Aldrig før har danskerne oplevet en så lang periode med økonomisk sikkerhed og tryghed.

Skattestoppet, der blev indført i 2001, er kommet for at blive«. Sådan skrev Venstre i et ekstraordinært nyhedsbrev om skattestoppet sidste fredag.

Anledningen var, at skattestoppet nu har eksisteret i intet mindre end 3.000 dage. En bedrift, som Venstre nok vil kalde partiets største politiske succes, men som omvendt er blandt årtiers største økonomiske fiaskoer.

Politisk og kommunikativt har skattestoppet lagt linjerne for de seneste års skattedebat. Skattestoppet betyder kort og godt, at ingen skatter kan sættes op, hvis ikke andres sættes tilsvarende ned.

Det er enkelt at forklare og nemt at kommunikere. Tager man omvendt de økonomiske og sociale briller på, er skattestoppet pludselig langtfra så gennemtænkt en idé. Skattestoppet er nemlig både ufleksibelt, asocialt og særdeles dyrt.

Skattestoppet dækker over to forhold. For det første holdes skatteprocenterne i Danmark fast. Det er relativt uproblematisk, om end det risikerer at fastlåse skattesystemet, så det ikke følger med samfundsudfordringerne, der ændrer sig.

For det andet holdes en række skatter og afgifter fast i kroner og ører. Det sker, på trods af at den generelle inflation og produktivitetsfremgang i samfundet betyder, at både priser og lønninger stiger.

Denne kroner og ører-fastfrysning af først og fremmest ejendomsværdiskatten, men også af miljø-, bil-, tobaks- og alkoholafgifter resulterer i, at indtægterne fra disse ordninger udhules af inflationen. Herved reduceres skatternes andel af de samlede indkomster i Danmark. Eller sagt på en anden måde: Skattetrykket fastholdes altså ikke med skattestoppet – det bliver rent faktisk mindre år for år.

Dermed bliver sundhedsskadeligt og forurenende forbrug billigere, samtidig med at skatten på jord og mursten bliver lettet. Alligevel er det gang på gang lykkedes VK-regeringen at fastholde et billede af, at skattestoppet ikke kun er en politisk bestseller, men også en økonomisk uproblematisk forretning for statskassen og finansieringen af velfærden.

Mere effektivt at afskaffe skattestoppet
»Man hører ofte i den offentlige debat påstanden om, at skattestoppet koster penge. Men det koster jo ikke nogen penge at beskytte mennesker mod, at skatten stiger«, som daværende statsminister Anders Fogh sagde på et pressemøde tilbage i december 2006.

Foghs påstand er imidlertid direkte fejlagtig, hvis man ser på tal fra Finans- og Skatteministerierne, som opgør prisen for skattestoppet. Skattestoppet koster nemlig milliarder af tabte skatteindtægter.

Ifølge Finansministeriets egne tal har skattestoppet fra 2002 til 2010 kostet 18 mia. kr. Som en del af skattereformen er det samtidig vedtaget, at skattestoppet skal fortsætte til 2019. Prisen for skattestoppet løber dermed i 2019 op i over 25 mia. kr.

På et tidspunkt, hvor problemerne med statens langsigtede finanser og finansieringen af Danmarks velfærd er til debat, bør skattestoppet derfor genovervejes på det kraftigste.

Den konservative formand, Lene Espersen, har foreslået at fremrykke stigningen i efterløns- og folkepensionsgrænserne fra 2019 til 2015. Det vil – baseret på beregninger fra Arbejdsmarkedskommissionen – isoleret set styrke den finanspolitiske holdbarhed med 2,5 mia. kr.

Til sammenligning koster den vedtagne fortsættelse af skattestoppet fra 2010 til 2019 5,5 mia. kr. på den finanspolitiske holdbarhed. Som det fremgår af figuren, er det altså dobbelt så effektivt at afskaffe skattestoppet, der letter skatten på alt andet end arbejde, som det er at fremrykke virkningen af velfærdsaftalen.

Fiasko fra første dag
Hertil kommer, at skattestoppet har meget andet på samvittigheden end blot at være en dyr fornøjelse:

For det første har skattestoppet bidraget til boligprisernes himmelflugt. I Danmark steg boligpriserne væsentlig mere end i mange andre lande under det seneste opsving, og det igangværende fald i boligpriser er nu dybere. Uden skattestoppet ville ejendomsværdiskatten være steget under højkonjunkturen og faldet i den nuværende nedtur.

På den måde har skattestoppet forstærket udsvingene i boligprisen og konjunkturerne, hvilket har været med til at skubbe bag på den økonomiske krise i Danmark. For det andet har skattestoppet øget indkomstuligheden, fordi de rigeste med de største og dyreste huse får mest ud af ejendomsværdiskattestoppet.

Endelig afholder stoppet kommunerne fra at foretage tilpasninger af skatteniveauet til de befolkningsbestemte udgiftspres. Nogle kommuner har behov for at sætte skatten op, men det kræver som følge af skattestoppet, at andre kommuner sætter skatten ned. Flere kommuner kunne sætte skatten ned, men det sker ikke pga. skattestoppet, fordi man derved ikke siden hen har mulighed for at sætte den op igen, hvis der senere skulle blive brug for det.

En undersøgelse fra Ugebrevet A4 viste mandag – kun to dage efter dets 3.000-dages fødselsdag – at færre og færre danskere bakker op om skattestoppet. Når skattestoppet fra den første dag, det blev indført, har været en økonomisk fiasko, kan man jo ikke andet end håbe, at dets politiske succes ligeledes lakker mod enden.