Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Her på toppen ser vi ned på alle andre

Jeg er barn af den rigeste procent. Jeg gik på privatskole, er blevet akademiker, ejer min egen lejlighed og kommer til at arve. Jeg kan sikre mine endnu ufødte at vinde i samme lotteri, men det er ikke godt nok. Mine privilegier forpligter til mere.

39
Kronikken: Ulighed fra top til bund. Kilde: politiken.tv / Producer: Peter Vintergaard, klip: Mikkel Stoumann Fosgrau
Annonce

Længe har jeg læst, at Danmark bliver skævere og skævere. Jeg læser hos Lars Olsen, at ’de rige’ isolerer sig i deres forstadsvillaer, mens ’de fattige’ tvinges sammen i ghettoer, hvorfor vi sjældnere og sjældnere møder hinanden og lærer om hinandens vilkår. At vi bliver mere og mere fremmede for hinanden, at viljen til at sætte sig ind i hinandens liv støver til, at empatien forvitrer. Jeg læser for tiden, at alle tænkelige afstande mellem rig og fattig bliver større. Og jeg begræder det. Men jeg genkender det kun al for godt.

Om debattøren

Magnus Harald Haslebo er cand.public., forfatter, debattør og pressechef i Alternativet

Min kæreste er journalist og datter af vietnamesiske bådflygtninge. »Det her er MIT hood, jeg er fra 8220-YO«, råber hun – let ironisk, lidt stolt – når vi passerer Gellerup, hvorfra hendes mor og far – dengang uden dansk og uden netværk – og siden hun selv og hendes søster begyndte deres danske opstigen.

Lidt ironisk, fordi Gellerup i dag er fjern fortid, og berettiget stolt af netop samme årsag. Min ven Søren voksede op på Amager og er i dag læge. Jeg husker, første gang han fortalte om sin tidlige opvækst, fordi den på alle områder afveg fra min. Det samme gælder min kærestes opvækst. Oplevelserne fra 80’ernes Amager og Gellerup kan jeg ikke genkende. Og det udstiller det pinagtigt abstrakte ved mit kendskab til ulighed fra bunden.

Mit abstrakte kendskab til uligheden fra bunden er med årene blevet større. Især på det seneste, hvor jeg bliver bombarderet med artikler og tv-programmer, der viser mig den – ofte på en let fordømmende måde. Bombardementet kunne føre mig til en illusion om, at abstrakt er blevet konkret. Men lad os nu være ærlige: Jeg kommer maksimalt til at kende til den anden side – jeg kommer aldrig til at mærke den. Jeg opnår aldrig en kropsliggjort erfaring med ulighedens Gellerup i 80’erne.

LÆS OGSÅAnalytiker om dansk ulighed: I 2020 kan vi ligne Rumænien

Jeg kommer aldrig til at genkende følelserne – abstrakt bliver for mig aldrig konkret. Jeg kan kun lytte til fortællingerne derfra, og så kan jeg fortælle om min opvækst som en del af uligheden fra toppen. Det skylder jeg. For personlige fortællinger heroppefra mangler i alvorlig grad at blive præsenteret og repræsenteret i den offentlige debat. Ulighed fra toppen risikerer intet, vi sætter ikke os selv på spil. Vi nyder udsigten i magelig sikkerhed fra vores elfenbenstårn. Og derfra udbreder vi os gerne – og meget gerne skråsikkert – om ulighed fra bundens oplevelser, følelser samt motivationer især.

Det er lige så latterligt, som hvis ulighed fra bunden med skråsikkerhed udtalte sig om mine tilsvarende. Det har jeg ikke set den gøre. Måske, fordi dens adgang til den offentlige debat er begrænset, eller også skyldes det en ydmyghed, som uddannelse og pengebeholdning åbenbart ofte udvisker. Min mor er akademiker, selvstændig, forfatter, boligejer og rig. Min far er tandlæge, jordejer, investor, boligejer og rig. Da jeg blev født, boede min mor i kollektiv i Gentofte og min far i villa på Frederiksberg. Jeg voksede primært op i Gentofte, hvor jeg gik i privatskole, og der var ikke den aktivitet, der ikke var råd til.

Ulighed fra toppen risikerer intet, vi sætter ikke os selv på spil. Vi nyder udsigten i magelig sikkerhed fra vores elfenbenstårn

Jeg har gået til fodbold, bordtennis, jiu-jitsu, ridning, og jeg har været spejder. Jeg kan huske, at min mor købte mig den der hvide kimono, som sikkert hedder noget andet, når det er til jiu-jitsu. Den kunne hun have sparet sig; jeg dukkede kun op tre gange, før jeg fandt ud af, at det ikke var noget for mig. Jeg kom også på sprogskole i Clacton-on-Sea i England, og vi rejste. Meget. Af min mor fik jeg, hvad jeg havde brug for – materielt og i form af støtte. Med min far sejlede jeg, stod på ski, spillede golf, tennis og gik på jagt. Og jeg fik hjælp til lektierne.

Jeg husker en barndom, hvor jeg ad stille villaveje cyklede til Kildegård Gymnasium, som på trods af navnet også dengang var en grundskole. Der tissede jeg og Phillip engang i en håndvask, vi var vel 7 år, og vi blev taget på fersk gerning af en lærerinde. Hun skrev med ophidset rød skrift i min kontaktbog, hvad jeg havde gjort. Min mor lo højt, da jeg viste hende den, og hun spurgte, om jeg mon ikke selv vurderede, at den slags næppe var al besværet værd. Det medgav jeg. Vi havde jo slæbt stole frem for at nå op til vaskene.

I 2. klasse havde jeg bøvl med at læse. Jeg tog det danske sprog for bogstaveligt. H-a-v-d-e siger åbenbart ’hade’ – og ikke ’hav-de’ – der kan man bare se. Og jeg er sikker på, at jeg følte mere, end jeg husker. Jeg husker primært frygt – en snert af den inden timerne. Frygt for at skulle læse højt. Jeg husker ikke, at jeg gjorde det bevidst, men jeg begyndte at sabotere dansktimerne. Sabotagen til trods blev jeg ikke opgivet. En privatskole siger ikke nemt nej til de nogle og tyve tusind kroner, som et års undervisning koster. I stedet tog den tålmodige klasselærer, Michael, en snak med min mor og far. De gav sig straks begge i kast med at læse lektier med mig. Et par måneder senere var jeg tilbage på niveau.

LÆS OGSÅS: Uligheden og fattigdommen er steget

Lidt ligesom de børn, der var med i DR-programmet ’Xinxin og de fortabte indvandrere’, da de fik den nødvendige hjælp. De kunne bare ikke få den af deres forældre, hvis dansk var for dårligt. Det tog et par måneder for dem at indhente – og de var endda sat år tilbage. Og de var sat år tilbage i matematik, idet deres danskkundskaber var så dårlige, at de ikke kunne forstå matematikopgaverne. Jeg ved ikke, om de trivedes med at være bagud i skolen. Jeg gisner: Nej. Og gad vide hvad der egentlig sker, når ’fortabte indvandrere’ eller ulighed fra bunden tisser i håndvaske?

De næste mange år gik det godt i skolen. Glæde ved at lære, ambitioner om at være dygtig og gode venner. Ja, frem til 9. klasse gik det faktisk så nemt, at det vildeste, der kunne ske, var, hvis jeg fuckede noget op. Så det gjorde jeg. Ikke bevidst, men jeg blev lidt ligeglad med det hele. Jeg gjorde oprør og droppede ud af 2. g på Gammel Hellerup, grundlagt i 1894, beliggende et stenkast fra Strandvejen. Jeg fortalte ikke min mor om det før et par uger senere. Det var ikke just hendes plan for mig, efternøleren til to stræbsomme piger.

Dét, løfter om en lovende fremtid og så min mor som kautionist gav mig en tilstrækkelig kreditværdighed til at kunne købe. Stadig. På. Mit. Glatte. Overklasseansigt

Med en vished om, at for megen indblanding i mit liv nok ville føre fra skidt til værre, lod min mor mig i årene efter træde egne veje. Jeg boede hjemme, mens jeg arbejdede i SuperBrugsen, og da jeg efter få måneder gik videre derfra, fik jeg job i min onkels virksomhed. Derefter gik turen til Casino Marienlyst og så til et sælgerjob for TDC. Begge fik jeg igennem mit netværk af andre gentofte-unger.

Det virker i dag latterligt, men jeg havde dengang en forståelse af, at jeg virkelig var ude at skide. I forhold til mine nærmeste og i min families øjne var det også tilfældet, men det var jo aldrig tæt på. Ikke sådan for alvor. Jeg har læst noget om, at omkring 25 pct. af de unge ikke får en ungdomsuddannelse. Når det er ulighed fra bunden, der dropper ud, forestiller jeg mig, at hverken onkel eller netværk står klar med jobtilbud. Men jeg har ikke oplevet det.

Jeg er i dag journalist fra Aarhus, hvor min mor forældrekøbte mig en bolig, så jeg undgik Aarhus’ kroniske boligmangel til studerende. Jeg har også taget en kandidatuddannelse i politisk kommunikation i København, hvor jeg lejede en af min mors forældrekøbte lejligheder. Den købte jeg så for et par år siden, mens jeg endnu var ved at færdiggøre min uddannelse på KU. Måske var mine konti ikke direkte i minus, men jeg havde egentlig kun mit glatte ansigt at fremvise i banken. Dét, løfter om en lovende fremtid og så min mor som kautionist gav mig en tilstrækkelig kreditværdighed til at kunne købe. Stadig. På. Mit. Glatte. Overklasseansigt.

LÆS OGSÅSvage unge må leve på sultebudget

Jeg har læst, at bankerne går direkte efter at få sådan nogle som mig – børn af rige – ind i folden. Og sparker ulighed fra bunden ud. En slags omfordeling er det vel. Jeg så også noget om, at bankerne helst undgår at yde lån til Udkantsdanmark – om det så er til bolig eller iværksætteri. Der tæller glatte ansigter ikke. Måske bankernes ligegyldighed kan være delårsag til, at bygninger i udkanten står ubrugte hen, forfalder og forgår – og det i en sådan grad, at der er noget, der hedder nedrivningsstøtte.

Min mor fyldte forrige år 70. Jeg holdt en tale, men jeg kan ikke huske, hvad jeg gav hende i gave. Det var nok en oplevelse, for hun mangler ikke rigtig noget. Som hårdtarbejdende selvstændig og en af landets førende organisationskonsulenter tjener min på Enhedslisten stemmende mor gode penge. Det gør min far som privatpraktiserende tandlæge og jordejer også. Jeg ved, at min mor har en formue, fordi banken hyppigt inviterer hende til formuemøder for at drøfte investeringer. Hun er ikke interesseret. Det er min far til gengæld. Og det er gået ham godt. Han følger aktiekurserne religiøst. Når jeg en dag vil videre fra Østerbro, kan det måske blive til en af hans villaer på Frederiksberg.

Dette er min måde at tage afstand fra, hvordan ulighed fra toppen med akademisk distance og påstået objektivitet udtaler sig om bunden. Vi må yde mere end beskyldninger og motivspekulation

Jeg læste for nylig, at ulighed fra toppen fra 2003 til 2012 fik lønstigninger på 36,1 pct. I bunden steg lønnen i samme periode med 0,5 pct. Jeg læste også, at uligheden har spaltet Sjælland: Borgerne i Gentofte har dobbelt så mange penge mellem hænderne som borgerne på Lolland-Falster. Mon en 32-årig mandlig lollik lige nu læser dette? I så fald kan jeg fortælle dig, at du statistisk set dør 6 år før mig. Bare fordi jeg er født i Gentofte og du på Lolland.

Min mor har tre børn, og min far har seks. Med udgangspunkt i mine forældres nuværende situationer er min potentielle arv betragtelig. Så betragtelig, at jeg formentlig vil få foræret mere, end jeg kunne have tjent ved at arbejde et helt liv i et gennemsnitligt job. Super. Er det ikke sådan noget, ham Thomas Piketty har skrevet om? Noget om, at afkastet på formuer i stigende grad udkonkurrerer lønnet arbejde? At de riges arvinger uden at løfte en finger lader hånt om ulighed fra bundens hårde arbejde? Det tror jeg.

Og her er jeg så. Med en tiltagende indrømmelse og erkendelse af, hvor privilegeret jeg har været og er. Dette er min måde at tage afstand fra, hvordan ulighed fra toppen med akademisk distance og påstået objektivitet udtaler sig om bunden. Vi må yde mere end beskyldninger og motivspekulation, der trækker linjerne skarpere op. Og isolerer yderligere i både top og bund. Jeg prøver i stedet ærlig subjektivitet: Jeg er barn af den ene procent, og jeg udstiller hermed mig selv som et stykke ulighed fra toppen, der har besluttet sig for at fokusere på ulighed fra bunden.

LÆS OGSÅEnhedslisten om dansk ulighed: Regeringen har svigtet

Jeg gør det, fordi netop isolationen, empatiens forvitring, er lighedens første fjende – når vi mister følingen med hinandens vilkår, åbner det en bred bane for projicering af egne oplevelser og motivationer over på andre. Uden føling med forskellene. Omgivelsernes tiltagende homogenitet i toppen gør det svært at se egne privilegier som netop det: privilegier. Og det fører til den lidet flatterende fejltagelse at tilskrive egen begavelse, dygtighed og indsats den eneste eller største betydning for egen succes.

Det er en grel undervurdering af samfundsstrukturerne, og den fører tilmed til en konklusion om, at også ulighed fra bunden er skyld i deres lod. Og den konklusion er i tiltagende, læser jeg.

Stop nu.

Et opgør med den stigende ulighed er absolut nødvendigt

Et opgør med den stigende ulighed er absolut nødvendigt. Stor ulighed fører uundgåeligt til magtkoncentration, pengestyring af politik, usikkerhed, mere politi, mere kriminalitet, flere fængsler og forspildte og fortabte liv. Og vil gøre stolte fortællinger om at have klaret den på trods endnu sjældnere. Håbløsheden vil spredes. Og det fører til indhegnede boligområder i bund og top, privat sikkerhed og utryghed.

Det er Nicaragua, Mexico og Myanmar. Det er USA, og det er England. Det var Danmark for et par hundrede år siden, og vi har slået kursen ind på en gentagelse. Nogle konsekvenser har vi endnu i vente, mens andre er begyndt at flå os fra hinanden. På et tidspunkt bliver top og bund nødt til at samles i et opgør med den stigende ulighed.

Og det skal være snart. Opgøret bliver nemlig eksponentielt sværere, og at det bliver umuligt, kræver blot, at nok af min slags, af den ene procent, med midler og indflydelse modsætter sig det. Eller at lighed som politisk projekt bliver uinteressant for den politiske elite. Allerede nu står det sløjt til i den henseende – vækst, selv den mest blåøjede slags, bliver på Christiansborg tiltagende bredt prioriteret over lighed.

Jeg læser, at uligheden også under den nuværende regering er steget. Og jeg hører ulighed fra toppen hævde, at det er uproblematisk. Jeg tilhører toppen, og der er uligheden mere behagelig, men absolut ikke uproblematisk. Det ved jeg, for den har jeg oplevet indefra.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce