Det er svært at acceptere, at så ligegyldig en person som Anders Behring Breivik har kunnet begå så forfærdelig en forbrydelse som mordene på Utøya og bombeangrebet inde i Oslo. Men jeg tror, der ville være en form for lindring både for det norske samfund og for de enkelte ofres pårørende i at erkende dette: Breivik er uinteressant. Hans forbrydelse er stor, men han er lille.
Noget af det forfærdelige ved retssagen i Oslo har været, at den har interesseret sig for Breivik i en grad, så man skulle tro, at der var noget at interessere sig for. Men der er ikke rigtig noget at tage fat i. Det er fuldt opklaret, at Breivik er gerningsmanden, og hans infantile forklaringer om tempelriddere og computerspil og islamiske trusler er ikke nogen umage værd (selv om det selvfølgelig alle andre steder end i retssalen bør diskuteres, hvad islamofobien gør ved vores samfund og deres ubefæstede sjæle).




























