Nobelpristageren Joseph Stiglitz er vistnok verdens mest citerede økonom. Og en af dem, jeg sætter allerhøjest. Sommeren 2011 havde jeg lejlighed til på tomandshånd at have en længere middagssamtale med Stiglitz, da han på Helle Thornings invitation var i København for at give sit bud på løsningen af den internationale finans- og beskæftigelseskrise. Dengang diskuterede vi især hans forrige bog, 'Freefall', som er en ætsende skarp analyse af finanskrisens udvikling i USA. Over et par fridage her i februar fik jeg læst hans nyeste bog, 'The Price of Inequality'. Konklusionen af de to bøger kan sammenfattes, som Stiglitz gjorde det, da vi skiltes i 2011: »Maybe the problem is, that we only have the best government, money can buy«: Den enorme ulighed betyder, at den rigeste ene procent af USA's befolkning bestemmer helt urimeligt meget til skade for stabilitet, vækst og velstand: Demokratiet bliver en farce, hvis det store flertal ikke får sine interesser varetaget, fordi politikerne presses og købes til at prioritere til fordel for den ene rigeste procent på bekostning af de 99 procent andre. Den gamle mesterøkonom er således enig med de protesterende unge i Occupy Wall Street-bevægelsen om, at uligheden er grotesk, og at den på ingen måde retfærdiggøres ved de riges enestående indsats for samfundet. LÆS OGSÅVerdensberømt fødselar flytter beslutningstagere Stiglitz' analyse er et frontalt opgør med Friedmanns monetarisme og den ubeherskede neoliberale tro på markedet og mistro til statens rolle i økonomien. Markedsøkonomi kan skabe enorm fremgang. Men den teoretisk rigtige markedsøkonomi forudsætter fri konkurrence, og at alle borgere har lige muligheder, er velinformerede og derfor har overblik til at gennemskue markedet . Men i virkeligheden er der monumentale uligheder i indkomst, formue, magt og muligheder. Uligheden er blevet større de seneste 30 år, hvor statens omfordeling og regulering af de store virksomheder er rullet baglæns, og den private grådighed er sluppet løs.

På den MØRKE side er et amerikansk samfund, der mangler 15 millioner job for at nå reelt fuld beskæftigelse, og kun et mindretal af de ledige får understøttelse. Sociale skel er blevet uddybet. De fattigste har haft nedgang eller stagnation i realindkomsten og lever 10 år kortere end de rigeste. 1,5 millioner amerikanere lever for under 2 dollar om dagen. Der er investeret alt for lidt i uddannelse i bredden, og derfor fastholdes ulighederne til næste generation. Den amerikanske drøm om opstigning fra bund til top er næsten fraværende i det virkelige liv. Den sociale mobilitet er mindre end nogensinde. Og den rigtige arbejdsløshed undervurderes i statistikken, fordi der sidder 2,3 millioner amerikanere i fængsel: Her er massiv overvægt af sorte og folk fra de fattigste befolkningslag (USA's fængselsbefolkning er forholdsmæssigt næsten 10 gange så høj som den andel, der sidder fængslet i Europa!). I midten er et stort flertal af amerikanere, som ikke i 30 år har oplevet, at der har været reel fremgang i realløn. Mange lånte sig letsindigt til forbrugsfremgang under bobleøkonomien og er efter finanskrisen uden arbejde og/eller ude af stand til at blive boende i deres hus. På den lyse side er de få, der har hamstret en helt uforholdsmæssig stor del af kagen. Den rigeste procent af amerikanerne har øget deres andel af nationalindkomsten fra en tiendedel til en femtedel i de sidste 30 år, og de har formuer, der er 225 gange så store som gennemsnittets i hele befolkningen. Den rigeste hundrededel af den rigeste procent - 27.000 amerikanere - tjente i 2007 i gennemsnit en årsløn på 220 millioner danske kroner! Her finder vi bl.a. direktørerne i de store finanshuse, der scorede kassen under bobleøkonomien. Klassisk økonomisk teori siger, at folk får den løn, de er værd i markedet. Men det er vanskeligt ud fra lærebogen at forklare eller forsvare, at amerikanske topchefer tjener 243 gange så meget som en arbejder, mens japanske topchefer kun tjener 16 gange så meget som en arbejder. Mon de amerikanske direktører er 15 gange så gode som de japanske? Eller er tilstanden i USA bare et snedigt organiseret tyveri fra resten af befolkningen? Under en vandring i Georgiens hovedstad, Tbilisi, for nogle få år siden så vi mange store nye villaer og lejligheder, men ingen produktion. »Hvor kommer pengene fra?«, spurgte jeg min lokale ledsager. Svaret kom prompte: »Du ved jo godt, at der bag enhver stor formue ligger en forbrydelse«. Det er et forståeligt svar i den del af verden, hvor oligarkerne hersker med formuer, som de hamstrede ved at overtage samfundets værdier til spotpris via deres gode forbindelser til de gamle magthavere.
LÆS OGSÅVi lever i gæld og er tvunget til vækst I vores vestlige verden er det langtfra hele sandheden. Der er formuer, der er skabt ved enestående præstationer og vidunderlige opfindelser. Tænk f.eks. på de to unge skandinaver, der opfandt Skype-telefonien. Men der er også store og vidunderlige opfindelser, der aldrig blev mere end middelmådigt honoreret, og hvor andre løb med gevinsten. Og så er der også formuer, der er skabt ved i realiteten at stjæle pengene op af lommen på medborgerne ved usympatisk, umoralsk eller direkte forbryderisk adfærd. Stiglitz har netop fokus på, hvordan uanstændigt store formuer skabes i USA - bl.a. ved politiske forbindelser, der giver f.eks. gunstige koncessioner til minedrift eller olieudvinding; eller ved godkendelse af høje priser for medicinalkoncerner; eller ved særlig beskyttelse mod konkurrence eller gunstige skatterabatter for brancher eller enkelte virksomheder. Siden 1980 BLEV de største formuer skabt ved 'det store bankrøveri' i den finansielle sektor. Det blev muligt, fordi man fra Reagans magtovertagelse og de følgende 25 år fjernede al den lovgivning, der blev indført i 1930'erne for at forhindre nye krak som følge af kasinoøkonomi og spekulationsbølger for lånte penge. Samtidig med at spekulanterne fik friere tøjler, sænkede Reagan marginalskatten for de superrige fra 70 til 28 procent!