Annonce
Annonce
Annonce
Kroniken

Maryams historie

I Darfur er kvinder ikke alene familiens omdrejningspunkt – de overlever også i større tal til at fortælle om volden. Maryam kunne være en af dem.

Gem til liste
Maryam er en fiktiv person, men hendes historie er virkelighed og kan fortælles af tusinder.Oh, menneskehed. Vi skabte jer af én mand og én kvinde og gjorde jer til folk og stammer, for at I skulle kende hinanden. I sandhed er de ædleste af jer de mest retfærdige. Og Allah ved alt og er velbekendt.

(Koranen, Sura 49:13, Al-Hujurat)

Fra teltet kan jeg høre Hassan og mine børn sove. Mine led og min ryg gør ondt, og tit vågner jeg med feber og hovedpine. Mens jeg vasker mig i ansigtet, tvinger jeg et smil frem til spejlet, jeg fik forrige år af en journalist. Dengang kom de daglig; det ene hold efter det andet med skriveblokke, kameraer og blanke øjne. Brysterne er flade og ribbenene tydelige, men smilet kan stadig dæmpe angsten.

Jeg er 42 år og har arbejdet hårdt for at skabe et hjem og en fremtid for min familie. Min far lærte mig at læse fra Koranen. Da jeg var 8 år, blev jeg forlovet med Hassan. Vi blev gift, da jeg fyldte 12 år, og siden har vi levet sammen. Jeg har født ni børn ? den yngste, Umar, er 5 år.

Vores farm lå omkranset af flethegn i udkanten af Wadi Kasib. Vi dyrkede sesam, bønner, tomater og durra; i køkkenhaven havde jeg løg og okra. Ti frugttræer på gårdspladsen gav skygge og masser af guava, mango og citroner. Vi havde geder og høns og fire æsler.

Først i juni forberedte vi markerne. Senere på måneden, når regntiden satte ind, såede vi durra. I juli kom turen til sesam og bønner. Tomater og vandmeloner blev sat i august. Allerede i september kunne vi høste, og det fortsatte i oktober og november. Alene overskuddet fra tomathøsten dækkede alle vore udgifter til såsæd. Længe havde vi et godt liv.

Wadi Kasib ligger i Darfur ? furernes land. Engang var der en lægeklinik, en moske, en skole til 7. klasse, en lille politistation og en kaserne med et kompagni soldater. Markedspladsen var byens centrum. Vor leder, Umda Adam, fortalte engang, at han havde drømt, at Wadi Kasib fyldte hele dalen med huse helt op ad de lave bjerge mod vest, masser af lunde med træer og palmer, et gymnasium, et hospital og rigtige gader. I drømmen havde han set en stor sø øst for byen og mente, at Allah havde vist, at floden kunne dæmmes op. Umda Adam er en god mand, men han fantaserer. Af de mere end to tusinde beboere i Wadi Kasib var de fleste bønder og fra furstammen. Vi er afrikanere, men der var også arabiske stammer på egnen. Oprindelig var de nomader, som kom igennem dalen nordfra for at søge græs til deres kvæg og dromedarer, når regntiden var ovre. De bragte også varer fra de store byer. Nogle slog sig ned og giftede sig med furkvinder.

Lige efter at jeg havde født mit fjerde barn, dannede jeg og to andre kvinder en hjælpegruppe. Kvinder kom dengang ofte til mig med problemer. Hvis et barn eller en mand var død, og slægtninge kom langvejs fra for at være med til begravelsen, var der brug for hjælp til mad og husrum. Hvert år i begyndelsen af regntiden udvalgte vi en mark, forberedte mad af et par slagtede geder og inviterede frivillige fra byen til at komme og spise og hjælpe med at så marken. Det gentog sig i oktober, hvor vi høstede. Overskuddet brugte vi til at hjælpe andre med tøj til børn, til syge, som måtte rejse til den store by for at blive behandlet, eller til unge, som skulle på universitetet.

For fem ramadaner siden begyndte dyr på markerne at forsvinde. Et par geder eller en ko her og der. Alle vidste, at det var bander fra nord. De gemte sig også ved landevejen, stoppede folk på vej til markedet og tog deres ting fra dem. Gjorde man modstand, var man heldig, hvis man slap med livet i behold. Året efter kom de første, inden høsten var slut, og ledte deres kvæg og kameler ind på vore marker. Nogle gik til politiet, men fik at vide, at man kun skulle tage sig af problemer i selve byen. Umda Adam talte så med en af de arabiske sheiker, som sagde, at vi bare kunne rejse. En ung mand, hvis mor havde giftet sig med en araber, fortalte Umda Adam, at man planlagde at overtage hele Darfur. Ugen efter var han sporløst forsvundet.

Året efter ? da græsset var begyndt at gro ? var jeg i marken for at så durra. Arabiske hyrdedrenge passerede forbi med deres kvæg og råbte, at jeg arbejdede for ingenting; alt ville blive taget fra os. En arabisk kvinde, som plejede at sælge mælk til os, fortalte mig en dag, at hun havde hørt sin mand tale med andre om, at vi snart ville blive angrebet. Mændene havde skullet sværge på, at de ikke ville sige noget; kvinder kan ikke sværge, men de blev lovet smukke ting, hvis de holdt mund. Hun fortalte mig det kun, fordi jeg havde behandlet hende godt. Dagen efter gravede jeg et dybt hul og gemte mine døtres guldarmbånd, øreringe og mit kinesiske porcelæn.

Nogle dage senere var jeg tidligt på markedet, da en mand fortalte, at politiet og militæret var begyndt at læsse alle deres ting på biler. Umda Adam ? fulgt af mange ? gik først til stationslederen og så til kommandanten. De fortalte begge, at de havde fået ordre til at forlade byen. Hele dagen pakkede de og kørte så væk. Om aftenen samlede det meste af byen sig på torvet. En del var bange for at blive. Umda Adam var også mest stemt for, at vi skulle rejse, men han bøjede sig, da flertallet ville blive.

Tidligt næste morgen var jeg ved at trække æslet frem, da jeg mærkede heste nærme sig. Fire ryttere kom tæt forbi og drev en flok af vore køer foran sig. Jeg skyndte mig ind til markedspladsen. Nogle mænd gjorde klar til at sætte efter tyvene. Umda Adam forsøgte forgæves at overtale dem til at lade være. Det kostede to af dem livet. Ved begravelsen om eftermiddagen kom en mand på et æsel fra en by mod nord. Mens æslet hvilede og drak, fortalte han, at byen var blevet angrebet dagen før; han havde mistet sin familie. De var kommet på heste, i biler, og der var også kastet bomber fra et fly. Mange var blevet skudt eller brændte inde i deres huse. »De brænder os som græshopper«, sagde han og forlod os. De første pakkede og forlod Wadi Kasib i løbet af aftenen. Andre sov ved floden den nat.

Hanen var lige begyndt at gale, da jeg hørte skud i det fjerne. Fra døren kunne jeg se talløse ryttere nærme sig fra sletten mod øst. Nogle var i kamuflageuniformer, andre i hvide jalabyes.

Hassan og børnene kom ud på gårdspladsen; vi så på hinanden og samlede så meget, vi kunne, på to æsler. Hassan samlede de ældste børn. Jeg satte vor yngste søn op på et af æslerne. Min voksne datter tog sin 3-årige datter ved hånden. Jeg tog hendes 10 måneder gamle søn på ryggen.

Da vi kom ud på vejen, kunne jeg se biler køre ind i byen ad vejen mod syd. Mænd i uniformer sprang ned og spredte sig, mens de skød omkring sig. Folk flygtede i vor retning, og jeg så nogle falde. Da jeg vendte mig, var min mand allerede kommet et stykke væk; han var på vej mod floden. Netop som jeg havde fået æslerne i gang, hørte jeg en bil nærme sig, og vi løb ind og gemte os i Safis have. Bilen kørte tæt forbi, og der blev skudt. Da der var blevet stille, kom vi frem. Safi lå på vejen. Han var blevet skudt i maven og sparkede med benene. Vi skyndte os forbi; jeg var bange for, at min dreng skulle se ham og falde af æslet. Overalt var der panik og mennesker på flugt. Vi måtte gemme os igen, da mænd i uniformer nærmede sig. Fra en sprække i en kostald kunne jeg se, at de gik efter byens mænd. Der var andre, som begyndte at tømme vore huse for indbo. De læssede det op i nogle store kurve, som blev båret af dromedarer. Når de var færdige, stak de ild til huset.

På det sidste åbne stykke ned mod floden var der mange mennesker omkring os. Ingen ventede på nogen, og jeg kunne ikke mere se min mand og de ældste børn. Bagude steg tyk røg op mod himlen. En ung mand ved siden af mig blev ramt af et skud i hovedet. Han skreg og faldt. Tre ryttere stoppede op og undersøgte hans lommer.

Vi var en gruppe, som fortsatte langs floden for at finde et smalt sted, hvor vi kunne krydse. Min søn græd og var tørstig, og jeg var forpustet. Ved noget buskads stoppede vi, og jeg gik ned til floden for at samle vand i en tom flaske, mens min datter ventede ved børnene. Da jeg bøjede mig, hørte jeg skrig og så folk løbe. Ryttere kom mod os og afskar mig.

En af dem var Moosa, som jeg havde kendt, siden han var dreng. Hans familie plejede at sælge kvæg på byens marked. Nu havde han kamuflageuniform på og sagde, at han ville have mit barnebarn. Jeg sagde, at han kunne dræbe mig i stedet. »Du er ikke en dreng«, svarede han og trak mit barnebarn til sig og kastede ham hårdt mod jorden. En af de andre ryttere steg af sin hest og spiddede drengen med et spyd. »Vi kan ikke efterlade hende sådan«, sagde han, rev min kjole af og væltede mig ned på jorden. Jeg ramte en skarp sten og mærkede blodet løbe fra skulderbladet. Han åbnede sine bukser og trængte voldsomt ind i mig. Jeg kunne mærke, at stenen igen og igen skar sig ind i ryggen. Jeg vågnede, da en gammel mand stænkede vand på mit ansigt. Han havde dækket mig med min ødelagte kjole. Mit skød og min ryg brændte. Mit barnebarn lå stadig på jorden; han var død. Jeg havde ikke kræfter til at bære ham, men dækkede såret på hans mave med et blad og bad en bøn. Den gamle lod mig sidde på sit æsel.

Sidst på eftermiddagen kom vi til en landsby, hvor mange fra Wadi Kasib var stoppet op. Der fandt jeg sammen med min mand og mine børn. De havde alle overlevet. Min voksne datter græd længe efter at have hørt, hvad der skete med hendes søn, og hun har ikke klippet sit hår siden den dag. Byen var endnu ikke blev angrebet, men alle vidste, at det kun var et spørgsmål om tid. Vi var mange, der forlod byen inden morgenbønnen. Vi gik mod syd. Ud på eftermiddagen nærmede en lille gruppe ryttere i kamuflageuniformer sig. De havde Kalasjnikover hængende på brystet, og deres leder sagde, at vi skulle betale skat for at få lov til at fortsætte. Vi samlede sammen, men de ville have mere. Da ingen gjorde noget, skød de ind i flokken; en pige blev ramt i halsen og en mand i maven. Der udbrød panik, og alle begyndte at løbe. Længe efter at rytterne var forsvundet, fik Umda Adam samlet os og sagde, at vi måtte bevare roen, hvis vi ville leve. Fra da af gik vi mange dage, men kun om natten og helst på små stier.

Min mand hoster og vækker børnene. Hvis jeg skynder mig, kan jeg nå at gå, inden han kommer ud. Han vil ikke have, at jeg forlader lejren for at samle brænde, men vi skal have mad. Hvis han selv går, risikerer han at blive slået ihjel. Sender jeg min ældste datter, bliver hun overfaldet. Det bedste er, at jeg selv går.

Næste ramadan har vi været her i lejren i fire år ? midt i ørkenen ? sammen med solen, vinden og støvet og med mere end ti tusinde andre flygtninge og næsten lige så mange rotter. Koranen giver mange eksempler på mirakler. Jeg beder til, at et mirakel må ske for os alle, og spørger, hvorfor denne store sorg er kommet over os.

Frode Z. Olsen er kriminalinspektør. Han har arbejdet for Den Internationale Straffedomstol i Haag og afhørt en række ofre for volden i Darfur i 2005 og 2006 i flygtningelejre.



PolitikenPlus
  • And Den lå i vejkanten og er fotograferet i lyset af Martin Lehmanns billygter. Smuk var den. Og helt stille.

    Pluspris 1.300 kr. Alm. pris 1.495 kr. Køb
  • Frilandsand til jul Ænderne går frit rundt på beplantede græsarealer og har adgang til frisk vand og kan søge skygge under træerne. De fodres med majs og korn og ellers spiser de, hvad de finder af vegetation udendørs.

    Pluspris 325 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Juletræstog til Rosendal Besøg den hyggelige gård Rosendal i Nordsjælland og vend hjem med højt julehumør og selvfældet træ.

    Pluspris fra 168 kr. Alm. pris fra 168 kr. Køb
  • Spil: Blitz Blitz er et lysende hurtigt bestsellerspil, der vindes af den, som hurtigst kan aflæse kortene og snuppe den rigtige genstand.

    Pluspris 160 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Chips Der sker altid noget, når man fokuserer på individet.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb