Holland var et af de seks lande, der var med til at stifte Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab efter Anden Verdenskrig.

I årtier var hollænderne blandt de varmeste fortalere for europæiske integration, og skiftende hollandske regeringer var pålidelige proeuropæiske partnere. I dag er hollænderne tøvende og kritiske over for yderligere integration, og den hollandske regering indtager ofte et mindretalssynspunkt eller benytter sig af sin vetoret.

Hvad er der sket? Hvordan påvirker krisen situationen? Og hvordan tegner fremtiden sig for det hollandske EU-medlemskab?

I årene efter Anden Verdenskrig var Beneluxlandene en vigtig drivkraft i udviklingen af det, der siden blev til EF og EU. For Holland virkede det selvindlysende at deltage i de europæiske traktater, og der var bred folkelig opbakning til initiativer, der kunne bidrage til freden og stabiliteten på det europæiske kontinent.

Da EU bevægede sig mod tættere integration, var det ofte hollænderne, der gik forrest, og i 1990’erne blev der underskrevet vigtige traktater i Maastricht og Amsterdam.

Mange husker stadig den markante EU-støtte, der mødte europæiske ledere som Wim Kok og Tony Blair, da de cyklede langs kanalerne i Amsterdam. Dengang kunne det nærmest ikke betale sig at indlede en diskussion om europæisk integration, for alle de politiske ledere var positivt indstillet.

Samtidig var Holland også et skoleeksempel på den epoke, der var præget af ’accepterende konsensus’: en periode, der var kendetegnet ved, at befolkningerne blåstemplede regeringernes samarbejde om øget integration ved ikke at føre debat eller udtrykke modstand. Det blev accepteret og tolereret, at regeringerne arbejdede for mere europæisk integration. Der var en stærk, men ofte uudtalt konsensus om at fortsætte ad denne vej, fordi man ikke havde den opfattelse, at integrationen ville gribe alt for kraftigt ind på nationale anliggender.

Nyere meningsmålinger i Holland viser, at der stadig er bred opbakning til EU og hollandsk medlemskab. Men modstanden er voksende, og et flertal af hollænderne mener, at EU er blevet for stort. Kun et mindretal tror på euroens fremtid, og en tredjedel venter, at EU vil gå i opløsning.

Desuden er det tydeligt, at hollændernes holdninger til EU er blevet mere komplekse end tidligere: I dag baserer holdningerne til EU sig ikke længere kun på rent nyttemæssige overvejelser, for eksempel om, hvad EU har bidraget med eller kostet økonomisk. Overvejelserne omfatter også vurderinger af EU’s demokratiske beskaffenhed og resultater, og den følelsesmæssige tilknytning spiller også en rolle. Derfor er det blevet vigtigere, men også mere kompliceret at forstå hollændernes holdninger til EU.

For at forsøge at forstå denne skepsis og faldende folkelige opbakning må vi anskue forholdet mellem Holland og EU over tid og inddrage de forandringer, der er sket i landets politiske landskab gennem de seneste ti år.

Efter mange års stiltiende EU-konsensus begyndte de kritiske røster at melde sig i 2004, da Paul van Buitenen, der tidligere havde arbejdet for EU-kommissionen, blev valgt til Europaparlamentet som erklæret kritiker af EU’s interne forhold og manglende gennemsigtighed. I efteråret 2004 – efter den store østudvidelse tidligere på året – gjorde det hollandske EU-formandskab fremskridt i forhandlingerne med Tyrkiet om muligt medlemskab.

Det var et spørgsmål, der kom bag på mange hollændere på grund af den manglende tradition for at diskutere EU-spørgsmål, herunder spørgsmål om udvidelser.

I 2005 blev det et nej ved den hollandske folkeafstemning om forfatningstraktaten, blot få dage efter at franskmændene også havde stemt nej. Der er flere væsentlige forklaringer på afstemningsresultatet, herunder en svag regering, en ringe valgkamp og et stort fokus på spørgsmål om indvandring og integration.

Men det hollandske nej afspejlede også en oprigtig folkelig skepsis over for yderligere integration – en skepsis, der først manifesterede sig ved denne folkeafstemning, fordi der ikke hidtil havde været ført nogen offentlig debat om EU.

Derefter opstod et politisk dødvande. Regeringen, der havde tabt folkeafstemningen, fremsatte store løfter om en oplyst EU-debat. Den blev bare aldrig til noget. Der var kun tavshed. De politiske ledere undgik at tale om EU og europæisk integration.

De brudte løfter betød, at EU for alvor blev et stridspunkt i den hjemlige politiske magtkamp. I dag er europæiske spørgsmål – fra den græske gæld over de spanske banker til Den Europæiske Centralbanks rolle – noget, man taler om hver dag. I supermarkedet og til fødselsdagsfester er EU pludselig blevet et legitimt samtaleemne. Men i mangel af en kvalificeret og politisk rodfæstet diskussion føres den offentlige debat på et lavt niveau og uden den fornødne kvalitet. Iagttagere af det nuværende politiske landskab i den vestlige verden taler om ’faktaløse’ politiske debatter, hvor meninger og følelser får lov til at overtrumfe kendsgerninger.

Men EU-debatten i Holland er snarere præget af ’løse fakta’ – det vil sige, at enkeltstående iagttagelser og kendsgerninger får en stærk og fremtrædende stilling uden at blive sat i perspektiv eller modsagt af andre kendsgerninger. Tilfældige fakta, for eksempel om størrelsen af Hollands bidrag til EU, kursen på gylden, da møntfoden blev afløst af euroen, eller antallet af polske indvandrere i Holland, kan pludselig blive vigtige spørgsmål i debatten, fordi de færreste kan diske op med modargumenter.

EU er øverst på dagsordenen i Holland, og det har aldrig før været tilfældet. Ved valget til Europaparlamentet i 2009 og det nationale parlamentsvalg i 2010 luftede både det traditionelt venstreorienterede socialistparti SP og Geert Wilders’ nye bevægelse, PVV, en række antieuropæiske synspunkter.

Men det var først i foråret 2012, da den hollandske regering måtte gå af og udskrive valg til september, at Europa blev genstand for en egentlig politisk debat i Holland. Men den manglende tradition for at diskutere europæiske anliggender har betydet, at EU-debatten er blevet overladt til forsimplede ’nej’-argumenter fra begge yderfløjene i det politiske spektrum, og modspillet kommer kun fra lige så forsimplede ’ja’-argumenter fra et par af midterpartierne.

Europa er omsider blevet en del af den politiske diskussion i Holland, men debatten er i høj grad et resultat af det tomrum, der opstod, da de politiske ledere for længe undlod at sætte emnet på dagsordnen – også efter at de faktisk havde lovet at gøre det. Situationen beskrives bedst med udtrykket: De ligger, som de har redt.

Euro- og gældskrisen gavner ikke det hollandske forhold til EU.

Årsagerne til den øgede skepsis skal findes i den udvikling, der har fundet sted over en årrække, men det er indlysende, at krisen dels forværrer situationen, dels giver meget vanskelige betingelser for at genstarte debatten om Europa. Den hollandske regering har vundet en vis opbakning til sine barske holdninger til budgetdisciplin og reformer i Grækenland, men Hollands politiske ledere havnede i en ubehagelig situation i foråret, da Europakommissionen krævede reformer og offentlige besparelser af hollænderne selv.

Det var åbenbart meget nemmere at gå ind for budgetdisciplin i Sydeuropa end at håndhæve budgetdisciplin derhjemme. Indtil videre har krisen mest kunnet mærkes i bestemte sektorer af erhvervslivet og på det hollandske boligmarked, men når nedskæringerne i den offentlige sektorer gennemføres, vil den internationale krise for alvor ramme hollænderne.

Eurokrisen har gjort et emne, der normalt ville have delt eliten og vælgerne op i traditionelle højre- og venstrelejre, til et mere komplekst fænomen. EU-anliggender deler nu vandene i forhold til kultursammenstød, for eksempel når det gælder holdningerne til indvandring og europæisk integration.

Midterpartierne ønsker integration og vil bruge øget samarbejde og EU’s kontrolmekanismer til at løse krisen. Partierne på venstre- og højrefløjen tror ikke, at ’mere Europa’ er svaret på krisen. De vil hellere finde nationale løsninger. Samme opdeling af det politiske landskab ses i spørgsmålet om indvandring, der har været meget fremtrædende i Holland gennem de seneste ti år.

PVV’s leder, Geert Wilders, har ivrigt taget det europæiske tema op og vakt de internationale mediers interesse med sit forslag om at etablere en hjemmeside, hvor borgere kan anmelde de problemer, de oplever med eksempelvis østeuropæere i Holland. Det vakte også opsigt, da han for nylig lagde sag an mod den hollandske regering, fordi den har bidraget til de fælleseuropæiske krisefonde.

Sagen kom aldrig for retten, men ’folkets domstol’ holdt med Wilders. Under en debat i parlamentet for nylig kaldte han afgående ministerpræsident Mark Rutte »kongen af Sydeuropa« med henvisning til parlamentets og regeringens støtte til nye krisefonde. Wilders præsenterede for nylig sit partiprogram forud for valget i september. Programmets titel er ’Deres Bruxelles, vores Holland’, og teksten beskriver debatten om EU som en kamp mellem national selvstændighed og den voksende indflydelse fra EU.

Titlen spiller på frygten for, at den nationale selvstændighed udhules, og henviser også til den udbredte opfattelse i Holland, at krisen er fremkaldt af andre mennesker i andre lande, og at den især berører mennesker i andre lande.

Man kan konstatere, at hollænderne ikke længere er ligeglade med Europa. Den ’accepterende konsensus’ er afløst af en polariseret debat og populistisk modstand.

På den ene side er det godt, at apatien er væk: Der er brug for mere offentlig debat.

På den anden side er tidspunktet for debatten usædvanligt udfordrende, og flere presserende behov trækker i forskellige retninger:

Der er brug for principielle diskussioner og tid til eftertanke, samtidig med at de internationale markeder kræver øjeblikkelig handling. Der findes ingen nemme løsninger. Der er behov for, at politikerne engagerer sig i det europæiske spørgsmål.

Det skal ikke forstås som et krav om, at de på forhånd forpligter sig til yderligere europæisk integration; det er et krav om, at de forpligter sig til en oprigtig debat og holder op med at tale udenom. Europa-diskussionen dækker også over andre politiske spændinger, og det er en diskussion, som politikerne nemt kan manipulere med for at fremme egne interesser:

Når et af EU’s indgreb eller samarbejdsområder opfattes som vellykket, bliver det misbrugt og fremstillet som et eksempel på, at hjemlige politikere har været gode til at forhandle på dette område. Og når et af EU’s initiativer opfattes som mindre populært, skyder man skylden på løst definerede fjender som ’Europa’ eller ’Bruxelles’. Det er værd at hæfte sig ved, at Wilders’ angreb på »deres Europa« i praksis er blevet brugt af mange politikere før ham, når de havde brug for at stjæle æren for noget eller finde en syndebuk.

Nogle løfter kan man fint vente flere år med at få opfyldt. Andre løfter bliver til problemer, hvis de ikke opfyldes. Efter folkeafstemningen i 2005 blev hollænderne lovet en offentlig debat om Europa. Det løfte venter de stadig på at få opfyldt. EU bliver sikkert et tema op til parlamentsvalget i september, men mange partier er ambivalente i spørgsmålet, og nogle af dem så gerne, at emnet helt ’forsvandt’. Det kan betyde, at parlamentsvalget i september udvikler sig til den anden folkeafstemning om Europa.

Det ser desværre ikke ud til, at vi har lært ret meget af den første i 2005.


Oversættelse: Tonny Pedersen