Når Folketingets partier skal redegøre for deres politik, er der tilsyneladende enighed om, hvad de tunge og vigtige områder er, nemlig vækst, velfærd og økonomisk balance.

Siger man forbrugerpolitik, vil mange sige, at – ja, det er vigtigt, men lige nu er det vigtigere at få skabt økonomisk vækst og at få statens finanser til at balancere. Med få undtagelser glimrer forbrugerpolitik ved sit fravær i folketingskandidaternes valggrundlag.

Det er imidlertid vores påstand, at forbrugerpolitik har meget at gøre med, hvordan vi får skabt økonomisk vækst. Aktive og kompetente forbrugere er en forudsætning for at få konkurrencen til at fungere, så varerne bliver billigere og/eller bedre. Hvis forbrugerne ikke reagerer på pris eller kvalitet, er der ikke megen grund til, at leverandørerne skal lægge sig i selen for at levere varer med et attraktivt forhold mellem kvalitet og pris.

Med andre ord handler en god forbrugerpolitik ikke om at forkæle eller overbeskytte folk, nej den går lige ind i hjertekulen af samfundets økonomiske motor.

LÆS OGSÅTilbudsjagt kan spare familien for 11.000 kroner

Centre for Economic and Business Research på Copenhagen Business School har gennemgået den internationale forskning om sammenhængen mellem forbruger- og konkurrencepolitik og produktivitet, vækst og velfærd for Forbrugerrådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Rapporten viser, at der kan være store økonomiske gevinster at hente, hvis man får sikret, at forbrugerne har let adgang til at finde og vælge de mest fordelagtige tilbud. Og der er desværre rigtig mange eksempler på, at det ikke er tilfældet i dag.

Det er en udbredt misforståelse, at det alene er virksomhedernes adfærd, som afgør, hvor hård konkurrencen er. Forbrugernes adfærd er mindst lige så vigtig for at skabe en konkurrence med betydning for produktivitet, konkurrenceevne og velfærd. Traditionel konkurrencepolitik har fokus på priskonkurrence og på at forhindre aftalt spil mellem virksomhederne om priserne. Men det hjælper ikke meget, hvis forbrugerne ikke udnytter de valgmuligheder, som politikken skaber.

Britiske forskere har f.eks. beregnet, at forbrugerne i Storbritannien går glip af gevinster på omkring to milliarder kroner årligt alene på området musik og forbrugerelektronik, fordi de ikke vælger de billigste tilbud. Prisforskelle på op til 60 procent på helt identiske produkter bliver ikke udnyttet.

Omvendt viser et studie i USA, at fremkomsten af internetbaserede prissammenligningsportaler for livsforsikringer har givet de amerikanske forbrugere en gevinst på omkring en milliard kroner årligt i form af prisfald på ca. 10 procent, der kan henføres til at være en effekt af portalerne.

Der er ingen grund til at tro, at de mulige gevinster er mindre i Danmark, og hvis tallene er blot nogenlunde repræsentative for resten af økonomien, taler vi samlet om beløb i efterlønsklassen for samfundsøkonomien, som forbrugerne bliver frarøvet, hvis konkurrencen ikke fungerer, som den skal. Det har også alvorlige konsekvenser for den økonomiske vækst og produktivitetsudvikling, for den anden side af sagen er jo, at det er forbrugernes pres, der er motoren i at få virksomhederne til at anstrenge sig.

Kan man sælge dårlige varer dyrt, hvorfor skulle man så bruge kræfter på at billiggøre produktionen eller satse på kvalitetsudvikling?

Der er således behov for at designe en forbrugerpolitik, der gør det let – økonomisk, psykologisk og fysisk – for forbrugerne at søge og finde de bedste tilbud og tilsvarende let og billigt at skifte leverandør, hvis man finder et bedre tilbud.

Her vil nogen måske indvende: Jamen, er problemet ikke bare, at forbrugerne er for dumme og dovne? Sådan hænger det imidlertid ikke sammen. Danske forbrugere er generelt oplyste og interesserede i at få mest mulig kvalitet for pengene. På en række områder er problemet derimod, at virksomhederne går efter de kortsigtede gevinster: De gør det svært for forbrugerne at gennemskue forskellene mellem de forskellige produkter. Og de gør det svært for forbrugerne at skifte leverandør af f.eks. mobilabonnement, elektricitet eller forsikringer.

Den klassiske nationaløkonomis udgangspunkt er, at vi har et marked med en fuldkommen konkurrence, der sikrer, at de økonomiske ressourcer bliver anvendt bedst muligt. Men sådan ser virkeligheden ikke ud. Fuldkommen konkurrence forudsætter f.eks., at forbrugerne træffer deres valg på et oplyst grundlag – ud fra rationelle overvejelser, og uden at der bliver lagt hindringer i vejen for dem.

Men vi forbrugere er langtfra rationelle, og vi har typisk for begrænset tid og opmærksomhed til at træffe det perfekte valg. Derfor er regulering ofte nødvendigt, hvis vi skal have markedet og konkurrencen til at fungere optimalt, til glæde for forbrugerne og til gavn for en fortsat produktivitetsudvikling og vækst.

Der er i hovedsagen tre typer virkemidler, der kan fremme disse formål: bedre information, hjælp i købsøjeblikket og lettere adgang til at skifte leverandør.

For det første skal det sikres, at forbrugerne har let adgang til information om priser og kvalitet. Det kan ske gennem prissammenligningshjemmesider, som er lette at bruge, og hvor informationerne ikke lader sig manipulere af virksomhederne. Problemet med en del eksisterende prissammenligningsportaler er, at de er kommercielt drevne, og at virksomhederne mod betaling kan få deres produkter præsenteret på en særlig fordelagtig måde. Derfor er det vigtigt, at portalerne bliver drevet uafhængigt af leverandørerne, og at forbrugerne selv kan bestemme, hvordan resultaterne skal præsenteres.

Forudsætningen for, at forbrugerne kan sammenligne priser, er, at produkterne er sammenlignelige.

På forsikringsområdet – hvor Forsikring & Pension i samarbejde med Forbrugerrådet har en prissammenligningsdatabase, forsikringsguiden.dk – indførte man f.eks. for nogle år siden produktet ’Familiens basisforsikring’ som en standardforsikring med indbo-, ansvars- og retshjælpsforsikring. Tanken var at gøre det let for forbrugerne at vælge mellem forsikringsselskaberne, fordi det var et letforståeligt produkt, hvor man ikke behøvede at læse alt det, der stod med småt, for at gennemskue forskellen på de enkelte tilbud.

Desværre er konceptet blevet undermineret af, at basisforsikringen ofte udbydes med en række tillægsydelser, der alligevel gør sammenligning svært. Den hollandske forbrugerorganisation Consumentenbond kører i år en kampagne på det finansielle område for at få banker, realkreditinstitutter og forsikrings- og pensionsselskaber til at udvikle basisprodukter, der er umiddelbart forståelige og ikke mindst sammenlignelige. Det kunne vi også have brug for i Danmark.

Let adgang til information kan også handle om at stille krav til standardisering af prisinformationerne.

Helt aktuelt har vi set det med Folketingets krav til pensionssektoren om at give oplysninger til kunderne om de årlige omkostninger i både procent og kroner.

Et andet eksempel er EU-reglerne om, at flypriser skal opgives med inkludering af alle afgifter og gebyrer, som man ikke kan undgå. Et sådant krav ville være helt relevant også på andre områder, så vi kunne komme af med de stadig mere udbredte betalingsgebyrer, hvor det f.eks. på teleområdet i dag ofte er sådan, at der ikke er en gebyrfri betalingsform, og forbrugerne ikke har overblik over den fulde pris, når de skal vælge teleabonnement.

Endelig kan der stilles krav til virksomhedernes produktkvalitet og til deres information om den. Det kender vi f.eks. fra restaurationernes smiley-ordninger, hvor fødevarekontrollen leverer information om, hvor god hygiejne den enkelte restauratør leverer. Studier viser, at den tilsvarende ordning i USA har ført til, at forbrugerne har valgt bedre restauranter, og at antallet af madforgiftninger derfor faldt med 20 procent.

Tilsvarende aktualiserer de nylige fødevareforgiftninger med epicenter i Nordtyskland debatten om skærpede krav til, at fødevarer mærkes med oprindelsesland.

LÆS OGSÅFarlige bakterier fundet i både frugt og grøntsager

Man kan f.eks. på supermarkedets grøntsagshylder finde poser med blandede snittede grøntsager, hvor man kun kan se, i hvilket land grøntsagsblandingen er pakket, men ikke hvor grøntsagerne kommer fra. En »Ratatouille med inspiration fra Provençe« kan se lækker ud, men det er nok kun inspirationen og ikke grøntsagerne, der kommer fra Provençe. Hvor de kommer fra, kan man ikke se. Her er forbrugerne helt overladt til at måtte have tillid til butikkerne – en tillid, der i nogle tilfælde kan være velbegrundet, men desværre ikke i alle.

Krav om bedre forbrugerinformation mødes ofte med den reaktion, at ingen af os har glæde af at blive påduttet alenlange papirer med ulæselige forbehold om hvad som helst, før vi tager et lån, lejer en bil eller køber en computer. Men når kontrakterne bliver for lange, handler det sjældent om forbrugerbeskyttelse, men om virksomhedernes forsøg på at fraskrive sig ansvaret. Vores pointe er, at information til forbrugerne tværtimod skal være letforståelig og overskuelig.

Den netop gennemførte trafiklysmærkning af investeringsprodukter med et rødt lys for høj risiko eller kompleksitet og grønt lys for lav, er eksemplarisk for, hvordan det kan gøres. Og det er veldokumenteret, at gennemtænkte mærkningsordninger har en effekt.

For det andet skal forbrugerne have hjælp i selve købsøjeblikket til at foretage et oplyst valg – eller bagefter have mulighed for at ændre forkerte valg.

Det handler om at forhindre leverandørerne i at misbruge forbrugernes manglende overblik over, hvad det er, de er ved at købe.

Det kan ske ved, at forbrugerne modtager bindende tilbud med en vis mindste løbetid, så de får tid til at tænke sig om en ekstra gang, eller ved at give forbrugerne adgang til prisinformation om leverandørens rivaler. Vi kunne her lade os inspirere af engelsk forbrugerlovgivning, hvor der er klare regler om forbrugernes adgang til korrekte prissammenligninger i butikkerne, som håndhæves af lokale Trading Standard Offices.

Det kan også ske ved at stille krav om fortrydelsesret, bytteret eller returret, som begrænser muligheden for, at forbrugeren udnyttes i købsøjeblikket. I forbindelse med sms-lån sagde mange unge i en svensk undersøgelse for nogle år siden f.eks., at hvis de havde haft mulighed for at tænke sig om, før låneaftalen var bindende, ville de have fortrudt lånet, fordi de indså, at det er en meget dyr måde at låne penge på. Det blev derfor diskuteret at indføre en obligatorisk betænkningstid i låneprocessen, så man fik mulighed for at fortryde, før man fik pengene udbetalt. I EU’s forbrugerkreditdirektiv er der i øvrigt nu blevet indført en generel fortrydelsesret for almindelige lån.

Et velfungerende klagesystem trækker i samme retning.

For det tredje skal det være så let som muligt for forbrugerne at skifte leverandør.

Når teleindustrien i øjeblikket arbejder for at få lov til at binde forbrugerne i kontrakter på 12 måneder, kan det måske for dem give mening ud fra en ’gyngerne og karrusellerne’-logik, fordi de derved kan konkurrere på at tilbyde forbrugerne stadig dyrere smartphones, som afbetales over abonnementet.

Men i forhold til at få markedet til at virke optimalt, er det den forkerte vej at gå. Og for at blive i samme branche er det et stort fremskridt, at det nu gennem EU-regler er blevet påbudt, at man skal kunne skifte teleudbyder med én dags varsel og få sit nummer med sig. Det samme kunne overvejes i bankverdenen, sådan at det blev let, hurtigt og smertefrit at skifte bank og få sine kontonumre med sig.

Endelig kunne det i nogle tilfælde være en fordel at få brudt de etablerede leverandørers monopol på detailviden om forbrugeren, som gør, at konkurrerende leverandører ikke kan målrette tilbud til forbrugeren.

F.eks. på elmarkedet, og måske også på teleområdet, ville der være oplagte gevinster ved at etablere en uafhængig database med standardiserede stamdata om de enkelte forbrugeres forbrugsmønster, så konkurrerende forsyningsselskaber kunne give os konkrete tilbud baseret på kendskab til vores forbrug. Det er i hvert fald tankevækkende, at selv om vi har haft et frit elmarked i otte år, er det ret få forbrugere, der har valgt en ny leverandør.

LÆS OGSÅ Det frie elmarked koster kunderne milliarder

Konkurrencen fungerer med andre ord ikke. Men når det drejer sig om at udlevere information om forbrugerne, skal man træde forsigtigt, for som forbrugere vil vi gerne selv have styr på, hvem der ved hvor meget om os, så informationen ikke bliver misbrugt.

Som denne gennemgang gerne skulle demonstrere, er det helt forfejlet, når nogle opfatter lovregulering som en modsætning til at lade de frie markedskræfter råde.

Et velfungerende frit marked forudsætter, at der er klare spilleregler, der sikrer, at mekanismerne fungerer, som de skal. De klassiske økonomers forestilling om, at markedet blev reguleret af en usynlig hånd, er desværre på en række områder blev effektivt dementeret af virkeligheden.

Vi har brug for en synlig hånd i form af en fremsynet forbrugerpolitik, der spiller tæt sammen med konkurrencepolitikken, hvis vi skal høste fordelene af en dynamisk markedsøkonomi. I parentes bemærket var det derfor et skridt i den rigtige retning, da regeringen sidste år lagde Forbrugerstyrelsen og Konkurrencestyrelsen sammen.

Men der er stadig mange uhøstede frugter at hente gennem en ambitiøs forbrugerpolitik. Potentialerne for produktivitet, vækst og velfærd er ikke fuldt forløste.

’Aktive forbrugere og økonomisk performance’. Litteraturstudie af Peter Møllgaard med assistance fra Morten Eskild Friehling, Centre for Economic and Business Research, for Forbrugerrådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Offentliggøres 21. juni 2011.