Velfærdsstaten risikerer at miste befolkningens opbakning, hvis vi ikke får en debat, som bygger mere på fakta end falske forestillinger, mener professor Nanna Mik-Meyer. Foto: Ivan Riordan Boll
Foto: Ivan Riordan Boll

Velfærdsstaten risikerer at miste befolkningens opbakning, hvis vi ikke får en debat, som bygger mere på fakta end falske forestillinger, mener professor Nanna Mik-Meyer. Foto: Ivan Riordan Boll

Velfærdsdebatten er ved at køre af sporet

Professor Nanna Mik-Meyer vil med sin nye bog hjælpe borgere og ansatte til at skille skæg fra snot i velfærdsdebatten.

Debat

Den offentlige debat om den danske velfærdsstat tegner et forvrænget billede af, hvordan velfærdens kerneinstitutioner rent faktisk fungerer. Lytter man til de to mest højtråbende stemmer i debatten, er det enten et helvede eller en lise at være offentligt ansat.

Og skulle man som borger få brug for velfærdsydelser, kan man enten forvente at få verdens værste eller verdens bedste behandling. Men de to billeder af velfærdsstaten er falske – og de skaber flere faldgruber for en undrende befolkning. Den værste er risikoen for, at velfærdsstaten på sigt vil miste sin folkelige opbakning og legitimitet.

»De forskere, politikere og debattører, der udtaler sig i velfærdsdebatten, har et ansvar for, at den offentlige debat ikke bliver så generaliserende og fortegnet, at borgerne slet ikke kan genkende velfærdssamfundet«, siger Nanna Mik-Meyer, ph.d. i sociologi og professor MSO ved CBS og forskningsprofessor ved SFI.

På tirsdag udkommer hendes nye bog, ’Hvordan får vi bedre debat om velfærd?’, hvor hun retter et angreb mod de to dominerende positioner i velfærdsdebatten og giver sit bud på, hvordan vi skal forstå – og debattere – velfærdsstaten.

»Der er i dag dominerende stemmer i den offentlige debat, som i ramme alvor går ud og siger, at alle offentligt ansatte er stressede eller på vej til at blive det. Hvis man ikke er offentligt ansat, eller ikke kender nogen, der er det, så vil man da tænke, at det er helt forfærdeligt. Her må jeg bare sige – jeg er jo selv offentligt ansat, og jeg er ret glad for det – at det er simpelt hen bare et forkert udsagn. Og det gør det enormt svært for borgerne at orientere sig i debatten«.

Men stress i den offentlige sektor er vel et reelt problem?

»Helt sikkert, og min pointe er heller ikke, at der ikke er noget at kritisere. Min pointe er, at de bombastiske og generaliserende udsagn er med til at tegne et forkert billede af de faktiske forhold i Velfærdsdanmark. For er det alle sygeplejersker på alle hospitaler, der er ved at gå ned med stress? Det tvivler jeg på. Er det alle læger? Nej, det tvivler jeg også på. Er det alle skolelærere? Nej, vel. Vi får en fortegnet debat, hvor der slet ikke er belæg for kritikken, og hvor borgerne kan blive koblet helt af og tænke: ’Sikke en frygtelig velfærdsstat, vi har fået’. Her er det, jeg siger, at vi ultimativt kan havne i en situation, hvor borgerne opgiver opbakningen til velfærdsstaten – og det vil være synd«.

Hvordan hænger det sammen – hvorfor skulle de opgive opbakningen?

»Hvis man som borger, der ikke selv aktivt arbejder i velfærdsstaten, står tilbage med følelsen af, at der ikke er noget godt ved velfærdsinstitutionerne længere, kan man jo lige så godt få en privat sygeforsikring og sende børnene på en privatskole – for det er da forfærdeligt, som folkeskolen og de offentlige hospitaler fungerer. Og så ryger opbakningen til velfærdsstaten, i hvert fald for dem, der har ressourcerne til at vælge den fra«.

Men må man slet ikke pege på problemer i velfærdssamfundet – og kritisere dem?

»Selvfølgelig, det er fint med kritik – jeg er selv skolet i kritisk sociologi – men den skal være velplaceret og have bund i virkeligheden. Det har den ofte ikke i dag, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan de debattører, forskere og politikere, der taler så generaliserende om livet ude i velfærdsinstitutionerne, overhovedet tør komme med så massiv og ensidig en kritik. De må da vide, at denne kritik kan få store negative konsekvenser for både borgere og ansatte«.

Der er da masser af områder i den offentlige sektor, hvor effektiviseringer har haft store positive effekter og er med til at udvikle velfærden

Hvad tænker du på, når du taler om negative konsekvenser for de offentligt ansatte?

»Hvis der hele tiden bliver talt en arbejdsforståelse op, som handler om, at vi alle har fået for travlt, at vi alle risikerer at gå ned med stress, og at vi i øvrigt har det ad helvede til, når vi er på arbejde, er det ikke særlig gavnligt for arbejdsmiljøet. Vi ved jo fra arbejdspladskulturstudier, at der er mange forskellige syn på et arbejdsliv. Jeg vil ikke forsvare, at der er folk, som måske arbejder i meget stressede arbejdsmiljøer, men man kan vel godt forestille sig, at der kan være en form for stolthed i at have travlt i en periode og nå en masse på kort tid. Denne travlhed kan have mange udtryk, og her kan det være ødelæggende, hvis man i medierne hele tiden bliver bekræftet i, at man burde være meget, meget utilfreds og dybest set burde finde sig et andet arbejde«.

Velfærdens tre kerneværdier

Det var en bekymring for de offentligt ansatte, der i sin tid satte Nanna Mik-Meyer i gang med at skrive sin nye bog. Hun ville gøre op med debattens fortegnede billede af arbejdet i den offentlige sektor og i stedet tilbyde – ikke mindst de ansatte – et kendskab til nogle ’rationaler’ eller værdier, som kan skabe et mere retvisende billede af, hvad der foregår i velfærdsstatens mange institutioner.

De to dominerende stemmer i debatten kalder hun ’konkurrencestatsfortalerne’ og ’fortalerne for den klassiske velfærdsstat’, og hun mener, at begge positioner overser de tre grundlæggende værdier eller ’rationaler’, som velfærdsstaten bygger på – og som nyder bred folkelig opbakning:

1) At bureaukrati er et gode, fordi det sikrer borgerne lige ret til velfærdsydelser. 2) At man ønsker en markedsforankret styring, som sikrer konstant udvikling af velfærden. 3) At man ønsker at sætte borgeren i centrum.

»Politikere og andre taler hele tiden om, at der er behov for at ’afbureaukratisere’. Men bureaukrati er også en rigtig god idé. Det er fundamentet for en retsstat, og vi glemmer let, at der er så mange positive sider ved vores bureaukrati. Bureaukrati skal sikre, at alle borgere bliver behandlet lige, og det er i praksis ikke helt enkelt. For det betyder, at de ansatte er nødt til at følge en række regler og procedurer i deres arbejde. Regler, som er besværlige og langsommelige, men dybest set handler det om at skabe en lighed for loven. Jeg er udmærket klar over, at der kan være områder, som er gået ’dokumentations-amok’, men det har måske ikke så meget med bureaukrati at gøre. Det handler snarere om forfejlet New Public Management«.

Og dermed er vi på vej over i det andet af dine tre rationaler – den styring, som skal sikre konstant udvikling af velfærden. Er New Public Management ikke bare slået fejl som styringsredskab?

»Nej, i en velfærdsstat, hvor vi ikke har uanede ressourcer, er vi nødt til at kunne prioritere økonomisk og effektivisere arbejdsgangene. Lederne på de offentlige institutioner skal kunne få det til at fungere inden for de økonomiske rammer. Derfor nytter det heller ikke, at man i debatten retter meget stærke angreb på den ledelse, der skal arbejde inden for en økonomisk ramme. Så afsporer man debatten, og man overser de mange virkeligt vigtige ting, som New Public Management har ført med sig«.

Kan du nævne eksempler?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»New Public Management har på kræftområdet betydet, at langt flere bliver tilbudt behandling i dag end tidligere. Du vil sikkert kunne finde både personale og patienter, der mener, det var meget bedre i gamle dage, men det man skal holde det oppe imod, er, hvor mange der blev behandlet dengang – og hvor hurtigt kræftsyge får tilbudt behandling i dag. Husk på, at befolkningen i stort tal bakker op om denne form for effektivisering: Vi sammenligner os i dag med andre lande, og derfor er det faktisk befolkningen, der presser på for, at vi får et sundhedssystem i ’verdensklasse’. Det kræver, at vi effektiviserer. Kritikken af New Public Management handler ofte om, at nogle ansatte har fået meget dårlige arbejdsforhold. Men der er altså et lidt større og mere nuanceret billede, vi med den kritik går glip af. Og jeg synes, det er modigt af de forskere og debattører, der på den konto går ud og kritiserer New Public Management over en bred kam. Der er da masser af områder i den offentlige sektor, hvor effektiviseringer har haft store positive effekter og er med til at udvikle velfærden«.

Nu siger du modigt, men du mener vel i virkeligheden dumt?

»Ja, jeg mener selvfølgelig, det er rigtig dumt. For de sætter hele deres troværdighed på spil, når de generaliserer og gør New Public Management til hovedfjenden«.

Økonomi og lovgivning er et must

Den tredje værdi, som Nanna Mik-Meyer peger på i sin bog, handler om at sætte borgeren i centrum. Som forsker har hun været særdeles kritisk over for at bruge dette som ledestjerne i velfærdspolitikken, fordi denne ambition kan være med til at afprofessionalisere de ansatte og gøre borgeren til den, der får magten. Men borgerinddragelse er selvfølgelig også godt, som hun siger, og vi har i dag nået et punkt, hvor man slet ikke kan forestille sig, at borgeren ikke skal sættes i centrum – og derfor er det et vilkår, alle er nødt til at forholde sig til i velfærdsdebatten.

»Pointen med de tre rationaler er, at det er nogle meget stærke værdier i samfundet, der er bred opbakning til. Hvis deltagerne i den offentlige debat ikke kender til dem, ikke ønsker at kende til dem eller ikke forholder sin argumentation til dem, så taler de faktisk forbi feltet. For de tre rationaler er hele tiden på spil i velfærdsstaten. De skaber masser af dilemmaer i praksis og dermed grobund for kritik. Men min pointe er, at de ikke kan tænkes væk. De bliver hele tiden afvejet i forhold til hinanden i det praktiske arbejde, og det er denne afvejning, der bør være fokus i debatten – og ikke om man eksempelvis kan forestille sig et velfærdsarbejde, hvor der ikke findes dokumentation, effektivisering eller regler«.

Selv om vi har skabt et langt mere effektivt samfund med større velstand, har de økonomiske reformer også haft store negative konsekvenser for mange borgere

Men er der reelt nogen, der argumenterer på denne måde?

»Ja, hvis man lytter til de ’klassiske velfærdsstatsfortalere’, overser mange af dem fuldkommen, hvordan for eksempel økonomi og lovgivning sætter helt bestemte rammer for arbejdet, og de taler nærmest ud fra en idé om, at man kan have et samfund uden denne form for regulering. Men i enhver velfærdsinstitution er der et hav af regler, og det er der gode grunde til, da de også sikrer retssikkerheden for borgeren. Jeg spekulerer nogle gange på, hvad der mon kan være disse debattørers drømmescenarie? For hvis det er et samfund uden regulering, så har vi jo slet ikke noget samfund«.

Når jeg læser dine pointer i bogen og lytter til dig nu, kan jeg ikke lade være med at tænke, at du måske er mere på ’konkurrencestatsfortalernes side’ end på de ’klassiske velfærdsstatsfortaleres’ side – er det forkert?

»Mit ærinde med bogen er at forsøge at løsne op for en fortegnet debat, og derfor får du mig ikke til at ’vælge side’. En kritik af konkurrencestatsfortalere er for eksempel, at de er blinde over for mange af de faldgruber, som de økonomiske reformer har skabt, når de udtaler sig. For selv om vi har skabt et langt mere effektivt samfund med større velstand, har de økonomiske reformer også haft store negative konsekvenser for mange borgere«.

Kan du nævne eksempler?

»Ja, det gælder især samfundets svageste. De unge hjemløse, der modtager den lave ’uddannelseshjælp’, er bare et eksempel på en meget udsat gruppe, der i vid udstrækning har mærket reformerne som nedskæringer. Men se også på, hvad der skete med diskussionen om kontanthjælp efter den offentlige debat om ’Dovne Robert’ og ’Fattig-Carina’. Her var der tale om en meget fortegnet og generaliserende debat, som ændrede mange borgeres syn på kontanthjælp. Det var en debat, som tog udgangspunkt i nogle helt konkrete menneskers situation, men som slet ikke tog højde for den situation, mange kontanthjælpsmodtagere står i – med stor gæld, kviklån osv. Disse mennesker har jo et helt andet rådighedsbeløb end den konkrete ’Fattig-Carina’«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvem er disse ’konkurrencestatsfortalere’ og ’fortalere for den klassiske velfærdsstat’?

»Hvis jeg begynder at nævne navne, er jeg overbevist om, at det vil afspore den diskussion, jeg gerne vil rejse. Det, jeg gerne vil med bogen, er at hjælpe en ordentlig debat på vej og skitsere, hvad det er for nogle rationaler, der er på spil. Rationaler, som vi ikke bare kan glemme eller tale væk, når vi har en offentlig debat om udviklingen af velfærdssektoren, fordi debatten så bliver alt for simpel og ensporet. Jeg håber, at min bog kan anspore nogle af de mest generaliserende debattører til at forholde sig mere ydmygt over for emnet – og måske mindre tonedøve over for andres argumenter«.

Men tror du, de kan genkende sig selv i din kritik af dem, når du nu ikke vil sætte navne på dem?

»Det ved jeg ikke. Men det vil jeg da tro«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    POLITIKEN BIO

    Missede du CPH:DOX?

    Lige nu kan du se fem særligt udvalgte film fra CPH:DOX her på politiken.dk. Helt gratis.

    Du kan for eksempel se kunstnergruppen Superflexs 'The Mærsk Opera' om skabelsen af den omstridte københavnske opera.

    Filmene vil kun være tilgængelige i et par dage.

    Se filmene her

Annonce