Udgifterne til sygehusmedicin er steget fra omkring 1 mia. kr. i 2000 til omkring 5,5 mia. kr. i 2010, dvs. med mere end 18 procent om året i den seneste 10-års periode.

Medicinindustriens standardforklaring på de høje og stigende priser er, at de skyldes de store forsknings- og udviklingsomkostninger.

Tiden må være kommet til at gøre op med denne sejlivede myte og til at forlange mere behandling for pengene. Prisen på medicin har stort set intet at gøre med firmaernes forsknings- og udviklingsomkostninger.

Noget af den allerdyreste medicin, vi har stiftet bekendtskab med gennem årene, har firmaerne fået foræret fra den offentligt betalte forskning. Udviklingsomkostningerne for firmaerne har derfor været minimale. Dette gjaldt f.eks. den første effektive medicin mod aids, Retrovir, der kom på markedet for 23 år siden. I 1988 kostede mellem 97.000 og 146.000 kroner om året at behandle én patient, hvilket var et kolossalt stort beløb dengang.

De seneste årtier har industrien gradvist strammet skruen, og vi har vænnet os til, at mange nye lægemidler koster langt over 100.000 kr. om året per patient, og enkelte sågar over en million. F.eks. koster nogle af de biologiske lægemidler til behandling af leddegigt over 100.000 kr. om året, og dem skal patienterne have i mange år, selv om de ikke ser ud til at være mere effektive til at bremse ødelæggelsen af leddene end de gamle, billige præparater.

Der er et stort element af forudsigelighed i disse priser. For det første har det vist sig, at jo færre patienter der findes til en given behandling, jo dyrere er den. Uafhængige forskere har ligefrem opstillet en formel for denne sammenhæng for relativt sjældne sygdomme. Det har jo ikke noget med udviklingsomkostninger at gøre.

For det andet er kræftlægemidler exceptionelt dyre. Det skyldes, at politikerne har særlig svært ved at afslå at finansiere kræftlægemidler, uanset hvor dyre de er. Det er en dårlig sag, som det hedder, at sige nej til en patient, der er i tv. Enkeltsagsprioriteringen går imidlertid ud over alle de patienter, der fejler noget andet end kræft.

Andre eksempler på, at prisen intet har med omkostningerne at gøre, er kopilægemidlerne. Producenter af kopilægemidler har næsten ingen udviklingsomkostninger, men i 2007 hævede fem firmaer pludselig prisen for et kolesterolsænkende kopilægemiddel ni gange (800 procent), til nøjagtig samme høje pris, hvilket skabte forargelse og fik Konkurrencestyrelsen til at gå ind i sagen.

I 2010 var det endnu værre. Efter at flere kopiproducenter af det antidepressive middel citalopram (en lykkepille) havde trukket deres præparat tilbage fra markedet, steg prisen fra februar til september for en 20 mg tablet fra 32 øre til 5,75 kr., dvs. den blev 18 gange højere.

I 2009 lå langt størstedelen af forbruget af lykkepiller på det meget dyre escitalopram, som indeholder det samme aktive molekyle som citalopram, men er patenteret kostede 19 gange så meget som citalopram.

Hvis man havde brugt citalopram i stedet for escitalopram og de andre dyre lykkepiller, kunne man have sparet over 200 mio. kr. om året. Bare ved at foretrække et bestemt præparat i stedet for andre. Der synes ikke at være væsentlige forskelle mellem præparaterne, bortset fra et enkelt, som er virkningsløst, men det bruges meget lidt.

Eksempler på uøkonomisk brug af lægemidler findes på næsten alle lægemiddelområder, og det ville ikke være noget problem at spare flere mia. kr. om året, uden patienterne blev dårligere behandlet.

Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at vi er så ufornuftige både med vore fælles skattekroner og med vore egne penge?

Det er der tre hovedårsager til. Den ene er industriens massive markedsføring. Hvis de lægemidler, som er 10-20 gange dyrere end de billige, virkelig var prisen værd, gav det sig selv. Så ville lægerne og patienterne opdage forskellen, også uden markedsføring.

Men det er de ikke; de er faktisk sjældent bedre end de billige lægemidler, og undertiden er de endda dårligere. Derfor må der intensiv markedsføring til, og derfor er markedsføringsomkostningerne over dobbelt så høje som forsknings- og udviklingsomkostningerne i medicinalfirmaerne.

Mange har påpeget, at den største innovation i firmaerne ikke synes at komme fra forskerne, men fra firmaernes jurister, der på mangfoldige måder holder konkurrenter væk fra markedet, hvis firmaerne da ikke ligefrem betaler dem for at blive væk, selv om det er ulovligt.

Den anden årsag er, at industrien kontrollerer den information, vi får om lægemidler, meget stramt. Den tilvejebringer selv de kliniske afprøvninger, og der manipuleres flittigt med dataanalysen, hvorved mange negative resultater (som viser, at lægemidlet ikke virker eller er skadeligt) vendes til at blive positive, inden de offentliggøres.

Hvis forsøget falder så uheldigt ud for producenten, at det ikke står til at redde selv med en kreativ dataanalyse, publiceres det ikke. Større interessekonflikt kan man næppe forestille sig. Forskellen mellem ærlige og mindre ærlige dataanalyser kan være milliarder af euro værd på verdensmarkedet.

Den tredje årsag er korruption. Ifølge Transparency International er sundhedsvæsenet en af de sektorer i samfundet, hvor korruption er mest udbredt. Det er ikke god tone at tale om korruption i Danmark, så lad os først se på amerikanske forhold. I USA er medicinalindustrien den industri, der svindler allermest, og talrige store firmaer er blevet taget i at benytte ulovlig markedsføring, returkommission og andre former for bestikkelse af læger. I meget stor skala, og igen og igen.

Medicinalindustrien er international, og grådighed kender ikke landegrænser. Det ville derfor være urimeligt at antage, at der ikke skulle forekomme korruption i Danmark. Men den er formentlig oftest indirekte. I stedet for returkommission kan man knytte toneangivende læger til sig og betale dem rundhåndet, så længe de er loyale over for firmaet og anbefaler de dyre lægemidler, når de holder foredrag for kolleger på industrisponsorerede efteruddannelseskurser.

Eller når de i egenskab af eksperter bliver taget med på råd om, hvilke lægemidler der skal benyttes rutinemæssigt. Så er det en fornuftig investering at have den pågældende som lønnet ekspert i firmaets Advisory Board. Der er mange andre måder, man kan opnå det samme på.

Det er derfor bekymrende, at ca. 1.900 læger i Danmark (8,5 procent af alle erhvervsaktive læger) har Lægemiddelstyrelsens tilladelse til at samarbejde med et eller flere medicinalfirmaer. For hvad skulle alle disse læger dog lave, hvis det ikke lige netop har noget at gøre med at øge salget? Det giver 4 gange så stort et salg, hvis en læge leder et møde, end hvis en firmaansat person leder mødet.

Det største marked for medicin ligger i at behandle alle dem, der ikke fejler noget. En soma-pille til alle, som Aldous Huxley forudså i ’Fagre nye verden’ i 1932. Dette er allerede sket. Der sælges så mange lægemidler i Danmark, at hver eneste borger kan være i behandling med 1,4 lægemiddel hver eneste dag fra vugge til grav.

Det kan næppe være befordrende for befolkningens sundhedstilstand og velvære, idet alle lægemidler har bivirkninger. Tilværelsen rummer også større perspektiver end at indtage lægemidler og føle sig som patient.

Medicinalindustrien og dens velbetalte hjælpere blandt de lægelige eksperter skubber konstant grænserne for, hvad der kan betragtes som normalt. Meget få borgere, der sættes i behandling for let forhøjet blodtryk eller kolesterol, får nogensinde glæde af behandlingen, hvorimod rigtig mange får bivirkninger.

Man kan derfor betragte en sådan forebyggelse på linje med at købe en meget dyr lottokupon, hvor der også er meget få, der får gevinst. Eller man kan betragte det som en forsikringsordning og foreslå, at hvis folk vil forsikres, må de gøre det for deres egne penge.

Det kan man opnå ved at fjerne tilskuddet for alle de behandlinger, der blot drejer sig om at nedsætte en let forhøjet risiko for at komme galt af sted senere i livet. Der kunne stadigvæk gives tilskud til disse lægemidler i symptomgivende tilfælde, eller hos det lille udsnit af befolkningen, hvor udsigten til gevinst har en rimelig størrelse, som man kunne fastlægge politisk. En sådan tiltrængt revision af vor traditionelle tankegang kunne give milliarder i besparelser.

En indvending mod dette forslag kunne være, at sundhedsforsikringer er fradragsberettigede. Men de handler om noget andet, nemlig om at kunne blive behandlet, når man har brug for det, ikke om at behandle risikofaktorer.

Man kan også anfægte, at alle dem, der ikke har en sundhedsforsikring, skal betale til den million danskere, der har en, fordi udgiften er fradragsberettiget. Der er ingen, der bidrager til at betale min bilforsikring eller forsikring mod brand i huset.

Det er også værd at tænke på, at indførelsen af sundhedsforsikringer er et unødvendigt, fordyrende led i sundhedsvæsenet, især hvis vi når dertil, at næsten alle har en. Hvem skal man så behandle først? Det amerikanske sundhedsvæsen er i særklasse det dyreste i verden, og det skyldes i høj grad alt det bureaukrati, der er fulgt med forsikringsordningerne.

Er det fornuftigt, at vi nu er oppe på at betale over 100.000 kr. for at forlænge en kræftpatients liv med to måneder, ofte på et tidspunkt, hvor patienten har haft kræft i nogen tid, har en relativt høj alder og godt ved, at der er kort tid igen?

Da det især er de dyre kræftlægemidler, der har medvirket til medicinudgifternes himmelflugt, kunne man foreslå, at dyre kræftlægemidler med en sådan marginal effekt ikke skal betales fuldt ud af det offentlige, men helt eller delvis af patienterne selv. Så ville der nok være nogen, der ikke ville mene, det var pengene værd, når de i tilgift skal plages af bivirkninger, måske i mange måneder eller flere år.

Forslaget kan synes hjerteløst, men det er det ikke. Da vi kun kan bruge pengene én gang, kunne man lige så vel sige, at det er hjerteløst over for alle de andre patienter, at de ikke kan få den bedste behandling og omsorg, vi kan tilbyde. Firmaerne sætter prisen så højt, som de tror, politikerne kan presses til at acceptere, og flere og flere lande går derfor nu aktivt ind for at lægge et loft over medicinpriserne som betingelse for, at samfundet giver tilskud til lægemidlerne.

I mange tilfælde kunne man hjælpe borgerne meget bedre, hvis man turde sige nej til den dyre medicin og i stedet brugte pengene på personalet, så de fik tid til at tage sig af patienterne og fik råd til at give dem andre behandlinger med dokumenteret effekt end lægemidler, og som i mange tilfælde har færre bivirkninger. F.eks. er der ikke altid råd til den fornødne genoptræning, ikke engang efter en blodprop i hjernen, hvor det ellers er altafgørende for den fremtidige førlighed.

Mange af os har erfaret, at sådanne patienter undertiden er gået for lud og koldt vand i kommunerne. Og vi fyrer personalet som led i de evindelige sparerunder, mens vi ufortrødent fortsætter med at bruge pengene på kræftlægemidler, der er alt for dyre.

Der er ikke noget frit marked, når det drejer sig om lægemidler, men meget monopoldannelse og ensartede, høje medicinpriser, hvor patienterne tages som gidsler. Det offentlige bidrager i høj grad til udviklingen af lægemidler ved at tilvejebringe den fornødne infrastruktur for medicinindustriens forskning på patienterne på vore sygehuse.

Endvidere har undersøgelser vist, at de fleste store gennembrud i behandlingen ikke kommer fra industriens forskning, men fra offentligt ansatte forskere. Når lægemidlerne så kommer på markedet, betaler samfundet en gang til, nemlig i form af medicintilskud.

Det hører også med til billedet, at medicinindustrien er den mest profitable industri i verden og har været det i årtier. Der er ingen anden industri, der har en så stor gevinstmargin. Der er derfor ingen grund til at lytte, når Lægemiddelindustriforeningen kommer med sine rutinemæssige udmeldinger om, at hvis vi ikke vil betale overpriser for medicin, så går det ud over den innovative industri og dermed patienterne.

Da myndighederne i 2010 tog tilskuddet fra nogle alt for dyre præparater, der ikke var bedre end de billige, udtalte direktøren for Lægemiddelindustriforeningen, Ida Sofie Jensen: »Myndighederne vil ikke betale for fremskridt inden for medicin. Vi frygter, at det vil bremse for udvikling af ny medicin«.

Det ligner afpresning. En slags beskyttelsespenge. Men det har ikke noget på sig. Hvis vi undlader at bruge alle de nye dyre præparater, som i virkeligheden ikke er bedre end de gamle, så har industrien jo ikke andet valg end at fyre alle sine mange sælgere og eksterne lægelige kransekagefigurer, der også hovedsagelig fungerer som sælgere, ansætte forskere i stedet for, blive innovative og opfinde stoffer, der gør en reel forskel for patienterne.

Hvilken anden industri ville vove at sige, at vi skal betale ågerpriser for dens varer mod til gengæld at få bedre varer engang (langt ude) i fremtiden? Kun religiøse ledere er smartere. De lover, at belønningen kommer efter døden, hvilket ingen kan kontrollere rigtigheden af.

Man forstår godt, at formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, for nylig udtalte, at han håbede, den rituelle stammedans snart var forbi. Det gjorde han, efter at Ida Sofie Jensen havde sagt om nogle spareforslag: »Det er patetisk om ikke skamfuldt, at Danske Regioner endnu en gang kommer med deres industrifjendske holdninger«.

Skammen er helt og aldeles på industriens side. Og på de lægers side, der lader sig bruge som medicinsælgere.

N.B. Kroniken er blevet opdateret 22. marts 2011. Tallene i 4. afsnit er hævet, og afsnittet om lægers betydning for succesen ved salg af medicin har fået tilføjet en sætning. Dertil kommer enkelte sproglige justeringer. Red.