Mange husker sikkert sagen om den lille engelske dreng James Bulger, der i 1993 blev bortført fra et indkøbscenter og senere dræbt.

Igen og igen kunne vi i medierne se de grynede overvågningsbilleder, der viste to drenge føre James væk. Vi kunne næsten-live se forbrydelsen blive begået.

Den tragiske hændelse gav udbredelsen af overvågningskameraer i England vind i sejlene. Troen på, at flere kameraer ville give mindre kriminalitet, vandt frem. Ingen tænkte tilsyneladende på, at kameraerne kun havde dokumenteret optakten til forbrydelsen. De havde ikke forhindret den, og overvågningsbillederne spillede tilsyneladende kun en perifer rolle i politiets opklaringsarbejde.

I Danmark har vi en sag, der på centrale punkter minder om drabet på James Bulger. Den 5. Januar 2008 blev en ung mand stukket ihjel på Strøget i København. Årsagen var, at han nægtede at efterkomme gerningsmandens krav om at udlevere sin hue.

LÆS ARTIKEL 12 års fængsel for hue-drab

Medierne kunne i dagene efter rapportere, at drabet var blevet filmet af overvågningskameraer, men heller ikke i dette tilfælde havde kameraerne været andet end tavse vidner til den tragiske hændelse. Alligevel pegede daværende Justitsminister Lene Espersen på mere videoovervågning som midlet mod gentagelser. Andre politikere fulgte trop, og selv borgmestre fra små provinsbyer argumenterede for, at videoovervågning af offentlige gader og stræder var helt nødvendig i netop deres by. Resultatet blev en lovændring, der gjorde overvågning af offentlige arealer mulig, og i dag hænger der videokameraer over bl.a. Strøget i København og Jomfru Ane Gade i Aalborg. Og flere er undervejs.

Men er det virkelig muligt at filme sig til mindre kriminalitet? Politikere og befolkning er tilsyneladende ikke i tvivl om videoovervågningens effektivitet. Forskningen er derimod ikke nær så optimistisk. Faktisk viser undersøgelser, at videoovervågning af offentlige arealer kun har ringe effekt. Det gælder især i forhold til at forhindre alvorlige forbrydelser som drab, vold og voldtægt.

Selvom man ikke fuldstændig kan udelukke, at der kan være enkelte situationer, hvor videoovervågning har en effekt på den personfarlige kriminalitet, så er det generelle billede, at overvågningen stort set er virkningsløs. Dette er selvfølgelig nedslående, fordi det især er de personfarlige kriminalitetstyper, vi gerne vil dæmme op for. Derfor er det også en ringe trøst, at de samme undersøgelser viser, at det tilsyneladende er forbundet med mindre risiko (for bilen) at parkere på en videoovervåget parkeringsplads end på en plads uden overvågning.

Peter Lauritsen

Peter Lauritsen er lektor ved Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet og leder af Forum for Overvågningsstudier samme sted.

Han forsker i overvågning, herunder i videoovervågningens muligheder og konsekvenser, ligesom han er ved at skrive personnummerets historie.

Årsagen til den deprimerende konklusion er, at effektiv videoovervågning forudsætter, at gerningsmanden udfører en risikoanalyse, inden han udfører sin udåd. Først skal han være klar over, at han er under overvågning. Dernæst skal han erkende, at han vil blive genkendt, fanget og straffet. Endelig skal han konkludere, at det nok er bedst at holde sig på lovens smalle sti og derefter pænt pakke køllen væk igen. Problemet er bare, at gerningsmænd sjældent tænker på denne kølige og nøgterne måde.

F.eks. er det langt fra sikkert, at gerningsmanden overhovedet er klar over, at han er under overvågning. En engelsk undersøgelse har vist, at under halvdelen af de mennesker, som passerede gennem et videoovervåget område, vidste, at der hang kameraer over hovedet på dem. Undersøgelsen blev udført femten måneder efter, at kameraerne var hængt op. Det er ikke til at vide, hvor udbredt dette problem er, men det er indlysende, at hvis ikke gerningsmændene ved, at de er under overvågning, så gør kameraerne hverken fra eller til. Dertil kommer, at selv om folk er vidende om, at de bliver filmet, så opstår situationer hurtigt. Folk bliver hidsige og handler i affekt, eller de er under indflydelse af stoffer og alkohol. Gerningsmanden lynfortrænger kameraernes eksistens, eller også er han simpelthen ligeglad. Blodet koger, og der er meget langt til en omstændelig risikoanalyse.

Der er selvfølgelig nogle, der udfører deres forbrydelse velovervejet og køligt, og faktisk laver en risikoanalyse. Disse personer vil huske, at kameraerne filmer, og de vil tage højde for det. Velkendte midler som hætter, mørke briller og falske skæg er et effektivt værn mod kameraernes afslørende linse.

Man kan indimellem undre sig over, at fremtrædende politikere bliver ved med at hævde, at videoovervågning har væsentlige kriminalpræventive effekter, og man skulle næsten tro, at de ikke vidste bedre. Justitsminister Brian Mikkelsen, som er ansvarlig for reguleringen af området, virker nu ellers umiddelbart som om, han er interesseret i den nyeste viden. F.eks. har han været på studietur til Aalborg og England for at lære af erfaringerne her. Men spørgsmålet er, om ministeren behøver at rejse så langt væk. Hans eget ministerium udgav nemlig for få år siden en rapport, som sort på hvidt dokumenterer, at videoovervågningens præventive effekter er yderst beskedne. Rapporten findes på nettet og er tilgængelig for enhver – også ministeren.

Men måske er det slet ikke, fordi politikerne mangler viden, at de er så glade for videoovervågning. Måske er flere kameraer blot den kanin, som kan trækkes op af hatten, når presset for at være 'tough on crime' bliver for stort. Politikerne tør ikke sige, at de slet ikke kan skabe et samfund uden kriminalitet og ondskab, og de vil helst ikke ind på, at effektive indsatser er dyre og tager lang tid. Så i stedet vælger de et hurtigt teknisk fix.

De viser, at de er handlekraftige og villige til at sætte hårdt mod hårdt. Men som alle andre fix er der tale om en kort beruselse, før virkeligheden igen melder sig. I mellemtiden popper kameraerne op som paddehatte i det offentlige rum.

At beslutte sig for at hænge dem op er nemt. At få kameraerne til at fungere kan være vanskeligt og dyrt. Og det er svært at forestille sig, at de bliver pillet ned igen - også selvom det vil vise sig, at man ikke kan filme sig til mindre kriminalitet.