Da det sande omfang af Anders Behring Breiviks amokløb med eksplosiver og geværer gik op for mig, fik jeg et deja-vu til en decemberdag næsten 20 år tidligere under krigen på Balkan.

Jeg befandt mig i et kapel uden for den kroatiske provinsby Podrovska Slatina. Foran mig på gulvet lå ligene af 34 ældre mennesker. De var blevet dræbt et par dage tidligere, da serbiske tropper forlod en lille landsby, Vocin, de havde holdt besat gennem tre måneder. De dødes eneste forbrydelse var, at de stod i vejen for den farlige fiktion, der kalder sig etnisk renhed.

De var kroater. Ifølge deres bødler burde de have været serbere. Derfor kunne de udryddes, udviskes, korrigeres, omtrent som om de havde været grammatiske fejl i en skolestil, der nu med et viskelæder blev fjernet fra det papir, de med deres tilstedeværelse havde forurenet.

Det var et balkansk Utøya begået af ophidsede unge mænd med et desperat behov for at bekræfte, hvem de var, og i deres etniske baggrund som serbere havde de fundet det på en gang nemmeste og mest dødbringende svar af alle.

Jeg var dengang ikke klar over, at det, jeg så, kun var begyndelsen. Senere skulle der følge et tusind Utøyaer. De etniske udrensninger på Balkan nåede deres blodige kulmination nogle julidage i 1995, da 8.000 mænd og drenge fra den bosniske by Srebrenica blev ført ud i de omliggende skove og nedskudt. Den sidste større gruppe blev myrdet 22. juli, samme dato, som Breivik udførte sin massakre.

8.000 myrdede. Det er over 100 Utøyaer. Hvor finder man 100 Anders Brevik’er? Drabene på Balkan, der over fire år løb op i hundredtusinder, krævede mere end 100 Breivik’er. De krævede 1.000 Breivik’er, 10.000 Brevik’er. Hvor kom de fra? Havde de alle sammen siddet indelukket på hver sit drengeværelse og blot ventet på det signal, der gav grønt lys for deres syge fantasier?

Hvordan mobiliserer og koordinerer man 10.000 galninge, når det, der karakteriserer galskaben netop er, at den stakkels gale lever indespærret i sin egen dybt ukommunikerbare ensomhed og taler et sprog, ingen anden end han selv forstår? Hvad fik alle disse balkanske Breivik’er til at vende hovedet i samme retning og i en koordineret bevægelse trykke på deres aftrækkere?

Der er kun ét muligt svar. De var ikke gale, disse titusind unge mordere. De var sanktionerede af et livssyn, et nationalistisk raseri, der fortalte dem, at de ikke kunne leve sammen med nogle, der var etnisk, kulturelt eller religiøst forskellige fra dem selv, og at de uovervindelige forskelle, der var mellem dem og de andre, retfærdiggjorde ethvert overgreb, inklusive det ultimative, som er drabet.

En generation af unge mænd havde gennem en massiv påvirkning, der kom alle steder fra på en gang, gennemgået den samme mentale træning, der normalt er forbeholdt soldater før et slag. De havde lært at se på deres medmennesker som umennesker, som det var legalt, ja endog påskønnelsesværdigt og ligefrem heroisk at berøve livet.

Ethvert samfund balancerer på en altid nyslebet knivsæg mellem anstændigheden og barbariet, og der skal så lidt til, før balancen tipper, en umærkelig forskubbelse i ordvalget, når andre mennesker omtales, en råhed, der fra at have hørt hjemme på gaden eller i nattens sene timer, når alkoholprocenten stiger til det uhåndterlige, pludselig bliver officiel retorik, og så er den opfattelse af medmennesket som målskive, der normalt er forvist til kriminelle bander og de militære barakker, pludselig hvermandseje, ikke længere en skjult invitation til vold, men en åbenlys. Og et altid latent, lurende anarki bryder løs.

Mordlysten griber aldrig flertallet i et samfund, men den kan gribe tilstrækkelig mange til, at flertallet lader sig kujonere og bliver tavse medvidere til en vold, der ikke længere kender grænser.

Det er ikke galskaben, der kommer til magten. Det er civilisationen, der bryder sammen, og vores altid tilstedeværende potentiale for ondskab, der ikke længere lader sig holde nede.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg fik endnu et deja-vu, da indholdet af Breiviks endeløse manifest på nettet blev kendt. Der var alt for mange mindelser i ordvalg og tankegang til ikke at genkalde sig den debat, som efter ti år med Dansk Folkeparti som mediedarling var blevet folkeeje i et forrået Danmark, der først sent vågnede op og sagde fra. Men Danmark er ikke Balkan. Norge endnu mindre. Der var en grænse, der aldrig blev overskredet, og det var grænsen mellem ord og handling. Breivik overskred den.

Er Breivik blot en galning? Hvis han er, behøver vi ikke at stille nogen spørgsmål som samfund eller fællesskab. Så forbliver han et sort, uigennemtrængeligt hul i vores kollektive erindring. Han kom ud af ingenting, et uigennemskueligt sammensurium af mentale forstyrrelser, og han vil forsvinde tilbage til det samme ingenting som overmedicineret grøntsag i en statsligt sanktioneret gummicelle.

Da Osama bin Laden udførte sit morderiske terrorangreb på New Yorks tvillingetårne, stillede han ingen krav. I månederne efter at støvet fra de sammenstyrtede tårne havde lagt sig, blev tavsheden ved. Ingen gerningsmand meldte sig. Vi vedblev at stirre ned i den samme afgrund af nihilisme.

Det faldt aldrig nogen ind at diagnosticere Osama bin Laden som gal og plædere for straffrihed, med den begrundelse at hans nitten medsammensvorne alle var utilregnelige i gerningsøjeblikket. Og det var først efterretningstjenester, siden hele hære, der jagtede lederen af al-Qaeda, ikke psykiatere parate med spændetrøjen og de beroligende sprøjter.

Hvis vi skal tro Breivik selv, er der intet privat motiv til massakren. Det er på fællesskabets vegne, han handler. Han ser sig selv som et eksempel til efterfølgelse; en mand, der med stort mod og offervilje går foran. De dræbende skud, han affyrer på Utøya, er lige så mange startskud i en ny frihedskamp, der begynder med ham. Skønt han har forberedt sin ugerning i den dybeste ensomhed, er han kun den første af mange. Historien står på hans side.

Det samme vil folket en dag gøre, og i 2083 vil den ondskabsfulde karikatur på en frihedskamp, han begyndte en sommerdag i 2011, være ført til sejr. Det er terroristens tankegang, ikke galningens. Og hans ord og bevæggrunde er ikke nye. Vi har hørt dem mange gange i de senere år. Der er blot ingen af hans meningsfæller, der har draget så drastisk en konsekvens af dem som han.

Hvem er Breivik? Det er ikke forkert, men dog alligevel alt for forenklet blot at sige, at han er en ekstrem udgave af den nye højrefløj, der i disse år vokser frem i Europa, eller at han på sin egen uhyggelige måde inkarnerer det civilisationernes sammenstød, som krigslystne intellektuelle i disse år har gjort til afløser for den kolde krig.

Det er måske hans ofre, der kommer tættest på at fortælle sandheden om ham. Breivik skød jo ikke som sine våbenbrødre på Balkan på de mennesker, han opfattede som etnisk forskellige fra sig selv. Det var ikke indvandrere og deres efterkommere, han dræbte på Utøya. Det var dem, der mente, at vi kan leve med mennesker fra andre kulturer og sammen skabe nye fællesskaber. Det var dem, der ville blande kulturerne og derfor også som det første skridt blandede sig med hinanden, han ville udrydde.

Breivik mente om sig selv, at han repræsenterede en oprindelig og etnisk ren norskhed, og det var den, han kæmpede for at bevare. Men i virkeligheden er han selv lige så kulturelt blandet og sammensat som dem, han skyder på, og det er måske derfor, han skyder.

Han vil overdøve den tvivlens nagende, hviskende stemme, der plager ham med den indsigt, at den renhed, han så desperat og maskeradeagtigt forsøger at inkarnere, er en illusion.

Nej, han er ikke et ekko af fortidens politiske vrangforestillinger. Breivik er et moderne menneske, udsat og hudløs over for tidens mange uløselige modsætninger, og det er denne hudløse udsathed han hærder sig imod med sin tålmodigt indøvede afstumpethed og sin kunstigt fremmasserede morderiskhed. Det er ikke sammenstødet mellem civilisationerne, Breivik inkarnerer. Det er kampen mod mødet mellem civilisationerne.

Breivik præsenterer sig som norsk nationalist, men der er ikke noget i hans 1.500 sider lange manifest, der tyder på, at han har læst nogen af de klassikere, fra Snorre Sturlasons saga om Olav den Hellige til Knut Hamsun, som han i retten påberåber sig.

Han kalder sig kristen, men er ude af stand til at levere et bevis for sin tro med et eneste bibelcitat. Han påberåber sig en omfattende historisk indsigt, men hans kildemateriale består ikke af andet end de esoteriske stumper af pseudoviden, han på internettet har stykket sammen til en idiosynkratisk verdensanskuelse.

Han refererer til Tempelridderne, når han skal redegøre for sin egen inspiration og baggrund, men hans fascination af middelalderens hemmelige ordner er ikke til at skelne fra den bestsellerindustri, der begyndte med Dan Browns ’Da Vinci-mysteriet’.

Hans vigtigste åndelige føde i de afgørende dannelsesår, hvor han får sine åbenbaringer og forbereder sin grusomme dåd, er ikke andet end den samme popkultur, som enhver teenager omgiver sig med, og det er det, han er i sin selvvalgte ensomhed hjemme på drengeværelset hos mor: en mand omkring de tredive, der ikke magter at forlade sin pubertet.

Enhver teenager vil bevæge sig hjemmevant i Breiviks apokalyptiske verden. Den samme halvt fordøjede viden, den samme blanding af overtro og konspirationsteorier, den samme gotisk inspirerede tankegang udgør også erstatningen for virkelig dannelse i hovedet på millioner af teenagere, og ligesom disse teenagere, der mere er børn af cyberspace end af nogen uddannelsesinstitution, benytter denne selvproklamerede norske nationalist sig af engelsk som sit sande modersmål, når han over 1.500 sider skal redegøre for sine motiver til skyldfrit at myrde løs i Norges navn.

Nej, Breivik er ikke nationalist, men internationalist. Han hører ikke hjemme i Norge. Han er en hjemløs i det cyberspace, der på en gang befinder sig alle steder og ingen steder. Han er ikke en voksen mand på 33 i krig, men en teenager iført mange skiftende uniformer i et karneval af død, og uniformerne er alle sammen hjemmesyede, ligesom Spider-Mans dragt er det.

Han er ikke en genganger fra fortiden, men et sindbillede på den populærkultur, vi alle sammen lever midt i, ikke en genopvakt nazist, men en superskurk fra Gotham City, tættere på Jokeren eller Pingvinen end på Hitler.

Breiviks træningslejre lå ikke, som den norske konspirationsteoretiker Ola Tunander synes at tro, i Hviderusland, men i teenagerens værelse med joysticken i hånden, hvor han foran PlayStation-spillet ’Call of Duty’ øvede sig i ufølsomhed over for de ofre, han med stigende præcision nedskød, først på skærmen, så hinsides den.

At følge Breiviks rejse frem mod 22. juli er en vandring gennem de mørkeste regioner i vor kulturs fantasiverden, hvor millioner af teenagere færdes hver eneste dag. Forskellen på dem og ham er blot, at de færdes der med den ironiske distance som værn mod de gotiske rædsler fra de zombier, varulve og vampyrer, der her er deres daglige omgangskreds, mens Breivik gik der uden noget værn.

I dødelig alvor forveksler han cyberspace med den virkelige verden og opdager til sidst ikke, at han foretager den mest grænseoverskridende af alle handlinger, et moderne menneske kan foretage sig, da han fra cyberspace bevæger sig ind i IRL, in real life, som det hedder i jargonen.

Så her er Anders Behring Breivik: en voksen mand ude af stand til at leve en voksen mands liv, boende hjemme hos sin mor, regrederende og vegeterende på sit drengeværelse, alt imens han bygger sine bomber og øver sig på sin massakre. Gør dette liv ham mere egnet til en psykiatrisk diagnose end til en dom som kriminel?

Breiviks far var fraværende, hedder det i forsøget på en diagnose. Men den fraværende far er ikke en psykologisk diagnose. Det er en kulturel tilstand i et samfund, hvor livsbetingelserne skifter så hurtigt, at fædrenes opsparede livserfaringer er ugyldiggjorte, endnu før de bliver rakt videre.

I et fortvivlet forsøg på at bevise, at hendes søn ikke er ond, men i stedet gal, beskriver hans mor i retssalen hans mærkeligt labile adfærd over for hende: snart kold og utilnærmelig, snart fysisk overvældende i sin ømhed. En sær adfærd for en voksen mand, javist, men ikke for den teenager, Breivik var forblevet.

Paranoid lød diagnosen fra det første hold af psykiatere: Breivik tror, hans telefon bliver aflyttet, han ser civilklædte betjente overalt. Skulle det være paranoia? Er det ikke snarere den instinktive, ja nærmest professionelle årvågenhed hos den, der forbereder det største terrorattentat i Norges historie?

Utilregnelig – og derfor har han krav på menneskelig overbærenhed? Det var sådan, anklageren plæderede på retssagens sidste dag. Kun et samfund, der har mistet sin historiske hukommelse og ladet sig menneskeligt forblænde af sin egen tryghedssøgen, kan dømme sådan. Galskab er virkelighedsfornægtelse. Men at diagnosticere Breivik som gal er også en form for virkelighedsflugt.

Breivik er rigtignok ikke et menneske som alle andre. Vi kan godt kalde ham et undtagelsesmenneske. Men undtagelsesmennesker har spillet en større rolle i historien, end vi bryder os om at tænke på. Ensomhed, selv den dybeste, er ikke altid galskab.

Mange gange i historien har morderiske fællesskaber krystalliseret sig rundt om tankegange som Breiviks.

Han er en fjende af enhver civilisation, men forbrydere kan også vinde tilhængere, og det gør ikke deres morderiske mål mere demokratiske, at de formår at vinde mange for deres sag. Fra den fængselsmur, der bør omgive Breivik resten af hans liv, udgår der også et moralsk budskab: Du hører ikke hjemme blandt os.

Et samfund, der dømmer Breivik til sindssygehospitalet, handler ud fra en misforstået humanisme. Dets immunforsvar er svækket, og det er ikke længere i stand til at genkende sine fjender.

Der er en ting, vi aldrig må glemme, når vi mindes 22. juli. Ikke blot er Breivik en samvittighedsløs massemorder. Det var også det bedste i os, han forsøgte at slå ihjel, og han kunne kun gøre det med så morderisk præcision, fordi han repræsenterede det værste i os, ikke den gales fortabthed, men den ondes målrettethed.

Det var et varselsskud, Anders Behring Breivik affyrede på Utøya.

Hørte vi det?

Det er det spørgsmål, der afgøres, når dommen falder.