Hvad har Wulffmorgenthalers Panda, Lisbeth Zornig Andersens barndom i helvede, Vladimir Nabokovs Lolita og Jørgen Leths uperfekte menneske med hinanden at gøre?

Tegneseriepandaen sidder i sit bur i Zoologisk Have med en Lolitadukke, en oppustelig bolledukke, som den tilsyneladende skal til at gå i gang med, mens en mor og hendes to børn står og ser til. Hvis man ikke ved andet om Lolitabegrebet, end at det er synonymt med ganske unge piger, der tænder på ældre mænd og omvendt, er det måske en sjov tegneseriesituation.

Altså bortset fra det med moren og børnene som tilskuere. Men det kan vel med lidt god vilje opfattes som satirisk sort humor.

Hvis man derimod har læst Nabokovs berømte roman med omhu, ved man, at historien om den 12-årige Lolitas forhold til sin stedfar Humbert Humbert er en gysende forløber og parallel til Zornig Andersens beretning om de seksuelle overgreb, hendes stedfar udsatte hende for, da hun var i samme alder.

Graham Vickers’ bog fra 2008, Chasing Lolita: How Popular Culture Corrupted Nabokov’s Little Girl All Over Again påviser, at romanen handler om et uskyldigt incestoffer og på ingen måde er en erotisk fortælling om et overseksualiseret barn og en hjælpeløs voksen.

Lolita er en ganske almindelig 12-årig skolepige, ikke specielt køn og absolut hverken sexet eller forførende.

Hun er lidt uskyldigt afstandsforelsket i sin splinternye stedfar Humbert Humbert, men er ellers mest optaget af at skændes med sin mor, så vidt muligt slippe for at rydde op efter sig og opfylde minimumskravene til personlig hygiejne.

Det er kun efter den gennemført upålidelige fortæller Humbert Humberts opfattelse, at hun er en uimodståelig nymfe, at det er hende, der forfører ham, som han opfatter som seksuelt erfaren, da hun betror ham, at hun og hendes veninder har kysset lidt med den 15-årige Charlie, mens de var på feriekoloni.

Men ligesom Jørgen Leth tager kokkens datter, når det passer ham, fordi det er hans ’ret’, erklærer Humbert Humbert sin udødelige kærlighed til Lolita som sin ’ret’ til at tage hende.

Vickers understreger, at deres seksuelle aktiviteter, som aldrig er detaljerede, hver gang er ledsaget af en beskrivelse af Lolitas tårer og fortvivlelse.

Hun giver efter, fordi hun ikke har noget valg, og fordi det er hendes eneste overlevelsesmulighed, efter at hendes mor er død, og Humbert Humbert nu er den eneste familie, hun har.

Blandt de mange eksempler på populærkulturens misbrug af historien og hovedpersonens navn nævner Vickers, at de første Lolitadukker blev markedsført, mens Nabokov endnu levede, hvilket rystede ham dybt. Endvidere påpeger Vickers, at nogle af de tidligste børnepornofilm blev produceret af Color Climax i Danmark fra 1971-79 og solgt under navnet ’Lolita’. Og ser man på Ekstra Bladets sexannoncer, vrimler det med Lolitaer, der tilbyder deres service.

I dokumentarfilmen ’Min barndom i helvede’ taler Zornig Andersen med en af sine brødre om, hvordan deres mor simpelthen ikke var til stede andet end som en fysisk krop, da de var børn. Hun beskyttede dem ikke på nogen måde mod stedfarens vold eller de seksuelle overgreb, han udsatte den 12-årige Lisbeth for, hvilket er en klassisk situation i familier, hvor incest og mishandling finder sted.

Nabokov går et skridt videre ved at sørge for, at Lolitas mor dør, før overgrebene finder sted. Og for yderligere at understrege hvor ødelæggende seksuelle overgreb over for børn er, får vi i begyndelsen af romanen at vide, at

den 17-årige Lolita, der endelig er sluppet væk fra sin stedfar og er blevet gift, dør efter at have født en dødfødt datter.

Overhovedet er døde børn og mødre et gennemgående leitmotiv. I Zornig Andersens familie begår en bror selvmord, mens de andre lever videre efter at have fået deres tilværelse uigenkaldeligt smadret.

I fiktionens verden kan forfatteren gå endnu mere radikalt til værks. Læseren kan nøjes med at opfatte den symbolske død og ødelæggelse som et spændende og tragisk handlingsforløb, men det er umagen værd at lege litterær arkæolog, grave dybere ned i teksten og finde de symbolske budskaber.

Zornig Andersens forældre og stedfar fremstår stadigvæk som personer, der er fysisk til stede, men emotionelt fraværende og uden nogen form for ansvarsfølelse over for deres børns skæbne.

Ganske som Humbert Humbert, der nok lider af skyldfølelse, men forklarer Lolitas tragiske liv med, at hans kærlighed alligevel ikke var stor nok til at redde dem begge to, og at han ikke kunne have handlet anderledes.

Det er umuligt for seerne at vide, om Zornig Andersens familie ikke vil huske noget, eller om de virkelig ikke kan. Og at omgivelserne heller ikke ville eller kunne se, hvad hun og hendes brødre blev udsat for, er også en klassisk situation.

Som en af pionererne inden for objects relations theory, forholdet mellem mor/forældre og barn, W. R. D. Fairbairn, påviste som resultat af sine studier af børnehjemsbørn i 1940’erne: Jo mere utilstrækkelig og voldelig en mor er, jo tættere vil barnet knytte sig til hende og være solidarisk i håb om, at næste gang vil det få sine behov for omsorg og kærlighed opfyldt.

Fairbairn kalder sådan et barn the hopeful child.

Et forsømt og mishandlet barns første overlevelsesstrategi er at tro på, at forældrene i virkeligheden er gode, og frem for alt ikke lade omverdenen vide, hvor galt det står til. Hvis barnet påtager sig skylden for forældrenes adfærd, kan det overbevise sig selv om, at det har kontrol over situationen, fordi løsningen jo så bare er at opføre sig, så forældrene bliver gode igen.

Også her er Nabokov på pletten. Som fortæller er Humbert Humbert på en gang så psykologisk overbevisende i sin tro på, at hans kærlighed til Lolita undskylder og forklarer alt, at han trods sin patologiske narcissisme formår at overbevise den uopmærksomme læser om, at han aldrig havde til hensigt at misbruge hende. Og at hun virkelig var forelsket i ham.

Men som Lolita siger, henvendt til ham og indirekte til læseren, da han henviser til hendes betagelse af ham i begyndelsen: »You must be confusing me with some other fast little article«. (Du forveksler mig vist med et andet lille, frækt pigebarn.)

På den måde lader Nabokov gentagne gange Lolitas stemme deltage i fortællingen, hvis læseren er opmærksom nok.

Humbert Humbert beskriver uden vaklen Lolitas fortvivlelse og elendige tilværelse som seksuelt misbrugt barn, der er fuldstændig afhængig af ham og lige så bange for, at de skal blive opdaget, som han er. Hun tvivler nemlig ikke på hans trusler om, at så kommer hun på opdragelsesanstalt.

Alligevel påvirker erkendelsen af hendes fortvivlelse ikke hans adfærd på nogen måde. På et tidspunkt ligger de sammen efter at have haft sex, hvor hun græder fortvivlet, mens han lover hende, at han vil gøre alt for, at hun kan blive lykkelig, fordi han elsker hende så højt. Hvorpå han bliver tændt igen og begynder forfra, mens hun fortvivlet stønner: »Oh no, not again!«

Læserne ved, hvor ulykkelig hun er. Humbert Humbert ved det også. Men hans narcissisme vinder hver gang. Omgivelserne er nøjagtig lige så uvidende og uopmærksomme som i Zornig Andersens tilfælde. Desuden var det dengang i 1950’erne, i overensstemmelse med Kinseyrapporten, den gængse opfattelse blandt psykologer, at børn kunne forføre voksne, som var hjælpeløse over for deres strategier.

Lolita og Zornig Andersen har utallige lidelsesfæller.

I forordet til sin bog ’Det bliver sagt’ fortæller Kristian Ditlev Jensen, hvordan den eneste bog om seksuelt misbrug af børn, den lokale bibliotekar tilbød ham, var ’Forbrydelse uden offer’, der er anonymt udgivet af et forfatterkollektiv og plæderer for pædofili som en positiv og naturlig ting.

I sit entusiastiske forsvar for bogen, der blev bragt som kronik i Politiken i 1984 med titlen ’Pædofile vil ikke gøre børn fortræd’, understreger Preben Hertoft, at » …ordet pædofil betyder som bekendt børneelsker«, og at seksuelle forhold mellem børn og voksne » … sjældent blot er en seksuel forbindelse, men rummer en gensidig følelsesmæssig interesse … Alle undersøgelser viser, at børnene ofte selv deltager aktivt i forholdet«.

Som eksempel nævnes den 12-årige Bent og hans lykkelige forhold til en 50-årig sømand. »Det var vist altid mig, som maste på med, at vi skulle gøre noget sammen«, fortæller den nu voksne og gifte Bent i bogen. Nøjagtig samme tankegang som Humbert Humberts overbevisning om at Lolita var den aktive i deres forhold. »Frigid gentlewomen of the jury! ... I’m going to tell you something very strange: it was she who seduced me«. Det var hende, der forførte ham, meddeler han læseren.

Det er ganske vist næsten 30 år siden, Hertoft skrev sit forsvar for pædofiles ret til sex med børn og anbefalede at få den seksuelle lavalder nedsat. Men Ditlev Jensens forord, der stammer fra 2001, understreger, at han stadigvæk kæmper med eftervirkningerne af en forbrydelse, som ingen ville kendes ved, da den fandt sted.

Kim Leine deltog tilsyneladende aktivt i at have et seksuelt forhold til den far, han elskede og beundrede, nøjagtig som Hertoft et al. beskriver det. Men resten af ’Kalak’, hans autentiske beretning om sit liv som stofafhængig, selvdestruktiv, alkoholiseret og promiskuøs sygeplejerske i Grønland, taler sit meget tydelige sprog om, hvor ødelæggende hans narcissistiske og følelseskolde fars overgreb var.

Kim elskede sin far. Og hvis han kun kunne få hans kærlighed ved at have sex med ham, havde han reelt ikke noget valg. Men at kalde Ditlev Jensens krænker Gustav og Kims far børneelskere er en hån, som vist ingen, der har set filmen om Zornig Andersen eller læst hendes bog, ville vove at udsætte hende for.

Lolita, derimod, er stadigvæk et offer for folk, der ikke kan modstå myten om seksuelt aktive og forførende unge piger, der er vilde, våde og villige.

Til deres forsvar kan man så sige, at de ikke kan læse indenad, at Nabokov med sit portræt af den upålidelige fortæller Humbert Humbert viser os, hvor nemt det er at blive forført af en virkelig overbevisende sociopatisk pædofil og tro på ham og ikke hans offer, og at Lolita i populærkulturens regi er blevet gjort flere år ældre end sine oprindelige 12 år.

Så langtfra at være en forbrydelse uden ofre er pædofili for det meste den fuldendte forbrydelse med meget lidt fare for, at den skyldige bliver opdaget og dømt. Afsløringen af Humbert Humbert, som læseren selv må lege detektiv og foretage, er en af de måder, man kan læse Nabokovs historie på.

Pædofile er som tryllekunstnere, der hiver kaniner op af hatten. Vi ved godt, at det er et trick, men vi kan ikke gennemskue måden, vi bliver narret på. Med Humbert Humbert skabte Nabokov en tryllekunstner, der i årevis forførte utallige læsere til at tro på sin version af tricket.

Andre litterære narcissistiske æstetikere som for eksempel Jørgen Leth eller Kierkegaards Johannes Forføreren har udført det samme balancenummer. Johannes F iscenesætter og manipulerer sin virkelighed, så vi som læsere sluger beretningen om Cordelias forførelse, forkastelse og fortvivlelse, som var det en krimi af Agatha Christie.

Ganske som med Humbert Humberts upålidelige version af virkeligheden ved vi ikke, om Johannes’ forførelsesbedrift udelukkende er hans specielle våde fantasi, eller om den virkelig finder sted. Og Leths overbevisning om sin evne til at sprede glæde blandt de horder af ganske unge piger, han nedlægger på rekordtid, ligner også et mesterstykke af narcissistisk og æstetisk manipulation.

Men modsat Johannes Forføreren er han som Humbert Humbert faktisk på juridisk glatis, idet den seksuelle lavalder på Haiti er 18 år. Kokkens datter og hendes mor havde da uden tvivl brug for monsieur Jorgens finansielle understøttelse og var glade for ham. Men parallellerne mellem den fatale tiltrækning, Lolita har for Humbert Humbert og Leth for kokkens datter, er svære at overse.

»Why does the way she walks – a child, mind you, a mere child! – excite me so abominably?« (Hvorfor ophidser den måde, hun går på – et barn, et rent barn – mig så forfærdeligt?) noterer Humbert Humbert i sin dagbog. »Jeg er besat af denne unge krop, som strækker sig og bøjer sig og åbner sig på det hvide lagen for mig … Er det forbudtheden?« lyder Leths kommentar.

Humbert Humberts forklaring er, at Lolita er en genfødt version af hans døde barnekæreste Annabel, mens Leth forsvarer sig med, at »Kokken har sagt, at monsieur Jorgen jo godt kan være en slags erstatningsfar for hendes datter«. Desuden betaler han for hendes skolegang og tager hende med til koncert og på restaurant.

Zornig Andersen lever op til sit mellemnavn og har brugt det til at redde sig selv og få et godt liv. Et mælkebøttebarn, der ikke lod sig meje ned. Lolita, hvis rigtige navn er Dolores Haze, fik et navn af sin forfatter, der symboliserer hendes skæbne. Dolores betyder sorg, og haze betyder dis.

Da Humbert Humbert fik øje på hende, kostede det hende livet som 17-årig efter fem års usynlighed og misbrug. Og da den øvrige verden fik øje på hende, fortsatte misbruget og fornedrelsen med Lolitabegrebet: oppustelige bolledukker og fantasier om brug og smid væk-teenagepiger, hvis højeste ønske er at opfylde liderlige mænds halvpædofile fantasier.

Eller ende på et kaffekrus med følgende anbefaling: »Wulffmorgenthalers krus kan bringe et smil frem hos alle og er perfekt til din arbejdsplads«.

Stakkels Nabokovs lille pige.