USA’s præsident, Barack Obama, må lægge kind til en hidtil uset verbal lussing fra ledende danske politikere. I et voldsomt sprogbrug kritiserer flere af Folketingets partier USA’s brug af de såkaldte dronefly, der – fjernstyret fra USA – smider dødbringende bomber ned over mål i Pakistan, Somalia og Yemen.
DEBAT Har fredsprismodtageren Obama svigtet?
Den radikale udenrigsordfører, Rasmus Helveg Petersen, mener ikke, at droneangrebene er en retsstat værdig.
»Det er helt forfærdeligt. USA har selvfølgelig ikke på nogen måde ret til den slags henrettelser af mistænkte politiske modstandere. Det er en overtrædelse af folkeretten, og hvad man ellers kan overtræde«, siger Rasmus Helveg Petersen, der går skridtet videre.
»Det er en klar pendant til terrorisme, hvor man jo også slår folk ihjel med politiske motiver på andre folks territorium«.
Sidestiller du angrebene med terrorisme?
»Ja. Sigtet er ikke nødvendigvis at udøve terror, men juridisk kan det godt sidestilles, ja«.




























