I 1678 holdt den store danske anatom og naturhistoriker Niels Steensen en forelæsning på Københavns Universitet.

I anatomibygningen på Frue Plads, som rummede verdens første naturhistoriske museum, Museum Wormianum, opsummerede han sin indsigt i naturens væsen i følgende berømte citat: Pulchra sunt, quae videntur pulchriora quae sciuntur longe pulcherrima quae ignorantur

Dette kloge udsagn rummer en række sandheder af stor relevans for et naturhistorisk museum. Den første og mest iøjnefaldende er, at hvis vi ønsker at formidle vores indsigt, er det en god idé at gøre det i et sprog modtageren kan forstå.

De øvrige sandheder er nok tydeligere i den danske oversættelse. Det, Niels Steensens, siger er: Skønt er det, vi ser skønnere det, vi forstår men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme

Steensens citat er nok den klareste og mest præcise beskrivelse, der findes af den aspiration, der driver forskning, og som forklarer vores fascination af naturen. Det giver samtidig en begrundelse for, hvorfor vi skal etablere naturhistoriske museer.

Den første sætning handler om umiddelbar nydelse. På et naturhistorisk museum kan vi uden kalkulerede bagtanker eller formål nyde naturens uendelighed af former, farver, dufte, lyde og funktioner og hengive os til den standard for skønhed, naturen definerer, og som vi holder alle vores egne frembringelser op imod.

Steensens anden sætning er for dem, der ikke kan nøjes med at svømme hen over naturens skønhed og gru. Til dem kan det naturhistoriske museum tilbyde viden om naturen og indsigt i dens betydning for os som mennesker. Et naturhistorisk museum kan endda mere end blot repetere leksikalsk viden om naturen.

Det er også et laboratorium, hvor ny indsigt i naturen og dens sammenhænge skabes. Her inviteres man som gæst på besøg direkte ind i et aktivt forskningsmiljø, hvor man kan følge nye ideer vokse frem og enten se dem gå til grunde, når de modbevises, eller se dem vokse sig stærke og indgå som brikker i vores forståelse af den verden, der omgiver os.

Steensens tredje sætning gælder også fuldt ud i dag, på trods af eller måske snarere på grund af den kolossale naturvidenskabelige viden og indsigt, vi har opnået. Denne tredje sætning er måske et naturhistorisk museums vigtigste begrundelse. Naturen fylder os med fryd, benovelse og ærefrygt, fordi intet menneske kan forstå eller overskue naturens væsen. Uanset hvor meget vi forsker, må vi indse, at naturens kompleksitet ligger uden for vores fatteevne.

Det er en uhyre vigtig erkendelse, og det er lige så vigtigt, at vi som forskere fortæller omverdenen, at vi er helt på det rene med, at vi kun kan forklare en forsvindende lille del af den verden, der omgiver os.

Vi kalder os selv homo sapiens – det vise menneske, men i realiteten handler den menneskelige historie om kampen for at forstå, hvem vi er, og hvad vores rolle i verden er. Det er vores evne til at formulere relevante spørgsmål, der adskiller os fra dyrene.

Med et nyt naturhistorisk museum kan vi forene indsigt med passion og skabe lysten til at stille de spørgsmål, som er helt nødvendige for vores fremtidige velfærd eller ligefrem for vores overlevelse. Det naturhistoriske museum falbyder den æstetiske glæde ved naturens former og farver og ahaoplevelser af naturens forunderlige sammenhænge, men det indgyder også ydmyghed, når vi indser, at naturen er en uudtømmelig kilde til de spørgsmål, der i bund og grund definerer os som mennesker, og at vi aldrig kommer til at forstå naturen i sin helhed.

I daglig tale er en museumsgenstand selve symbolet på fravær af relevans i den virkelige verden. Et lavpunkt af unyttighed og manglende tidsånd. Imidlertid er genstandene på et forskningsmuseum ikke fremskaffet til lejligheden for at formidle viden eller overleveret til nutiden, fordi ingen fik taget sig sammen til at smide dem ud i tide. De er forskningsmateriale, som ifølge skrevne og uskrevne videnskabelige regler opbevares i offentligt tilgængelige samlinger, hvor de opfylder flere formål. Dels udgør de bevismaterialet for de ideer og iagttagelser, vi allerede har accepteret, og som vi har bygget vores naturvidenskabelige verdensbillede på.

Skeptiske forskere og folk i almindelighed har derfor mulighed for at forvisse sig om, at de iagttagelser, vi har baseret vores konklusioner på, faktisk er rigtige. Dels er museumsgenstandene stadig i aktiv tjeneste i ny forskning, som løbende reviderer og udbygger vores forståelse af verden. Som gæst på et museum kan man derfor løbende dele forskerens begejstring hver gang, det lykkes at løfte en ny flig af forståelse af naturens sammenhænge eller aflive gamle misforståelser.

Naturvidenskabelig erkendelse og metode er helt centrale komponenter i vores kultur og samfundsmodel. Et retssamfund definerer sig blandt andet ved, at samfundets handlinger må baseres på videnskabeligt beviselige forhold. Der er ingen tvivl om, at accepten af, at der findes eksakt viden, og at den videnskabelige metode til at afprøve postulaters holdbarhed er helt grundlæggende værdier i vores samfund og definitionen af retsstaten.

Ud over videnskabens evne til at løse konkrete, stillede opgaver er selve den videnskabelige proces en væsentlig kulturel aktivitet. Vi bilder os ofte ind, at det videnskabelige verdensbillede og den deraf afledte demokratiske samfundsmodel er indlysende for enhver. Vi behøver imidlertid ikke rejse til fjerne og formørkede afkroge af verden for at finde kræfter, der udfordrer vores måde at anskue verden på.

I alle kulturer, inklusive vores egen, er der kræfter, som konstant søger at udfordre, undergrave eller ligefrem forbyde verdensbilleder, der bygger på videnskabelig indsigt. Derfor er det både vigtigt og nødvendigt, at vi som samfund hele tiden husker at styrke de værdier, vi tror på, for at sikre, at de goder, vi nu anser for selvfølgelige, ikke bliver eroderet og forsvinder.

De goder, videnskaben har tilladt os at skabe, er ikke bare de elektroniske dimser, vi underholder os med i dagligdagen, men helt basale goder som mad på bordet, et bord under maden, og fravær af sygdom og dertil fryden ved at vide – vide noget om verden omkring os.

Vi bruger mange kræfter og store summer og bringer til tider ubærlige ofre for at sikre vores samfund mod anslag fra ydre kræfter. Vi glemmer måske af og til, at det er lige så vigtigt at understøtte det, vi tror på i vores hjemlige dagligdag, hvis vi vil sikre det fundament, vores samfund er bygget på.

Parallelt med at vi benytter eksakt viden i livets praktiske anliggender, har vi naturligvis også etiske og religiøse overvejelser, som faktisk også bygger på en tolkning af naturen. Der er ikke, eller burde i det mindste ikke være, nogen grundlæggende konflikt mellem at have religiøse livsanskuelser og på samme tid strukturere sin tilværelse på baggrund af videnskabelig indsigt.

I årtusinder har vi mennesker bygget katedraler, der deklarerer vores religiøse tilhørsforhold, samtidig med at vi har bygget monumenter over vores videnskabelige forståelse.

De ældste spor, vi har af menneskelig kulturel aktivitet, er de naturhistoriske gallerier udført af hulemalere for mere end 30.000 år siden. De malede deres verdensopfattelse på væggen og bekendtgjorde den erkendelse, at dyb indsigt i naturhistorien var grundlaget for deres eksistens som jægere og samlere.

Senere, med agerbrugets udvikling, højtideligholdt de nye bondekulturer deres indsigt i Solens, Månens og Jordens bevægelser i forhold til hinanden ved at bygge astronomisk definerede helligdomme À la Stonehenge.

Dermed anerkendte de, at astronomisk indsigt gav dem mulighed for at forudsige årstidernes skiften og dermed et grundlag for at lykkes med det landbrug, som nu understøttede Jordens hastigt voksende befolkning.

Med Flora Danica, hvis originale trykplader ligger i en hvælving under Botanisk Have, priste oplysningstidens herskere Herrens skaberværk, samtidig med at de formidlede nyttig viden om udnyttelsen af den danske naturs ressourcer. Værket blev distribueret over det ganske land og gjort tilgængelig for en landbobefolkning, som var fastlåst i armod grundlagt på manglende viden om den natur, der omgav dem.

Vores stigende forståelse af menneskets rolle i naturen har tvunget os til at indse, at verden ikke kan fortsætte med stadigt stigende vækst i forbrug af ressourcer på samme måde, som det er sket indtil nu.

Vi bliver nødt til at ændre vores måde at omgås naturen og dens ressourcer og for den sags skyld også hinanden på. I et demokrati er dette kun muligt med en bred folkelig opbakning. Det er ikke muligt at ændre menneskers adfærd ved at fægte med løftede pegefingre. Man kan kun få samfundet til at bevæge sig i en ny retning ved at inspirere tilstrækkeligt mange mennesker til at ville noget nyt. Et nyt naturhistorisk museum vil medvirke til at skabe indsigt i menneskets afhængighed af naturen og vores rolle som en faktor i Jordens dynamik.

Dette er et helt nødvendigt grundlag for en folkelig opbakning til det politiske projekt, som skal lede vores samfund ind på en bæredygtig kurs. En skudsikker måde for et samfund at vise vigtigheden af en sag er at vise den økonomiske vilje til at fremme sagen.

På samme måde som vores forfædre til alle tider har vist hinanden og omverdenen, hvad de værdsatte og baserede deres tilværelse på ved at bringe ofre eller anvende store ressourcer, må vi også i dag skabe et monument over den videnskabelighed, som indgår som et centralt element i vores verdensbillede. Et blændende smukt museum og den milliard, der skal til for at bygge det, er en skudsikker måde at vise, hvad vi tror på.

Heldigvis har vi netop sådan et vidunderligt og gavmildt museum på tegnebrættet, vi har de forskere, der skal holde det levende, og de museumsgenstande, der skal fylde magasiner og udstillingssale. Københavns Universitet har lovet at bekoste driften, så længe verden består.

Vi står derfor med muligheden for at give Danmark et museum, som giver alle en ubændig lyst til at sikre den natur, som er en betingelse for menneskehedens fortsatte lykkelige liv på Jord.