Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Her på bunden ser vi skævt til hinanden

Jeg bliver så fucking hidsig, når jeg hører de privilegerede fra overklassen afsløre deres manglende kendskab til bunden, mens de drysser om sig med nedladende kommentarer om, hvordan andre bør opføre sig, og kloge analyser af, hvad problemets kerne er.

81
Kronikken: Ulighed fra top til bund. Kilde: politiken.tv / Producer: Peter Vintergaard, klip: Mikkel Stoumann Fosgrau
Annonce

Du kommer fra det rigeste lag, jeg fra det nederste. Vores liv og muligheder er vidt forskellige, og dog har vi et til fælles: Vi er lige bekymrede over den stigende ulighed i Danmark, som vil medføre splittelse, ufred og menneskelig lidelse.

Dette er et svar fra samfundets bund til Magnus Harald Haslebos Kronik fra 3. februar: ’Her på toppen ser vi ned på alle andre’. For selv om Magnus og jeg er enige, ser verden helt anderledes ud herfra, hvor jeg står.

Esben Maaløe

Jeg er barn af de nedre samfundslag i Danmark. Jeg gik i folkeskole, er så heldig, at jeg bor til leje – for realkredit kan der ikke blive tale om. Jeg arvede et par vindjakker og andet løsøre, da min far døde, og min mor ejer intet. Jeg aner ikke, hvad jeg ville kunne tilbyde mine endnu uavlede – ud over mere kærlighed end der var overskud til i min egen familie.

Længe har jeg læst, at Danmark bliver skævere og skævere. Det er svært at se det med egne øjne, for dem, der bliver rigere, bor helt andre steder. Jeg har aldrig som barn haft en kammerat fra en velhavende familie.

LÆS KRONIK Her på toppen ser vi ned på alle andre

Det er ikke engang et spørgsmål om, at overklassen er fremmed, vi kender den slet ikke. Vi ser dem i fjernsynet ... men det er jo fjernsynet. Hernede griner vi hånligt, når Fritz og Poul i ’Snobberne’ tager pis på dem – men vi sætter os ikke ind i noget, vi ved ikke noget. Vi har travlt med at holde det hele ud på en måde, så vi kan bilde os selv og alle andre ind, at vi har styr på lortet.

Jeg kommer aldrig til at genkende følelsen af berettiget og værdsat eksistens som indpodet og ubevidst automat-indstilling i hjernen. Jeg skal altid overbevise mig selv om, at jeg er god nok, fordi jeg ellers glemmer det. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være per automatik at være en vinder, og jeg bliver edderspændt, når overklassen i pressen trækker deres jamen-så-spis-da-kager-logik ned over den verden, de aldrig selv har oplevet.

Hernede vender vi normalt ikke raseriet opad. Vi vender det indad mod os selv (som jeg gjorde), eller vi vender det mod hinanden

Esben Maaløe

Min far var kontorassistent, og hans beskedne løn skulle finansiere et massivt alkoholforbrug. Min mor hjemmegående. De blev skilt, da jeg var 7 – efter års helvede af skænderier og min fars tyranniseren af min mor. Min mor flyttede og tog min lillebror med. Jeg græd i tre dage. Hun var maniodepressiv, så min lillebror blev i den grad forsømt, i de par år det tog min far at reagere og hive ham hjem til os igen. Min brors tur i livet har været en god del mere knubset end min, fordi hans livs bagage på den måde blev en god del tungere.

Jeg gik ikke meget til organiseret sport, men jeg kan huske, da jeg endelig fik lov at komme med i den lokale fodboldklub, selv om jeg var et år for ung. Min far købte flot spilleuniform og støvler til mig, og jeg var pissestolt. Der gik en uge med hån, skubberier og andet lort, fordi jeg var et halvt hoved mindre end de andre – så sagde jeg til min far: »Det gider jeg ikke mere«. Min far svarede: »Nu har jeg lige købt pissedyrt spilletøj og så GIDER du ikke???«. Og så fik jeg en på kassen.

LÆS DEBATMin trygge opdragelse svøbte mit samfundssyn i vat

Jeg husker en barndom i opposition til alt og alle, der ’bestemte’. Allerede i 1. klasse væltede jeg borde og skabte mig – for jeg gad fa’me ikke det lort – jeg ville ud og spille fodbold, det skulle de sgu ikke bestemme. Den sædvanlige rummel med ’ned på inspektørens kontor’ – og alt det gejl.

Næste dag på vej i skole gik jeg i stedet ned i området omkring Albertslund-centeret og åd min madpakke. Jeg havde ingen steder at gå hen, så jeg tullede bare rundt for mig selv. Det endte med, at min far måtte tage i skole med mig – hvilket var ham en pine – for »hvorfor fanden ku’ jeg ikke bare tage at opføre mig ordentligt?«.

Min klasselærerinde og han blev lune på hinanden, så lige pludselig så jeg hende uden for skoletiden også – hvilket undrede mig – var jeg virkelig så besværlig?

Jeg husker tydeligt den dag, brevet kom. Vi var blevet snuppet i et af de indbrud, vi var begyndt at begå. I Albertslund var man ikke blind for, at ungerne havde brug for noget aktivitet, så man havde lavet en byggelegeplads.

Vi var tre kammerater, der under kyndige voksenhænders arbejdsomme vejledning lavede en bod af affaldstræ. Så gik vi ned i centret og stjal dartpile, en masse balloner og så alt muligt vi ku’ bruge som præmier, når folk ramte en ballon med pilene. De voksne må jo have troet, at vi havde fået en portion penge af vores forældre!

LÆS OGSÅ Enhedslisten om dansk ulighed: Regeringen har svigtet

Nå, der kommer min far så – en mand, hvis sensitivitet jeg arvede, men hvis opvækst i brokvartererne i København får min egen opvækst til at tage sig ganske nænsom og småkedelig ud – der kom han gående, mens jeg står der som 11-årig og bortlodder tyvekoster og bilder de kommunale pædagoger ind, at projektet er sundt og udviklende, så de kan føle, at de er med til at kæmpe mod de sociale problemer på Vestegnen. Jeg gætter på, at de var ret stolte.

Helt roligt fortæller han mig, at han har fået brev fra politiet, og jeg forestiller mig, at nu skal jeg igen have et par på kassen og smadres verbalt med højtråbende jeremiader om, hvor uduelig og dum jeg er. Det skete ikke – vi flyttede til Roskilde.

Umyndiggørelsen institutionaliseres af et stadig mere invasivt og rigidt farvelfærds-system, og medierne puster klik-liderligt til bålet, holder den olympisk-evige brand kørende ... og når folk går ned i flammer - er det tid til prime-time forsidehån

Esben Maaløe

Tak far – jeg elskede dig altid, selv om jeg var langt oppe i voksenalderen, før jeg havde så meget ro på, at jeg kunne tilgive dig. Af os to var det alligevel dig, far, der fik den hårdeste tur. Du klarede det faktisk rigtig godt alt taget i betragtning, og havde du drukket blot en anelse mere, var vi nok aldrig flyttet, og så ku’ jeg formentlig skrive ’fængsels-indsat’ på cv’et.

Min mor er 64 år. Et langt liv i sygdom og heftig medicinering fra de hvide kitler – som jeg af samme årsag den dag i dag har svært ved at stole på – har ødelagt hende. I dag bor hun på plejehjem. Hun sidder i rullestol og har nerver i klemme i ryggen. Maden, de laver til hende, er elendig, og personale er der alt for lidt af, men hun kan alligevel ikke rigtig spise og overlever på den næring, hun får fra æblejuice osv.

LÆS OGSÅ Unge rammes hårdest af stigende økonomisk ulighed

Hun vil så gerne købe ting til mig og være sød, men nu er hendes hænder så dårlige, at hun ikke længere kan finde skjorter på nettet til mig. Så hun stikker mig et par hundrede, når det har været den første, og jeg vil så gerne være en god dreng og besøge hende og være ressourcestærk for hende, men jeg kan ikke mønstre mere end et besøg om ugen – og jeg hader det i mig. Men når hun begynder at fortælle om sin situation som hjælpeløs i systemet, så forstærker det alle ’tabermønstrene’ i mig – dem, jeg prøver at afvænne min hjerne fra at have, og det gør ondt.

Min far er død, men inden han døde, var han blevet sær. Bitter, fordrukken og fuld af forventning til dødens indfrielse. En lillejuleaften for ... 6-7 år siden var jeg på vej hjem til min brors familie, kone og to små børn, da brormand ringede til mig: »Du, far er pissestiv og på vej herhen. Det skal ungerne sgu ikke udsættes for!«. Nej, for helvede, det ska’ to så små børn fa’me ikke udsættes for. Så jeg skyndte mig derhen, så jeg ku’ tage imod vores far, når han ankom.

Jeg mødte ham på metrostationen og fik afværget, at han smadrede børnenes lillejuleaften. Han havde en af de helt spritstive ture med pis på bukserne, ravende tale og ufokuseret raseri over, at ikke engang hans egne børn ville lade ham se børnebørnene. Da jeg satte ham på toget, følte jeg mig totalt uansvarlig ved at overlade sådan en gammel stiverik til eget kompas. Tænk, hvis han var kommet til skade. Ud over at det i sig selv ville være forfærdeligt, skulle jeg have hørt min egen indre politimand fortælle, hvor dårlig en person jeg var, fordi jeg ikke ofrede hele min aften sammen med min brors børn og i stedet brugte 5-6 timer på at spille domptør for en højst ubehagelig, ildelugtende, kontrær skid af en brandert, der blev ved at trykke på alle de smerteknapper, selv samme individ - af dansk kultur rundede - havde installeret i mig. Men jeg ku’ ikke. Jeg ku’ sgu ikke.

LÆS DEBATDet er afgørende, at vi har en høj grad af lighed i vores samfund

Den mest forfærdelige tanke, jeg nogensinde har haft, er: Som barn havde jeg ingen forældre, nu forventer alle – ikke mindst jeg selv – at jeg skal adoptere to voksne, mine forældre«.

Vi skal alle sammen eksistere i samme fremtid, og den bliver bedst, hvis vi gør det i fællesskab

Esben Maaløe

Og her er jeg så. Mit forholdsvis gode hoved har afholdt mig fra de helt store katastrofer, men jeg har hadet mig selv; jeg har over for mig selv gentaget min fars skideballer uden at indse, at det var det, jeg gjorde. Det er først nu, da jeg er 48, at alderens naturlige ro samt det massive tænkearbejde, jeg helt ufrivilligt har været igennem, er ved at bære så meget frugt, at jeg ved, at jeg faktisk kan være god nok. Det er som at se smeden stå i færd med at hamre lænken af mit ben. Jeg glæder mig til, at han bliver færdig.

Jeg bliver så fucking hidsig, når jeg hører privilegerede med et fantastisk job, overdådig løn samt cand.-et-eller-andet afsløre deres manglende kendskab til bunden, mens de med nedladende kommentarer om, hvordan andre bør opføre sig, eller analyser af, hvad problemets kerne er, afslører deres egen mangel på indsigt og vid. Når man så oven i købet på Facebook opdager, at de dårligt kan argumentere sammenhængende, at de ikke kan skille deres eget subjekt ud fra diskussionerne, og at de faktisk ikke er en skid mere begavede end dem, jeg kender fra bunden – så skal man virkelig passe på, at indignationen ikke slår over i kulsort raseri. I hvert fald når man er mig.

Jeg øver mig virkelig på ikke at give efter for det raseri – for jeg ved, at vi alle skal tale sammen, hvis vi skal have en chance. Hernede vender vi normalt ikke raseriet opad. Vi vender det indad mod os selv (som jeg gjorde), eller vi vender det mod hinanden. Kartofler mod perlerne, perler mod kartofler, og de, der har job, bander over de dovne arbejdsløse og de syge nassere, lige indtil de selv mister job eller førlighed – så bander de over sig selv og går ned. Systemet gør intet for at løfte den byrde fra vores skuldre, tværtimod. Umyndiggørelsen institutionaliseres af et stadig mere invasivt og rigidt farvelfærds-system, og medierne puster klik-liderligt til bålet, holder den olympisk-evige brand kørende ... og når folk går ned i flammer – er det tid til prime-time forsidehån.

LÆS OGSÅSvage unge må leve på sultebudget

Et opgør med den stigende ulighed, er absolut nødvendigt. Den øverste kvartil herhjemme skal indse, at i forhold til toppens 1 procent, er de resterende 24 procent fattige som kirkerotter. De skal indse, at middelklassen er ved at blive mindre, at udskillelsesløbet er ved at blive hårdere, og at det betyder, at deres risiko for at falde ned gennem socialklasserne vokser dag for dag, for som Magnus skriver i sin Kronik:

»Stor ulighed fører uundgåeligt til magtkoncentration, pengestyring af politik, usikkerhed, mere politi, mere kriminalitet, flere fængsler og forspildte og fortabte liv. Og vil gøre stolte fortællinger om at have klaret den på trods endnu sjældnere. Håbløsheden vil spredes. Og det fører til indhegnede boligområder i bund og top, privat sikkerhed og utryghed«.

Denne udvikling – udviklingen mod ulighed – den skal bremses. Alt andet er for farligt. Politikerne herhjemme har allerede længe brugt eksklusion som stemmegenerator. Vi ser velstuderede ’arbejderparti-repræsentanter’, dem fra overklassen, bruge deres mandat som springbræt til latterligt højt betalte private stillinger. Hvis man vil studere strukturel blindhed og manglende dybde i egne påståede indsigter, er den pænere del af venstrefløjen i årene 2011-14 en fantastisk kilde.

Som Magnus har også jeg læst, at uligheden under den nye regering er steget. Jeg læser det i de rapporter, jeg tygger mig igennem, men jeg læser det også hver dag i facebookgrupper oprettet af de syge, de arbejdsløse og de klemte, hvor de, der ikke skriver formfuldendt nok til at komme i avisen, fortæller, hvordan dørene lukkes for dem, én for én.

Gud ved, hvor mange arbejdende journalister der egentlig har fundet på at melde sig ind i de grupper for at fornemme, hvad der sker blandt de syge og udstødte, og eventuelt fiske et lead til en god og relevant historie om udviklingen i Danmark? Jeg tror ikke, at det er mange, men jeg har jo også mine fordomme at bakse med.

Jeg har skrevet alt dette for at uddybe Magnus’ Kronik. Jeg har skrevet det, fordi når en person deroppefra vitterlig rækker en hånd herned – så skal der fa’me være en hernede, der rækker en hånd tilbage. Jeg kommer fra en verden, hvor jeg blev holdt nede, Magnus kommer fra en verden, hvor han blev holdt oppe, men vi ser de samme problemer. Vi skal alle sammen eksistere i samme fremtid, og den bliver bedst, hvis vi gør det i fællesskab. Gør vi det i konkurrence, splittelse, råben ad hinanden og eksklusion, bliver den forfærdelig og farlig.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce