fakta

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus.

Vi famler i blinde i socialpolitikken«, siger Jørgen Søndergård til Politiken 27. maj. Det samme siger Camilla Wang fra Danmarks Evalueringsinstitut om pædagogerne 21. maj: »Pædagoger famler i blinde«. Og andre slutter sig til: »Lærernes undervisning skal være forskningsbaseret«, hedder det f.eks. i Andreas Rasch-Christensens analyse 13. maj.

De har alle samme sigte, der kort fortalt handler om, at en slags professionel blindebuk skal afløses af forskning i metoder, der kan dokumentere effekten af det, man foretager sig. Det kaldes også evidensbaseret praksis, og taget for pålydende er de tre indlæg udtryk for en bestræbelse i den retning.

Men hvad er evidensbaseret praksis? Kort formuleret er det anvendelse af metoder, hvor effekten er udviklet og dokumenteret gennem systematiske forsøg. Det er ikke tilstrækkeligt med personlige erfaringer eller holdninger på det metodiske område, der skal være optimale muligheder for at opnå det tilsigtede med de metoder, der anvendes.

Denne tilgang til professionelt arbejde er forholdsvis ny, men den har på kort tid grebet om sig inden for både det sociale, det sundhedsmæssige og det pædagogiske område.

Sundhedsområdet var først i gang med evidensbaseret praksis. Blandt de store navne er Archie Cochrane (død 1988). Målet for ham var at systematisere den medicinske viden, så patienterne undgik at blive udsat for en virkningsløs behandling.

Den evidensbaserede medicin er i dag nået utrolig langt med hensyn til at gennemføre den forskning, der kan skabe grundlaget for at træffe de rigtige beslutninger om både diagnostik og terapi.

Derfor er der også i selve forskningsgrundlaget udviklet et evidenshierarki, hvor systematiske reviews og metaanalyser ligger øverst, så følger randomiserede og kontrollerede studier, og sidst ligger kasuistikker og eksperterfaringer.

Selve evidensteorien giver et grundlag, der i dag på det sundhedsmæssige område er bundet op på anbefalinger med forskellige styrkegrader og dermed en helt unik grad af effektvurdering. Verden over er der Cochrane-institutter, der alene beskæftiger sig med denne type forskning. Og på det sociale område tilsvarende Campbell-institutioner.

Patientens lydighed er afgørende
Det helt afgørende i evidens er det naturligvidenskabelige paradigme, der hævder, at vi kan måle os frem til et eksakt udtryk for effekten.

Det er de fleste også enige om er tilfældet, når genstanden for indsatsen er et rent fysisk objekt. Som når det drejer sig om den fysiske verden eller på sundhedsområdet, f.eks. menneskets enkeltorganer. Men hvad, når indsatsen er rettet mod et subjekt, der tænker med, og hvor indsatsen afhænger af dette subjekts egen indsats?

Her står mange humanistiske praktikere af over for evidensbaseret praksis. Man kan jo ikke måle patientens medvirken og hele engagement – eller med den sundhedsvidenskabelige tilgang: Patientens lydighed (compliance) i forhold til forskriften er altafgørende.

Derfor er der også modstand og mere eller mindre berettiget afstand til evidenstænkningen – og derfor kan toneangivende eksperter som Søndergård og Wang tale om at »famle i blinde«: fordi der er praktikere, der åbenbart hellere vil famle end overgive sig til videnskabelig effektforskning.

De frygter – til dels med rette – at resultatet vil blive en slags ’kogebogsopskrifter’ eller ’manualisering’, hvor praktikere helt ned i den mindste detalje får at vide, hvad de skal gøre. Og hvor den personlige faglighed i alvorlig grad er sat i parentes.

Men skal man dermed helt afvise evidenstænkning på de bløde praksisområder som f.eks. børns undervisning eller en social indsats for den udsatte familie?

Der er klart forskel på en praksis, der hviler på eksakt diagnosticering og så en praksis, der bygger på et samspil og en egenindsats: Der er ’dia-gnosis’, der handler om viden – og der er ’dia-logos’, der handler om at skabe en ny fornuft mellem to parter.

Selve samspillet i behandlingen har en værdi i sig selv. Den sociale og pædagogiske praksis hviler på dialog, men det udelukker vel ikke viden og saglighed? Eller gør det – og fører det til en famlen i blinde?

Det professionelle råderum
Svaret er, at forskningsbaseret viden om metoder og effekt er nødvendig, men den kan aldrig overføres direkte til patient-, elev- eller klientniveauet. I det konkrete møde mellem den professionelle og personen, der har brug for støtte, er der også andre faktorer på spil – og det er her, vidensfaktoren skal integreres.

Her kan viden ikke bare ’manualiseres’ og gøres til kogebog: ’Sådan lærer du den svage elev at læse’ – eller: ’Sådan får du familien til at fungere’. For hvilke andre faktorer er i spil?

Det kaldes det professionelle råderum. Her er der brug for en praktiker, der kan afgøre, om en viden er relevant, om den er formålstjenlig i forhold til sammenhængen, og om den så også har mulighed for at opnå en effekt i den givne situation.

Det kaldes et professionelt råderum, fordi der skal være tale om et samspil, der skaber den dynamik, der kaldes ’kurativ’, når det er en patient, der er tale om; ’empowerment’, når det er klienten, vi forholder os til; og ’læring’, når det er pædagogen, der er praktiker.

Men hvad skal den professionelle kunne for at fremme denne proces? Tre faktorer er på spil: Det er ’nærværet’ mellem dem i den konkrete situation; her ligger forudsætningen for en dialog. Det er en ’kompetence’, som den professionelle er bærer af, og som sikrer en brugbar viden.

Og det er endelig det ’ansvar’, som den professionelle kan udøve i situationen og handle ud fra; her ligger forudsætningen for, at det hele ikke blot er overgivet til en kold rationalitet.

Praktikere skal selvfølgelig ikke famle i blinde. Heller ikke overgive sig til evidens. De skal heller ikke lade sig ’manualisere’. De skal noget andet: opbygge en solid faglighed, der integrerer metodisk viden med en kritisk refleksion.

Det er den bedste garanti mod den risiko, der kan ligge i evidenstænkningen: en slags umenneskeliggørelse i den gode sags tjeneste.