økonomisk vækst og arbejdspladser, forurenet vand bærer sygdomme – og når vandressourcerne drænes, bliver pigerne sendt ud for at hente vand langvejs fra i stedet for at gå i skole og lære at læse.

H₂O rummer mindst lige så mange ubekvemme sandheder som CO₂, men gennem markante politiske og teknologiske tiltag kan problemet løses – ligesom det er tilfældet med udledningen af CO₂.