Komiteen for Sundhedsoplysning skyder i disse dage en kampagne i gang, som hedder ’En af os’.

Formålet med kampagnen er at komme fordomme og tavshed om psykiske lidelser og sygdomme til livs. Kampagnens motto er: ’Væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom’.

Men er der overhovedet nogen, der kan sige noget fornuftigt og sikkert om, hvad ’psykisk sygdom’ er for noget? Efter mere end tredive års arbejde i psykiatrien med de alvorligste psykiske lidelser mener jeg ikke, der er nogen, der kan sige noget sikkert om, hvad psykiske lidelser egentlig er for noget. Man ser symptomer. Men er symptomer det samme som sygdom? Man glemmer i hverdagen og i den almindelige måde at tale om psykiske lidelser på, at symptomer ikke er sygdomme.

Lad os se det i øjnene: Vi ved ikke, hvad bevidstheden og den menneskelige sjæl og psyke er for en størrelse. Man forveksler effekten af det levede liv (f.eks. en depression eller svær angst) med årsagen til lidelsen. Den biologisk og medicinsk orienterede del af psykiatrien og lægeverdenen (og psykologien med for den sags skyld) har indtil videre erobret kampen om menneskers sjæl og psyke.

Psykiske lidelser defineres desværre og helt urimeligt som en sygdom, der skyldes ’ubalancer i den kemiske balance’ – eller som forkerte kognitive tanke- og adfærdsmønstre. Og sygdom er ifølge lægevidenskaben (og muligvis også ifølge det, der kan kaldes ’sund fornuft’) noget, der skal kureres. Gerne med piller eller andet kemisk eller operativt indgreb – eller med kognitiv og adfærdsorienteret terapi, der nærmer sig dressur og hundetræning.

Men tænk nu, hvis den biologisk og medicinsk orienterede lægevidenskab tager fejl? Tænk nu, hvis psyken og sjælen er gjort af noget helt andet stof end hjerte, lunger, stofskifte, arme og ben? Tænk nu, hvis man i stedet for at betragte sjælelivet som bestemt af kemiske forbindelser og af signalstof mellem nerveforbindelser betragter sjælelivet, det mentale liv og psyken som en effekt af det, der sker i almindelige menneskers liv i den kultur, de lever i?

Så skulle man ikke kigge ind i menneskers kemi, nerveforbindelser eller gener og genomer, så skulle man se på det liv, de har levet over tid, siden de blev født. Så skulle man se på det liv, mennesker aktuelt lever, og på de normer, standarder og værdier, de lever og regulerer deres liv efter.

Så ville psykiatrien og psykoterapi i det hele taget ikke interessere sig så meget for menneskers indre som for deres aktuelle liv og fortællinger om det, de har været igennem i deres liv. Så ville psykiatri og psykoterapi være kulturelt orienterede videnskaber løsrevet fra medicinalindustriens indflydelse og orientere sig mod det, som mennesker sætter pris på i deres liv og stræber efter.

Hvis psykiatrien og psykoterapien orienterede sig mod almindelige menneskers fortællinger om deres liv og lyttede til, hvad mennesker sætter pris på i deres liv midt i det mørke, som de alvorlige lidelser kan skabe i menneskers liv, ville vi have en helt anden psykiatri og psykoterapeutisk indsats over for de alvorlige problemer, mennesker slås med og bliver indlagt for på psykiatriske afdelinger.

Det er for så vidt ligegyldigt, om det er læger, psykologer, sygeplejersker eller socialrådgivere, der leder psykiatriske afdelinger og centre; det afgørende er den sygdomsforståelse og behandlingsfilosofi, der praktiseres i psykiatrien. For tiden er det den biologiske psykiatri og den kognitive terapi, der har magten.

Selv professor emeritus Tom Bolvig fra Rigshospitalet medgav i en diskussion med mig i Deadline 2. sektion for godt et års tid siden, at der ordineres for meget antidepressiv medicin af de praktiserende læger, som er presset på flere fronter: dels af klagende patienter, dels af kravet om indtjening (praksissen skal løbe rundt økonomisk, og der kan højst afsættes 10-15 minutter til hver patient), dels af medicinalindustrien, der lover lykke via deres medikamenter, og dels af kulturen i almindelighed, der kræver lykke og et hurtigt fix.

Lad mig komme med nogle eksempler på, hvad vi taler om:

En godt 40-årig mand har levet i et ægteskab, han senere kalder et sandt helvede, og hvor han har skubbet sig selv og egne behov til side i en sådan grad, at han ikke ser anden udvej end enten at tage sit eget liv eller at blive indlagt på psykiatrisk hospital.

Den psykiatriske afdeling indkalder ikke konen til en parsamtale, men sætter straks manden i en stor dosis antidepressiv medicin. Det virker ikke. Han får i stedet en serie elektrochok, der hjælper, og han kommer til sig selv – og bliver skilt.

Efter to-tre år finder han en ny kone – og miseren gentager sig: Han skubber helt sine egne behov til side og synes ikke, det er et stort problem, at hans nye kone koster rundt med ham og drikker mere og mere. Han bliver indlagt igen og får elektrochok, der hjælper. Men stadig ingen parsamtale. Det gentager sig efter tre-fire år. Nu vælger manden at blive skilt og at gå i psykoterapi for at holde fast i sig selv og i det, der er vigtigt for ham i livet. Efter ca. tyve års lidelser klarer han sig nu fint og uden medicin. Det har han gjort i et par år.

En knap 50-årig økonomichef kan ikke koncentrere sig mere og får det fysisk og psykisk dårligt, da diskontoen i Tyskland hæves for en fire-fem år siden. Han er ansvarlig for mange milliarder i den virksomhed, hvor han har jobbet som økonomidirektør. Men man taler ikke om situationen i direktionen. Enhver passer sit. Og han vil ikke belaste sin kone med at tale om det, han slås med.

Han har altid i sit liv skullet klare sig selv. Han bliver indlagt, selvmordstruet. Bliver medicineret. Det hjælper ikke. Han er ude af sig selv efter flere måneders indlæggelse. Han har en enkelt samtale hos en psykolog, der taler med ham om de aktuelle problemer i hans liv – hans renteafhængighed, som han kalder sit problem. Der bliver også talt om den sårbarhed, han har båret med sig hele sit liv, og som han forbinder med, at han altid skulle mediere mellem sine forældre, når de var på krigsstien eller ikke talte sammen i lange perioder.

For denne mand var åbenhed og det at kunne tale sammen altafgørende – og at bruge sin krop til løb, fodbold og vinterbadning; aktiviteter, der ikke havde været tid til. Tre samtaler var nok til, at denne mand lagde sit liv om, forlod den ansvarsfulde og ensomme post som økonomidirektør og kunne lægge den antidepressive medicin fra sig.

En kvinde ser sin 6-årige søn blive påkørt af en bil med stor fart, mens hun står med drengens 4-årige lillesøster i hånden. Efter to års kamp for at få ordentlig behandling til sin alvorligt hjerneskadede søn og efter opslidende kampe i ægteskabet bliver hun indlagt på psykiatrisk afdeling og får diagnosen: alvorlig depression.

Manden indkaldes ikke til terapeutiske parsamtaler. Kvinden medicineres kraftigt, og de næste ti år genindlægges hun stærkt selvmordstruet og nærmest psykotisk op til ti gange om året.

Hun føler sig voldsomt alene, men vil heller ikke skilles, for ’det gør man ikke i min familie’. For tre år siden begyndte hun at gå til regelmæssige psykoterapeutiske samtaler, hvor hun følte sig behandlet som et menneske og ikke som en patient eller som et sygdomstilfælde. For et par år siden følte hun sig stærk nok til at begære skilsmisse. Hun er nu begyndt at få en stærkere fornemmelse af sig selv og det, hun står for. Hun bliver indlagt præventivt ca. hver anden måned, så hun på den måde kan få et pusterum fra en hverdag, hvor hun synes, hun er alene om at slås for sin søn og for sit liv i øvrigt.

Psykiatrien og psykoterapien bliver nødt til at interessere sig for de fortællinger, mennesker selv fortæller om deres liv. Det psykiatriske personale må ud af deres ekspertpositioner, ud af diagnosetænkningen. De har ikke forstand på menneskers liv. Det har mennesker selv. Som forfatteren Svend Åge Madsen lader kvinden i romanen ’Slægten Laveran’ sige til sin mand Sten, der er forfatter, så skal der lyttes til mennesker; de skal blive ved med at fortælle, til sammenhængen opstår:

»Det er en forvirret tid og en forvirret verden. Ved du hvorfor? Fordi ingen gider lytte mere. Ingen har tid til at lytte længere. Derfor får man aldrig styr på sig selv, fordi man aldrig får fortalt sit liv. Det tager nemlig lang tid, man må prøve sig frem, indtil ens liv finder sin rette form. Når man ikke får lejlighed til det, forbliver det hele usammenhængende, uforarbejdet, uforståeligt. Ingen gider lytte, fordi vi som fortæller ikke kan konkurrere med fjernsyn og hvad ved jeg. Du er forfatter men har svært ved at finde på, hvad du skal skrive ... Du behøver ikke finde på, Sten. Du skal meget hellere lytte. Lyt og der vokser eventyr ud af os alle sammen ... I gamle dage kunne man sætte sig og fortælle sit liv i løbet af aftenen og have taknemmelige, opmærksomme tilhørere. Også selvom man endnu ikke mestrede sin egen fortælling. Nu om dage – ved du hvad de mest splittede mennesker bliver nødt til? De, der plages allermest af det sammenhængsløse, det ufordøjede? De må i dyre domme betale en fremmed for at lytte – eller at få sygesikringen til at betale. Og derefter blive ved og blive ved med at fortælle til sammenhængen opstår«. (s.40-41)

Der er noget rystende ved, at de vestlige samfund er de eneste, hvor man bliver nødt til at betale et fremmed menneske – ikke for sex – men for at lytte. Hvor man tidligere havde præsten, man kunne bekende sine synder til, har man nu psykologen og psykiateren, der ikke ordinerer ave Mariaer og vokslys, men medicin.

Det virker rent faktisk, når mennesker fortæller om det, de kæmper for, er glade for og tror på – på trods af de problemer, de sidder i til halsen; så styrkes deres handlekraft. Det skrev allerede den fremsynede hollandske filosof Spinoza i 1600-tallet. Han påstod, at der fundamentalt set er to menneskelige grundfølelser. Glæde og bedrøvelighed. Glæden styrker handlekraften, og bedrøveligheden svækker den.

Det hjælper at tale om sine problemer, hvis der er opmærksomme og nærværende lyttere, der ikke har for travlt, så man kan komme lidt på afstand af dem og undersøge deres effekter – ikke deres årsager. Vi ved ikke, hvorfor problemer opstår – det gør de bare. Ingen bliver klogere af indsigt i problemers årsager.

Det, der hjælper, er, hvis mennesker får lejlighed til at tale om det, de sætter pris på i livet; om det, der er vigtigt for dem. Der er kun problemer i menneskers liv, fordi der er noget, der er vigtigt. Så enkelt er det.

Livet er ikke et matematisk problem, der skal løses; det er derfor absurd at tale om ’løsning af problemer’ – som om livet var en ligning. Problemer må undersøges på en sådan måde, at der skabes afstand mellem problemet og personen: Personen er ikke depressiv; personen er ramt af en depression. Personen er ikke skizofren eller angst. Personen er ramt og domineret af skizofreni eller angst. Mennesker er langt mere end de problemer, der har ramt dem. Man er ikke sin diagnose. Man er langt mere.

Menneskers hemmelighed ligger i det, de kan gennem deres færdigheder, samt i det, de kan fortælle om sig selv, og i det, de synes er vigtigt i livet. Spørg et menneske, hvad der virkelig er vigtigt i dette menneskes liv – så skal De bare høre.