fakta

Karsten Vrangbæk er forskningsleder i AKF, Anvendt Kommunalforskning.

Det danske sygehusvæsen har efterhånden fået et blakket ry i den offentlige debat. Der er næsten dagligt mediehistorier om ringe kvalitet og dårlig styring af økonomien. En ny undersøgelse fra Sundhedsministeriet viser imidlertid, at vi på mange områder klarer os ganske godt i forhold til en række andre lande i Europa.

I det seneste årti har de danske sygehuse gennemført flere operationer, ambulante behandlinger og foretaget flere udskrivninger af patienter end tidligere. Sammenlignet med andre lande viser undersøgelsen ’International Benchmarking af det danske sygehusvæsen’ da også, at aktivitetsniveau og produktivitet i sygehusvæsenet er helt i top.

Det er bemærkelsesværdigt, at produktiviteten i det danske sygehusvæsen er steget sammen med aktivitetsniveauet. Det vil sige, at ikke alene stiger aktiviteten, men vi udnytter også ressourcerne lidt bedre år for år.

I 2004-2007 var der tale om en stigning på omkring 2 procent per år, når man ser på forholdet mellem input (sygehusudgifter) og output (behandlingsaktivitet).

Der er desværre ikke tilsvarende tal for de andre lande i undersøgelsen. I stedet sammenlignes tre andre indikatorer for, hvor godt ressourcerne udnyttes, nemlig antallet af operationer for hver fuldtidsbeskæftiget sygehusansat; den gennemsnitlige tid, patienterne bruger på hospitalet under indlæggelse; og den relative andel operationer, som udføres ambulant.

I alle tre tilfælde ligger Danmark i top sammenlignet med de andre lande.

Over de seneste tiår er sundhedsvæsenets andel af den samlede samfundsproduktion (BNP) steget i Danmark. I 2007 udgjorde de danske sundhedsudgifter 9,8 procent af BNP, hvilket kun overgås af Tyskland og Frankrig i denne undersøgelse.

Danmark klarer sig godt
Kigger vi snævert på sundhedsudgifternes andel af den samlede samfundsproduktion, ligger Danmark helt i top. Måler man sundhedsudgifter i forhold til antal indbyggere, ligger Danmark lidt højere end Sverige, Tyskland og Frankrig, men lavere end Norge og Holland.


Nu betyder øgede udgifter og høj produktivitet ikke nødvendigvis, at vi også får meget sundhed for pengene. For at vurdere dette skal man kigge på de behandlingsmæssige resultater. Det er desværre ikke nogen let opgave at finde kvalitetsdata, som kan sammenlignes på tværs af landene.

I undersøgelsen har man udvalgt nogle få nøgletal. Og her klarer Danmark sig godt, når man ser på, hvor mange patienter der overlever, 30 dage efter at de er indlagt med blodpropper i hjerne eller hjerte. Vi klares os lidt ringere, når man ser på 30 dages overlevelse efter indlæggelse for hjerneblødning.

Noget værre ser det ud, når vi sammenligner resultater på kræftområdet. Her halter Danmark desværre fortsat efter næsten alle andre lande i undersøgelsen i forhold til 5-års overlevelsesrater for tarmkræft, livmoderhalskræft og brystkræft.

Den forventede levetid i Danmark er også stadig lavere end i samtlige andre lande i undersøgelsen. Her spiller danskernes livsstil og forskelle i, hvor tidligt man opdager sygdomme, formentlig en stor rolle.

Resultatet kan altså ikke alene tilskrives sygehusvæsenet, selvom sygehusene helt sikkert spiller en stor rolle i forhold til de store dødsårsager som kræft og hjerte-kar-sygdomme.

Høj kapacitet
Danmark klarer sig godt i undersøgelsen, når man ser på, hvor let det er for en dansk patient at få adgang til omfattende information om ventetider og kvalitet. Danske patienter har også gode formelle rettigheder til behandling inden for en given tidsfrist (en måned).

Reelle ventetider kan naturligvis godt være længere. Undersøgelsen giver desværre ikke grundlag for at sammenligne lande på ventetider, men den viser dog en række landes ventetider til hofte- og bypassoperationer samt operationer for brystkræft.

I alle tre tilfælde ligger Danmark i den gode ende sammenlignet med de få andre lande, som har indsendt oplysninger.

Kapacitetsmæssigt er det danske sundhedsvæsen tilsyneladende også ganske godt med. Vi uddanner flere læger end i andre lande. Der er god dækning af specialiseret udstyr, f.eks. skannere.

Alt i alt tegner denne undersøgelse altså et billede af et dansk sygehusvæsen, som i forhold til andre europæiske lande klarer sig ganske godt målt ud fra en række centrale parametre.

Rapporten bygger på de bedste tilgængelige internationale tal på sygehusområdet, men illustrerer dermed også, at der er en del områder, som kun vanskeligt kan belyses i en systematisk benchmarking. Særligt i forhold til kvalitetsområdet er der mange mangler.

Rapportens fokus på sygehusene betyder også, at den ikke kan sige noget om kvaliteten i hele behandlingskæden fra praktiserende læge via sygehuse og til eventuel opfølgning i praksis eller kommunalt regi.

Ikke desto mindre giver rapporten et godt grundlag for at stille nye spørgsmål om det danske sygehusvæsen set i lyset af resultater i sammenlignelige lande.