Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Folk på samfundets bund har ikke rettigheder som alle vi andre

De ignoreres af systemet og bliver mødt af politikere, der tror, man kan kriminalisere sig ud af afvigende adfærd. Det er uværdigt, siger gadejurist Nanna W. Gotfredsen.

Debat

»Vi tror, at Danmark er en retsstat, men sandheden er, at det kun gælder for et privilegeret udsnit. Samfundets skæve eksistenser derimod krænkes i hoved og røv af systemet, og det er mit erklærede mål at ændre på den virkelighed«.

Sådan siger jurist Nanna W. Gotfredsen, der i over 16 år har ledet Gadejuristen på Vesterbro i København. Sammen med et hold af frivillige rykker hun tre-fire gange om ugen ud dag såvel som nat for at yde juridisk rådgivning til gadens folk. Kontoret udgøres af en ombygget christianiacykel, der mobilt følger med på den alternative arbejdsgang.

»Cyklen er lidt som et ildsted, folk kan samles om. Når vi folder den ud, er der plads til at stille an med kage og kaffe at varme sig ved, for i store dele af året kan det være forbandet koldt at opholde sig på gaden . Ofte bruger vi lang tid på at hyggesnakke med dem, der opsøger os. Nogle vil i første omgang gerne bare ses og have et kram, og langsomt kan vi så spore os ind på, hvad det her menneske har brug for, og hvordan vi kan hjælpe på vej«.

Hvad kendetegner dem, I hjælper?

»Vi taler både med stofbrugere, gadesexarbejdere, psykisk syge, flygtninge og hjemløse, så tilværelserne kan være vidt forskellige, men de har alligevel et fællestræk: De har meget ringe kendskab til egen retsstilling. Folk på gaden sætter for det meste kun ord på nogle fysiske omstændigheder – at de eksempelvis er sultne. Vores opgave er så at oversætte deres fysiske verden til en juridisk verden ved at gennemskue, at sulten kan skyldes, at de har fået frataget deres kontanthjælp uretmæssigt. For dem er det Davids kamp mod Goliat, hvis de vil sætte sig op imod systemet, mens vi i Gadejuristen har langt større chancer for at fastholde rettigheder i mødet med det offentlige«.

Men der er vel ikke forskel på folks rettigheder, hvad enten I er med til sagsbehandleren eller ej?

»Jo, det er netop det, der er. Jo ’svagere’ en part er, des lettere har systemet ved at udnytte den manglende viden mod personen selv. Folk bliver overladt til sig selv og egen dømmekraft, og det er jo dybt problematisk, når den her samfundsgruppe i forvejen har så svært ved at holde sammen på tilværelsen«.

Hvordan har du oplevet det?

»Der er tusindvis af eksempler at tage af, men første gang jeg stødte på det, var med en ældre mand, som havde været hjemløs i otte år og levede af at samle flasker, fordi han ikke havde fået udbetalt en krone i kontanthjælp. Jeg sendte ham ned til sin sagsbehandler med en paragraf, som tydeligt opridsede hans ret til kontanthjælp. Da han kom tilbage, meddelte han mig så, at ’ja ja, den kendte de da godt, men sagen var bare den, at det ikke gjaldt i Københavns Kommune’. Så gik jeg selvmed ned på kommunen, og der gik lige nøjagtigt 20 minutter, fra vi satte os ved bordet, til kontanthjælpen blev udbetalt«.

LÆS DEBAT

Så du mener, at der er behov for at råbe politikerne op?

»I den grad. Systemet virker jo ikke. Det producerer nærmest ikke nogen succeser. Folk på kanten får det kun værre og værre, når de suges ind i et behandlingssystem, der arbejder alt for unuanceret og ufagligt. Folk på gaden har komplekse problemer, som behøver tværfagligt samarbejde, men sagsbehandlerne i kommunerne kender ofte kun til de paragraffer, de er ansat til. Vi kunne lave medieoverskrifter hver eneste dag på baggrund af de mange groteske fejl, vi støder på, men vi ønsker egentlig ikke at skabe drama. Vi vil bare gerne føre en pragmatisk dialog med politikerne , sagsbehandlerne, sundhedsvæsen og politiet for i fællesskab at finde løsninger, der virker«.

Stop kriminaliseringshetzen

Nanna W. Gotfredsens projekt giver dårligt tid til ferie eller søvn, og grænsen mellem privatliv og arbejde er for længst udvisket. Man fristes til at bruge betegnelsen ’næstekærligt’ om hendes karrierevalg, men faktisk begyndte det et helt andet sted.

»Da jeg startede på jurastudiet, var det ikke med drømmen om at redde verden. Jeg skulle bare være advokat og lave kassen, for der er sgu ikke nogen glorie på mig. Men så flyttede jeg til Vesterbro og begyndte at engagere mig som frivillig i lokalområdet – og jeg fik et chok. Dér gik jeg som blåøjet jurastuderende og troede, at Danmark var en retsstat, og så kunne jeg vade lige ud og møde mennesker, der i en alder af 23 år kun havde enkelte tænder tilbage i munden eller fik amputeret arme og ben, fordi de ikke havde fået nødvendig behandling. Maria Kirkeplads i Istedgade var som en krigszone, hvor folk sad og fixede, mens de blødte fra bylder og sår«.

Folk på kanten får det kun værre og værre, når de suges ind i et behandlingssystem, der arbejder alt for unuanceret og ufagligt

Hvad var din reaktion på de ting, du så?

»Man kan vel sige, at det var det, der fik mig til at vågne op. Det var så åbenlyst uretfærdige skæbner, folk bar rundt på. Uretfærdige, fordi de levede på måder, som samfundet valgte – og stadig vælger – at holde ud i strakt arm, og det er for mig at se dybt ubegribeligt«.

Forklar …

»Mange – særligt vores politikere – har en forestilling om, at mennesker på kanten af samfundet er afvigere fra det ’normale’. Hjælpeapparatet er indrettet af middelklassen, som skulle den hjælpe middelklassen, og derfor har man ingen reelle svar til samfundets svageste. I stedet for at møde folk i øjenhøjde satser man på at kriminalisere sig ud af problemerne, fordi man tror, at hårdere straffe afholder folk fra bestemte adfærdsmønstre. Se bare, hvordan den overvejende del af politikerne kører mantraet om, at stoffer er en skidt ting, som skal udraderes, og som konsekvens deraf kriminaliserer man rigtig meget af den adfærd, der knytter sig til stofbrugernes tilværelse. Men at bruge straf som middel til at undgå selvskade er komplet meningsløst«.

LÆS KRONIK

Hvad foreslår du da i stedet?

»At vi kigger mere nuanceret på den adfærd, vi i dag stempler som kriminel. Folk skal hverken reelt eller de facto stemples som kriminelle for en adfærd, som de begår mod sig selv. Man bliver nødt til at møde folk i øjenhøjde, acceptere, at de sælger sex, tager stoffer eller lever på gaden for at kapere andre problemer i deres tilværelse – og derefter indlede en dialog, hvor man nøjes med at oplyse om risikoen ved en bestemt adfærd. Omvendt kan der være en bevidst hensigt med at slå folk i hovedet med en hammer, fordi det er et lækkert problem at bevare«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Insinuerer du, at der er en politisk modvilje til at løse problemerne?

»Der er i hvert fald en uudtalt velvilje til at bevare de her ting i systemet. Politikerne på højrefløjen har brug for en ’god’ skurk, så de kan være tough on crime eller tough on drugs ogfra tid til anden give et saftigt interview, hvor det virkelig fremstår, som om de har nosser. Samtidig er politikerne på venstrefløjen ikke meget bedre, for de har brug for en offerrolle i samfundet, som de kan redde. Sagen er bare den, at uanset om man gør de udsatte grupper til skurke eller ofre, kommer det ikke andre til gode end allerhøjst politikerne selv«.

Kampen fortsætter

Om halsen bærer Nanna W. Gotfredsen altid en lille amulet, der er en påmindelse om, hvordan hun selv har oplevet en nær ven tabe kampen til tilværelsen på bunden:

»Da jeg var 12-13 år mødte jeg Michael, som var sådan en voksentype, der bare sætter sig i en. Han kunne lytte i timevis, og på det tidspunkt havde jeg, som rasende vred teenager, virkelig brug for en at tale med. Selvom jeg aldrig så det, så vidste jeg godt, at han tog heroin. Ikke for at dø, men for at holde ud til at være i sit eget liv. En dag forærede han mig en amulet, som skulle bringe lykke. Det blev så sidste gang, jeg så ham, for kort efter tog han til København for at købe heroin og døde af en overdosis på Hovedbanegården«.

Hvad tænkte du efter det?

»At det var forfærdeligt spild af så godt et liv – og måske har jeg i virkeligheden lige siden spekuleret i måder, hvorpå man kan holde mennesker i live, hvis bare man gør tingene anderledes. Michael var så klogt og kærligt et menneske, og det var dybt uretfærdigt, at han skulle dø, mere end noget andet som konsekvens af, at han medicinerede sig selv under forhold, der var ukontrollerede og livsfarlige. For mig at se, er det et rammende eksempel på, hvordan systemet griber tingene alt for upragmatisk an. Frem for at løse udfordringerne i øjenhøjde med de udsatte – eksempelvis ved afkriminalisering af stofbrugerne – ignorerer man problemet eller griber til helt andre redskaber, som i sidste ende kan være livsfarlige«.

LÆS KRONIK

Er det i bund og grund retfærdighedssansen, som driver dig frem i dit arbejde?

»Jeg kan i hvert fald blive edderspændt rasende, når jeg gang på gang støder på forandringsmodvilligheden i statens kæmpeapparat. Og ja, det er en form for drivkraft, for jo mere folk pisser mig af, des mindre søvn har jeg brug for. Indignationen er jo en indgroet del af mit liv. Den holder ikke fri klokken 16, ligesom sagsbehandlerne i det offentlige gør det. Nøden eksisterer døgnet rundt, og derfor må vi også være på gaden nat og dag«.

Din omfattende dedikation må have kostet en del på andre fronter, f.eks. privatliv?

»Man skal aldrig gøre tingene så adskilt op. Det supplerer jo hinanden. Folk, vi møder på gaden, bliver vores venner. Nogle er endda blevet til familie gennem årene, og som mennesker vokser vi af relationerne. Jeg har selv en 14-årig datter, som altid har haft bevidstheden om den her anden virkelighed helt tæt på, og hun har på ingen måde taget skade – tværtimod. Da hun var 4 år, forsøgte hun at regne ud, hvor mange hjemløse vi kunne have sovende i stuen. Da hun var seks, spurgte hun, hvorfor politiet ikke bare anholdt stofferne og kørte stofbrugerne på hospitalet i stedet. For mig at se, er der kun kommet et enormt smukt menneske ud af sammenblandingen«.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du har nu kæmpet i mange år, og folk dør stadig på gaden. Er din kamp evigt aktuel?

»I den ideelle verden eksisterede Gadejuristen slet ikke. Det er jo direkte pinligt, at der er brug for os i et land som Danmark. Dengang vi oprettede Gadejuristen, tænkte jeg ’det tager maks. halvandet år at få ryddet op her’, og hvor var jeg dog naiv. Hold kæft, der er lang vej endnu, og vi forslår som en skrædder i helvede. Der kommer hele tiden nye sagsbehandlere, politichefer, politikere og journalister, og hver eneste gang skal vi starte hele fortællingen ved Adam og Eva. Vi når aldrig skyggen af en nuanceret diskussion, før spaltepladsen er opbrugt«.

Har du aldrig lyst til bare at give op?

»Nej, nej, nej, jeg er så stædig. Jeg ved, jeg har ret, og vi vinder jo også hele tiden. Der er så mange sejre, som vi deler med mennesker, der i den grad har brug for sejre. Vi ser hele tiden mennesker, der retter ryggen op og smiler over hele femøren, fordi de får medhold, så på den måde er det et utroligt taknemmeligt arbejde. Men jeg kan da sagtens blive træt af mennesker med magt, der ikke nærer ydmyghed over for alt det, de ikke ved. Når politikere – uanset farve – praler med eksistensen af retssikkerhed og velfærd, mens vi samtidig står på stenbroen og siger ’hvor?’. Det når simpelthen ikke herned«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce