Sommeren har stået i Dansk Folkepartis tegn. Med en håndfuld sager af den slags, som de fleste partier ville betakke sig for.
Alligevel er DF kun vokset i sensommerens målinger, og partiformand Morten Messerschmidt har i forskellige politiske sager forsøgt at udvise lederskab ved at samle de øvrige blå partier mod regeringen. Derfor – og givetvis også for at genere Venstre – har Socialdemokratiet udråbt Messerschmidt til blå bloks reelle leder.
Det tvinger de fire øvrige blå partier til at forholde sig til DF på en ny måde. Politiken har talt med en stribe politikere fra Venstre, de konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne, og samtalerne afslører både skepsis og bekymring over for DF.