Religion i Danmark har forandret sig.

Det er ikke længere noget, vi har tilfælles. Religion er i dag et individuelt projekt, som vi kan kaste os over, hvis vi vælger det. Du har den tro og den kirkegang, du selv vælger, og ingen, hverken stat, kirke eller familie, kan bestemme, hvad du skal tro.

Et sted, danskernes forandrede religiøsitet kommer til udtryk, er i deres tro og kirkegang. Siden 1981 har Den Danske Værdiundersøgelse søgt at afdække den enkelte danskers religiøsitet.

Da flertallet af danskere er nominelt kristne, fokuserer værdiundersøgelsen på kristen religiøsitet. Den danske folkekirke er danskernes foretrukne trossamfund, som 81 pct. i dag er medlemmer af.

Det ville derfor være naturligt at forvente, at de fleste danskere slutter op omkring folkekirkens centrale trosforestillinger, men det er langtfra tilfældet.

Folkekirkens bekendelsesskrifter opstiller en række centrale trosforestillinger. Blandt disse kan nævnes troen på Gud, et liv efter døden, (arve)synden, Helvede og Paradiset. Selv om 82 pct. af danskerne var medlemmer af folkekirken i 2008, var det ikke 82 pct., som troede på Gud, efterliv, synd, Helvede eller Paradis:

Den mest populære kristne trosforestilling var Gud, som 64 pct. af danskerne troede på. Det betød omvendt, at 33 pct. af folkekirkens medlemmer ikke troede på Gud. Ret interessant, når nu det rejste en storm, da daværende præst i Taarbæk, Thorkild Grosbøll, i 2003 udtalte at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud.

Et liv efter døden troede 36 pct. på, mens 21 pct. troede på synden, 19 pct. på Paradiset og små 9 pct. på Helvede.

Folkekirken er populær blandt danskerne, men dens centrale trosforestillinger er det i langt mindre grad. Kun troen på Gud finder støtte hos et flertal af danskerne, men langtfra en stor majoritet.

Heller ikke regelmæssig kirkegang har danskernes interesse. Kun 10 pct. af danskere går i kirke mindst en gang om måneden. Til gengæld er kirken populær juleaften. Hele 31 pct. angiver, at de udelukkende går i kirke ved særlige højtider.

Med disse tal er det nemt at se, hvorfor Danmark anses for et af de mest a-religiøse lande i verden. Selv om en fjerdedel af danskerne er ikke-troende, er resten dog stadig religiøse i en eller anden forstand, og deres overordnede religiøse præference er stadig kristen.

Men danskerne er ikke nødvendigvis kristne, sådan som folkekirkens bekendelsesskrifter fordrer det.

Ændret religiøsitet
I løbet af de 27 år, som værdiundersøgelsen har været gennemført, har danskernes religiøsitet forandret sig. Der har ikke været en generel religiøs nedgang, som nogen måske ville forvente. I stedet er nogle trosforestillinger blevet mere populære, mens andre har mistet tilslutning. Gud har haft en svagt faldende tilslutning siden 1980’erne.

Troen på et liv efter døden er blevet mere populær, mens troen på (arve)synden er styrtdykket. Andelen, som troede på Helvede og Paradiset, har været uforandret.

Troen på Gud er altså faldet svagt, men bag faldet gemmer sig en markant forandring. I starten af 1980’erne var danskerne nogenlunde ligeligt fordelt i deres syn på Gud.

Lidt over en fjerdedel troede på en traditionel Gud; en der dømmer og straffer de syndige. Lidt over en fjerdedel troede på en mere moderne Gud; en særlig åndelig kraft, der lever i den enkelte. Lidt under en fjerdedel var i tvivl om deres syn på Gud, og lidt under en fjerdedel afviste helt Guds eksistens.

Op gennem 80’erne og 90’erne ændrede danskerne syn på Gud. Andelen, som troede på en traditionel Gud, faldt fra 27 pct. til 22 pct. Andelen, som var i tvivl, faldt også. Andelen, som afviste Guds eksistens, forblev uforandret. Til gengæld steg andelen, som troede på en mere moderne Gud, markant fra 27 pct. til 35 pct.

Danskernes kirkegang har også forandret sig markant siden starten af 80’erne. Andelen, som gik i kirke mindst en gang om måneden, er dalet svagt. Til gengæld er andelen, som gik i kirken til juleaften og lignende, steget markant fra 17 pct. til 31 pct.

De religiøse forandringer afspejler den generelle samfundsudvikling. Som alt andet er religion gået fra at være fælles til at være individuel. Fra at være socialt forpligtende til at være frit valg. Når ingen længere kan fortælle individet, hvad det skal tro, bliver religion det, man kan lide, eller det, som passer i tidsånden.

Det rare, behagelige og individcentrerede accentueres, mens det fordømmende og forpligtende forsvinder.

Gud er blevet rar
Kun de færreste ønsker en Gud, som giver dem evig dårlig samvittighed, og derfor har Gud skiftet karakter. De trosforestillinger, som giver håb, bibeholdes, mens de, som er knyttet til den autoritære og dømmende Gud, fravælges. Ikke mere arvesynd (og Helvede har vist aldrig været populær).

Kirken er ikke længere en autoritet. Folk behøver ikke at tage imod, hvad den tilbyder. Hvad måske er værre for kirken som institution er, at den ikke længere er samlingspunktet for det kristne fællesskab.

Danskerne er i stigende grad begyndt at knytte kirken til årets vigtigste familiebegivenhed: julen. Derved bliver kirken en højtidelig ramme om en privat snarere end en social begivenhed. Kirken er ikke længere hele (lokal)samfundets samlingspunkt, men en forlængelse af det private rum.

Man går ikke i kirke for at være sammen med andre kristne, men for at være sammen med familie og venner. Derved er religion ikke længere noget, danskerne har tilfælles. Kristendommens evne til at styre samfundsudviklingen og den enkelte svækkes kraftigt. Kirken vil fortsat leve, men på individets vilkår.