»Vores verden er brudt sammen, og helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad der kommer til at erstatte den«.

Sådan lød det fra lederen af investeringsbanken Merrill Lynch’ Ruslandsafdeling i marts 2009, da de færreste endnu turde drømme om en ende på finanskrisen.

Ingen var i tvivl om, at den internationale finansielle sektors sammenbrud ville føre til omfattende reformer, og de mest pessimistiske observatører talte endda om globaliseringens eller endda kapitalismens endeligt. Det var dengang.

Pakker, ikke gaver
I dag ser verden anderledes ud. Har der måske ikke været en gevaldig aktieoptur siden marts? Og er finansmarkederne måske ikke begyndt at fungere igen? Godt hjulpet ganske vist af utallige skatteyderfinansierede hjælpepakker, men også dem har bankerne vist fortrængt og dermed bekræftet den gamle sandhed, at bankfolk har en kort hukommelse.

Vi har nok fået pakker, men ikke gaver, sagde Finansrådets afgående formand og direktør i Nordea, Peter Schütze, således på rådets årsmøde i november.

LÆS ARTIKELBankformand: Vi har ingen gaver fået

Danske Banks direktør, Peter Straarup, har ligefrem udtalt til Politiken, at hans bank ikke havde noget ansvar for finanskrisen.

De ord måtte han bide i sig, men tilbage står indtrykket af en finanssektor, hvis ydmyghed oven på finanskrisen er hastigt aftagende. Og det er jo også begyndt at gå bedre igen.

Så godt faktisk, at selv den kriseramte Bank of America har annonceret, at den vil tilbagebetale støtten fra den amerikanske regering. Banken er nemlig på udkig efter en ny direktør og vil frigøres fra de snærende krav om kompensation til bankledere.

Større kage
Det samme vil finanskrisens vel absolutte vinder, investeringsbanken Goldman Sachs. Bankens direktør Lloyd Blankfein udtalte for nylig i et interview med Sunday Times, at han blot gjorde Guds arbejde, da han blev spurgt, om de store bonusser kunne fortsætte.

Bankens næstformand, Brian Griffiths, fortalte Time Magazine, at de enorme bonusser var nødvendige: »Vi er nødt til at acceptere uligheden som et middel til at opnå større velstand og mulighed for alle«, sagde han. Det er kageargumentet i aktion.

Det går i al sin enkelhed ud på, at når kagen bliver større, bliver vi alle rigere. Argumentet ’glemmer’ dog, at den økonomiske ulighed i en række vestlige lande og ikke mindst USA er øget gennem de sidste 30 år, selv om kagen næppe kan siges at være blevet mindre.

Det er også svært at se, at finanssektoren og de store bonusser har bidraget specielt meget til samfundets økonomiske velstand. Tværtimod bærer finanssektorens fokus på kortsigtede gevinster noget af skylden for det finansielle sammenbrud, og storbankerne havde ikke kunnet tjene så stort på finansmarkederne i 2009 uden milliardstøtte fra skatteyderne.

Alligevel fortsætter både amerikanske banker som Goldman Sachs og vore hjemlige storbanker som Danske Bank og Nordea med at udbetale store bonusser til de ansatte, der arbejder med køb og salg af finansielle papirer. Intet tyder på, at sektoren selv har lyst til at gennemføre grundlæggende reformer.

Tusindvis af mennesker verden over spørger sig selv, om bankerne og deres ledere slet ikke føler nogen moralsk forpligtelse til at holde igen efter al den ulykke, de har medvirket til at forårsage? Svaret er naturligvis et rungende nej! Og det skal de heller ikke have.

I 1970 skrev Milton Friedman, at virksomheders eneste sociale ansvar er at øge profitten. Hvis direktøren påtager sig nogen som helst anden forpligtelse, svigter han både aktionærerne og samfundet, skrev Friedman.

Bonusser fortsætter
Nu er der naturligvis løbet meget vand i den å, der handler om virksomheders sociale ansvar, men især på finansmarkederne sættes Friedmans regel for virksomheders sociale ansvar stadig højt. Intet andet sted er forestillingen om perfekte markeder og rationelle aktører så fast forankret som dér, og bankerne finder det derfor helt utænkeligt at gribe ind over for de høje bonusser.

Derfor udfolder banker verden over for tiden en hektisk lobbyaktivitet for at sikre, at de statslige indgreb over for sektoren bliver så få og små som overhovedet muligt. I den kommende tid vil det blive en kamp fra tue til tue at få gennemført en regulering af de finansielle markeder, der kan reducere risikoen for en gentagelse af finanskrisen.

Mens bankerne således prøver at undgå statslig indgriben, er mange regeringer stærkt presset af befolkningens vrede over finanssektorens bidrag til den økonomiske krise. Storbritanniens beslutning om en særlig engangsskat på 50 procent på bonusser for 2009 skal ses i det lys. Frankrig går i samme retning, mens Tyskland og USA er tøvende trods sympati for tanken.

Til gengæld har Goldman Sachs sagt, at bankens 30 øverste chefer ikke vil få kontante bonusser, men langsigtede aktieaflønninger, der strækker sig over fem år, før de kan indløses.

Storbritanniens brandskatning af bonusser bidrager næppe til at undgå fremtidige finanskriser, mens Goldman Sachs’ udmelding kan pege i den rigtige retning. Det kan til gengæld ikke siges om de 17 mia. dollar, samme bank har sat til side til bonus til bankens øvrige medarbejdere.

Staten må gribe ind
Det er nødvendigt at tænke nøje over forholdet mellem moral og incitamenter, når finanssektoren skal re-reguleres. Moralsk forargelse, så forståelig den end er, hjælper ikke meget. Formålet med indgreb må først og fremmest være at reducere for høj risikotagning i finanssektoren, og krav om markant højere egenkapital og bedre likviditet mv. i bankerne er mindst lige så vigtige.

Vi kan ikke undgå finanskriser i fremtiden, og bonusser er ikke kun af det onde, men de skal omlægges, så de sikrer langsigtede og holdbare resultater, frem for kortsigtet spekulation, hvor staten skal træde til og dække tabene, når det går galt.

Stramning af reguleringen af bonusser, egenkapital og likviditet går imidlertid stik imod sektorens indgroede tankegang og virkemåde. De reducerer indtjeningen, og det at tjene penge er de finansielle institutioners rationale, som underbygges massivt af den dominerende fri markeds-diskurs, der har vundet frem gennem de seneste 30 års omfattende deregulering.

Der er alt for stærkt fokus på det korte sigt, på spekulation og på shareholder value, og det øger den finansielle ustabilitet. Derfor må staten gribe ind. Selvregulering og appeller til bankernes sociale ansvar kommer man ingen vegne med. Så langt havde Friedman ret.