Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Konkurrencestaten har erobret folkeskolen

Bag reformen af folkeskolen findes et netværk af mennesker, som dyrker konkurrencestaten og ser det som skolens fornemste opgave at uddanne soldater, der kan kæmpe for den.

29
Annonce

I løbet af sommeren har der været meget kritik af skolereformen, og en stor del af kritikken fra de toneangivende meningsdannere har mildt sagt været bemærkelsesværdig.

Mest markant har flere politikere udtalt, at de er overraskede over de lange skoledage, de med reformen byder de danske elever. Andre har udtrykt bekymring over lærer- og elevflugten fra folkeskolen, mens endnu andre har udtalt, at den meget omtalte inklusion måske har taget overhånd.

For undertegnede, som er lektor i pædagogik og mangeårig debattør af skolespørgsmål, er det næsten komisk at iagttage den rådvildhed og forundring, der præger debatindlæg fra de ellers så ihærdige reformtilhængere, der nu langt om længe må indse, at ikke alt er godt i den danske folkeskole. Mellem linjerne spørger de sig selv og hinanden: Hvordan kan det være, at reformen helt åbenlyst er ved at køre folkeskolen i sænk? De mest indflydelsesrige reformtilhængere svarer nogenlunde således:

Hvordan kan det være, at reformen helt åbenlyst er ved at køre folkeskolen i sænk

Uddannelsesredaktør på Politiken Jacob Fuglsang, der om nogen har været en fast støtte af reformdagsordenen, har argumenteret for, at det må være implementeringen og løgnene i forløbet op til reformens vedtagelse og den bizarre lockout i 2013, der er skyld i problemerne.

Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, mener naturligvis, at ledelse er løsningen på reformens udfordringer, og eventuelle problemer primært må skyldes manglende tid, opbakning og resurser.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby anerkender, at der er problemer med inklusionen, men finder som de fleste andre reformstøtter, at de fleste problemer i forhold til manglende kvalitet og lange skemaer må være lokale – og altså ikke noget, der er iboende i den reform, Folketinget vedtog.

LÆS OGSÅSelviske forældre ødelægger inklusion i skolen

Endvidere ytrer disse og andre reformstøtter konsekvent, at det hele handler om tålmodighed: Reformen skal nok komme til at virke, hvis vi bare giver den noget tid.

Et skrækeksempel på tonen i reformtilhængernes bidrag til debatten kunne man læse i en Kronik af Stefan Hermann, Claus Hjortdal og Mikkel Haarder bragt i Politiken 12.8. Her skriver de begejstret om reformens målsætninger og forkynder opstemt følgende:

»Det vil tage tid at få reformen ført igennem, og reformens målsætninger vil længe være en fast dagsorden på landets skoler. Der er brug for at vende spørgsmålet om, hvad reformen gør ved skolen, og i stedet, med den amerikanske uddannelsesforsker Larry Cuban, spørge, hvad skolen gør og skal gøre ved og med reformen. Reformen skal ud og arbejde i hverdagen, i skolerne og kommunerne«.

De foreslår herefter konkret et øget fokus på dataledelse, medarbejder-involvering og oplevelse af medejerskab til reformens konkurrencestatsdagsorden som løftestænger til at få reformen i mål:

Vi har forladt en nordisk skoletradition, der byggede på åndsfrihed og oplysning

»Derfor må skoleudviklingen blive mere videnbaseret og på mange fronter bedre dataunderstøttet. Skolelederne skal lede en udvikling på skolerne i retning mod mere systematisk brug af data om elevernes faglige progression og udbytte. De skal sikre, at der sker et systematisk evalueringsarbejde, som hviler på dataindsamling og efterfølgende analyse og vurdering for at kvalificere tilpasningen og udviklingen af undervisningen«.

Linjen i det hele er, at reformen er god nok, og at alle problemer i grunden er midlertidige implementerings- eller forståelsesproblemer. Hvis bare elever, forældre, lærere, skoleledere og lokalpolitikere er positive og dygtige nok, bliver alt godt.

På papiret er der da også meget, der taler for en sådan overbevisning, idet skolereformen uomtvisteligt henter støtte fra vægtige aktører i den danske skoleverden.

Først og fremmest må man pege på professor Jens Rasmussen fra Aarhus Universitet, der i sit forskerliv intenst har interesseret sig for, hvordan man kan designe forskningsinformeret uddannelsespolitik, og selv hylder en såkaldt operativ konstruktivisme, hvor tilblivelsen som menneske og borger er et spørgsmål om teknik og data.

LÆS OGSÅHer er folkeskolens fire store problemer

Rasmussen sidder og har siddet i en række centrale udvalg og råd og har ud over at være den gennemgående og centrale forsker i forbindelse med reformerne af læreruddannelse og folkeskole også stor indflydelse på tildelingen af ph.d.-stipendier (og dermed uddannelsen af fremtidens forskere inden for pædagogik) samt fordelingen af den milliard kroner, som A.P. Møller-fonden har givet til skoleudvikling.

Altså får reformen stærk støtte af den mand, der selv har været med til at bane vejen for den, tonet læreruddannelsen i den retning, tildelt ph.d.-stipendier til kommende forskere, der vil forske i reformrelevante temaer, samt fordelt midler til skoleprojekter, der understøtter reformen.

Det kræver ikke en stor intellektuel anstrengelse at regne ud, at det er en god idé at være positiv over for reformen, hvis man beskæftiger sig med uddannelse og pædagogik i Danmark. Hvis man eksempelvis som skoleleder vil have udviklingsmidler til sin skole, hvis man som ambitiøs forsker vil have midler til forskning, hvis man som lærerstuderende gerne vil have en flot lærereksamen, ja så er det klogt at være positiv og konstruktivt indstillet til reformen.

I de centrale fora, hvor dansk skolepraksis reelt defineres, sidder der altså en lille og indspist gruppe, hvor alle på forskellig vis er knyttet til Jens Rasmussen og hans venner i menigheden omkring dyrkelsen af Niklas Luhmann. De centrale spillere er interessant nok også gamle kommunister af den hårde slags, hvilket sandsynligvis forklarer villigheden til at ofre enhver forbindelse mellem skole og åndsfrihed. De fleste menige reformstøtter er dog efter min overbevisning ikke så ekstreme, men må derimod enten være kynikere, uoplyste eller rene karriereryttere.

LÆS LEDERKritikken af de mange timer i skolen er forfejlet

Hvorfor disse hårde ord? Jo, jeg skriver dem af to grunde: For det første er de sande. For det andet er situationen dybt alvorlig. Med skolereformen og de mange andre tiltag i uddannelsessystemet har vi forladt en nordisk skoletradition, der byggede på åndsfrihed og oplysning.

I stedet har vi fået en række såkaldte læringsreformer, der skal målstyre konkurrencestatsindbyggernes læring fra vuggestue til arbejdsmarked. De mange reformer er identitetsløse, undervisningens indhold er ligegyldig (så længe eleverne scorer på de opsatte målindikatorer), og alt handler om teknik og tilpasningen til konkurrencestaten. Man taler i reformvenlige kredse ofte om et skifte fra undervisning til læring, og hvis man endelig bruger ordet ’undervisning’ alligevel, er det i betydningen ’tilpasning’. Ud med Grundtvig! Ingen frihed for hverken Loke eller Thor!

Tragisk er det også, at den nye skole er uden faglighed i egentlig forstand. Ganske vist er reformens formål at styrke fagligheden, men det er blot varm luft.

Et fag, eksempelvis matematik, fysik eller billedkunst, er et kulturelt og historisk udtryk for menneskets evne til at forholde sig til verden og sig selv.

Hvis man vil opnå faglighed, er man således nødt til at stifte bekendtskab med den kultur og historie, faget optræder i, og – vigtigst af alt – som menneske åbne sig for det, faget siger noget om. Denne dobbelthed kan ikke reduceres til ’læring’ i snæver forstand eller til en ændring af børns ’psykiske systemer’, som førnævnte Jens Rasmussen engang har skrevet.

Det pædagogiske paradoks findes ikke i skolereformens tænkning, og det er derfor, vi som folkestyre er truet i en hidtil uset grad

Netop derfor har vi i den vestlige verden i 2.500 år diskuteret dannelsens mysterium: Hvordan bliver man til et selvstændigt, myndigt, vidende og ansvarligt menneske? Man kan jo ikke instruere eller målstyre til den slags, men man kan heller ikke bare lade stå til, hvis man gerne vil bevare civilisationen og human sameksistens.

Disse tanker udtrykkes ofte som et pædagogisk paradoks, og i bevidstheden om eksistensen af et sådant bliver det frie menneske til, idet den voksne her må optræde både myndigt, opmærksomt, nænsomt og frisættende. Pædagogik og opdragelse er i denne forstand ikke blot teknik eller et håndværk, men derimod noget, der mest minder om en form for kunst. Det pædagogiske paradoks findes ikke i skolereformens tænkning, og det er derfor, vi som folkestyre er truet i en hidtil uset grad.

Her kan man så spørge: Jamen, var der da ikke faglige problemer i folkeskolen, inden reformen blev vedtaget? Jo, bestemt!

Her bliver historien desværre endnu mere bizar og tragisk. Fra 1970’erne og frem var dansk pædagogik præget af en optagethed af læring og marxistisk inspireret ’frigørelse’, hvilket til tider betød, at læreren ikke måtte være en autoritet i borgerlig forstand, og i en periode fandt mange sågar, at eleven havde ’ansvar for egen læring’.

Udenadslære og paratviden blev i stigende grad anset for uproduktivt, og i stedet skulle man have kompetencer, der kunne anvendes i fremtidens samfund. Gruppearbejde, tværfaglighed og lignende blev moderne, og til slut blev selve ordet ’fag’ næsten et bandeord (i den nye læreruddannelse foretrækker man f.eks. i dag betegnelsen ’moduler’ for det, der skal læres).

LÆS ARTIKELNye lærere uddannes ikke godt nok til skolereform

Udviklingen skete gradvist og pletvist, og indtil for nylig var den ikke systemisk og rodfæstet. De fleste kan nok se, at der går en lige linje fra deroutens begyndelse til skolereformens ekstremistiske tænkning.

Kan det blive værre? Ja, det kan det. Fra 1970 til 2000 kunne vi som samfund faktisk fint holde til lidt slinger i skolesystemet, idet store dele af befolkningen faktisk vidste noget, og tilmed var langt de fleste politikere dannede og havde en bred almen viden. I dag er situationen dobbelt alvorlig: Derouten i skolen er blevet radikaliseret, samtidig med at de første overvejende halvdannede generationer indtager centrale poster i samfundslivet.

Af disse grunde har vi akut brug for et opgør med den linje, Anders Fogh Rasmussen indledte i 2003, hvor han igangsatte VK-regeringens reformering af dansk pædagogik og uddannelse. Den linje, der blev radikaliseret i Lars Løkke Rasmussens første regeringstid, hvor den danske skole skulle orientere sig endnu mere efter de skandaløst useriøse Pisa-undersøgelser. Den linje, der i helt ekstrem grad slap hæmningerne, da Helle Thorning-Schmidt overtog regeringsmagten og lod sine ministre udfolde konkurrencestatens mørke i hele uddannelsessystemet, hvortil nu også vuggestuer og børnehaver i vidt omfang blev medregnet.

Hvis vi som land ophører med at opdrage kommende generationer i deres frie omgang med kulturens ånd, sprog og fag og i stedet træner dresserede, arbejdsmarkedsparate opportunister, er der intet at bygge et land på.

Den målstyrede konkurrencestatsskole er en regression i retning af et ufrit samfund

Hvis vi træner vores børn til at være lydige konkurrencestatssoldater, vil der ske det, at de en dag bliver voksne konkurrencestatssoldater.

Med den tiltagende ensretning af al forskning og videnskab vil de end ikke i nævneværdig grad få adgang til ’kontra-produktiv’ kritik.

Hvordan skal vi så redde vores fælles skole og på lidt længere sigt hele vores kultur? Det bliver et langt, sejt træk, men det kan godt lade sig gøre. For det første bliver vi nødt til at erkende, at de seneste reformer ganske enkelt må annulleres, hvorefter vi så må i gang med at udarbejde nogle nye rammer for varetagelsen af omsorgen for de opvoksende generationer.

Tråden i det hele bør være, at stat og kommune skal være så passive som overhovedet muligt, således at de blot giver nogle fysiske og juridiske rammer og i så vid udstrækning som muligt lader indhold og metoder forme sig i rum og tid – mellem levende mennesker.

Vi skal ikke have hverken strategiske børnehaver, strategiske skoler eller strategisk forskning, der orienterer sig efter skiftende finansministres forestillinger om fremtidens arbejdsmarked.

Vi skal derimod have levende og handlende mennesker, der vil noget, ved noget og føler noget og måske derfor også i fremtiden organiserer sig i en stat og har et finansministerium og kommunale administrationer. Det er de frie og tænkende borgere, vi opdrager, der skal skabe sig en fremtid sammen, ikke statsadministrationens forestillinger om fremtiden, der skal skabe medarbejderborgere.

Vi skal have åndsfrihed, kultur, faglighed og dannelse tilbage i uddannelsessystemet. Ikke fordi det indiskutabelt er den særegne nordiske tradition herfor, der har skabt et ekstremt velfungerende samfund, et stabilt og konkurrencedygtigt arbejdsmarked, en sund økonomi og et højt niveau af tillid i alle facetter af samfundslivet.

LÆS OGSÅSkolereformen er ufolkelig - derfor er den i dyb krise

Det er blot sidegevinster, som vi ganske vist er ved at smide væk. Nej, vi skal gøre det, fordi vi står ved os selv og gerne vil give kommende generationer et sted at skabe sig et liv fra. Opdragelse er at sige noget i retning af: »Hør, mit barn. Denne verden overtog vi fra andre før os. De gjorde sådan og sådan og fandt ud af dette og hint. Selv gjorde jeg sådan sammen med mine samtidige. Værsgo: Pas godt på det hele, og find din egen vej i livet sammen med dine samtidige, nu hvor du kan orientere dig med hjælp fra de erfaringer, vi andre har gjort«.

Det var tænkende og handlende mennesker, der i sin tid skabte grundlaget for det moderne og oplyste demokrati, ikke en strategisk økonomifokuseret statsadministration. Den målstyrede konkurrencestatsskole er en regression i retning af et ufrit samfund, hvor vi alle fra vuggestue til universitet skal opfylde læringsmål og helst gøre det i et højt tempo.

Det kan sikkert lyde besnærende og ambitiøst for nogle, men vil uundgåeligt føre til et samfund af lydige undersåtter. Det vil blive et teknokratisk himmerige, hvor alt kan dataregistreres, og stort set alle formelt frivilligt handler, som staten finder bedst. Som et andet Nordkorea vil vi sikkert også kunne dokumentere voldsomme fremskridt og stor tilslutning til landets styre.

Professor Lars Qvortrup, der har været en ivrig støtte af reformdagsordenen, er i øjeblikket leder af et stort A.P. Møller-finansieret udviklingsprojekt, hvor man i hidtil uset omfang vil forsøge at styre og målrette skoleelevers læring ved hjælp af data.

LÆS OGSÅSkolereformen har taget os forældre som gidsler

I den forbindelse har han udtalt til fagbladet Folkeskolen: »Man kan sammenligne det med, at man køres på operationsbordet, og lægen fortæller, at han opererer på basis af et skøn. Det kan man ikke forestille sig. Med denne her form for data vil lærerne være i stand til præcist at vurdere udfordringerne: Hvad er klassens stærke og svage sider? Hvor skal især sættes ind?«.

Analogien, Qvortrup anvender, er ikke tilfældig. Barndommen er i dag en sygdom, der skal kureres ved hjælp af evidens og data. Er det ikke trist?

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce