USA har siden 2002 anvendt førerløse fly – de såkaldte droner – til at dræbe mistænkte terrorister fjernt fra det amerikanske fastland.

Det første droneangreb mod en mistænkt terrorist uden for en traditionel slagmark fandt sted i november 2002, hvor en drone sendte et Hellfiremissil mod en bil, der kørte i en afsidesliggende del af Yemen. Angrebet kostede bilens fire passager livet, heriblandt en person, der var mistænkt for at være en af bagmændene bag al-Qaedas angreb på det amerikanske krigsskib ’USS Cole’ i 2000.

Præsident Obama har siden gjort droneangrebene til en hjørnesten i de amerikanske bestræbelser på at bekæmpe truslen fra internationale terrororganisationer som al-Qaeda.

Droneangrebene har imidlertid fra starten været kontroversielle og senest har også danske politikere taget stærkt afstand fra brugen af droner. Blandt de seneste kritikere er Søren Pind (V), der 24. juli i denne avis erklærede, at droneangrebene er værre end de antiterrortiltag, som George W. Bush iværksatte i tiden efter angrebene 11. september 2001. Ifølge Pind befinder Obama sig i et »moralsk morads«, da der ikke er nogen uafhængige instanser, der tager stilling til, hvem der gøres til genstand for angrebene.

LÆS ARTIKELSøren Pind: Obama bruger værre metoder end Bush

Obama blæser efter Pinds opfattelse »fuldstændig« på de principper, vi »normalt hylder i den vestlige verden«, og Pind bakkes op af Rasmus Helveg Petersen (R), der 25. juli er citeret for at sige, at angrebene er helt forfærdelige, at USA selvfølgelig ikke »på nogen måde har ret til den slags henrettelser af politiske modstandere«, og at angrebene »er en overtrædelse af folkeretten, og hvad man ellers kan overtræde«. Petersen går endda så vidt som til at trække paralleller til terrorisme.

LÆS ARTIKELDanske politikere beskylder Obama for terrorisme og snigmord

Dansk Institut for Internationale Studier udgiver inden årets udgang en længere rapport om de strategiske, etiske, moralske og retlige implikationer af anvendelsen af droner, og på dette sted skal opmærksomheden derfor blot henledes på enkelte elementer af den aktuelle kritik af de amerikanske droneangreb, der er af folkeretlig karakter. Det er som en helt indledende betragtning værd at understrege, at folkeretten på ingen måde er krystalklar på området, og at debatten derfor ikke egner sig særlig godt til meget håndfaste konklusioner.

Sikkert er det imidlertid, at det med retlige briller kan forekomme lidt ejendommeligt med den megen fokusering blandt kritikerne på selve dronen som våbentype. Umiddelbart bedømt er en drone jo bare et våben som andre våben, og det er derfor også svært at se, at droneangrebene skulle være væsensforskellige fra andre målrettede angreb.

Det gør i hvert fald ikke nogen retlig forskel, om en mistænkt terrorist i eksempelvis Pakistan dræbes af et amerikansk missil affyret fra en drone eller en bombe kastet fra et jagerfly i ti kilometers højde eller af et krydsermissil affyret fra skibe eller ubåde i Det Indiske Ocean. Eller om den mistænkte terrorist for den sags skyld lider samme skæbne som Osama bin Laden, der blev dræbt af projektiler affyret af amerikanske specialstyrker på en målrettet operation dybt inde på pakistansk territorium. Resultatet er jo under alle omstændigheder det samme – den mistænkte terrorist dræbes ved en målrettet operation.

Det, der derimod er retligt interessant, er primært, hvor de målrettede angreb udføres, og hvem der gøres til genstand for dem. Og i forhold til de amerikanske droneangreb er de mest interessante retlige spørgsmål, om USA har lov til at gennemføre angrebene i de stater, hvor de finder sted, og om de personer, der gøres til genstand for angrebene, overhovedet må udsættes for dødelige angreb.

I forhold til spørgsmålet om, hvor angrebene må udføres, foreskriver folkeretten, at USA i fraværet af en bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd må anvende droner mod mistænkte terrorister på andre staters territorium, hvis værtsstaten enten har givet sit samtykke til angrebene, eller hvis det er foreneligt med en amerikansk ret til selvforsvar. Så vidt vides udføres de amerikanske droneangreb i Afghanistan, Yemen og Somalia med de lokale myndigheders samtykke, og angrebene kan derfor heller ikke krænke denne del af folkeretten.

Det er lidt uklart, om de pakistanske myndigheder samtykker til de mange amerikanske droneangreb på dets territorium, men Obama-regeringen påstår under alle omstændigheder, at de har ret til at forsvare sig mod de terrorister i Pakistan, der har tilknytning til i hvert fald al-Qaeda og Taleban. Ifølge amerikanerne udløses deres ret til selvforsvar af det forhold, at de pakistanske myndigheder efter amerikanernes opfattelse mangler enten viljen eller evnen til selv at standse den terrortrussel, der udgår fra pakistansk territorium.

I forhold til det andet spørgsmål om hvem der må gøres til genstand for de mange droneangreb rundt omkring i verden, påstår de, der forsvarer angrebene, at de rettes mod mistænkte terrorister og udføres som led i en væbnet konflikt og derfor er forenelige med folkeretten. I krigstid må de kæmpende parter nemlig dræbe hinandens kombattanter, og i modsætning til hvad der gælder i fredstid, er det ikke et krav, at kombattanter skal gives en mulighed for at overgive sig, inden de angribes. Der stilles heller ikke krav om, at en dommer skal involveres i forhold til udvælgelsen af de personer, der gøres til genstand for angrebene.

Som USA-eksperten Mette Nøhr Claushøj citeres for i Politiken (26.6): »Er man i krig, må man godt slå fjenden ihjel, så længe han ikke har overgivet sig«.

LÆS ARTIKELUSA-analytiker: Pind og Helveg vrøvler om dronefly

Det er her værd at holde fast i, at præsident Obama på trods af sine mange løfter om forandring valgte at bibeholde sin forgængers kontroversielle påstand om, at USA siden angrebene 11. september 2001 har været involveret i separat væbnet konflikt af global rækkevidde med internationale terrorister med tilknytning til al-Qaeda, og at USA derfor er berettiget til at gøre brug af krigens regler i bestræbelserne på at bekæmpe truslen fra al-Qaeda og andre terrororganisationer, der har forbindelse hertil.

Og med den påstand i hånden forbeholder Obama sig i øvrigt ligesom sin forgænger ikke bare ret til at slå mistænkte terrorister ihjel med droner, men også en ret til at opretholde interneringen af mistænkte terrorister som fjendtlige kombattanter uden tiltale og til at retsforfølge mistænkte terrorister for særlige militærkommissioner. Obama bakkes i øvrigt op af den amerikanske lovgiver (Kongressen) og af den amerikanske højesteret.

Det er altså den kontroversielle amerikanske påstand om eksistensen af en separat væbnet konflikt med internationale terrorister, der udgør den retlige rygrad i Obama-regeringens forsvar for de droneangreb rundt omkring i verden, og det er derfor også svært at undervurdere påstandens betydning. Eksistensen af en væbnet konflikt kræver, at kamphandlinger overstiger en vis intensitet, og at begge de involverede parter er militært organiseret, og denne kronikør har derfor ret svært ved at acceptere Obama-regeringens påstand om, at USA (fortsat) skulle være involveret i en separat væbnet konflikt med internationale terrorister af global rækkevidde.

Dertil forekommer de gensidige kampe mellem USA og al-Qaeda for sporadiske, ligesom sidstnævnte efter de offentligt tilgængelige oplysninger at dømme kun vanskeligt kan siges at være militært organiseret – om organiseret overhovedet.

Som berørt er folkeretten imidlertid ikke helt ligetil på området, og selv jurister med speciale i folkerettens regulering af moderne konflikter skal holde tungen lige i munden her.

Forholdet er jo det, at USA under alle omstændigheder er involveret i den igangværende væbnede konflikt i Afghanistan mod diverse organisationer med tilknytning til Taleban, herunder al-Qaeda, og det betyder, at USA efter omstændighederne kan være berettiget til at angribe personer, der deltager direkte i kamphandlingerne i konflikten i Afghanistan. Det var da også Osama bin Ladens sandsynlige fortsatte involvering i kamphandlinger mod de amerikanske styrker i Afghanistan, der efter denne kronikørs opfattelse gjorde ham til et lovligt militært mål, da han blev dræbt af amerikanske specialstyrker i foråret 2011.

Mange af de amerikanske droneangreb kritiseres, fordi de udføres fjernt fra den fysiske slagmark i Afghanistan, men det er svært at se, at det skulle gøre en afgørende forskel, hvor en person, der deltager aktivt i kamphandlingerne, geografisk opholder sig. Der er mange måder, hvorpå en person kan deltage i en væbnet konflikt, og ikke alle måder forudsætter, at personen opholder sig på slagmarken.

Ligesom bin Laden var et lovligt militært mål i den væbnede konflikt i Afghanistan, selv om han opholdt sig i et fredeligt område af Pakistan, vil også Talebans øverstbefalende, Mullah Mohammed Omar, eksempelvis udgøre et lovligt militært mål, uanset hvor han geografisk opholder sig.

På samme måde som George W. Bush som den øverstbefalende for de amerikanske styrker var et lovligt militært mål for de irakiske styrker under Irakkrigen i 2003, selv når han opholdt sig i sin private residens i Washington langt fra den fysiske slagmark i Irak.

Det afgørende må være, om en persons handlinger opfylder de folkeretlige betingelser for aktiv deltagelse i en væbnet konflikt – ikke hvor personen opholder sig geografisk.

Så selv i fraværet af en separat væbnet konflikt med terrorister er det altså ikke nødvendigvis sikkert, at de amerikanske droneangreb på mistænkte terrorister i Pakistan, Yemen og Somalia er uforenelige med folkeretten, som Rasmus Helveg Petersen ellers påstår, eller at de har karakter af udenretlige henrettelser eller »snigmord«, som Søren Pind betegner dem.

Droneangrebene kan nemlig meget vel være lovlige, hvis USA på en eller anden måde kan godtgøre, at de personer, der gøres til genstand for angrebene, deltager aktivt i den væbnede konflikt i Afghanistan. Hvorvidt det er tilfældet må nu engang afklares konkret i hvert enkelt tilfælde, og derfor duer det heller ikke med de meget kategoriske påstande fra både tilhængere og modstandere af droneangrebene om, at angrebene per definition er enten helt forenelige eller helt uforenelige med folkeretten.

Når det er sagt, så skal det dog også siges, at det umiddelbart bedømt har formodningen imod sig, at medlemmer af eksempelvis al-Shabaab i Somalia deltager direkte i konflikten i Afghanistan og på den baggrund skulle kunne udgøre lovlige militære mål for amerikanske droneangreb. USA sondrer i øvrigt i deres udpegning af mål imellem de mistænkte terrorister, der har tilknytning til lokale konflikter, og dem, der anses for at være involveret i angreb mod USA.

Det er blevet diskuteret heftigt i USA, om mistænkte terrorister med amerikansk statsborgerskab må gøres til genstand for de målrettede amerikanske droneangreb, men det skal understreges, at dette udelukkende er en intern amerikansk debat.

Også på dette punkt er det folkeretligt relevante en persons handlinger, og der er derfor heller ikke noget særligt folkeretligt til hinder for, at USA skulle kunne gøre amerikanere til genstand for målrettede angreb, hvis de opfylder de almindelige betingelser herfor. Hvad den amerikanske forfatning måtte have at sige herom, er folkeretten uvedkommende.

Det er vigtigt at understrege, at krigens regler forbyder forsætlige angreb på civile personer, men ikke alle angreb på militære mål, der risikerer at koste civile mennesker livet. Folkeretten forsøger at balancere militære og humanitære hensyn, og det betyder i praksis, at civile tab – hvilket lidt kynisk betegnes collateral damage – accepteres, så længe den militære fordel ved at gennemføre et angreb overstiger de forventede civile tab. Det betyder, at USA efter omstændighederne kan være berettiget til at gennemføre et droneangreb mod en mistænkt terrorist, selv om angrebet risikerer at koste andre end den mistænkte terrorist livet.

Det er afslutningsvis værd at dvæle lidt ved den del af Søren Pinds kritik af de amerikanske droneangreb, der retter sig mod den påståede manglende retlige proces i forbindelse med udpegningen af målene for droneangrebene. Hvis vi et øjeblik køber den amerikanske præmis om, at droneangrebene udføres som led i en væbnet konflikt – hvad der altså ikke altid er helt oplagt – og derfor er underlagt krigens regler, gælder der som netop berørt ikke noget folkeretligt krav om, at angrebene skal godkendes af en uafhængig instans, såsom en domstol.

Men det er kun sådan folkeretten ser ud netop nu, og der er jo ingen, der siger, at det forbliver på denne måde i al evighed.

Der er ingen tvivl om, at droner er kommet for at blive, og det er kun naturligt, at det folkeretlige grundlag, der regulerer væbnede konflikter, udvikles i takt med fremkomsten af nye våbentyper og teknologier. Der kan efter denne kronikørs opfattelse meget vel være mening i at kigge nærmere på, om der undervejs i den proces, der fører til i hvert fald nogle af de målrettede angreb, kan indføjes nogle fleksible procedurer, der sikrer en bedre beskyttelse mod fejlagtige angreb eller mod angreb, der koster for mange civile livet.

Droner er netop kendetegnet ved undertiden at svæve i dagevis over de personer, der på et tidspunkt gøres til genstand for de målrettede angreb, og hvorfor ikke undervejs i processen inddrage en eller anden uafhængig instans ved de mest kontroversielle målrettede angreb, såsom dem, der gennemføres fjernt fra en fysisk slagmark?

Fortalerne for de amerikanske droneangreb forsvarer dem bl.a. med den begrundelse, at der allerede i dag er indført en række arbejdsprocedurer i den amerikanske administration, der skal sikre mod fejl, og præsident Obama skulle efter sigende have besluttet, at han personligt skal godkende de angreb, der foretages i Yemen og Somalia.

Men netop det indikerer jo med al tydelighed, at det eksisterende retsgrundlag ikke til fulde anses for at være tilstrækkeligt. Og når amerikanerne åbenbart af egen drift har valgt at indføre særlige procedurer, kunne noget jo tyde på, at der er et sådant behov.