Arkivtegning: Per Marquard Otzen
Debat

Fake news er informationsforurening

Fake news er en fare mod ikke bare journalistikken, men demokratiet som sådan. Og man kan lige så godt indstille sig på en lang sej kamp mod det.

Debat

Det har taget årtier at løfte vores kollektive bevidsthed om miljø og forurening. Desværre er jeg bange for, at den digitale informationsforurening fra bevidste manipulationer og frit opfundne fakta er i samme vægtklasse.

I daglig tale kalder vi det fake news og falske nyheder, og ligesom roundup og vækstfremmere er det kunstigt fremstillede elementer, som skal fremme nogle formål, men som samtidig ødelægger det miljø, som de spredes i – i dette tilfælde den demokratiske kultur.

Fake news skal derfor bekæmpes med samme metoder, som forurening er blevet håndteret med. Mere om det senere.

Der findes ikke én definition af fake news, men som navnet antyder, er der tale om indhold, der er faktuelt forkert, som ligner nyheder og som – tilføjer jeg – er frembragt bevidst. Der er altså derfor ikke tale om fejl eller bare dårlig journalistik.

I virkeligheden er fake news ikke noget nyt fænomen. Mediebilledet er til alle tider blevet forstyrret af alt fra statsdreven propaganda over kommercielle tosserier som ’Skør skør verden’ til sladderjournalistik baseret på kvarte rygter.

Det nye er, at fake news i dag har langt bedre vækstbetingelser end tidligere. For få kroner kan enhver lancere sit eget medie, der på overfladen ser lige så professionelt ud som de etablerede medier. Derefter kan man for nul kroner sprede sine fake news på de sociale medier og nå ud til et enormt publikum.

En af de letteste måder at spotte fake news på er at tjekke nyhedskilden

Alene i Danmark er 3,5 millioner mennesker brugere af Facebook.

Netop Facebook er den vigtigste forklaring på, at fake news i dag er blevet så stort. På Facebook bliver de falske nyheder blandet sammen i en suppe af sande nyheder og fascinerende indhold fra familie og venner.

Derfor har Facebooks brugere ikke de kritiske parader oppe, og tvivlsomt indhold, som før ville afsløre sig selv, fordi det stod i Pravda eller Skør skør Verden, syner pludseligt lige så troværdigt som alt det andet indhold, det flyder rundt sammen med på Facebook.

En af de letteste måder at spotte fake news på er at tjekke nyhedskilden. Men da halvdelen af facebookbrugerne ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center ignorerer nyhedskilden, når de deler og liker, er der ikke bare lagt en bombe under informationssamfundet – den er allerede sprunget.

Det så vi med fuld styrke under den amerikanske valgkamp, hvor de mest delte falske historier fik mere medvind på de sociale medier end de mest delte sande historier.

Den amerikanske internetgigants succes er en stor del af forklaringen på udbredelsen af fake news. Hvordan kommer man det til livs?
Foto: Facebook via AP

Den amerikanske internetgigants succes er en stor del af forklaringen på udbredelsen af fake news. Hvordan kommer man det til livs?

Problemerne medfake news rækker meget længere end til de isolerede fejlopfattelser og fortællinger, der skabes på baggrund af manipulationer og falske fakta. Det er bestemt slemt nok. Men den virkelig farlige konsekvens er, at vores generelle tillid til nyheder samtidig svækkes.

Hvordan kan vi ellers reagere, når det sejler rundt med informationer på vores skærme, som alle umiddelbart ser lige sande og falske ud? Og tilmed har de, der producerer de falske nyheder, travlt med at anklage de etablerede medier for at være fake news.

Tillidskrisen aflæses tydeligt i USA, hvor tilliden til medierne i forvejen ikke har det godt. Mens den amerikanske offentlighed lagde ører til, at paven anbefalede Trump, og Hillary Clinton forærede en femtedel af USA's uran til russerne, styrtdykkede amerikanernes generelle tillid til medierne. Ifølge Gallup nød medierne ved årtusindeskiftet tillid fra flere end hver anden amerikaner. I 2015 var andelen faldet til 40 procent, og i valgkampens slutspurt i efteråret havde sølle 32 procent tillid til medierne.

Her hjemme viser en ny undersøgelse fra Wilke, som Jyllands-Posten har offentliggjort, at hver fjerde dansker har fået mindre tillid til medierne efter den seneste tids diskussion om fake news.

Uden tillid til mediernes arbejde er det ikke muligt for medierne at udfylde opgaven som den kontrollerende 4. statsmagt. En kritisk presse, som ingen tror på, er de facto værdiløs for samfundet. Fake news er derfor ikke bare løgn og latin, det er også et frontalangreb på det demokrati, som flertallet af os hylder – uanset om vi stoler på medierne eller ej.

Når præsident Trump, som klodens mest magtfulde politiker, ovenikøbet regelmæssigt puster til ilden ved at beskylde etablerede og sanddru medier (der naturligvis kan begå ubevidste fejl) for fake news, er katastrofen stort set en realitet.

Den russiske politiker og stormester i skak, Garri Kasparov, har udtrykt situationen skræmmende klart i et tweet: »Hvis du kan overbevise folk om, at sande nyheder er falske, bliver det lettere at overbevise dem om, at dine falske nyheder er sande«.

Faktisk vurderes fake news-problemet nu at være så stort, at det er en del af trusselsvurderingen fra Politiets Efterretnings Tjeneste, PET. Her frygter man, at fortællinger baseret på falske fakta kan være med til at lokke svage sjæle til at begå vold og terror.

Massiv bekymring for demokrati og samtalekultur hersker også hos den internationale samhandelsorganisation OECD. Her har man netop udpeget fake news som et vigtigt indsatsområde, og fremover vil OECD lade fake news og kampen mod fake news indgå i de benchmarks, organisationen hvert år gennemfører for 70 lande.

Det grundlæggende problem med fake news er hele samfundets

Spørgsmålet er, hvad der kan gøres. Det mest oplagte er naturligvis at kigge med hårde øjne på Facebook, der med sine enorme distributionsmuskler indiskutabelt er forklaringen på fake news’ slagstyrke. Derfor er det også godt, at Facebook nu er begyndt at stemple fake news, så alle, der læser eller deler fuphistorierne, bliver advaret på forhånd. Ligeledes drejer Facebook på deres algoritme, så de falske nyheder kun får en minimal udbredelse.

Initiativet, der indtil videre kun er udrullet i USA, bygger på, at Facebooks brugere kan anmelde suspekte historier. Facebook sender herefter den mistænkte historie videre til et korps af faktatjekker-organisationer, og hvis to af disse betegner historien som ’Disputed’ – omstridt – bliver den stemplet.

Faktatjekkerne er medier eller ngo’er, der har tilsluttet sig fem principper fra Poynters Institute om blandt andet uafhængighed og fairness.

Før Facebooks nødvendige initiativ kan komme videre, skal der dog etableres faktatjekkerenheder i hele verden. Men den opgave mødes generelt med trækken på skuldrene og en holdning om, at det må Facebook selv rode med. Lige netop på det punkt tager man alvorligt fejl.

Facebook er en stor del af problemet og en vigtig del af løsningen. Men det grundlæggende problem med fake news er hele samfundets, og det er kortsigtet og naivt at forestille sig, at en dybtgående politisk ubalance og polarisering kan løses af en teknologigigant fra Silicon Valley.

Fake news er fundamentalt set et spejlbillede af den krise, som det politiske establishment oplever: en kløft mellem de traditionelle partier og alle dem, der i årevis ikke har følt sig hørt, set og forstået. En kløft mellem fundamentale konventioner og et nærmest konventionsløst alternativ. En kløft mellem faktabaseret styring og en kurs, der alene er drevet af holdninger og følelser. Fra faktuelt til postfaktuelt samfund.

I den konflikt er medierne og de politiske partier lige store ofre – og formentlig også lige gode om at have skabt situationen. Derfor er politikerne og medierne også de mest oplagte til at tage hænderne op af lommerne og hjælpe samfundet tilbage på en bedre kurs.

Fake news er informationsforurening, og hvis man tager miljøbrillerne på, er det ikke så svært at se, hvad der kan gøres: kontrol, mere viden/oplysning og påvirkning af den kollektive adfærd. Tre indsatsområder, som ikke bliver billige.

Kontrollen er det letteste. Men det kan ikke stå alene. I flere lande er medierne begyndt at arbejde sammen på tværs af daglige konkurrenceforhold for at faktatjekke fake news.

Det drejer sig blandt andet om 37 medier i Frankrig og Storbritannien og et norsk projekt med tre store medier. Kernen i projekterne er dels, at det er rationelt at arbejde sammen, dels, at resultaterne af faktaarbejdet får en enorm rækkevidde, når de eksponeres på 37 medier.

Danske medier taler pænt om at kopiere det norske initiativ – så det må vi håbe, snart sker.

Nok så vigtigt er dog, at nogen er nødt til at tilbyde sig som faktatjekkere for Facebook. Ellers kan det sociale medie ikke udrulle sin offensiv mod falske nyheder i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som fellow på SDU har jeg brugt et halvt år på at udforske forholdet mellem danske medier og Facebook, og jeg er derfor fuldt ud bevidst om, at forholdet er anstrengt, og at det er tæt på kætteri at opfordre danske medier til at blive en del af Facebooks alliance.

Men nogle skal udføre faktatjekket, og ingen kan være interesserede i, at Facebook selv håndterer det.

Facebook har rigeligt med magt, og de bør ikke også få magten over sandheden. Det er en opgave, som kun den frie presse kan løfte.

Hvorfor skulle danske medier, der i forvejen slår et opslag op hvert minut på Facebook (døgnet rundt alle årets dage), ikke også kunne bidrage til et objektivt godt formål? Hvis man ser positivt på opgaven, kan den ligefrem være med til at brande de etablerede medier som dem, der har styr på fakta og høj troværdighed. Dertil kommer, at de medier, som faktatjekker, også vil modtage en hel del trafik – altså læsere – fra Facebook.

Øget viden om den indre motivation for at sprede fake news er nyttig, hvis man vil forstå drivkraften og ud fra det skabe modstrategier

Det afgørende er dog, at medierne er nødt til at bidrage til oprydningsarbejdet. Det er selvforsvar for egen forretning og for eksistensberettigelse.

Nøjagtig som den stakkels campingpladsejer, der oplever, at der pludselig skyller olie op på stranden lige før sæsonstart. Hvor uretfærdigt det end er, så må man i gang med skovle og trillebør for at redde forretningen.

Fake news er et fænomen, som vi egentlig ikke ved ret meget om. Derfor skal der sættes massivt ind med forskning på alle fronter.

Vi er nødt til at få mere sikker og præcis viden om, hvordan fake news spredes.

Hvad er the tipping point, der får en falsk historie til at blive viral?

Kan dette brændpunkt påvirkes, elimineres eller eksponeres? Kan man save fødekæden over?

Vi ved heller ikke, om de, der deler og liker, gør det, fordi de kan lide stemningen og budskabet, eller fordi de rent faktisk tror på det. Øget viden om den indre motivation for at sprede fake news er nyttig, hvis man vil forstå drivkraften og ud fra det skabe modstrategier.

Hvad betyder det, hvis Facebook fordoblede skriftstørrelsen på nyhedskildernes navn, så ingen kunne undgå at se, hvem der står bag? Eller hvad med en slags gabestok, hvor man kan se, hvor mange fake news man har delt og liket – ligesom man kan se, hvor mange venner man har. Kunne det hjælpe?

Eller hvad hvis man indførte et stempel eller mærke, som blåstempler ordentlige medier, der holder sig til grundreglerne og som man kan klage over til Pressenævnet, hvis der er problemer?

Teknologien, der har sat fart i de falske nyheder, kan formentlig også udnyttes til at bremse dem.

Sociologer, samfundsforskere og antropologer kan sikkert også forbedre mulighederne for at vende den postfaktuelle samfundsudvikling. Men det kræver, at politikerne både taler sagen op og prioriterer indsatsen økonomisk, hvis der er behov for det.

Når forbrugere i mange lande i dag er optagede af at sortere affald, køre i elbiler, spise økologisk, slukke lyset og spare på vandet, er det resultatet af en årelang påvirknings- og oplysningsindsats.

Den adfærdsrejse må kampen mod informationsforurening kunne lære af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det er ikke et bedrevidende opdragelsestrip, vi skal kaste os ud i. Tværtimod er det vel netop den adfærd, der har skabt polariseringen mellem dem, der tror på fakta, og dem, der ikke længere orker den ulige kamp, det er at blive slået i hovedet med fakta og argumenter fra velformulerede politikere og redaktører.

I stedet skal alle opleve, at det kan betale sig at have styr på sine facts.

Hvis man har det, skal man kunne forvente, at der bliver lyttet til en. Det må være mediernes lærdom, og det kan måske imødekomme dem, der råber fake news efter medier, som de oplever ignorerer vigtige begivenheder.

Indsatsen mod fake news har ikke nogen snuptagsløsninger. Fake news er et symptom på noget meget større.

Derfor bliver det et langt sejt træk, men det er en kamp, der skal vindes.

Alternativet er uacceptabelt og ødelæggende for det demokrati, vi kender.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce