fakta

Rasmus Willig, ph.d., er formand for Dansk Sociologforening og lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC.

Timothy Gallway regnes af mange for coachingens fader. Gallway var tennistræner og skrev bogen ’The Inner Game of Tennis’ i 1975, som først og fremmest henvendte sig til tennisspillere. Den var ikke i første omgang tænkt til andre områder af livet, men i dag har den nærmest opnået kultstatus blandt de mange coaches.

Problemet er, at tennistræning er noget ganske andet end træning af selvet. Reglerne er anderledes. Tenniskampe kan vindes, og trofæer kan erobres, når de andre deltagere i turneringen er slået. Alle er underlagt de samme regler.

Når tennistræning anvendes på andre af livets områder, kan det gå helt galt. Selvet kan blive så udmattet og stresset, at det kollapser.

En af verdens længste tenniskampe blev spillet, da Tyskland mødte USA i 1987. Den varede 6 timer og 34 minutter. Kampen blev spillet af Boris Becker og John McEnroe. Becker vandt over McEnroe i fem sæt med cifrene 4-6, 15-13, 8-10, 6-2, 6-2.

Kampen blev en af verdens længste, fordi de daværende Davis Cup-regler foreskrev, at hvert sæt skulle vindes med 2 partier. Derfor de meget lange sæt. I princippet kunne kampen fortsætte i det uendelige, fordi tiebreaken ikke eksisterede.

Resultatet? Reglerne blev senere lavet om – og ja, Becker vandt, men for dem, der kan huske kampen, indebar resultatet også de to verdensspilleres totale fysiske kollaps. 6 timer og 34 minutter er lang tid, selv for professionelle.

Kun fantasien sætter grænsen
I modsætning til tennis er der ingen regler for træning af selvet. Der er ingen baglinje, net eller dommer. Enhver serv, forhånd eller baghånd kan være dømt ude eller inde.

Reglerne er aldrig tydelige, og hvis der overhovedet er noget, man kan være sikker på, er det, at regler altid ændrer sig.

McEnroe blev slået. Det behøvede hans træner ikke engang at fortælle ham. Han blev imidlertid hyldet. Kampen blev hans store comeback. Enhver, der kunne spille så lang tid mod verdens bedste, var sejrherre. Kampen betragtes stadigvæk som den, hvor begge spillere forlod banen som sejrherrer. Der var ingen tabere den dag.

De nye trænere, som ikke træner fremtidens tennisspillere, men fremtidens borgere til at realisere flere af deres talenter, har det langt nemmere end McEnroes træner. Livets turneringer er uden finalitet. Der er altid nye kampe at vinde eller tabe.

Alderen sætter ingen grænser for den professionaliserede selvrealisering, og mål og midler er også grænseløse. Der kan trænes mod alle karrieremål, og kun fantasien sætter grænser for midlerne. Der er ingen regler for træning af selvet, og det er selvfølgelig altid betænkeligt, når alle går i gang med at træne, uden at reglerne er fastsat eller afprøvet.

Måske er det også derfor, at resultatet er mere paradoksalt end ventet. Fører træningen i virkeligheden slet ikke til en styrkelse, men til en udmattelse af selvet? Når der ikke er nogen finale, er der jo heller ingen pauser mellem kampene. Det er i princippet en opskrift på stress. Ingen mulighed for at orientere sig eller grænser for arbejdet.

Det kritiske selv
Spørgsmålet er, om coachen stiller alle de stressende og kritiske spørgsmål? Hvor der end stilles neutrale spørgsmål, er de altid kritiske. Spørgsmål er til for at rokke ved f.eks. indgroede vaner, og det er det, træneren gør: Hvorfor forholder det sig sådan? Hvad kan du gøre for at lave det om? Hvordan kan du blive mere effektiv?

Det kritiske spørgsmål stilles af coachen, og tages med ind til selvet. Det ’normale selv’ spaltes, og der opstår et nyt ’kritisk selv’, der holder øje med det ’normale selv’.
Realiseres de dele af selvet, som træneren har stillet spørgsmål til? Om og om igen stiller ’det kritiske selv’ spørgsmålene.

Og hvad betyder realisering? ’Res’ kommer fra latin og betyder ’ting’ – så i udvidet forstand er der altså tale om en tingsliggørelse af selvet. Efter flere måneders kritisk introspektion er selvet udmattet.

Det har løbet rundt om sig selv og hverken fundet talenter, evner eller færdigheder, der kunne tingsliggøres og dermed omsættes til penge. Det har træneren imidlertid. For hver træningstime betales der nemlig, og det er ikke kontingentet til tennisklubben.

Resultatet af mødet med en coach er for mange fatalt. Der er tale om et ægte paradoks: Det begynder med en lettere mental træthed eller reel stress, og træneren opsøges. Nu skal selvet friskes op. Efter flere timers kritisk introspektion er selvet blevet endnu mere udmattet og stresset.

Konsekvensen af at lade kritikken indespærre og internere den sammen med selvet kan være skæbnesvangert. Det udmattede selv kollapser psykisk.

Da de gamle Davis Cup-regler stod ved magt, kollapsede Becker og McEnroe fysisk. Når tennistræning anvendes på den praktiske livsførelse, leder det i nogle tilfælde til et mentalt kollaps. Måske er det tid til at lovgive på området for coaching?