»Der er ikke noget at komme efter«.

»Skal vi nu ikke se fremad«.

»Det kan jeg på det bestemteste afvise«.

»Vil I måske ha’ Saddam Hussein tilbage?«Sådan cirka lød svarene igen og igen fra den daværende VK-regering fra februar 2003 og helt frem til den danske tilbagetrækning, når der blev stillet kritiske spørgsmål til den danske krigsdeltagelse i Irak.

Nu kommer der så omsider en undersøgelse af, om der vitterlig ikke var noget at komme efter, om de mange ubesvarede spørgsmål og tilsyneladende irregulariteter nu så bestemt kunne afvises. Det er blevet tid til – omkring en af de mest vidtgående og dramatiske beslutninger i nyere dansk politisk historie – at se lidt bagud.

Jeg husker stadig tydeligt den dag, hvor den daværende danske regerings beslutningsforslag B118 blev behandlet i Folketingssalen. Den aften ønskede det snævre borgerlige flertal – der vedtog krigsdeltagelsen – ikke at mødes med oppositionen til en debat på landsdækkende tv samme aften.

Det blev begyndelsen til flere års gemmeleg, hvor den daværende regering spiste Folketinget og offentligheden af med de sætninger, som indleder denne kronik, mens de relevante, kritiske spørgsmål systematisk blev undgået. Det er blandt andet det dengang usagte, som vi nu skal have svar på. Der er jo vigtigt at huske, hvad det hele handlede om.

LÆS OGSÅ Undersøgelse af Irakkrig skal afdække krigens gru

For, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen selv sagde 21. marts 2003, da han bekendtgjorde, at Danmark nu var i krig med Irak: »Det er vigtigt at huske, hvad det hele handler om«. Det var sande ord.

Der har gennem årene i både Danmark og udlandet været rejst flere alvorlige og kritiske spørgsmål om, hvorvidt vi i forbindelse med vores krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan har levet op til vores internationale forpligtelser, og om Folketinget har modtaget retvisende og fyldestgørende oplysninger.

Derfor skal det naturligvis undersøges til bunds. Det er et meget vigtigt princip for S-R-SF-regeringen, at vi lever op til alle vores forpligtelser – og regeringen vil ikke acceptere, at der er nogen tvivl om, hvorvidt vi gør det. Det betyder også, at vi skal være åbne om vores internationale indsatser – også om fejl og misforståelser, som vi kan lære af.

Som bekendt blev beslutningen om at sende danske soldater i krig i Irak besluttet af det mindst tænkelige flertal i det danske Folketing.

Begrundelserne – både i USA, Danmark og de øvrige koalitionslande – er igen og igen blevet anfægtet så kraftigt at det viser, hvorfor denne undersøgelse er vigtig.

Den er principiel. Og det er ikke for at svælge i fortiden eller kunne pege fingre og fælde historiske domme – men for i fremtiden at sikre maksimal legitimitet ved så vidtrækkende beslutninger og politiske dispositioner som det er at sende mennesker i krig. Solide argumenter, et åbent beslutningsgrundlag og parlamentarisk bredde – i Danmark som i udlandet – er efter min mening meget vigtigt. Alt det er blevet heftigt kritiseret og anfægtet i tilfældet Irakkrigen.

Skal skatteyderne så betale et millionbeløb for det, når det hele nu er historie? Skal det politiske i en krigsbeslutning vurderes af jurister? Det er nogle af de kritikpunkter, jeg er stødt på i forbindelse med regeringens beslutning om en Irakkommission.

Til det vil jeg svare: En helt afgørende komponent i et demokrati og i åbne samfund er evnen til at forholde sig kritisk til egen ageren. Uanset om emnet er rygekabiner eller krig. Men når det gælder krig – så er det bogstavelig talt et spørgsmål om liv og død. Liv og død for vores soldater. Liv og død for irakerne. Det er ikke et par dumme overskrifter om rygekabiner eller ej – men om befolkningen og Folketingets medlemmer kan have fuld tillid til, at de er korrekt og fyldestgørende oplyst.

Vi er inde og rode med kernen i demokratiet: At de principielle spørgsmål håndteres korrekt. Når så megen tvivl – både i Danmark og i udlandet – har været rejst om så vigtig og principiel en sag, så skylder vi os selv at lade demokratiet virke. Et samfund, som ikke tør undersøge – og dermed reflektere – over sig selv, er på afveje.

Vi skal have modet til at gå i kødet på sager som f.eks. Irakkrigen og spørgsmålet om fangehåndtering i Irak og Afghanistan, af to overvejende principielle grunde: Fordi vi som demokratisk samfund faktisk bliver stærkere, når vi bliver klogere på vores egen indretning og vores demokratiske praksis og fejlbarlighed. Og fordi vi – i det konkrete eksempel – skylder de implicerede og berørte – fra de udsendte soldater og deres pårørende til de embedsmænd og politikere, som på den ene eller anden måde har været impliceret i beslutningen – at ret og vrang kommer for en dag.

Og ja – det kommer til at koste nogle penge. Men det er en ringe pris for så vigtigt og principielt et bidrag til at styrke og udvikle vores demokratiske praksis. Måtte undersøgelsen til sin tid vise, med Foghs ord, at »der ikke var noget at komme efter«, så er vi stadig blevet klogere, og som demokrati har vi været en vigtig principiel øvelse igennem, som i så fald har vist at demokratiets gang i tilfældet Irakkrigen har virket.

Selv i den situation vil det ikke være spildt. For kerneproblemet er jo, at ingen kan have interesse i, at der sås alvorlig tvivl om demokratiet. Det undergraver tilliden til det politiske, og det passiviserer og fjerner mennesker fra demokratiet.

Så har vi gode og dygtige historikere, som før eller siden vil kaste sig over dette kapitel i danmarkshistorien. Det skal nok være værd at vente på – for fremtidige generationer. Men for de politikere, de embedsmænd og de fremtidige soldater og pårørende, som måtte skulle ud på farlige, internationale missioner – der er altså et behov for, at vi inden for en alt andet lige overskuelig fremtid får besindet os på vores nære historie.

Jeg står helt uforstående over for spørgsmålet, om det skulle være et problem, at politikere beder jurister tage stilling til noget, det var en politisk beslutning. Det er jo ikke en ’tak for sidst’-øvelse, vi har gang i. Det er ikke ét sæt af politikere, der skal slå et andet sæt af politikere oven i hovedet med en historisk dom. Det lægges ud i hænderne på fagfolk, der skal vurdere et konkret forløb og med juraens briller. Det er, helt som det skal være.

Endelig har der været efterlyst, at alt muligt andet også kunne tages med i kommissionsarbejdet, og alle mulige andre spørgsmål også kunne prøves. Det er da helt legitime ønsker og synspunkter. Men som alle andre regeringer må også denne regering naturligvis nøje vurdere, hvilke sager der har så principiel en karakter, været rejst så tilpas megen tvivl om og haft så stor betydning i den offentlige debat, at det er en meningsfuld færd at begive sig ud på. Irakkrigen opfylder de kriterier.

Få er derfor mere tilfredse med, at vi omsider får denne undersøgelse end jeg. Som forsvarsordfører og siden formand for SF har jeg brugt ufattelig mange timer på den krig, fordi jeg dengang som nu betragter den som en af de mest vidtgående beslutninger i dansk forsvars- og udenrigspolitik.

Irakkrigen er desuden et studie i, at selv verdens største militære og militærstrategiske magt – med al deres analysekraft og isenkram – på afgørende punkter viste sig at tage fejl. Ikke mindst i deres forventninger til, hvordan krigen ville forløbe, og hvordan målsætningerne kunne indfries.

LÆS OGSÅ Var Irakkrigen en demokratisk sejr eller spild af liv og penge?

Irakkrigen var efter min mening et studie i den daværende øverste amerikanske administrations neokonservative verdenssyn, hvor realitet og virkelighed måtte vige for ideologiske dogmer. Det er blevet fremført, at man må bakke op om sine venner – og USA er naturligvis en ven af Danmark. Men selv gode venner må også kunne sige fra og tænke selv.

For nylig trak præsident Barack Obama – der i sin tid stemte imod krigen – omsider de sidste amerikanske tropper ud. Krigen – som altså ikke var Obamas – har kostet det amerikanske samfund et svimlende milliardbeløb.

Tusindvis af amerikanere har mistet livet eller er blevet lemlæstet og invalideret for livstid. Billederne fra Abu Ghraib-fængslet, hvor amerikanske soldater ydmyger irakiske fanger, kan aldrig slettes fra hukommelsen, og Vestens anseelse i regionen styrtdykkede efter de utallige afsløringer af eller mistanker om udbredt tortur, vilkårlige drab, overtrædelser af krigens love og menneskerettighederne, brugen af uranbelagt ammunition, af hvid fosfor, napalm og klyngebomber, samt et deraf følgende svimlende antal dræbte, sårede, lemlæstede og for evigt ødelagte civile irakiske liv.

Krig er altid brutal og har altid ofre. Irakkrigen endte ikke lykkeligt for nogen part. Mon Saddam Hussein kunne være blevet fjernet fra Irak uden titusinder af dræbte, sårede og lemlæstede? Mon Iraks skæbne kunne have været ændret uden milliardomkostninger, de omfattende miljøødelæggelser eller en blodig borgerkrig til følge?

Den danske debat, hvor den danske regering dengang beskyldte oppositionen for »hellere at ville beholde Saddam Hussein«, var ødelæggende for debatklimaet. Det, Irak har været igennem og stadig slås med, tjener næppe som eksempel til efterfølgelse for nogen.

Tillad mig stilfærdigt at minde om, at mens de daværende danske regeringer under Anders Fogh Rasmussen i årevis har undslået sig – og kun et fåtal af krigsherrerne i Danmark fra dengang har haft nogen som helst form for selvbesindelse eller efterrefleksion – så var der i udlandet en række bemærkelsesværdige begivenheder, der kunne have tjent til den helt nødvendige refleksion også i Danmark: Helt åbenlyst at f.eks. franske Chirac og tyske Schröder pure afviste at deltage.

Men også at den tidligere britiske udenrigsminister Robin Cook valgte at trække sig fra Blairregeringen pga. krigen, hvis begrundelser han ikke stolede på og fandt uforenelige med sin personlige og politiske integritet. Den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell – der fremlagde de såkaldte beviser om masseødelæggelsesvåben for FN forud for krigen – har siden kaldt det »et lavpunkt« i sin karriere.

Og de dengang så omtalte våbeninspektører udbad sig mere tid til at undersøge spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben og har siden anfægtet begrundelserne for krigen. Flere lande har allerede haft grundige undersøgelser og høringer om deres krigsdeltagelse og beslutningsgrundlag. Nu skal vi have det undersøgt for Danmarks vedkommende, så tvivlen kan lægges til side.

Når Danmark involverer sig i internationale aktioner, så er vi – politisk såvel som moralsk – bundet op på koalitionspartnernes gøren og laden. Deres eventuelle fejl bliver på mange måder vores, om ikke juridisk så moralsk.

LÆS OGSÅ Vi må forlange en sandhedskommission

Og selv om det danske beslutningsgrundlag antog en anden form og forsøgte at lade argumenterne for krigsdeltagelse fremstå som nogle andre, så er det at stikke offentligheden blår i øjnene ikke at ville lade sig påvirke af de internationale begrundelser og den internationale debat. Det gjorde den daværende danske regering, efter min mening, og det var både uholdbart og undergravende for debatkulturen i Danmark – ikke mindst emnets alvor tager i betragtning.

Man kan ikke kaste sig ind i en krigskoalition og et stykke storpolitik – og så nægte at forholde sig til den internationale viden, argumentation, debat og begrundelser om samme sag.

Lad mig minde om, at Anders Fogh Rasmussen dengang sendte danske soldater i krig, bl.a. med påstanden over for den danske befolkning om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og »den farlige trussel fra langtrækkende missiler og risikoen for, at han (Saddam Hussein) snart vil råde over atomvåben«.

Trods uendelige anstrengelser for at finde de påståede masseødelæggelsesvåben fandt man stort set ingen. Og dem man fandt, var i så miserabel forfatning, at deres trusselsværdi var tæt på ikkeeksisterende.

Og der var ikke skyggen af kapacitet til atomvåben i Irak. Det ved vi i dag. Dengang bad våbeninspektørerne om bare lidt mere tid til at undersøge forventningen og påstandene om masseødelæggelsesvåben. Nu skal vi have en vurdering af, om man slet ikke vidste, grænsende til med sikkerhed vidste eller måske stensikkert vidste dette, allerede i 2003.

Kommissionen skal også beskæftige sig med behandlingen af fanger, både i Irak og Afghanistan. Med de værdier Danmark bryster sig af, og som vi på mange måder hævdede at kæmpe for i Irak og Afghanistan, er blevet anfægtet. Det dur ikke.

Beslutningen om Danmarks deltagelse i Irakkrigen og om behandlingen af fanger i Irak og Afghanistan var og er derfor ikke en lille ting. Det var ikke bare én af de mange dispositioner, som et land træffer – med større eller mindre kløgt, held eller akkuratesse. Det var en i ordets bogstaveligste betydning en fatal beslutning for irakere, for danske soldater, for koalitionen.

LÆS OGSÅ Villy Søvndals topembedsmænd skal afhøres om Irakkrig

At sende soldater i krig er vel nok den sværeste beslutning, man kan træffe som politiker. Derfor skylder vi vores soldater, at de ikke alene har et bredt politisk mandat i ryggen, og at vi som land kan diskutere mål og midler, hensigter og interesser, åbent.

Det var en helt afgørende og meget alvorlig beslutning, som for altid vil være noget, danske Folketing må forholde sig til, som en slags standard for, hvad der er klogt og måske slet, slet ikke er klogt.

De mange ubesvarede spørgsmål, den megen tvivl, de mange udenlandske undersøgelser og viden herfra indikerer, at det danske Folketing mistede sin uskyld med Irakkrigsbeslutningen. Lad os få det frem i lyset. Og lad det være et vigtigt element i en ansvarlig, dansk udenrigspolitik. Jeg vil se meget frem til konklusionerne.