Det tjekkiske samfund er sygt.
Men værre er, at det ikke vil helbredes. Vi lever i det tyvende – og en tiendedel af det enogtyvende – århundredes forfalskede historie. Før trådene er redet ud, er vi ikke frie. Vi lever vores liv i et tragisk land, hvor folk vil glemme og samtidskunsten hjælper dem på vej. Vi deler uvilje mod sandhed med russerne. Når jeg tænker på de tyve år i Tjekkiet efter 1989, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor jeg trods al den frihed mærker kulde. Jeg når ad logikkens vej gennem årtierne, der gik forud til dagen i dag, der er deres resultat. Den tjekkiske krønike er fyldt med eksorbitant smålighed flankeret af et utal af skrankepaver, herseri og hævngerrighed, uendelige møder, utallige particirkulærer, personlige journaler, hvor man udelukkende fremhævede den politiske observans. Den blinde kopiering af Sovjetrusland, døgenigternes autokratiske beslutninger, uendeligt sludder, arbejdsdemoralisering, Slovakiets separatistiske tendenser (som mundede ud i Tjekkoslovakiets opløsning i 1993). Kilden til denne atmosfære er en uafrystelig fornemmelse af, at vi er en slags buffer mellem øst og vest. Atmosfæren skyldes dog også vores første massehysteri: tyskernes uddrivelse i 1945.
