Tidligere politisk redaktør: Fløjkrigen i Venstre bliver afgørende for hele Danmark

Illustration: Caroline Niegaard og Lise Mogensen

Lyt til artiklen

Muligvis er DGI Huset Vejle ikke den mest iøjnefaldende arena til et historisk slag, men ikke desto mindre er det i denne bygning, at et ideologisk splittet regeringsparti i denne weekend skal holde landsmøde. Det sker efter et år, hvor Lars Løkke Rasmussens Venstre-mindretalsregering er blevet udvidet med to partier, så danskerne siden november har kunnet kalde deres regering V-LA-K.

Det godt halvandet år, hvor regeringen kun bestod af Venstre-ministre, har journalist og tidligere politisk redaktør på TV 2 Kaare R. Skou beskrevet i bogen ’520 dage, der forandrede Danmark’. I den tegner han et billede af et parti, der på lange stræk har solgt ud af sine principper og mistet international anseelse for at kunne beholde magten. Den udvikling er ifølge Kaare R. Skou ikke taget af i styrke siden regeringsudvidelsen i november sidste år, tværtimod, og det stiller partiet i et valg mellem to principper.

»Venstre må vælge, om man vil ride med på den nationalkonservative bølge, eller om man vil finde tilbage til de liberale rødder. Vælger man det første, vil det forværre den kulturelle splittelse af Danmark, hvor folket står over for storbyeliten og nationalister over for globalister. Partiets ageren puster til disse kulturelle splittelser, og det vil i sidste ende ikke bare skade Venstre, men selve det danske konsensusdemokrati, fordi politik vil blive mere fløjpræget. Hvis Venstre vil forblive et stort parti på midten af dansk politik, så skal partiet til at besinde sig«.

Hvorfor er vi ligeglade, når et folketingsmedlem som det naturligste i verden hylder racistiske og antidemokratiske politikere?

Hvilke tegn ser du på, at Venstre har bevæget sig væk fra sit liberale grundlag?

»Udlændingepolitikken er et klart eksempel på det, og det er også tydeligt i hele den idé, der ligger bag udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstaden. Det er simpelthen ikke liberal politik, men en form for populisme, som vi først og fremmest finder hos de nationalistiske partier. Hele Venstres tilgang til hovedstaden demonstrerer, at fronterne er trukket hårdere op – ikke kun i Venstre, men i samfundet som sådan. Det skyldes til dels et identitetstab: Fra at være et parti med rod i landbruget er Venstre blevet kraftigt djøfiseret. Den udvikling berører også andre partier, men for Venstre er tendensen markant. Engang havde Venstre fodfæste i højskolebevægelsen, andelsbevægelsen og i folkelige bevægelser inden for eksempelvis idrætten, men det fodfæste har partiet mistet, og Venstre har ikke fundet noget, der meningsfyldt kan erstatte det«.

Hvad betyder det for sådan et parti, at den folkelige forankring forsvinder?

»Det betyder, at letkøbte meninger får mere spillerum«.

Hvordan oplever du det konkret?

»Det er meget tydeligt på det retspolitiske område. Her er sket et skred i en stærkt konservativ retning, væk fra et frihedssynspunkt over til et vi-burer-dem-bare-inde-synspunkt. Man oplever det også i skoledebatten, hvor Venstre – sammen med Socialdemokratiet – altid har været garant for, at skolen i tillæg til at bibringe børn faglige kundskaber også skulle have en socialiserende funktion. I dag er Venstre langt mere optaget alene af kundskaberne, og den tankegang medfører kulturel splittelse og tab af solidaritet mennesker imellem. Vi kommer til at forstå hinanden dårligere, når vi bliver delt op i små ghettoer, der ikke har noget med hinanden at gøre«.

Tænk længere end til i morgen

Findes der overhovedet partier, som kæmper for det ønskesamfund, du her beskriver?

»Ja, det mener jeg. Hvis du går til partier som Radikale Venstre eller SF eller den del af Socialdemokratiet, som ikke deler ønsket om at bevæge partiet længere hen mod nationalkonservatismen. Hos den bløde del af centrum-venstre kan du finde dette samfundssyn«.

Nu siger du selv, at dele af Socialdemokratiet også er ved at tage en drejning over mod de nationalkonservative værdier, som også dominerer i Venstre. De to partier får tilsammen omtrent halvdelen af stemmerne ved folketingsvalgene. Er det ikke et udtryk for, at den linje, de partier lægger, typisk er i overensstemmelse med befolkningens ønsker?

»Jo, men der må det være politikernes og mediernes opgave at sige, at vi ved, hvilken type samfund disse bevægelser rækker hen imod. Først stigmatiserer man nogle grupper, så hæves konfliktniveauet, så indfører man på verdensplan handelsrestriktioner, som skader frihandlen og gør hele samfundet fattigere og gør kløfterne dybere, og så står vi på tærsklen til oprør og kriser. Det siger den historiske erfaring os. Vi må gøre folk klart, at selv om det er dejligt at tilbringe sin tid med ligesindede, så går den altså ikke, hvis man ønsker et samfund, der hænger sammen. Og det må først og fremmest være de store midterpartiers opgave at fortælle befolkningen det«.

Lotte Svendsen: Vi kan ikke adskille følelser fra politik og skal ikke acceptere hele tiden at få tal i hovedet

Er det ikke plausibelt, at de vælgere, som har stemt på regeringspartierne, sådan set er meget godt tilfredse med både det politiske produkt og partierne?

»Jo, hvis man blot tænker på i dag og i morgen. Men er der grund til at være tilfreds, hvis man kigger frem? Man kunne forestille sig, at de milliarder, der nu tages fra råderummet, kunne have været sparet op til dårligere tider eller investeret. I stedet vælger regeringen at give skattelettelser. Den slags virker her og nu; de kommer i 2018. Men finansieringen, når pengene tages fra det såkaldte råderum, vil jo først blive en byrde for de kommende generationer eller i de kommende år. Så når man sparer på uddannelse og forskning og laver effektiviseringskrav i sundhedsvæsnet, er det ikke en smerte, man mærker, modsat skattelettelsen. Og det er karakteristisk for det aftryk, som Venstre har sat på landet, at regeringen meget sjældent tænker frem, men i høj grad er optaget af her og nu«.

Politiken mener: Sygehuses økonomi har været styret for rigidt.

Kaare R. Skou peger på miljø- og klimaområdet som et eksempel på Venstres kortsigtede politiske tænkning. Her har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt gentagne gange understreget, at Danmark har en førerposition. Men regeringen lever på fortidens bedrifter og har ikke gjort nok for, at Danmark fremover kan bevare førerpositionen, mener Skou:

»Og det er jo mærkeligt, at et land, der indtager en førerposition på verdensmarkedet og samtidig har opbygget et godt brand, frivilligt opgiver den position uden at gøre en indsats for at blive førende på et andet område«.

Ser man på meningsmålingerne, virker vælgerne meget godt tilfredse med den regering, vi har lige nu, og regeringen selv er jo også tilfreds: Økonomien har det godt, ledigheden er lav, boligpriserne stiger ...

»Jamen det er jo heller ikke regeringens fortjeneste. Det er konjunkturerne på verdensplan, der bestemmer, hvor god beskæftigelsen er i Danmark. De økonomiske nøgletal havde set ud på samme måde, hvis Mette Frederiksen havde været statsminister. Regeringen kan kun hjælpe de bevægelser en smule på vej eller modarbejde dem lidt, og regeringens plan om at give ulighedsskabende skattelettelser vil pumpe penge ud til forbrug i en tid, hvor opsvinget i den keynesianske logik bør dæmpes for at kunne være længere. På OECD’s årsmøde var konklusionen, at den eneste måde at gå op imod Trump og hans verdensbillede på var at blive mere skandinavisk, og World Economic Forum har understreget, at bortset fra klimaudfordringen er det største problem på verdensplan den stigende ulighed. I Danmark har skatteminister Karsten Lauritzen har åbent sagt, at skattereformen fører til større ulighed. De internationale advarsler og regeringens handlinger stritter simpelthen i to forskellige retninger«.

Bundlinjelogikken må ud

’Besindelse’ er nøgleordet i Vestres opgør med sig selv, understreger Kaare R. Skou. Ministre, mandatholdere og medlemmer må trække liberal luft ind og lade den fylde lungerne ud, så frisindet kan få den kraft og levedygtighed, der ellers kun viser sig i glimt for tiden:

»Jeg ser den liberale tanke dukke op drypvis. På retsområdet udviser Jan E. Jørgensen nogle grundliberale holdninger, og jeg genkender dem i Søren Pinds idé om et filosofikum. Jeg ser små spirer, men hver gang de dukker op, bliver de trampet ned af folk som Inger Støjberg og Marcus Knuth eller af Dansk Folkeparti. Jeg tror faktisk, at Løkke gerne vil integrationen, men hver gang der kommer et forslag, som peger i den retning, bliver det tromlet ned af Dansk Folkeparti. Løkke har accepteret at regere på Dansk Folkepartis mandater, og nu må man diskutere i Venstre, om det er tilpas liberalt at skulle være underlagt Dansk Folkeparti«.

Samtidig bør partiet løfte næsen fra 2017-kalenderen og fremtidssikre nationen ved at investere målrettet i uddannelse og forskning. Ifølge Kaare R. Skou skabes den største ulighed nemlig ikke økonomisk, den opstår i uddannelsessystemet, der styrker de langtuddannede, svækker de kortuddannede og med udgangspunkt i new public managementens credo om rentabilitet lukker små provinsskoler og lokale afdelinger af de videregående uddannelser.

Dansk Folkeparti er et magtparti, men bliver fortsat behandlet som et tosseparti

Er det ikke meget fornuftigt at tænke økonomisk, før man tænker ideologisk, så bundlinjen stemmer?

»Nej, for det ender med, at alt går op i, at bundlinjen skal passe. Det kan godt være, at bundlinjen i en håndfuld år ikke skal passe, at vi skal have underskud i nogle år, for at vi på lang sigt kan få overskud. Der er jo ingen private virksomheder, der forlanger, at bundlinjen passer måned for måned. Venstre må erkende, at vi med den indflydelse, new public management-regimet i Finansministeriet har, befinder vi os i en økonomisk liberalistisk grøft i øjeblikket«.

Mener du, at det er i Venstres interesse at gøre op med den tankegang?

»Det er ikke så meget inden for det økonomiske, at Venstre skal gøre op med den tankegang. Der passer new public management meget godt til et liberalistisk samfundssyn. Det er på alle de andre områder: kultur, uddannelse, forskning, retspolitik, udenrigspolitik, hvor vi trænger til en mere liberal tankegang«.

Venstre har bestemt sig: Sikrer flertal for et burkaforbud

I sin tale ved Folketingets åbning i denne uge slog statsministeren fast, at det internationale samarbejde skal være funderet på »en ny rimelighed« over for borgerne i de enkelte nationer. Han sagde, at Grundtvigs tanker om frie skoler var smuk, men at friskolerne ikke skal blive så frie, at de ikke er »danske i deres værdisæt«. Klassisk liberalisme fulgt af et nationalt ’men’. Den vej er farlig, mener Kaare R. Skou.

»Forfølger partiet den nuværende politik, gør man det umuligt at vende tilbage til det liberale og frisindede. Det er helt i orden at være glad for Danmark og ære flaget, og det er også i orden at værne om dansk kultur. Vi gør det bare ikke på en fremtidssikret måde ved at fravælge det internationale, fordi en styrkelse af Danmarks internationale position også vil føre til en styrkelse af landet indadtil«.

Mads Zacho Teglskov

fortsæt med at læse