Det er forbudt at filme og fotografere indenfor hos Udlændingestyrelsen i Ryesgade, hvor hundredvis af ansøgere daglig står i kø.

Forbuddet står skrevet med store bogstaver og symboler på væggene. En mand tager et billede, den dag Merih og jeg venter på at høre afgørelsen i vores sag. En medarbejder griber omgående ind og sikrer sig, at billedet slettes fra mobilen.

Hvorfor? Ingen af de ventende har noget imod at blive fotograferet. Ingen skammer sig. Ingen har noget at skjule. Måske bortset fra selve systemet, der stiller sig bredt til skue i al sin bureaukratiske umenneskelighed. Det må være det, der ikke må dokumenteres.

Men jeg foregriber begivenhedernes gang. Først det vigtigste: Min tyrkiske hustru og jeg er privilegerede. Jeg har arbejde, jeg er indfødt dansker, jeg har endda, som denne Kronik demonstrerer, adgang til medierne. Vores sag om familiesammenføring, som nu er endt med en afvisning, er langtfra den værste, og vi skal nok få den løst.

Men den behandling, som Merih og jeg har oplevet, er så nedværdigende og mistænkeliggørende, at vi føler, at det er nødvendigt at dele den med offentligheden.

Og hvis vi kan blive ramt og skadet af systemet, hvad så med de virkelig udsatte?

Hvis Udlændingestyrelsen kan skalte og valte med en ressourcestærk danskers tid, liv og lykke med så stor bureaukratisk sendrægtighed og betragtelige kommunikationsbrist, hvilke konsekvenser har det her system så ikke for de virkelig svage?

Nå, men det begyndte alt sammen lykkeligt for et års tid siden. Med et frieri en sen nattetime, vielse en måned senere på rådhuset i København. Og en fest for danske og tyrkiske venner og familie kørt op i højt gear i vores treværelses på Vesterbro. Naboernes storsind gør mig benovet den dag i dag.

Dernæst forvandle kaos til orden, gøre rent, pakke ned og så til Berlin, hvor vi flyttede ind i min ejerlejlighed i Mitte. Det lignede en fornuftig måde at begynde vores nye liv på: at starte på lige sociale præmisser i en by kendetegnet ved en langt større åbenhed over for et vildt sammenrend af nationaliteter. Og i min freelancertilværelse som musikjournalist var det den perfekte by at flytte til.

Det fungerede bare ikke. For få og for svage sociale forbindelser, et savn af min families og venners netværk, en fornemmelse af malplacering. Samtidig med at mit arbejde viste sig at involvere uforudset meget pendling til Danmark. Det blev en byrde i stedet for en dynamisk udvekslingsproces.

Så vi vendte hjem. Og vi valgte at søge om familiesammenføring under EU-retten. Det kunne vi, fordi jeg havde flyttet min arbejdskraft fra et EU-land til et andet, og under loven om arbejdskræfternes fri bevægelighed i EU kan min kone derfor rejse uhindret med mig. Det er en mere lempelig form for familiesammenføring, som vi er i vores gode ret til at søge.

To en halv måned senere fik vi et brev, hvori Udlændingestyrelsen udbad sig ekstra dokumentation. De havde altså brugt den forbipasserende tid på at finde ud af, at de manglede dokumenter.

Tre måneder senere fik vi et nyt brev, hvori Udlændingestyrelsen fortalte, at de havde for travlt til at træffe afgørelse inden for det, de kalder servicemålet (på tre måneder), men først to måneder senere.

Jeg ringede til Udlændingestyrelsen, som fortalte mig, at man ikke kan tale med sin sagsbehandler. Hvilket jo kan undre, når vi taler afgørelser, der ændrer folks liv. Det begrænser alt andet lige vores muligheder betragteligt for at forklare os i en sag, der vil præge vores liv fremover. Og det skaber enorme risici for misforståelser.

Halvanden måned senere – altså efter næsten syv en halv måneds ventetid – blev vi inviteret til Udlændingestyrelsen i Ryesgade på Østerbro for at modtage afgørelsen. Vi ankommer torsdag 7. juni til Ryesgade og trækker et nummer, der fortæller os, at vi befinder os omkring 300 numre fra betjening.

Vi har altså god tid til at dvæle ved stedet: et stort åbent rum med panoramiske vinduer ud til den virkelige verden, som lever sit veltilrettelagte liv udenfor, alt imens verden bliver mere og mere fiktiv og flydende indenfor.

Timerne passerer langsomt og formålsløst, kun afbrudt af to højlydte toner, der indikerer, at et nyt nummer i køen kan betjenes. Et uendelig langsomt samlebånd på vej mod enten afslutning eller begyndelse på livet i Danmark.

Der er alt for lidt plads og alt for få stole. Stedet flyder med affald. Og da vandposten mangler plastikkopper, må jeg foreslå en lille pige, der vil vide, hvordan jeg har fået en kop, at hun kan vaske en af de efterladte kaffekopper for at få noget at drikke fra vandposten.

På en fladskærm kører en animationsfilm. En hveps bliver skudt ud i rummet og falder ned gennem alle sfærerne, ned på Jorden igen, hvor dens artsfæller er bange for den. Nogle myrer tumler rundt i deres tue. Filmen kører i loop, helt meningsløst uden lyd på.

Rundt omkring bliver der hustlet med numre. Måske ikke ligefrem solgt, men i hvert fald uddelt numre til dem, man måtte fatte sympati for. For folk tager flere numre ad gangen, animeret til at lede efter smutveje i et system, der trækker pinen i langdrag.

Alligevel er fiskene i Udlændingestyrelsens akvarium de sørgeligste eksistenser på stedet. Mens alle andre så hurtigt som muligt ønsker at komme ud og før eller siden undslipper, så er de fanget dér hele deres liv. Ja, en afghansk pige, der skal have sit eget pas efter at være fyldt 18, er helt sikker på, at det er de samme fisk, hun så, da hun var her første gang for syv år siden.

Hvor meget sorg, vrede, desperation, afmagt har de absorberet i deres glastank? Og kryber de i skjul om natten, når stedet hjemsøges af afviste skæbner?

LÆS OGSÅAsylansøgere skal huses i nordjysk feriecenter

Alle de besøgendes yndlingslyd – de ekstremt ucharmerende to toner, der indikerer nummerskift i sagsbehandlingen – må fiskene døje med dag ud og dag ind. Og mens en lystig summen breder sig blandt menneskeartens repræsentanter, når maskinen bipper lystigt – altså hvis det går hurtigt eller nogen ikke møder op ved nummerkaldet – så må det definitivt drive fiskene til vanvid.

Jeg opgiver at stille mig i den enorme kø ved informationsskranken for at få at vide, hvordan dælen de har tænkt sig at komme igennem den enorme mængde klienter. Så jeg ringer til en telefonrådgiver på stedet. Hun fortæller mig, at efter at dørene lukkes 17.30, så betjener de alle, der er inden for dørene. Da det sker, er der stadig over 200 numre imellem os og betjening.

Klokken 21.30 er det vores tur. På det tidspunkt har vi ventet i 10 timer. Folkene bag skrankerne, som virkelig ikke virker som usympatiske mennesker, er godt klatøjede. En af dem tager sagen i egen hånd, trodser nummersystemet og tager sig af den familie, der har de yngste børn.

Et lille blip af civil ulydighed i et system, der burde omstyrtes eller i hvert fald blive omstruktureret og menneskeliggjort.

Imens venter vi på et svar ved skranken, nu da det er blevet vores tur. Vi står og vrider os. Står. Ikke noget med komfort og fornemmelse af velkomst her. Ja, man kan faktisk ikke engang stå ved siden af hinanden takket være et udspring forrest på disken.

Damen, en tilfældig ansat uden noget kendskab til vores sag, er gået over til en reol og læser i vores tykke grønne sagsmappe. Der er en del at sætte sig ind i, kan vi se. Så beder hun om Merihs pas og begynder at stemple og skrive i det. Hun vil ikke fortælle os, hvad beslutningen er.

Så dirigeres vi til udgangsdøren og mødes backstage med rådgiveren, som jeg først dér får lokket til at fortælle os, at det er et afslag. Så gelejdes vi ind i et rum, hvor vi bizart nok skal gennem én dør og de to offentlige personer gennem en anden.

Vi mødes på hver side af et skrivebord, over hvilket de to kvinder forsøger at forklare os afgørelsen. Det gør de blandt andet ved at skimme igennem den lange afgørelse, mens vi spørger løs. Og de må melde pas på en række spørgsmål, fordi de slet ikke har styr på familiesammenføring under EU-reglerne.

Der sidder vi så. Først taknemmelige over at være ventetiden kvit, så udmattede, så opgivende. Så går vi. Ud i sommernatten, hvor velfærdsstaten synes pakket ind i fløjl. Den skal min hustru så forlade inden en måned. Det står stemplet i hendes pas.

Der er nu gået over en måned. Vi er stadig i granatchok, men vi er også blevet vrede. Og hyperaktive. Harmen over det her show har vundet over apatien.

I afslaget er det tydeligt, at sagsbehandleren – der i øvrigt skiftede undervejs i sagen – ikke har læst min økonomiske redegørelse ordentligt, da det påpeges, at min økonomiske aktivitet i Berlin ikke dokumenterer, at jeg »har etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i perioden«. Det kan undre, når jeg har svinget Visa-kortet lystigt dernede og forsynet Udlændingestyrelsen med en bankudskrift, der dokumenterer det.

Og de detaljer, der fremhæves – såsom at jeg har glemt at ændre adresse på mine lønsedler, som jeg vel at mærke modtager per e-mail – emmer af mistænkeliggørelse og en ide om, at ansøger er skyldig, indtil det modsatte er bevist.

Hvad er det for et system, der opfører sig, som om det skal beskytte staten mod sine egne borgere i stedet for at hjælpe dem så godt som muligt? Hvad er det for et menneskesyn, dette system arbejder efter?

Hvordan kan man retfærdiggøre, at der ingen menneskelig kontakt er mellem sagsbehandleren og de mennesker, hvis fremtid hun eller han bestemmer? Og hvordan retfærdiggør man så lang tids sagsbehandling?

I et land, hvor tid er den allervigtigste ressource, kan et system bedst ydmyge folk ved at berøve dem deres tid. Således har vi spildt syv en halv måned. Plus 10 timer. Og i mellemtiden har min hustru forgæves stået klar i startklodserne for at komme i gang i det danske samfund.

Og det bliver endnu mere absurd: Da vi har søgt under EU-retten har Merih måttet arbejde i ansøgningsperioden. Men det er åbenbart en overstatslig bestemmelse, der er Udlændingestyrelsen så inderligt imod, at de har valgt at lægge følgende forhindring i vejen:

»Familiemedlemmer, der er tredjelandsstatsborgere, har alene ret til at arbejde under ansøgningens behandling, såfremt betingelserne for opholdsret efter EU-reglerne er opfyldt. I visse tilfælde kan der blive tale om strafansvar for ulovligt arbejde efter udlændingelovens par. 59, stk. 2, hvis sagsbehandlingen viser, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få ophold i Danmark efter EU-reglerne«, står der i ansøgningen.

Sagt på jævnt dansk: Man kan blive illegal arbejder med tilbagevirkende kraft – og blive straffet for det. En retsstilling, som vel ikke hører hjemme i et demokrati?

Altså vælger man her at skabe en unødvendig obstruktion i stedet for at give mennesket – hustruen til en dansk borger – en chance for at komme i gang i det danske samfund. Nå, nej, min hustru skal jo skride, så hvad snakker jeg egentlig om?

LÆS OGSÅUdlændingestyrelsen har drukket af natpotten

Ventetiden i et juridisk, eksistentielt og civilt limbo er udmarvende. Jeg har set min hustru lide. Blive rundtosset af uvished. Ør af opsparet, uforløst energi. Ædt af den sociale marginalisering, som følger af ikke at være en del af et samfund og ikke kunne opbygge normale menneskelige relationer gennem arbejde og alle de andre rutiner, som vi andre render lykkeligt uvidende rundt i.

Og dirrende af en frustration, som ikke kan rettes nogen steder hen, fordi bureaukratiet på én gang er en uigennemtrængelig mur og en diffus sky af regler og logikker, der ophæver enhver form for personligt ansvar.

Det er et system med serielle ydmygelser, en grundlæggende brug af forhaling og fremmedgørelse som udmatningsstrategi – og som kronen på værket: den mesterlige mørbankning (uden synlige blå mærker) i Udlændingestyrelsens kontor.

Hvilken almindelig dansker ville finde sig i ti timers ventetid (hvor nummeret i øvrigt angav 90 minutters ventetid)? Det skal jeg fortælle Dem: Det vil en almindelig dansker, som har været udsat for Udlændingestyrelsens forhalingsteknikker og ikke har noget andet valg.

Ja, i sidste ende er man taknemmelig for overhovedet at nå til skranken i Ryesgade. Og bare få det overstået. Udmattelsesstrategien virker. Ingmar Bergman anser bureaukratiet for i høj grad at være bygget på ydmygelse og ser det som en af de mest ulækre og farlige gifte, der findes. Det har både min hustru og jeg mærket, og jeg har oplevet den sprede sig nådesløst i min hustrus krop og sjæl.

Jeg forstår nu, at Danmark og det danske velfærdssystem ikke er til for at hjælpe alle indfødte danskere. Kun dem, der opfører sig i overensstemmelse med systemets logik og ikke søger veje, som byder systemet imod – selv hvis de er fuldt lovlige.

Jeg forstår, at dele af bureaukratiet er blevet umenneskeligt og kun er interesseret i at beskytte staten mod sine borgere – og i at retfærdiggøre sin egen eksistens gennem fodslæbende sagsbehandling.

Så, tak, Udlændingestyrelse. Tak for at sikre, at nytilkomne til vores land fra begyndelsen føler sig uvelkomne og dårligt behandlede. Hvis ikke decideret foragtede, så i hvert fald stensikkert ydmygede. Dét hjælper ingen undskyldende attituder hos nok så sympatisk et skrankepersonale i Ryesgade ikke på. Det gør kun ændringer i praksis, bemanding og struktur.

Det ville endda være en virkelig god investering for samfundet, folkens. For bare det at kæmpe sig igennem det her system kræver en ånd af rustfrit stål. De, der prøver kræfter med det her system, er gjort af et særligt stof, som det danske samfund ville kunne drage stor nytte af. Hvis altså de folk blev lukket ind.

Og endelig, Udlændingestyrelse, tusind tak for stemplet i min hustrus pas, der fortæller, at hun skal forlade Danmark inden for 30 dage. Og i øvrigt understå sig i at komme tilbage de følgende tre måneder.

Det stempels betydning har vi nu fået annulleret – selv om det stadig står og brænder uantastet i hendes pas – da vi har oprettet klagesag hos Justitsministeriet. Behandlingstiden beregnes til at være syv måneder. Altså yderligere ydmygelse venter.

Og det bliver værre endnu: Udlændingestyrelsen har slet ikke færdigbehandlet vores sag, men blot stoppet behandlingen ved det første punkt, som de mente kunne retfærdiggøre et afslag. Hvis Justitsministeriet giver os medhold i vores klagesag, så kan sagen risikere blot at blive sendt tilbage til Udlændingestyrelsen, som så kan genoptage sagsbehandlingen, hvor de slap.

Hvis det absurd nidkære og usaglige niveau fra den første sagsbehandling fortsætter, så vil man givetvis kunne finde nyt grundlag for at afvise vores ansøgning. Hvorefter Udlændingestyrelsen igen kan indstille sagsbehandlingen og vi dernæst kan begynde en ny klagesag ved Justitsministeriet. Og en ny bureaukratisk farce kan begynde.

En farce skrevet af et system med en uventet forkærlighed for Kafka og en helt grundlæggende mangel på respekt for, at også ansøgere om familiesammenføring har liv, der skal fortsætte med at blive levet.