Nu holder du mig i hånden. Lige meget hvad der sker, så slipper du ikke min hånd«. Det lyder som en replik i en halvdårlig amerikansk ungdomsfilm. Men det er det, 18-årige danske Patrick siger til veninden Ingrid, da han løber væk fra en mand i politiuniform, de netop har set skyde en 17-årig pige med en pistol på klos hold på AUF's sommerlejr. Massemordet på Utøya sidste sommer var den groteske virkeliggørelse af Hollywoods tilbagevendende mareridtsfortælling, der har skræmt og fascineret teenagere fra 'Fredag d. 13' til 'Scream' og 'I Know What You Did Last Summer': I et uskyldigt teenageparadis bliver børn til unge. Der spilles fodbold om morgenen og guitar rundt om bålet om aftenen. Politik og samfundsengagement. Nye bedste venner for livet tumler rundt i sommervarmen. Sang og dans. Drengene efter pigerne og omvendt. Livet åbner sig. Helvede på jord Og så med ét ramler verden sammen. Hvor alt det, der normalt er trygt, pludselig bliver skræmmende. Det isolerede paradis bliver til klippeøen, der er næsten umulig at undslippe. Politiuniformen går fra at være symbol på tryghed til en massemorders forklædning. »Utøya er det sikreste sted at være i Norge lige nu«, beroliges deltagerne efter nyheden om, at en bombe er sprunget i Oslos centrum. Og øjeblikke senere er det helvede på jord. Patrick Piscots beretning om mordene på Utøya rummer ikke meget egentligt nyt. Adskillige overlevende har fortalt deres grusomme historie, og Patrick Piscot og hans mor Britt Kreutzmann har også fortalt om oplevelserne i en lang række danske medier. Men det er godt fortalt i al sin forfærdelighed. Pulsen er helt oppe under den dramatiske flugt fra øen i en gammel jolle, og hjertet er helt nede i maven ved Patricks gensyn med Utøya og savnet af de døde kammerater, og måske især ved de mange gribende mindehøjtideligheder. LÆS OGSÅUtøya-dansker: Han skød mod os til magasinet var tomt Bogen har et godt blik for den sigende detalje, som da Patrick får udleveret tingene fra sit efterladte telt af politiet nogen tid senere: »På tasken hænger der en lap med et nummer og mit navn og påskriften 'lever'«. Gulp. Mor er ikke direkte krediteret som medforfatter, men står sammen med sønnen som ophavsrettighedshaver. Og det er på godt og ondt også hendes historie, om et desperat telefonopkald: »Jeg skal dø i dag, mor«.
Man kan mærke mor i teksten. Også nogle gange for meget. For når bogen fungerer, selv om dens hovedfortælling har været endevendt i alle sine uhyrlige detaljer, er det på grund af kontrasten mellem den filmiske uvirkelighed fra Utøya og den alt for genkendelige hverdag i en teenagers liv med drømme og usikkerhed, ungdomssløvsind og vokseværk, idiotiske voksne og ligegyldige lærere. Patrick er en cool og sympatisk, men i øvrigt ret almindelig ung fyr, der oplever og overlever det ufattelige. Nyt liv Bogen er skrevet som et svar til de mange børn og unge, der har skrevet til Patrick, siden han stod frem, og spurgt, hvordan det var at overleve Utøya. Mens voksne læsere nok vil komme hurtigt igennem den smalle bog, så rammer den målgruppen fra folkeskolens ældste klasser og lidt frem klokkerent. En let læst, flydende og fascinerende skildring med stof til timers diskussioner om døden, frygten og sorgen, men også venskab, familie og et ungdomsliv anno 2012. Utøya betyder også, at Patrick pludselig kan udleve tidens mest udbredte teenagefantasi: at komme i tv. Til et punkt, hvor han bliver træt af det. Pludselig står Patrick, der drømmer om at blive musikstjerne, dér backstage til TV 2's nytårskavalkade med Rasmus Seebach, men af alle de forkerte årsager. Selvfølgelig påvirker oplevelserne fortsat Patrick Piscot dybt, men modsat f.eks. veninden Ingrid, der plages så hårdt af skyldfølelse over at have overlevet, at hun bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, så klarer han sig nogenlunde. LÆS OGSÅDansk dreng slap levende fra ø-massakren Og det er i sidste ende budskabet fra Patrick til hans jævnaldrende. Trods den ultimative sorg og modgang, gennem grusomhed og død, så bærer livet på mærkværdig vis alligevel: »Leve kærligheden til mine kammerater, til Utøya og til Norge. Leve livet, mit liv!«. Og det må vi jo så forsøge, hver især, uanset om man har overlevet Utøyas grusomhed eller blot skal forsøge at overleve sine teenageår.
