Lene Myong Petersen, du har skrevet en ph.d.-afhandling om transnational adoption – altså adoption af børn fra et land til et andet. Hvad er det for nogle forestillinger, vi har om adoption?

»Vi opfatter det som en god, medmenneskelig gerning. Vi hjælper nogle forældreløse børn med at få et hjem i Danmark, samtidig med at vi giver nogle barnløse par muligheden for at få opfyldt deres ønske om at få et barn. Problemet er, at hjælpen ofte baserer sig på global ulighed. Når vi alene tillægger transnational adoption nogle positive værdier, så lægger vi samtidig låg på debatten om denne ulighed. Vi mener, at vi hjælper nogle børn, og det gør vi måske også – men det er jo kun muligt, fordi der er så stor forskel på rig og fattig. Og det har vi en tendens til at fortrænge«.

Hvorfor kastede du dig over det emne?

»Fordi jeg synes, det var bemærkelsesværdigt, at der stort set ikke er forsket i adoption i Danmark. Det er især interessant, fordi transnational adoption er så stort i Danmark. Siden 1970 er der blevet adopteret over 20.000 børn til Danmark. Men vi ved ikke særlig meget om det at være adopteret, og hvad det er for nogle forhold, der betinger adoption«.

Du er jo selv adopteret. Hvilken betydning har din egen baggrund haft for dit arbejde med dette projekt?

»Jeg har selvfølgelig en personlig interesse i problemstillingen, men det er ikke unormalt for forskere. Kræftforskere kan også være interesserede i kræft, fordi de har haft sygdommen tæt inde på livet, og jeg har så min interesse i adoption på grund af min egen baggrund«.

Du synes ikke, at det kom for tæt på?

»Nej, min egen baggrund har tværtimod været en motor, der har holdt mig i gang. På nogle måder har det også været en fordel. Nogle af de personer, jeg har interviewet til projektet, ville helst interviewes af en koreansk adopteret forsker. Mange af de erfaringer, som mine interviewpersoner har fortalt mig om, har jeg godt kunnet genkende, men der er også andre, som jeg slet ikke har kunnet genkende. For eksempel kunne jeg nikke genkendende til deres erfaringer med farveblindhed og antagelsen af, at vi lever i et land, hvor der slet ikke findes racisme«.

Hvad mener du med farveblindhed?

»I Danmark hører vi altid, at det ikke har nogen betydning, at man ikke er hvid som majoriteten. De adopterede, jeg har interviewet, har dog mange erfaringer med det modsatte. At blive gjort til noget andet på grund af baggrund og udseende. Så farveblindhed er en myte. Erfaringen af at føle sig fremmedgjort kan jeg godt genkende fra mit eget liv«.

Er transnational adoption så noget, vi skal undgå?

»Det har jeg ikke noget entydigt svar på. Men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at handler det om en danskfødt barn, der skal bortadopteres eller tvangsfjernes, så synes vi, det er meget grænseoverskridende og et voldsomt indgreb i både barnet og de biologiske forældres liv. Handler det om et barn fra et andet land, ser vi helt anderledes på det«.

Hvad er alternativet til transnational adoption så?

»Det findes der ikke noget enkelt svar på. Men vi skal se på det med mere kritiske øjne og erkende, at adoption ikke altid er uproblematisk. Og så skal vi ikke være bange for at snakke om, om der hersker et vist afhængighedsforhold mellem aftager- og afgiverland rent økonomisk«.

Hvad mener du?

»Transnational adoption udgør jo en kæmpe økonomi på verdensplan, og vi skal ikke tage for givet, at udbud eksisterer uafhængigt af efterspørgsel. Udbud og efterspørgsel følger hinanden. Desuden er det ikke kun forældreløse børn, der bortadopteres. De har som regel noget familie, men familien kan være fattig eller på anden måde være ude af stand til at tage sig af dem. Størstedelen af de ca. 200.000 børn, der er blevet bortadopteret fra Korea siden Koreakrigens slutning, har ikke været forældreløse. Fattigdom, ringe sociale vilkår for enlige forældre og en svagt udviklet socialsektor har betinget disse bortadoptioner. Korea har dog ikke været et fattigt land de seneste årtier. Alligevel bortadopteres mange børn stadig«.Hvordan vil du beskrive forskellen på at være adopteret fra et andet land og så fra en dansk familie?

»Mange transnationalt adopterede i Danmark er også transracialt adopteret – altså brune børn, der lever i hvide familier. Så i adoptivfamilien ser man ofte forskellige ud, men mange af mine interviewpersoner fortæller, at det aldrig har været noget, de har drøftet i deres familier. Race taler man ikke om«.

Burde man gøre det?

»Ja, det synes jeg. Vi har en opfattelse af, at vi er farveblinde i Danmark, og at race ikke har nogen betydning. Men det passer ikke. Det er meget få af mine interviewpersoner, der har oplevet decideret racistiske overfald, men de fleste kender til at blive opfattet som eksotiske og som fremmede. Det kan være sådan noget, som at man bliver tiltalt på engelsk, eller at man som kvinde opfattes som seksuelt lettilgængelig eller som en ’købekone’, fordi man er fra Asien«.

Et emne, som du også tager op i din afhandling, er spørgsmålet om slægtskab – altså hvor man kommer fra, og hvem der egentlig er ens familie. Er det et stort spørgsmål blandt adopterede?

»Mit interviewmateriale viser i hvert fald, at der både blandt adopterede og i samfundet mere generelt findes en opfattelse af, at man ikke kan have mere end et sæt forældre. Den lukkede adoptionspraksis, som føres i Danmark, hvor den adopterede ikke kender sine biologiske forældre, betyder, at man nedtoner det biologiske slægtskab for at lægge mest vægt på adoptivslægtskabet. Alligevel bliver adopterede ofte spurgt om, hvem der egentlig er deres rigtige forældre. Og det viser, at de to slægtskaber opfattes som i konkurrence med hinanden. Men hvorfor kan man ikke have mere end et sæt forældre? Og hvorfor skal man tage stilling til, hvem der er ens ’rigtige’ forældre? Måske er de alle sammen rigtige«.

Hvad betyder det?

»Det har mange forskellige konsekvenser. Nogle adopterede siger, at deres forældre føler sig truet af tanken om de biologiske forældre. Tænk, hvis man pludselig valgte dem frem for de forældre, der har adopteret en. Så det sker i den bedste mening – adoptivforældrene vil gerne beskytte sig selv og sikkert også den adopterede – men det viser, at adoptivforældreskab bygger på eksklusivitet«.

Kan man operere med flere sæt forældre?

»Nogle af dem, jeg interviewede, har fundet deres biologiske forældre som voksne. Enten fordi de selv har opsøgt dem, eller fordi de er blevet opsøgt. Og det kan de godt håndtere. Men det er en interessant udvikling, for jeg tror ikke, at mange i 1960’erne, da transnational adoption tog fart, forestillede sig, at adopterede ville være interesserede i at opsøge deres forældre og omvendt. Men det viser, at vi bliver nødt til at opfatte adoption som en uafsluttet migrationsproces. Det er ikke noget, man lige bliver færdig med«.

Apropos migration, så tog du under dit feltarbejde til Seoul, hvor der er et helt miljø af adopterede, som er vendt tilbage fra Vesten for at bo i det land, de oprindelig kommer fra. Hvordan oplevede du at være der?

»Jeg har været i Korea flere gange, og det er altid en spændende erfaring. Til tider oplever jeg mig som fremmed i Danmark, men den fornemmelse har jeg også haft i Korea. De adopterede, som bosætter sig i Korea, har mange forskellige grunde til at gøre det. Nogle føler sig bedre tilpas i Korea. Andre vil gerne opleve og lære landet bedre at kende. Og for nogle bliver det en politisk handling at rejse ’tilbage’ og deltage i forskellige former for adoptionsaktivisme, som problematiserer betingelserne for adoption«.

I forhold til adoption, så dukker spørgsmålet om homoseksuelles ret til adoption konstant op i debatten. Er det ikke at give den adopterede en dobbeltbyrde, at vedkommende vokser op i homoseksuel familie – altså man er både adopteret, men far er faktisk også gift med en anden mand?

»Der er ingen forskning, der viser, at det er sværere at vokse op i en homoseksuel familie som adopteret end i en heteroseksuel familie. At vokse op i en hetero- eller homoseksuel kernefamilie er ikke i sig garanti for noget som helst. Der er så mange andre faktorer, som også spiller ind. Men jeg synes, det er ærgerligt, at vi altid strander der, når debatten handler om adoption, for der er så mange andre aspekter, vi burde diskutere«.

Hvad mener du?

»Som jeg har sagt, så synes jeg, at vi mangler at forholde os til det faktum, at adoptioner finder sted, fordi der er en global ulighed. Og i forlængelse af det, er der også alt for lidt fokus på forholdene for de forældre, der vælger at bortadoptere deres børn«.

Kan man konkludere ud fra dine undersøgelser, at man som adopteret altid vil opfatte sig som anderledes?

»Nej, men det bliver et tema for mange. De personer, jeg har interviewet, er alle vokset op i 70’erne og 80’erne. Der er sket mange forandringer siden, så det er anderledes at vokse op i dag som adopteret. Oven i det kommer jo spørgsmål om, hvor man vokser op, og hvad det er for et miljø, man lander i. Så der er mange faktorer, der spiller ind. Men der er dog ingen garanti for, at det er så meget anderledes at være adoptivbarn i dag, end da mine interviewpersoner voksede op«.