Verdensbankens ’Global Economic Prospects 2010’ skønner, at antallet af absolut fattige, som lever for under 1,25 dollar om dagen, globalt er vokset med 64 millioner mennesker som følge af den økonomiske krise.

Og at krisen i 2009 alene i Afrika syd for Sahara kan have ført til, at mellem 30.000 og 50.000 flere børn døde af fejl- og underernæring.

De dramatiske tal står i Afrika i stærk kontrast til situationen forud for krisen. I 2007 rapporterede Verdensbanken, at 19 afrikanske lande syd for Sahara siden 1990’erne havde haft årlige økonomiske vækstrater på over 4,5 pct., og selv når man trak de olieeksporterende lande ud af statistikken, omfattede de positive tal 15 lande med godt en tredjedel af regionens befolkning.

Der var vigtige negative undtagelser, men mange steder var man ved at ændre billedet af Afrika.

En vigtig årsag var, at råvarepriserne for første gang i flere tiår steg markant. Kina var en af de nye investorer i afrikanske lande, der især har råvarer at eksportere. Samhandlen med Asien boomede, og Afrikas handel med Asien har formentlig for første gang overhalet handelen med EU.

Der var berettiget kritik af, at det afrikanske råvareboom skabte for lidt beskæftigelse og nogle steder førte til rovdrift. Men den økonomiske vækst gav nogle nye muligheder.

Nu er mange afrikanske lande slået tilbage. Afrika mærker måske mere end noget andet kontinent, at de forskellige globale kriser virker sammen på en måde, der gør det særlig vanskeligt at komme ud af kriserne igen.

Ikke alle svigter
Klimakrisen er en af disse kriser: I slumbyen Kibera – der ligger i Nairobi, Kenya – lever en million mennesker på et areal på størrelse med Nørrebro.

Kibera havde sidste år stor vækst i den i forvejen alt for store befolkning. Det var fattige tørkeramte bønder, der søgte ind i slummen, fordi de havde en forestilling om, at det er lettere at overleve der end i tørkeramte landområder.

Tørke er ikke noget nyt i Afrika, men bønderne fortæller om længere og værre tørkeperioder. Der er også flere rapporter om pludselige oversvømmelser. FN’s klimapanel mener, at det bliver værre endnu, og at landbrugsmulighederne bliver dårligere mange steder. Dette er videnskabelige prognoser, som ikke anfægtes.

De negative effekter af klimakrisen forstærkes af den globale finanskrise og faldende efterspørgsel: Råvarepriserne falder og investeringerne udefra går ned.

Der er ikke et sikkert statistisk billede, men tendenserne er tydelige: Verdensbanken skønner, at den samlede realvækst syd for Sahara i 2009 var på kun 1,1 pct. mod 6,5 pct. i 2007. Forventningen er, at væksten i 2010 når 3,8 pct.

Men andre analyser fra Verdensbanken peger på, at et typisk fattigt afrikansk land har ’brug for’ vækstrater på 6-7 pct. for virkelig at gøre indhug i fattigdommen.

For ikke så lang tid siden meddelte OECD så, at Vestens samlede udviklingsbistand i 2010 ventes at blive 21 milliarder dollar lavere end de løfter, donorlandene gav på den såkaldte Gleneagles-konference i 2005.

Der har været vækst i bistanden til Afrika, som i 2008 nåede op på i alt 44 milliarder dollar – hvilket i gennemsnit er knap en krone per afrikaner per dag. Men ifølge OECD’s prognose vil Afrika i 2010 alligevel modtage 13 milliarder dollar mindre, end donorlandene lovede for 5 år siden.

Endnu en gang får ulandene dokumenteret, at de rige lande ikke holder deres løfter, og der er endnu en gang lagt gift for kommende forhandlinger både om udviklingsbistand og klimaindsatser.

Det er ikke alle lande, der svigter. De nordiske lande, Holland, Storbritannien og enkelte andre ligger pænt.

Kriser i Afrika
Afrika rammes af klimakrisen. Afrika rammes af finanskrisen. Og Afrika rammes af, hvad man kan kalde en bistandskrise eller de vestlige donorlandes troværdighedskrise.

Kriserne er vævet sammen. Vestlige regeringer giver finanskrisen skylden, når de skal forklare brudte løfter. Men der er andre sammenhænge. En af de ubehageligste er, at råvareboomet kom fra det globale overforbrug, der har skabt klimakrisen.

Hvis økonomisk genopretning ikke fører til mere bæredygtig udvikling, kan man forudse, at kortsigtet fremgang for økonomien fører til yderligere forværring af klimakrisen.

Og så er der også andre kriser i Afrika: Afrika er det kontinent, der har den hurtigste befolkningstilvækst. Mange steder er væksten på 2-3 pct. årligt. Det lyder ikke af så meget, men det er det.

I 1950 var der 225 millioner mennesker i Afrika. I dag er der en milliard, og i 2050 ventes der at være næsten to milliarder.

Afrika truer med at flyde over af unge mennesker. Væksten presser den offentlige sektor. Der skal hele tiden ske enorme udbygninger af uddannelses- og sundhedssystemer. Der skal skabes millioner af job. Og voksende befolkninger fører til mere skovfældning, jorderosion, knaphed på jord og mangel på vand.

Måler vi CO2-udslip, er gennemsnitsudslippet per indbygger i et afrikansk land kun omkring 100 kilo mod 10.000 kilo pr. dansker. Der går 100 afrikanere på en enkelt dansker. Men flere mennesker skaber et større pres, som på sigt bidrager til klimakrisen og til fremtidens flygtningestrømme, der især vil gå imod Europa.

De relativt gode år efter årtusindeskiftet skabte en vis optimisme og større tro på egne kræfter mange steder i Afrika. Det gav måske også lidt dynamik i kampen for at skabe troværdige regeringssystemer og mindre korruption.

Kampen har det ikke alt for godt, men mange steder er der erkendelse af, at troværdighed er en forudsætning for at tiltrække langsigtet investeringskapital.

Man kan frygte, at tilbageslagene vil gøre den kamp endnu vanskeligere.