Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Nej, vi socialdemokrater er ikke Dansk Folkeparti light

Vi må ikke afskaffe vores velfærd fordi vi ikke er i stand til at kontrollere strømmen af flygtninge.

68
Annonce

Når man følger dansk presse, særligt Politiken, kan man godt få det indtryk, at Socialdemokratiets politiske tænkning er dikteret af at svare på Dansk Folkepartis fremmarch de sidste 20 år, at partiets politik er blevet en rentetilpasning til den kurs, Dansk Folkeparti udstak på spørgsmål om flygtninge, indvandrere og deres efterkommere.

Det er en massiv undervurdering af Socialdemokratiet at tro, at den politiske tænkning i så stort et parti svajer så let. Men efter årtiers debat om tilstrømning og integration er der i dag en anden rød tråd i den socialdemokratiske politik, end der var.

Der er vokset en anden socialdemokratisk udlændingepolitik frem. Udlændingeområdet er en samlet betegnelse for en lang række forskellige udfordringer – fra global ulighed over religiøs radikalisering til familiesammenføringer og kriminalitet i udsatte boligområder.

Området består af en lang række forbundne kar. Dilemmaerne i disse kar skal besvares med socialdemokratiske værdier: humanisme, demokrati, international solidaritet og hensynet til en samfundsmodel, der bedre end nogen anden har givet velstand, tryghed og lighed til mange.

Vores partis humanistiske tradition er udfordret af en ny virkelighed. Det er vigtigt at forstå, at det ikke drejer sig om en midlertidig situation, hvor nogle flygtningelejre i det syriske nærområde er brudt sammen.

Der er knap 60 millioner fordrevne i verden – de fleste i Europas nærområde. Stort set alle stater i Mellemøsten eller Nordafrika må beskrives som diktaturer eller fejlslagne stater i et eller andet omfang, med eksploderende befolkninger og dværglignende økonomier, som absolut ikke kan opsamle den voksende befolkning i beskæftigelse.

Egypten f.eks. er hastigt på vej mod 100 millioner indbyggere, 60 procent af befolkningen er i dag under 30, økonomien er underudviklet, og med en faldende dødsrate på grund af medicinske landvindinger og en ukontrollabel fødselsrate kommer arbejdsløsheden antageligt til at stige, levestandarden presses, og politisk uro følger efter.

LÆS OGSÅ Jeg ønsker mig et Socialdemokrati, der forstår at komme med humane løsninger på flygtningekrisen

Mellemøsten er blevet tættere befolket uden en distribueret købekraft og uden industri, og det klimatruede landbrug skal kun bruge færre hænder, som ny teknologi byder sig til: Der er masser af unge mennesker, der kun kan have svage fremtidshåb. Afrika stod i 1950 for 9 procent af verdens befolkning, men vil rumme 25 procent i 2050, hvor der vil være kommet 1,3 milliarder nye mennesker til i Afrika. De steder, befolkningen vokser mest, er i de mest skrøbelige lande, og det er i øvrigt også der, fødevaresystemerne er svagest.

Og det bliver formentlig værre: Ifølge FN’s Klimapanels (IPCC) vurderinger er det nøgterne scenario, at udbytterne af meget af verdens landbrugsjord vil falde, og at mange af de nuværende landbrugsområder vil forvitre som resultat af klimaforandringerne. Skaden vil blive størst, hvor der allerede er varmest – Nordafrika og Mellemøsten er ekstremt truet af klimaforandringerne. Og klimaforandringerne er en gigantisk sikkerhedspolitisk trussel mod Danmark og Europa.

Problemet kan ikke reduceres til de antageligt 6 procent af den syriske flygtningestrøm, som nu er kommet til Europa. Vi er nødt til at begynde at orientere vores politik efter det sandsynlige scenario, at millioner vil flygte år efter år efter år i mange år frem.

Hvis ikke Socialdemokraterne kan løse den opgave at kontrollere tilstrømningen og beskytte de lige og frie samfund, vil mørkere kræfter komme til

Det grundlæggende problem i Mellemøsten er som den gamle Harvard-professor og udenrigspolitiske rådgiver William Polk opstillede i sin analyse af baggrunden for konflikten i Syrien: Forholdet mellem befolkningens størrelse og landets ressourcer er katastrofalt. Desuden var landet ramt af 6 års tørke: Måske klimaforandringernes første krig. Det er hele regionens problem.

Det er ikke realistisk at forestille sig, at de mennesker, der helt forståeligt flygter fra horrible vilkår, vil blive integreret i Nord- og Vesteuropa. For det er jo ikke EU-landene, de flygter til, men først og fremmest de rige EU-lande. Derfor er vi nødt til at sætte en grænse. Det er der i øvrigt ingen partier i Folketinget, der er uenige i.

Nøgternt set er det heller ikke gået fantastisk med at integrere de godt 11,5 procent af befolkningen, som nu har indvandrerbaggrund. Det muslimske mindretal på 4,2 procent slås med for svag arbejdsmarkedstilknytning, parallelsamfundsproblemer, kriminalitet, radikalisering osv.

Hverken de europæiske befolkninger i almindelighed eller socialdemokrater i særdeleshed kan acceptere, at vi skaber et nyt pjalteproletariat med mellemøstlig baggrund i bunden af det europæiske arbejdsmarked, hvor vi i forvejen kæmper med en jobløs vækst, og hvor ufaglærte og unge er arbejdsløse.

Vi har ikke brugt et århundrede på at opbygge harmoniske samfund præget af høj lighed for at afskaffe dem igen gennem ukontrolleret indvandring. Det bliver ikke toppen af samfundet, der kommer til at betale prisen, her er man sikkert nogen steder bare glad ved udsigten til endnu billigere arbejdskraft. Selv Dansk Flygtningehjælp bakker op om tanken om en indslusningsløn. Det bliver de i forvejen dårligst stillede og den nedre middelklasse, der vil se sig presset yderligere.

LÆS OGSÅ Helle Thorning synger med på Pias melodi - ingen dovne flygtninge her

Konsekvensen af at tage imod flygtningene er meget hurtigt blevet besparelser i den kommunale velfærd. Det bliver de dårligst stillede, der betaler. På statsniveau rapporterer flere EU-lande allerede nu til Centralbanken i Frankfurt, at asyludgifterne betyder, at man næste år vil overskride EU’s budgetgrænse. Virkeligheden er, at når de europæiske økonomier skrider, bliver det udgifterne til velfærdsstaten, der må holde for. I hele Europa bliver det de kortest uddannede og lavestlønnede, der må holde for.

Hvis ikke vi Socialdemokrater tager opgaven på os og sikrer en kontrolleret tilstrømning, hvor vi undgår større sociale og etniske gnidninger end dem, vi allerede har nu, står helt andre kræfter på spring til at tage over. Situationen udnyttes i øjeblikket af højrepopulismen overalt i Europa. Det er i det lys, man skal se det faktum, at Front National blev det største franske parti ved europaparlamentsvalget i Frankrig og kun blev holdt fra vigtige poster i regionsvalget, fordi socialdemokraterne trak sig fra valget og gav det til de borgerlige.

Dansk Folkeparti er næststørst herhjemme, Sverigedemokraterna stormer frem i det svenske. Hvis højrepopulismen styrkes, tegner fremtiden hverken lys for muslimske mindretal her i Europa eller for de mange millioner mennesker i Mellemøsten og Afrika, som er afhængige af vores hjælp og bistand.

Hvis ikke Socialdemokraterne kan løse den opgave at kontrollere tilstrømningen og beskytte de lige og frie samfund, vil mørkere kræfter komme til: De humanistiske værdier, der bæres af venstrefløjen, vil blive dømt ude overalt på kontinentet, hvis ikke vi magter den opgave. Det er en socialdemokratisk opgave at insistere på, at der er grænser for, hvor mange vi kan tage ind i de europæiske fællesskaber og i Danmark.

Det bliver de i forvejen dårligst stillede og den nedre middelklasse, der vil se sig presset yderligere

I alle lande er der en grænse for, hvor mange der kan integreres. For svenskernes vedkommende trådte den grænse – i bogstaveligste forstand – i kraft 4. januar. Og det er vigtigt at huske på, at denne sidste flygtningekrise kommer oven på mange års migration til Europa fra Mellemøsten, Nordafrika mv. Den er en del af et mangeårigt kommende pres.

På baggrund af de to første erkendelser – den fortsatte tilstrømning og grænserne for, hvor mange vi kan tage imod – må vi derfor også åbent diskutere, om ikke vi allerede nu må begynde at indrette modtagecentre til flygtningene ved Europas grænser. Måske endda enorme flygtningebyer, med hospitaler, skoler, universiteter, landbrug, virksomheder og så videre, som kan blive hjem for mange af dem, som har forladt deres hjemlande. Indtil de kan vende hjem igen.

Vi skal hjælpe flere. Vi skal hjælpe mere. Men ikke ved at indoptage alle de mennesker, der søger ind i vores samfund. Vores hjælp må på den korte og den lange bane i endnu højere grad have som mål at bidrage til stærkere og bedre løsninger i nærområderne. Som Mette Frederiksen siger, er vi nødt til at skabe et »europæisk spor (der) mere end noget andet handler om bistand, bistand, bistand«.

De mennesker, som vi så tager til os, som får ophold, skal vi saftsuseme behandle ordentligt. Og det gør man ikke ved at smide folk i teltlejre, medmindre der ikke er andre udveje. Vi skal ikke miste os selv og fornemmelsen af, hvem vi er. Forskelsbehandling, racisme og uværdig behandling er ikke os, så langtfra. Vi skal passe på vores samfund, men der findes ingen undskyldning for et koldt hjerte.

Vi må erkende, at der findes kræfter inden for islam, som er uforenlige med de demokratiske værdier, der gælder i Vesteuropa. Spørgsmålet er jo uvægerligt aktualiseret af den femtekolonne, der gemmer sig i meget afgrænsede muslimske miljøer i Europa, og som lige har myrdet til højre og venstre i Paris.

LÆS OGSÅDF og Socialdemokraterne danner fælles front mod indvandrerne

Det er lidt svært at pege præcist på, hvor der skete et skifte, også i vores parti, men da problemerne med særligt de etniske mindretals utilpassede mænd og fundamentalismen dukker op, ændrer tonen sig. Det er, som om en gammel fjende steg op af graven.

I Socialdemokratiets historiske selvforståelse har man altid stået imod totalitære kræfter. Vi var i det 20. århundrede et bolværk mod både fascisme og kommunisme. Når Mette Frederiksen vender sig imod hadprædikanter og taler om, at der i den formørkede og radikaliserede islamisme er en fjende, vi ikke kan tolerere i vores samfund, taler hun fra bunden af den socialdemokratiske selvforståelse.

Da radikal islam – salafisme, wahabisme, eller hvad den nu skal kaldes – dukkede op i visse kredse af indvandrermiljøerne, og da vi så grupper som al-Qaeda og IS træde frem på den internationale scene, da genkendte socialdemokrater en totalitær fjende.

Inde i den nye tids islamisme ligger en stærk militarisme, undertrykkelse af seksuel, personlig og politisk frihed, en antidemokratisk bekendelse, et patriarkat af oplysningsmodstandere og en uhyggelig voldsparathed. Det er simpelthen nogle voldsomt højreorienterede kræfter.

For socialdemokrater går der en lige tråd fra Hartvig Frischs ’Pest over Europa’ til dagens kamp mod den moderne religiøse fascisme.

Vi er nødt til at optræde mere konsekvent og moralsk forsvarligt

At der var for meget kriminalitet i indvandrermiljøerne, kunne vi måske lettere forholde os til. Det ligger inden for en forklaringsramme om sociale problemer, som også vi historisk kender fra kampen for vores dårligst stillede. Men religion har alle dage gjort folk mere reaktionære, og at islamismen har fået et fodfæste, om det er hos Hizb ut-Tahrir i Nordvest eller i Grimhøj i Aarhus, forfærder os. Vi har måske set religionen som et kuriøst element i en diversitet, vi nok mener er værd at fejre. Det var en fejl.

Vi er nødt til at tage nye skridt i bekæmpelsen af ghettodannelsen, som er fundamentet for parallelsamfundene. Vi er nødt til at få en aktivistisk boligpolitik, der fordeler de nytilkomne, nedbryder ghettoerne og ikke giver mulighed for massiv ledighed i de nydanske miljøer.

Vi må erkende, at den udenrigspolitik, vi har ført de sidste 15 år, langtfra har været nogen succes. Vi har været med til at forsøge at spille gud i en del af verden, vi ikke forstår.

Erkendelsen efter årtiers krig i Afghanistan, Libyen og Irak er, at ikke ret mange steder i Mellemøstens folkeslag sad der små socialdemokrater, som bare ventede på at springe ud og etablere velfærdsstater med en fri offentlighed. At bombefly afleverer bomber og ikke demokrati, det skal vi åbenbart lære på den hårde måde igen og igen. Og når der faktisk har været allermest brug for verdenssamfundets politimand, udeblev han.

I f.eks. Syrien, hvor vi burde have grebet ind for at beskytte forfulgte, har vi miskrediteret os selv ved at lade stå til og lade Assad fortsætte myrderierne. Sammen med den ulykkelige Irakkrig har det skabt Islamisk Stat, flygtningestrømme og en dyb mistillid til Vesten. Vi førte de forkerte krige, vi lod dem i stikken, som havde krav på vores beskyttelse. Vestens realpolitik i Mellemøsten har skabt et reelt mareridt.

Derfor er vi også nødt til at forsøge at agere mere moralsk og mindre hyklerisk. Vi må spørge os selv, om vi virkelig kan blive ved med at acceptere, at Saudi-Arabien er vores nære ven i regionen? Kan vi blive ved med at se passivt til et styre, der er lige så kvindeundertrykkende, despotisk og religiøst voldeligt som vores største fjender? Vi må også spørge os selv, om vi ikke for alvor skal lægge pres på parterne i Israel/Palæstina, så moderne tiders længste besættelse kan bringes til ophør?

Vi er nødt til at optræde mere konsekvent og moralsk forsvarligt. Vi er nødt til at handle med dem og købe deres varer og skabe mere retfærdige handelsvilkår, så vi understøtter deres økonomier. Og vi er nødt til at hjælpe dem med at uddanne deres befolkninger. Investere i deres økonomi. Og holde fast i klimaindsats, så regionen ikke kollapser totalt.

Krigen mod IS er vi nødt til at føre til ende. Men på den anden side af den konflikt må vi tage et skridt væk fra at medvirke til at prøve at opdrage på resten af verden med militærmagt.

De socialdemokratiske pejlemærker må hvile på:

1) at efter krigen mod IS må vi tage et skridt væk fra selvovervurderende militære projekter langt fra det europæiske kontinent;

2) at vi reelt støtter i nærområderne i en mangedoblet indsats;

3) at vi begunstiger økonomierne omkring os, og at Europa som kontinent investerer massivt i nærområderne. Vi skal købe deres varer, droppe vores eksportsubsidier og fremme en mere fair handelskonkurrence;

4) at vi medvirker til at skabe en europæisk løsning, som ser mere end bare nogle måneder ind i fremtiden, også hvis det betyder længerevarende ophold i modtagecentre i Europas randområder;

5) at vi ikke tager flere ind i Danmark, end vi kan få til at fungere i vores samfundsmodel;

6) at vi konfronterer islamismen hårdt og får islam til at fungere i et samspil med resten af samfundet;

7) at vi skaber en reel integrationspolitik med uddannelses- og deltagelsespligt, med opbrydningen af ghettoerne og fokus på blandede byer;

8) at de mennesker, vi tager ansvaret for, får en ordentlig og ligeværdig behandling;

9) at global opvarmning er en kolossal sikkerhedspolitisk udfordring, der vil destabilisere de europæiske nærområder. Vi kan ikke svigte den dagsorden.

Redaktionen anbefaler

Socialdemokraterne ender som Dansk Folkeparti Light

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce