Christine Antorini var ikke bare SF’er dengang i 1990’erne.

Hun var SF’er med hud og hår og hele sjælen. Og så var hun partiets kronprinsesse.

Alligevel forlod hun partiet i 1999 – og meldte sig så senere ind i det parti, som hun altid havde forbundet med ’pamperi’ og ’røde seler’. Socialdemokraterne.

Men hvorfor forlade et parti, som man står i spidsen for?

»Det var noget, jeg havde tænkt over rigtig, rigtig længe. Men da jeg endelig forlod SF, var det en utrolig lettelse for mig. Og jeg kunne egentlig ikke forstå, hvorfor det havde taget så lang tid for mig«.

Hvorfor var det svært?

»Fordi det var halvdelen af mit liv, jeg sagde farvel til. Jeg var jo ikke mere end 16 år, da jeg meldte mig ind i SFU, det var mit ungdomsliv, der lå dér. Mine venner. Mine første kærester. Ja, faren til mine børn mødte jeg dér. Det var en intens periode, hvor jeg fik en masse drømme og et politisk projekt, men også hele mit sociale liv. Der skal rigtig meget til, at man melder sig ud af det hele«.

Men alligevel gjorde du det – hvorfor?

»Fordi afstanden mellem mine holdninger og SF blev for stor. Det handlede først og fremmest om EU-politikken, hvor jeg blev overbevist om, at moderne venstreorienterede har en interesse i mere EU. Men det handlede også om udlændingepolitikken, hvor det irriterede mig, at SF-vennerne omtalte de socialdemokratiske borgmestre, der ville gøre noget ved koncentrationen af indvandrere, som ’reaktionære’. Jamen, alle, der boede der, kunne jo se problemerne, ikke?«.

Var det dig eller SF, der havde ændret holdning?

»Jeg troede længe, at det var mig, der var kernen i SF, mens resten af partiet gik den forkerte retning. Men jeg måtte jo erkende, at det var mig, der havde ændret mig, når jeg insisterede på, at vi skulle være EU-positive, hvis vi ville noget med miljø og solidaritet. SF stod jo bare, hvor SF altid havde stået. Og til sidst var jeg nødt til at tage konsekvensen. Jeg måtte ud af partiet«.

SF flyttede sig
Antorini forlod SF, men skæbnens ironi er, at SF faktisk bevægede sig i Christine Antorinis fornyelsesretning – efter at hun havde forladt partiet.

Var du ikke bare for utålmodig?

»På den ene side er jeg da meget opmuntret over, at SF flytter sig på de afgørende punkter. Men på den anden side bliver jeg ked af det, for hvorfor fanden kunne vi ikke finde ud af at diskutere det dengang? Hvis jeg kun skal se det politiske, så tror jeg ikke, at jeg kan pege på noget, hvor vi er grundlæggende uenige længere. Partiet har flyttet sig på de punkter, jeg ønskede«.

Så må du da have fortrudt, at du gik?

»Nej, slet ikke. Jeg tror, at jeg ville have gjort det sværere for SF at lave den nødvendige forandring. Jeg stod til sidst i vejen for den. Holger K. Nielsen blev paradoksalt nok den, der moderniserede SF i Europa- og udlændingespørgsmålet«.

Tegning:  Roald Als

Socialdemokraterne
Efter SF-udmeldelsen var Christine Antorini partiløs i en periode, men blev valgt til Folketinget for Socialdemokraterne i 2005. Dermed blev hun medlem af det parti, som hun havde været kritisk over for hele sit liv.

»Det var meget mærkeligt. Da jeg var ung, så jeg DSU’erne som nogle forvoksede pampere, og man skulle bare sige ordet ’den socialdemokratiske bevægelse’, så væltede det frem med rædselsfulde billeder i mit hoved. E, systembevarende typer, der ikke ville forandre. Det ville jeg ikke være en del af«.

Men det blev du – det må da have været et kulturchok?

»Ja, men et positivt kulturchok. Til min store overraskelse kom jeg ind i et parti, hvor der var ekstrem åbenhed over for debat. Jeg havde troet, at det var meget mere topstyret og blottet for nye strømninger, men jeg tog fejl«.

Er det ikke opportunisme, når venstrefløjspolitikere rykker ind i Socialdemokraterne?

»For mig personligt gælder det om at se resultater. Da jeg var ung, var det o.k. at drømme. Men da jeg blev ældre, ville jeg simpelthen kunne se en vej for, hvordan jeg kunne realisere nogle af mine politiske mål. Om det er, fordi man bliver ældre eller mere realistisk, det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Jeg kan bare lide at se resultater, og det kan man som socialdemokrat«.

Grænser for tolerance
En af de venstrefløjspolitikere, som har brugt samme argument som Antorini – ønsket om at se resultater – for at blive socialdemokrat, er Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten.

Men hun fik en alt andet end varm modtagelse af Antorini, som i et debatindlæg i Politiken for et halvt år siden omtalte Rosenkrantz-Theil som »rapkæftet på den selvbevidste måde, teenagere med himmelvendte øjne forklarer deres åndssvage forældre, at de ikke har forstået et klap«.

Hvorfor viste du ikke større tolerance over for Pernille Rosenkrantz-Theil?

»Det, jeg reagerede på, var, at Pernille Rosenkrantz-Theil sagde: Nu melder jeg mig ind hos Socialdemokraterne, men jeg mener i øvrigt fuldstændig det samme, som jeg altid har gjort hos Enhedslisten. Jeg er stadig imod Nato og EU. Det er et underligt udgangspunkt og rækker ud over min forstand«.

Du var mere ydmyg, da du meldte dig ind?

»Det vil jeg ikke sige, men jeg forlod jo netop SF, fordi jeg erkendte, at man ikke kan repræsentere et parti, hvis man på væsentlige punkter er uenig i partilinjen. Jeg var meget mere enig med det, som Socialdemokraterne står for. Derfor burde jeg også have meldt mig ind langt tidligere, end jeg gjorde«.

Hvor langt kan man flytte sig politisk uden at miste personlig troværdighed? Deltag i debatten herunder.