Umiddelbart før den borgerlige kulturkamp kulminerede, trådte skribenten og kulturkæmperen Ulrik Høy ud af geleddet – og bekendte sig som socialdemokrat og fan af Helle Thorning-Schmidt.

Våbenbrødrene på højrefløjen følte sig forrådt af den gamle koldkriger, der er kendt for at spidde kulturradikale og andre hængerøve i sine klummer i Weekendavisen.

»Hvor er Ulrik Høy? Danmarks bedst skrivende borgerlige provokatør forsvundet«, blev der blandt andet skrevet.

Men Ulrik Høy tager kritikken med ophøjet ro:

»I Danmark har vi 5-6 partier, der konkurrerer om at være de mest socialdemokratiske. Anders Fogh Rasmussen var jo den dygtigste socialdemokratiske statsminister, vi har haft, siden Jens Otto Krag. Jeg holder af Fogh, men ikke af hans skred fra minimalstat over til denne dygtige, smarte, dybest set socialdemokratiske forvalter af velfærdssamfundet. Så skylder jeg sgu ikke nogen noget i dette land. Så er det, jeg siger, lad os dog for sjov skyld stemme på en rigtig socialdemokrat«.

Men hvis du ikke kan acceptere Foghs forvandling, hvordan kan du så selv ændre holdning?

»Jeg har foretaget en desillusioneret opvejning af, at hvis man overhovedet vil forholde sig til politik i Danmark, så må man anbefale en socialdemokrat. Jeg er ligeglad med øjeblikkets krav om troskab: Lad os lige give de andre en pause, for nu har jeg set nok. Giv en ny generation chancen, oven i købet en kvinde, og Henrik Sass Larsen og de andre dygtige folk, der faktisk også har en forsvarspolitik. Det føler jeg ikke er forræderi«.

Du har været soldat i den borgerlige kulturkamp i årtier. Da I så endelig sejrer, skifter du side?

»Jamen, jeg har ingen evner til at fejre sejren. Den keder mig efter tre timer, og jeg har ingen talent for selvrosende klubber. En lille smule har jeg haft med hensyn til Cepos, men jeg kan egentlig ikke holde ud at sejre – meget hurtigt begynder jeg at se mine meningsfællers fejl. Hvorimod nederlag knuser mig og kaster mig ned i frugtbar tankevirksomhed«.

Irakkrig blev vendepunktet
For Ulrik Høy kom det afgørende brud med Irakkrigen. Efter i flere år at have været én af regeringens stærkeste støtter, erkender Høy nu, at han tog fejl med Irak.

Grundlæggende fejl:

»Det egentlig skred skete med de fundamentale fejl i Irak. Ikke så meget selve invasionen, men mere måden man greb det an på og udførte det. Det betragter jeg som mit største fejlskøn – og værre end når kirurgen saver det forkerte ben af. Jeg begik åndeligt statskup mod mig selv og min dømmekraft for at få det til at passe. Jeg tilsidesatte min velerhvervede viden om Mellemøsten og Iislam. Hele min sunde skepsis blev tilsidesat«.

Har du været naiv?

»Ja, jeg glemte alle faldgruberne ved en krig. Og tænkte sådan her: »Når man fjerner en ond diktator, kan det vel kun blive bedre, ikke? Lad os glemme alt det med blodhævn, de religiøse følelser og de etniske stridigheder, alle de gamle regnskaber. Prøv lige at se det: Ulrik, de vil gerne have store forbrugsmuligheder dernede i Bagdad. De vil meget gerne have en stor hangar med Larsen-sengetøj fra Jysk, så de kan sove godt og drømme muslimsk. De vil have demokratisk revolution«. Det var mit første fejlskøn. Det andet er amerikanernes forfærdelige evne til at begå sig i fremmede lande. Det kan de jo ikke«.

Du står ret alene med din anger …...

»Det politiske system kan tåle det offer, for der kommer jo altid en ny statsminister eller præsident. Men mine brølere er uoprettelige, og jeg ville ikke synes, at det var uretfærdigt, hvis der kom nogle irakere og sagde: Se her Høy, vi har sådan en fin, tyk mur herhenne. Prøv lige at stille dig op ad den«.

Og det har du helbred til?

»Ja, det har jeg jo egentlig ikke, men man må jo stille op. Hvis man ikke kan klare det, så må man skrive om heste«.

Borgerlige mangler kultur
Den 64-årige skribent har gennem hele livet forsøgt at balancere i kløften mellem folkelig forsvarsvilje og åndsaristokratisk kunst. Ulrik Høy har dybe rødder med skarpe modhager. I sin ungdom stak han ud som en koldkrigerisk højskolemand, der hyldede Nato, og skilte sig ud som en musisk redaktør for militærbladet ’Værn om Danmark’:

»Fordi jeg havde klavertalent, behøvede jeg jo ikke at være pacifist. Hvorfor skal lyrik og Nato udelukke hinanden? Men sådan er det blevet i Danmark. Kunst og kultur stod til venstre for midten, til højre havde vi job, erhverv og penge plus Gud, kongen og fædrelandet. Sådan har jeg dog aldrig haft det«.

Hvorfor står kunst til venstre?

»De borgerlige viser ingen respekt for det sande talent, som er så sjældent. De har ikke gehør for kunst. Og det er sådan noget, der har fået mig til at eksplodere omkring Salon Carina, altså frisørsalonen der nu er blevet installeret i kulturministeriet. Jeg gider ikke være borgerlig eller konservativ, hvis det er på den måde«.

Har kulturkampen så slet ikke tjent noget formål?

»Politiserende bedreværd af da afskyeligt i sådan et demokratisk land som vores. Men på en lang række andre måder må jeg sige, at jeg har tillid til eliten. Ikke mindst i kunstneriske anliggender. Det dumme i politik er, når man gør specialdiskussioner til noget alment, som alle har forstand på. Dermed har vi fået en dum kulturdebat«.

Du siger, at borgerlige er åndløse i Danmark?

»Ja, det er centralt for at forstå, hvorfor kulturkampen mislykkedes. For i både Tyskland, Frankrig og Storbritannien finder man jo en kulturel borgerlighed, men ikke i Danmark. Her begynder splittelsen allerede med Brandes og systemskiftet. Siden kulturminister Julius Bomholt har der været en periode på 60 år, hvor vi gik hver til sit i Danmark: med job, erhverv, penge og patriotisme på den ene side, og kunst og kultur på den anden side. Og vi har endnu ikke fundet sammen«.

Du synes at trives begge steder?

»Ja, jeg har jo nydt det skamløst, fordi jeg også har en dyb svaghed for engagerede mennesker. Og jeg synes jo, det er helt fantastisk, at nogen er pacifister og går op i det. Det er så gribende. Og jeg nyder også sådan nogle jeg-har-været-i-garden-typer. Det skyldes muligvis et eller andet opportunistisk talent«.